Hjælp mig!

Tiffany Lewis, Texas i USA

Den anden aften under mit studieophold i Skt. Petersborg i Rusland mødtes jeg med mine venner inde i byen for at spille amerikansk fodbold. Da vi havde spillet, besluttede jeg at prøve at tage bussen hjem. Jeg havde aldrig før kørt med bus i Rusland, men min værtsmor havde sagt, at bus 7 eller bus 1 ville føre mig hjem. Så da bus 7 ankom, steg jeg ind.

Mens vi kørte, kiggede jeg på butikkerne og de mennesker, der slentrede på fortovene. Langsomt begyndte gaderne at se ukendte ud. Jeg kiggede på mit ur og opdagede, at jeg havde kørt i en halv time.

Pludselig stoppede bussen, lyset blev slukket og alle steg af. Jeg forsøgte at lade være at gå i panik og kiggede mig omkring efter hjælp. Jeg vidste, at hvis jeg fandt metroen, så kunne jeg finde hjem. Jeg fik øje på et ungt par længere nede ad gaden og gik hen mod dem.

»Jeg er faret vild,« sagde jeg. »Ved I, hvor metroen er?«

»Metroen er langt væk,« sagde manden. »Men der er et busstoppested derovre. Tag bus 5, så kommer du til metroen.«

Jeg takkede ham og gik hurtigt ned ad gaden. Men da bussen dukkede op, var det ikke nummer 5, men nummer 1. Jeg kom i tanker om min værtsmors ord: »Tag bus 7 eller bus 1, så kommer du hjem.«

Tøvende steg jeg om bord, men endnu engang kørte vi i lang tid. Passagererne steg af, en efter en, til der kun var mig tilbage.

Til sidst kørte bussen indtil siden.

»Nu må du stå af,« sagde chaufføren. »Det er endestationen.«

Jeg rystede over hele kroppen, mens jeg hev efter vejret og kæmpede med tårerne. Klokken var blevet mange, og hvis jeg ikke fandt metroen, inden den lukkede, måtte jeg tilbringe natten i Skt. Petersborgs gader.

»Hjælp mig, himmelske Fader,« bad jeg stille og begyndte at gå. Så begyndte jeg at løbe og praje forbikørende taxier. Ingen af dem stoppede.

Det varede ikke længe, før jeg stod ved endnu et busstoppested, der var fyldt med mennesker. Lyset fra en bus – nummer 7 – der nærmede sig, skinnede på os. Jeg tøvede. Busserne havde kun ført mig vild, men en stærk kraft syntes at skubbe mig op i bussen. Jeg satte mig tungt i et sæde og kiggede på mit ur. Klokken var 23.50. Metroen lukkede om ti minutter.

Jeg lukkede øjnene og hviskede igen: »Hjælp mig.« Da jeg åbnede øjnene, så jeg de klare lys fra en metrostation, netop som bussen stoppede. Jeg sprang ud af bussen og løb ind på metrostationen for at nå det sidste tog.

Da jeg satte mig i det, tænkte jeg på, vor himmelske Fader er med sine spurve (se Matt 10:29-31), og jeg takkede ham stille. Jeg vidste, at han havde ført mig hjem den mørke nat i den store by.

Klokken var blevet mange, og hvis jeg ikke fandt metroen, inden den lukkede, måtte jeg tilbringe natten i Skt. Petersborgs gader.