2010
Positiv anvendelse af internettet
Juni 2010


Positiv anvendelse af internettet

Internettet giver os øjeblikkelig adgang til mange ressourcer, som kan styrke og berige os. Mange åndeligt opløftende hjemmesider byder på vejledning og inspiration. Følgende forslag kan hjælpe dig til at forblive jordnær, uden at afskære dig fra alt det gode, som internettet har at tilbyde.

Sæt tidsfrister

Rebecca Renfroe fra Idaho i USA plejede at blogge og læse andres blogs næsten dagligt. Hun var næsten altid i »skrive«-humør – mentalt skrev hun en blog om, hvad hun foretog sig sammen med sine børn, i stedet for bare at gøre det. Hun blev klar over, at der måtte balance i tingene.

Hun siger: »Ånden fik mig til at indse, at det ikke var noget problem at have en blog – problemet var, at jeg brugte alt for meget af min tid og energi på det. Jeg forærede bogstavelig talt store dele af mit liv væk. Jeg gav afkald på kvalitetstid med mine børn og min mand, jeg gav afkald på tid til alvorligt, dybdegående studium af skrifterne, og jeg gav afkald på mange timers søvn, som påvirkede min evne til at tjene andre, være årvågen over for Ånden og forblive sund og rask.«

Søster Renfroe lærte, at man ikke skal lade det gode komme i vejen for det, der er bedre, som ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum rådede os til: »Det, at noget er godt, er ikke tilstrækkelig grund til at gøre det … Selvfølgelig er det godt at se god underholdning eller finde interessante oplysninger. Men ikke alt af den slags er den tid værd, som vi bruger på at få det. Noget er bedre, og andet er bedst.«1

Vælg opbyggende medier

Amy Paulsen fra Washington i USA holder meget af hjemmesider, som andre mødre har oprettet, og som indeholder forslag og aktiviteter til evangelisk undervisning af børn. Når hun har brug for visuelle hjælpemidler, finder hun billeder på nettet, som hun kan printe ud. Når hun har brug for ideer, finder hun links til artikler i Kirkens tidsskrifter, konferencetaler og håndbøger på nettet.

»Internettet har hjulpet mig og min mand med at forberede meningsfyldte hjemmeaftener for vore børn,« siger søster Paulsen. »Det er også opmuntrende at vide, at der findes så mange mødre, som også lærer ›deres børn at bede og at vandre retskaffent for Herren‹« (L&P 68:28).

Brug internettet til at forkynde evangeliet

Et medlem, Lin Floyd fra Utah, har oprettet en slægtshistorisk hjemmeside med billeder og beretninger om sine forfædre. Hans hjemmeside og andre som den har hjulpet mennesker til at høre mere om Kirken og dens lære. Nogle har ønsket at blive døbt eller er blevet aktive i Kirken igen. Andre har fundet hjælp til at udføre slægtsforskning, udføre deres kaldelse og styrke deres ægteskaber.

Internettet kan anvendes til meget godt. Når du sætter retningslinjer for anvendelse af internettet – og sikrer dig, at de sider, du besøger, øger din viden, skaber muligheder og nærer din sjæl – kan internettet blive en kilde, der beriger dit liv og styrker din familie.

Note

  1. Dallin H. Oaks, »God, bedre, bedst«, Liahona, nov. 2007, s. 104, 105.

Du kan bruge Kirkens hjemmesider til at forkynde evangeliet, forberede lektioner og udføre slægtsforskning.

Fotoillustrationer: John Luke