En blandt mængden
Lad os stille og beslutsomt trænge os frem til Frelseren og have tro på, at han bekymrer sig for os, og at han har magt til at helbrede og frelse os.
I Lukasevangeliet læser vi om en kvinde, der i 12 lange år havde lidt af blødninger. Hun havde udtømt sine midler i sin søgen efter en medicinsk løsning, men havde ingen fundet. Blandt mængden af mennesker nærmede kvinden sig Frelseren bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. Jesus ville vide, hvem der havde rørt ved ham, fordi han mærkede, at en kraft var udgået fra ham. Apostlene kunne ikke forstå spørgsmålet og spurgte: »Mester, folk trænges jo om dig, og de skubber.«1 Da bekendte kvinden rystende og med stor frygt, at det var hende, der havde nærmet sig ham og straks var blevet helbredt. Frelseren sendte hende bort med fred og fortalte hende, at hendes tro havde frelst hende.
Der er meget at lære og overveje i denne lille interessante beretning.
Jeg ser selve mængden for mig. Den må have været temmelig stor, eftersom folk trængte sig omkring Jesus. Det har måske endda været en larmende mængde, eftersom folk skubbede og puffede for bedre at kunne se ham. Jeg spekulerer over, hvorfor de var der. Jeg tror, de fleste kom på grund af nysgerrighed. Hvor som helst han kom, spredtes nyheden forinden om hans ankomst og beretninger om hans mirakler. Måske forventede de at se noget ud over det sædvanlige, en begivenhed, man ikke måtte gå glip af. Selv om det ikke står der, var der sandsynligvis farisæere i mængden, som altid syntes at være i nærheden for at finde en mulighed for at fange ham i en fælde, sætte ham i forlegenhed eller finde noget, som de kunne dømme Jesus med. Kunne det være muligt, at nogle i mængden endda kom for at spotte?
Blandt mængden var der en kvinde. Jeg ser en ydmyg kvinde, måske endda en forskræmt kvinde, der nærmer sig Frelseren bagfra og dernæst forlegent bekender, at hun havde rørt ved kvasten på hans kappe. Hun var en udmattet og forarmet kvinde på grund af sine vanskeligheder. Hun var desperat efter at få hjælp. Udadtil var det ikke meget, der adskilte hende fra nogen anden person i mængden. Ingen prøvede at hindre hende i at komme hen til Jesus. Apostlene hverken bemærkede hende eller prøvede at stoppe hende. Men noget adskilte hende fra alle andre i mængden den dag. Skønt hun var begravet i den sammenstimlede mængde, masede hun sig beslutsomt og stille frem med en eneste tanke i hovedet: At komme hen til Frelseren, eftersom hun havde tro på, at han havde magt til at helbrede hende, at han bekymrede sig om hende og ville reagere på hendes behov. På dette ene område adskilte hun sig fra mængden. Mængden kom for at se, men kvinden kom for at blive helbredt.
Der er andre interessante beretninger i skrifterne om én trofast person blandt mængden. Alma var en af kong Noas ugudelige præster. De bliver beskrevet som mænd, der var indbildske i hjertets stolthed, dovne og afgudsdyrkende og som talte tomme og smigrende ord til folket.2 De havde fordrejet Herrens veje, fordi de ikke havde brugt hjertet til at forstå.3 Da Abinadi afleverede omvendelsens budskab, spottede de ham og slog ham til sidst ihjel. Det var en ond flok. Men, som skrifterne fremhæver, »blandt dem var der en,«4 der troede. Kun Alma modtog det i hjertet, som Abinadi havde undervist i. Med mod trådte han væk fra mængden for at følge Herren. Påvirkningen fra denne ene mand i mængden er umådelig i den nefitiske histories gang.
En af de mest kendte menneskemængder i Mormons Bog er den, der bebor den store og rummelige bygning i Lehis syn om livets træ. Bygningen var fyldt med mennesker, gamle og unge, mænd og kvinder, som hånede og pegede fingre ad dem, der spiste af træets frugt.5 Desværre var der nogen af dem, der havde smagt frugten, der lyttede til mængden og »faldt fra, ind på forbudne stier, og blev væk.«6 Der var dog andre, som spiste af frugten og ikke ænsede mængden.7 Det var dem, der nød de fulde velsignelser fra livets træ.
I virkeligheden handler disse beretninger ikke om mængder, men om enkeltpersoner blandt dem i disse mængder. De handler i virkeligheden om dig og mig. Vi er alle blandt denne verdens menneskemængder. Vi er næsten alle ligesom den kvinde, der trods mængden kommer hen til Frelseren. Vi tror alle på, at blot en berøring vil bringe helbredelse til vores smertende sjæl og lindre vore allerdybeste behov.8 Nye medlemmer af Kirken i mange lande er ofte ligesom Alma. De hører livets ord, når ingen anden i familien eller vennekredsen gør det. Alligevel har de stadig mod til at antage evangeliet og udstikke en kurs gennem mængderne. Jeg tror, at hver eneste af os ved, hvad det vil sige at spise af livets træs tilfredsstillende frugt inden for syns- og hørevidde af dem, der håner, og hvad det vil sige tappert at gøre en indsats for ikke at ænse dem.
At kæmpe sig gennem verdens mængder kan være ensomt og hårdt. Andres trækken og hiven i personer, der ønsker at træde til side til noget bedre, kan være meget stærk og meget vanskelig at overvinde.
Hvem kan bedre end Frelseren række ud, støtte og i sidste ende redde en i mængden? Han ved, hvad det vil sige at være standhaftig blandt en respektløs mængde og stadig forblive tro. Verdens mængder anerkender ham ikke og siger, at »hans skikkelse havde ingen skønhed,« og at »vi så ham, men vi brød os ikke om synet.«9 Kong Benjamin siger, at verden skal »betragte ham som et menneske.«10 Esajas beskriver ydermere Kristi rang blandt verdens mængder med disse ord:
»Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom … foragtet, vi regnede ham ikke for noget.
Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud.«11
Nefi skriver, at »på grund af ugudelighed vil verden regne ham for noget, der er uden værdi.«12
Alligevel vil denne førstefødte Guds Søn, som så ofte bliver fejlbedømt og misforstået, til sidst fra at være en blandt mængden fremstå som den Salvede, verdens Frelser og Forløser. Denne opdukken bliver ydmygt forudsagt i Frelserens egen udtalelse til visse højtstående præster og ældster om, at »den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten.«13
Mine kære brødre og søstre, jeg beder til, at vi hver især kan bevæge os sikkert gennem denne verdens menneskemængder. Lad os i alle livets omstændigheder stille og beslutsomt trænge os frem til Frelseren og have tro på, at han bekymrer sig for os, og at han har magt til at helbrede og frelse os. Lad os give agt på livets ord fra ham og helhjertet, vedvarende og modigt spise af den frugt, der kommer derfra. I Jesu Kristi navn. Amen.