2010
Tydelig modstand
Juni 2010


Til vi ses

Tydelig modstand

En bi og en bustur hjalp mig til at forstå, at der er en vej ud af problemerne – men vi må ofte stole på andre, som har klarsyn til at se det.

Jeg satte mig ved vinduet, da jeg tog bussen til arbejde en morgen. Det varede ikke længe, før jeg fik øje på en lille bi, der kæmpede for at komme ud. Den var fanget mellem to glaspaneler i busruden, og uanset hvor meget den prøvede, så kunne den ikke finde vej ud. Som den sad der, fanget i sit gennemsigtige fængsel, kunne den se friheden, men ikke finde en udvej. Den var måske bange, for den baskede hidsigt med vingerne og kastede sig desperat mod glasset.

Jeg har aldrig brudt mig om at se andre komme noget til. Så da jeg havde kigget lidt på bien, prøvede jeg at finde en løsning på dens problem. Men da den ikke stolede på mig og forstod mit ønske om at hjælpe den, udnyttede den ikke den hjælp, jeg tilbød den. Den blev faktisk bare ved med at kaste sig mod glasset. Til sidst blev jeg en smule irriteret.

Men så kom jeg til at tænke på, hvordan mennesker nogle gange befinder sig i lignende situationer. Vi roder os ud i problemer – noget af det er ikke vores egen skyld. Vi begår også fejltagelser, nogle gange alvorlige fejltagelser. Ligesom bien kan vi føle os fanget af denne modgang. Men selv om Herren ved, hvad vi skal gøre for at slippe fri, søger vi ham desværre ikke altid – eller dem, som han har kaldet til at lede os – for at få hjælp i nødens stund. Vi lytter ikke til Åndens hvisken og prøver i stedet at klare udfordringerne på egen hånd, i stedet for at stole på dem, der har bedre klarsyn.

Som sidste dages hellige ved vi jo faktisk, hvordan vi skal overvinde modgangen: Vi har skrifterne, bøn og Helligåndens følgeskab. Vore ledere er kaldet af Herren og rede og villige til at hjælpe os.

Inden jeg nåede mit stoppested, og efter at den stakkels, lille bi havde lidt meget, lykkedes det den at slippe ud af sin knibe. Det lærte mig, at vi også kan overvinde prøvelser – og lide mindre, hvis vi stoler på vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, for hvem al modgang er til at se igennem.

Illustration: Jorge Cocco