En 12-årig diakon
Vi kan hver især, som Guds sønner, opfylde vores mission og skæbne.
Mine elskede brødre i præstedømmet, når jeg begynder, vil jeg gerne rette mine ord til alle 12-årige diakoner, som overværer dette præstedømmets møde ved generalkonferencen. Uanset hvor I er, så ønsker jeg at anerkende jeres tilstedeværelse og fortælle eller huske jer på den oplevelse, som præsident Hinckley havde, da han, ligesom I er, var en 12-årig diakon.
Fra hans biografi kan vi læse: »Ikke længe efter han var blevet ordineret til diakon, overværede han sit første stavspræstedømmemøde med sin far … Han følte sig lidt malplaceret, da han fandt en plads på den bageste række i 10. Menigheds kirkebygning, mens … [hans far], der tjente i stavspræsidentskabet, indtog sin plads på forhøjningen. Som åbning af mødet stod de tre eller fire hundrede tilstedeværende op og sang William W. Phelps’ sejrshymne …: ›Priser profeten, som skued’ Jehova, Jesus har salvet den herlige seer. Åbnet blev tidernes fyldes uddeling, det, som var talet, på jorden nu sker.‹«
Da præsident Hinckley så tilbage på den oplevelse, sagde han: »Der skete noget inden i mig, da jeg hørte disse troende mænd synge. Det rørte mig dybt. Det gav mig en følelse, som var vanskelig at beskrive. Jeg følte en stor bevægende kraft, både følelsesmæssig og åndelig. Den havde jeg aldrig før følt i forbindelse med nogen oplevelse i Kirken. En overbevisning kom til mit hjerte om, at den mand, de sang om, virkelig var en Guds profet.« I det øjeblik vidste jeg gennem Helligåndens kraft, at Joseph Smith virkelig var en Guds profet.«1
Ligesom den oplevelse, som præsident Hinckley havde som 12-årig diakon, var »en, han ville huske resten af sit liv,«2 beder jeg til, at den oplevelse, I får, vil være en, som I vil huske resten af jeres liv.
Nu inviterer jeg os alle til at se på denne bemærkelsesværdige støbte bronzeskulptur med titlen: »Diakonens bænk!« Til jer, der ikke kan se den, forestiller »Diakonens bænk« fem diakoner, der er fanget i et naturligt øjeblik, mens de sidder på en bænk i Kirken.
Når I ser på disse fem »diakoner«, hvad ser I så? Når jeg nu læser nogle udtalelser fra to tidligere præsidenter for Kirken, stiller jeg spørgsmålet lidt anderledes: Hvad kan I se?
Præsident Joseph Fielding Smith sagde: »Vore unge mennesker … er himlens adel, en udsøgt og udvalgt slægt, som har en guddommelig skæbne. Deres ånder er blevet holdt tilbage for at komme frem i denne tid, hvor evangeliet er på jorden, og hvor Herren har brug for tapre tjenere til at videreføre hans store sidste dages værk.«3
Præsident Spencer W. Kimball sagde: »Vi er ved at opbygge en kongelig slægt … som har særlige opgaver at udrette.«4
I lyset af disse profetiske udtalelser, og hvis vi udvider vores syn til udover fem diakoner på en bænk at omfatte alle unge mænd i Det Aronske Præstedømme, hvad kan I så se?
Jeg tror og beder til, at vi alle kan se deres guddommelige potentiale, at vi kan se dem gå fremad som bærere af det hellige præstedømme og som missionærer, der forkynder »det evigtvarende evangelium,«5 ved Ånden6 »til jordens folkeslag,«7 at vi kan se dem som trofaste ægtemænd og fædre, og som tapre tjenere i og ledere af Kirken og Guds rige i disse sidste dage.
For at vi bedre kan se den guddommelige skæbne i denne udvalgte og kongelige slægt for os, behøver vi kun at tænke på den 12-årige Jesus, som tog op til Jerusalem med sine forældre for at fejre påskefesten.8
Hvem var denne 12-årige dreng? Hvad var hans mission og skæbne? Og hvordan kunne han opfylde den?
Vi erklærer og skrifterne bekræfter, at han var og er Kristus, den levende Guds søn,9 som »kom til verden … for at blive korsfæstet for verden og for at bære verdens synder og for at helliggøre verden og at rense den for al uretfærdighed,«10 »for at frelse kan blive menneskenes børn til del, ja, ved tro på hans navn,«11 at han som barn »gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker,«12 at han »voksede op sammen med sine brødre og voksede sig stærk og ventede på, at Herren skulle tilkendegive, hvornår tiden for hans tjenestegerning skulle komme,«13 at han »er blevet fristet i alle ting ligesom vi.«14 Faktisk imødegik han »fristelser af enhver art,«15 men »gav ikke efter for dem.«16 Og da Jesus stod ansigt til ansigt med Lucifer, »der er fader til alle løgne,«17 »som er syndens herre,«18 blev Jesus ikke kun beskyttet af sin kundskab om skrifterne, men også af sin absolutte lydighed over for ordet og sin Faders vilje,19 og han befalede og sagde: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹«20
Se, angående hvordan han var i stand til at opfylde sin mission og skæbne, overvej da disse ord fra Jesus, som sagde:
»Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg.
Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.«21
At vi hver især, som Guds sønner,22 kan opfylde vores mission og skæbne, er tydeliggjort gennem disse ord fra Herren til profeten Joseph Smith: »Sandelig, så siger Herren: »Det skal ske, at hver sjæl, der aflægger sine synder og kommer til mig og påkalder mit navn og adlyder min røst og holder mine befalinger … må kunne komme til Faderen i mit navn og, når tiden er inde, modtage af hans fylde.«23
Således vidner jeg, ligesom jeg også bærer vidnesbyrd om, at præsident Thomas S. Monson virkelig er Guds profet, og at han og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum er profeter, seere og åbenbarere. I Jesu Kristi navn. Amen.