Tredje Nefi 10
    Footnotes
    Theme

    Kapitel 10

    Der er stilhed i landet i mange timer – Kristus lover ved sin røst at samle sit folk som en høne samler sine kyllinger – Den mere retfærdige del af folket er blevet skånet. Omkring 34-35 e.Kr.

    1 Og se nu, det skete, at alle folk i landet hørte disse ord og var vidne til dem. Og efter disse ord var der stilhed i landet i et tidsrum af mange timer;

    2 for så stor var folkets forbavselse, at de holdt op med at klage og hyle over tabet af deres slægtninge, som var blevet slået ihjel; derfor var der stilhed i hele landet i et tidsrum af mange timer.

    3 Og det skete, at der igen kom en røst til folket, og alle folk hørte og var vidne til den, og den sagde:

    4 O, I folk i disse astore byer, som er faldet, som er efterkommere af Jakob, ja, som er af Israels hus, hvor ofte har jeg ikke samlet jer, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger og har bpasset jer.

    5 Og videre, ahvor ofte har jeg ikke villet samle jer, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, ja, o I folk af Israels hus, som er faldet; ja, o I folk af Israels hus, I, som bor ved Jerusalem, såvel som I, der er faldet; ja, hvor ofte har jeg ikke villet samle jer, som en høne samler sine kyllinger, og I ville ikke.

    6 O, I Israels hus, som jeg har askånet, hvor ofte vil jeg ikke samle jer, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, hvis I vil omvende jer og bvende tilbage til mig med chjertets faste forsæt.

    7 Men hvis ikke, o Israels hus, så skal jeres bopladser blive øde, indtil tidspunktet for opfyldelsen af apagten med jeres fædre.

    8 Og se, det skete, at efter at folket havde hørt disse ord, se, da begyndte de at græde og hyle igen på grund af tabet af deres slægtninge og venner.

    9 Og det skete, at således gik de tre dage. Og det var om morgenen, og amørket spredtes fra landets overflade, og jorden holdt op med at ryste, og klipperne holdt op med at revne, og den frygtelige stønnen holdt op, og al den tumultagtige larm hørte op.

    10 Og jorden samlede sig igen, så den blev fast, og sørgeudbruddene og gråden og jammeren fra de folk, hvis liv var blevet skånet, hørte op; og deres sørgeudbrud blev vendt til glæde og deres klageråb til pris og taksigelse til Herren Jesus Kristus, deres forløser.

    11 Og så vidt blev de skrifter, der var blevet talt af profeterne, aopfyldt.

    12 Og det var den amere retfærdige del af folket, som var blevet reddet, og det var dem, der tog imod profeterne og ikke stenede dem; og det var dem, der ikke havde udgydt de helliges blod, der blev skånet –

    13 og de blev skånet og sank ikke ned og blev begravet i jorden, og de druknede ikke i havets dyb, og de blev ikke opbrændt af ild, ej heller faldt der noget ned over dem og knuste dem til døde, og de blev ikke ført bort i hvirvelvinden, ej heller blev de overvældet af disen af røg og af mørke.

    14 Og se, den, der læser, lad ham forstå; den, der har skrifterne, lad ham agranske dem og se og betragte, om ikke alle disse dødsfald og ødelæggelser ved ild og ved røg og ved uvejr og ved hvirvelvinde og ved, at jorden båbnede sig for at tage dem til sig, og er alt dette ikke en opfyldelse af mange af de hellige profeters profetier.

    15 Se, jeg siger jer: Ja, mange har vidnet om, at dette skulle ske ved Kristi komme og blev aslået ihjel, fordi de vidnede om dette.

    16 Ja, profeten aZenos vidnede om dette, og også Zenok talte om dette, fordi de især vidnede om os, som er resten af deres efterkommere.

    17 Se, vor fader Jakob vidnede også om en arest af Josefs efterkommere. Og se, er vi ikke en rest af Josefs efterkommere? Og dette, som vidner om os, er det ikke skrevet på de bronzeplader, som vor fader Lehi bragte med fra Jerusalem?

    18 Og det skete, at i slutningen af det fireogtredivte år, se, jeg vil vise jer, at de af Nefis folk, som var blevet skånet, og også de, der var blevet kaldt lamanitter, og som var blevet skånet, blev vist store begunstigelser og fik store velsignelser udøst over hovedet i en sådan grad, at Kristus snart efter sin aopstigning til himlen i sandhed gav sig til kende for dem –

    19 idet han aviste dem sit legeme og forkyndte for dem; og der skal siden hen gives en beretning om hans tjenestegerning. Derfor afslutter jeg mine ord for denne gang.