I dag
Hvis vi har levet sådan i dag, at vi kan gøre krav på forsoningens rensende nåde, vil vi leve evigt med Gud.
For tre uger siden trådte jeg ind i fortiden. I det øjeblik genopdagede jeg nuet. Og det er nuet, jeg gerne vil tale om.
I forbindelse med en opgave for Kirken var jeg rejst over Stillehavet til Vietnam. For mig var det mere end en flyvetur over et hav. Det var en rejse tilbage i tiden. For mere end 40 år siden kæmpede jeg som infanteriofficer på slagmarkerne i det land. Minderne om det sted, folket og mine soldaterkammerater har gennem de mellemliggende årtier ætset sig fast i mit sind. Jakob skrev engang: »Vort liv svandt … hen, som var det os en drøm« (Jakob 7:26). Sådan var det også for mig. Og nu vendte jeg tilbage fra mine minder til det sted, hvorfra minderne stammer, efter næsten et halvt århundrede. Efter min opgave for Kirken var fuldført, besluttede jeg mig for atter at besøge de områder, hvor vi så desperat havde kæmpet. Jeg foretog denne pilgrimsrejse ledsaget af min kære hustru.
Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg forventede at finde efter så mange år. Det, jeg fandt, var yderst uventet. I stedet for et krigshærget folk fandt jeg en ungdommelig, levende befolkning. I stedet for et landskab hærget af granatild, så jeg fredfyldte, grønklædte marker. Selv junglens bevoksning var ny. Jeg tror, at jeg delvis havde forventet at opleve fortiden, men det, jeg så, var nuet og løftet om en strålende fremtid. Det mindede mig om, at »om aftenen slår gråden ned, om morgenen er der jubel« (Sl 30:6).
Da jeg atter betrådte disse marker og gik langs en sti i vildnisset, hørte jeg endnu engang i mit sind maskingeværets larmen, granatsplinternes hvislen og pistolernes klikken. Igen så jeg mine venners solbrændte, ungdommelige ansigter, som »gav deres liv som tegn på deres hengivenhed« (Abraham Lincoln, Gettysburg Address). Og jeg tænkte især på en af mine venner og en bestemt dag – en enkelt dag – den 3. april 1966. Palmesøndag, påsken – for 42 år siden næsten på dagen.
Vores infanteribataljon havde været i Vietnam i adskillige måneder. Jeg var løjtnant og leder af en infanterideling. Vi var stort set altid involveret i kamp. Dagen gryede, og vores bataljon befandt sig langt inde på fjendtligt område. Meget tidligt sendte vi en rekognosceringspatrulje ud på omkring 10 mand. En af dem var sergent Arthur Morris. Flere af mændene blev sårede i ildkamp, herunder sergent Morris, som fik et mindre kødsår. Til sidst haltede patruljen tilbage til vore linjer.
Vi tilkaldte en lægehelikopter over radioen. Da vi bar de sårede ombord på helikopteren, opfordrede jeg indtrængende sergent Morris til at stige ombord. Han modsatte sig. Igen opfordrede jeg ham indtrængende. Igen modsatte han sig. Endnu engang irettesatte jeg ham. Endnu engang nægtede han. Til sidst sagde jeg: »Sergent Morris, tag så med den helikopter.«
Han så alvorligt på mig og bad indtrængende: »Lad mig blive løjtnant,« sagde han, og derpå disse ord, som altid vil hjemsøge mig: »De kan ikke slå en stærk, gammel fugl som mig ihjel.«
Denne scene har ætset sig ind i mit sind som et billede på slaget: Rydningen i junglen, helikopterens utålmodigt roterende blade, piloten, der så afventende på mig, og min kære ven, der bad mig om at få lov til at blive sammen med sine mænd. Jeg gav efter. Jeg vinkede helikopteren og dens livline til morgendagen væk. Før solnedgang den samme dag lå min kære ven sergent Arthur Cyrus Morris død på jorden, fældet af fjendtlig ild. Og igen og igen hører jeg i mit sind hans ord: »De kan ikke slå ihjel, de kan ikke slå ihjel, de kan ikke slå ihjel …«
Selvfølgelig tog han på en måde helt fejl. Livet på jorden er skrøbeligt. Et enkelt hjerteslag, et enkelt åndedræt adskiller denne verden fra den næste. Det ene øjeblik var min ven livskraftig og levende, det næste var hans udødelige ånd borte, og det jordiske legeme var blot en klump livløs ler. Døden er en dør, som vi alle må gennem, og ligesom sergent Arthur Morris ved ingen af os, hvornår den rejse finder sted. Af alle de udfordringer, vi står over for, er den største måske den fejlagtige fornemmelse af, at livet på jorden fortsætter for evigt, og dens naturlige følgesvend, at vi til i morgen kan udsætte at søge og at skænke tilgivelse, som Jesu Kristi evangelium lærer os, er et af livet på jordens helt centrale formål.
Amulek underviser i denne dybe sandhed i Mormons Bog:
»For se, dette liv er tiden for menneskene at berede sig til at møde Gud, ja, se dette livs dag er dagen for menneskene at udføre deres arbejde.
… [Jeg] bønfalder … jer derfor om, at I ikke udsætter jeres omvendelses dag indtil enden.
… for den selv samme ånd, som besidder jeres legeme, når I går bort fra dette liv, den selv samme ånd har magt til at besidde jeres legeme i den evige verden« (Alma 34:32-34; fremhævelse tilføjet).
Sikke et klart udtryk Amulek bruger – »dette liv!« Apostlen Jakob udtrykte det på denne måde: »I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort« (Jak 4:14). Og den person, vi er, når vi forlader dette liv, er vi også, når vi indtræder i det næste. Vi har heldigvis nuet.
Hvis sergent Morris tog frygtelig fejl, havde han i høj grad også ret! Vi er virkelig udødelige i den forstand, at Kristi forsoning overvinder både den fysiske og åndelige død. Og hvis vi har levet sådan i dag, at vi kan gøre krav på forsoningens rensende nåde, vil vi leve evigt med Gud. Dette liv drejer sig ikke så meget om at få og samle, som det drejer sig om at give og blive. Livet på jorden er den slagmark, hvor retfærdighed og nåde mødes. Men de behøver ikke at mødes som modsætninger, for de er forenede i Jesu Kristi forsoning for alle dem, der udnytter nuet klogt.
Det er så op til os at søge og tilbyde den tilgivelse – både at omvende os og være barmhjertige over for andre – som sætter os i stand til at gå gennem den dør, som Frelseren holder åben, således at vi kan træde over tærsklen fra dette liv til ophøjelsen. Nuet er en tid til at tilgive andre deres synder og være sikre i vores viden om, at Herren på samme måde vil tilgive os vore. Som Lukas meget sigende skrev: »Vær barmhjertige« (Luk 6:36; fremhævelse tilføjet). Måske bliver vi ikke helt fuldkomne her, men vi kan være barmhjertige. Og i sidste ende er omvendelse og tilgivelse blandt Guds vigtigste krav til os.
Min pilgrimsrejse tilbage i tiden sluttede. Jeg så mig om på nuets fredfyldte marker og så i deres frugtbarhed løftet om fremtiden. Jeg tænkte på min ven, sergent Arthur Cyrus Morris. Jeg tænkte på den skæbnesvangre palmesøndag for mange år siden. Og jeg var inderligt taknemlig for Forløseren påskemorgen, som giver os liv, og hvis nedstigen under alt gør det muligt for os at hæve os over alt – dagen i morgen, hvis vi blot griber dagen i dag. I Jesu Kristi navn. Amen.