1 Og se, det skete, at da Jesus havde sagt dette, udlagde han det for mængden; og han udlagde alt for dem, både stort og småt.

2 Og han sagde: ^aDisse skrifter, som I ikke havde hos jer, befalede Faderen mig, at jeg skulle give til jer, for han anså det for vist, at de skulle gives til kommende slægter.

3 Og han udlagde alt, lige fra begyndelsen indtil den tid, da han skal komme i sin ^aherlighed – ja, endog alt det, der skal ske på jordens overflade, lige indtil ^belementerne skal smelte af brændende hede og jorden skal blive ^crullet sammen som en bogrulle, og himlen og jorden skal forgå;

4 og lige til den ^astore og yderste dag, da alle folk og alle slægter og alle folkeslag og tungemål skal ^bstå foran Gud for at blive dømt efter deres gerninger, om de er gode, eller om de er onde –

5 hvis de er gode, til ^aopstandelsen til evigtvarende liv; og hvis de er onde, til opstandelsen til fordømmelse; disse svarer til hinanden, den ene på den ene side og den anden på den anden side, i overensstemmelse med den barmhjertighed og den ^bretfærdighed og den hellighed, der er i Kristus, som var til ^cfør verden begyndte.

6 Og se, der kan ikke i denne bog skrives blot en ^ahundrededel af det, som Jesus i sandhed lærte folket;

7 men se, Nefis ^aplader indeholder størstedelen af det, som han lærte folket.

8 Og dette, som er en mindre del af det, som han lærte folket, har jeg skrevet; og jeg har skrevet det i den hensigt, at det igen må blive bragt til dette folk fra ^aikke-jøderne i overensstemmelse med de ord, som Jesus har talt.

9 Og når de har modtaget dette, som det er nødvendigt, at de skal få først for at prøve deres tro, og om det skal være sådan, at de tror på dette, da skal det, som er ^astørre, blive tilkendegivet for dem.

10 Og dersom de ikke vil tro på dette, da skal det, som er større, ^aholdes tilbage fra dem til deres fordømmelse.

11 Se, jeg skulle til at skrive det, alt det, der var indgraveret på Nefis plader, men Herren forbød det, idet han sagde: Jeg vil ^aprøve mit folks tro.

12 Derfor skriver jeg, Mormon, det, som er blevet mig befalet af Herren. Og nu afslutter jeg, Mormon, mine ord og går videre med at skrive det, som er blevet mig befalet.

13 Derfor ønsker jeg, at I skal se, at Herren i sandhed underviste folket i et tidsrum af tre dage; og derefter ^aviste han sig ofte for dem og brød ofte ^bbrødet og velsignede det og gav det til dem.

14 Og det skete, at han underviste og betjente ^abørnene i den mængde, om hvilken der er blevet talt, og han ^bløste deres tunge, og de talte store og forunderlige ting til deres fædre, ja, større end det, han havde åbenbaret for folket; og han løste deres tunge, så de kunne udtrykke sig.

15 Og det skete, at efter at han var steget op til himlen – anden gang han viste sig for dem, og var draget til Faderen efter at have ^ahelbredt alle deres syge og deres lamme og åbnet øjnene på deres blinde og åbnet de døves ører og efter virkelig at have foretaget alle slags helbredelser blandt dem og oprejst en mand fra de døde og efter at have vist dem sin magt og være steget op til Faderen –

16 se, da skete det den næste dag, at mængden samlede sig, og de både så og hørte disse børn; ja, selv ^aspædbørn åbnede deres mund og udtrykte forunderlige ting; og det, som de udtrykte, blev det forbudt noget menneske at skrive.

17 Og det skete, at de ^adisciple, som Jesus havde udvalgt, fra det tidspunkt af begyndte at ^bdøbe og at undervise så mange, som kom til dem; og så mange, som blev døbt i Jesu navn, blev fyldt af Helligånden.

18 Og mange af dem så og hørte uudsigelige ting, som det ^aikke er lovligt at skrive.

19 Og de underviste og betjente hinanden; og de havde ^aalt ^bfælles blandt sig, idet alle handlede retfærdigt, den ene med den anden.

20 Og det skete, at de gjorde alt, sådan som Jesus havde befalet dem.

21 Og de, der blev døbt i Jesu navn, blev kaldt ^aKristi kirke.