2008
Til alle tider og i alle ting og på alle steder
Maj 2008


Til alle tider og i alle ting og på alle steder

Når I står som vidner, adlyder budene og trænger jer frem med »standhaftighed i Kristus,« vil I aldrig være alene.

Billede
Elaine S. Dalton

Det er et privilegium at stå foran jer og bære vidnesbyrd om Frelseren og hans mageløse liv. Han kom til jorden for at vise os, hvordan vi skal efterleve den plan, som blev vedtaget i himlen – en plan, der vil gøre os lykkelige, hvis vi følger den. Hans eksempel viste os vejen hjem til vor himmelske Fader. Ingen anden på denne jorden har været mere »standhaftig og urokkelig« (Mosi 5:15). Han lod sig aldrig aflede. Han var fast besluttet på at udføre Faderens vilje, og han forblev tro mod sin guddommelige mission. Man kan i sandhed sige om ham, at han var tro til alle tider og i alle ting og på alle steder (se Mosi 18:9).

I er en del af denne vidunderlige plan, som blev fremlagt i det førjordiske rige. Jeres liv på jorden nu har været ventet, siden denne plan blev godkendt. Jeres plads i tid og sted er ikke en tilfældighed. Jeres »overordentlig[e] store tro og gode gerninger« (Alma 13:3) lagde grundvolden for det, I kan opnå nu, hvis I er trofaste og lydige. I er Guds dyrebare døtre, og I har et stort værk at udrette. For at opfylde jeres guddommelige mission og efterleve planen for lykke, må I være standhaftige og urokkelige »til alle tider og i alle ting og på alle steder« (Mosi 18:9).

For adskillige år siden fik jeg et billede af tre skure, to af dem hvilede på det tredje og mindste skur. Billedteksten lød: »Man må være stærk, når man er den sidste til at tage standpunkt.« I må være stærke. Når I er trofaste og retfærdige, vil andre se hen til jer for at få støtte og styrke.

Helaman beskriver, hvordan det er muligt: »Husk, husk, at det er på klippen, vor forløser, som er Kristus, Guds Søn, at I skal bygge jeres grundvold … som er en sikker grundvold, en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde« (Hel 5:12).

Jeres grundvold af tro må være fast grundlagt på Jesus Kristus. At have den slags tro betyder, at man forlader sig på ham, at man stoler på ham, og selvom man ikke forstår alting, så ved man, at han gør det. I ved også, at I er Guds døtre, han kender jeres navne, han hører jeres bønner, og han vil hjælpe jer med at opfylde jeres jordiske mission.

En ung mand, jeg kendte, blev valgt som formand for studenterrådet på et stort universitet. Universitetet sendte ham på lederkursus, hvor andre ledere af studenterråd fra hele USA var samlet i Chicago i Illinois for at modtage træning og undervisning. De deltog i en udendørs indledningsaktivitet på universitets område, så de kunne lære hinanden bedre at kende. De studerende blev præsenteret for emner, som vedrørte tidens unge og blev bedt om at tage stilling til det. Alt efter emne skulle de løbe rundt mellem forskellige træer på en græsplæne, som var markeret med »helt enig,« »delvist enig,« »helt uenig,« eller »delvist uenig.«

Mod slutningen af øvelsen spurgte lederen: »Tror I på sex før ægteskab?« Uden tøven løb denne unge mand til træet markeret med »helt uenig.« Til sin forbløffelse var han den eneste! Alle de andre studerende grinte og pegede fingre og sagde: »Hvor er du sjov, Jess. Vi ved godt, at du ikke mener det alvorligt.« I det øjeblik vidste Jess præcis, hvad han måtte gøre og sagde så højt, han kunne: »Jeg laver ikke sjov. Jeg mener det!« Der blev stille, og gruppen spredtes og efterlod Jess stående alene under træet. Han følte sig udenfor, og ja – sær. Men han var ikke sær. Han havde ret. Og han var ikke alene. I løbet af ugen kom mange af studenterlederne alene hen til ham og sagde, at de ville ønske, at de havde vidst det, han vidste, mange år før. Jess sagde senere: »Det var let, for jeg vidste, at jeg ikke alene repræsenterede universitetet, men også min familie, Kirken og Frelseren.«

Et vidnesbyrd om Jesus Kristus som Frelser og Forløser gjorde Jess stærk og hurtig til at reagere. I kan opnå den samme tillid, når I beder dagligt, søger svar i skriften og holder budene. Når I oprigtigt stræber efter at få et vidnesbyrd, vil den viden, som kommer gennem Helligånden, hjælpe jer i jeres udfordringer, med svar og til at efterleve standarderne. Og det vil blive let at beslutte jer for at være standhaftige og urokkelige til alle tider og i alle ting og på alle steder.

At være standhaftig og urokkelig betyder, at man er lydig. En af grundene til, at I er her på jorden, er for at se, hvordan I vil bruge jeres handlefrihed og »gøre alt, hvad Herren … vil befale« (Abr 3:25). Når I fornyer jeres pagter hver uge ved at deltage i nadveren, lover I, at I altid vil mindes Frelseren og holde hans befalinger.

Jeres krop er en gave, som gør jer i stand til at udøve jeres handlefrihed og sætte handling bag jeres tro og lydighed. Har I bemærket, at næsten alle Satans angreb går direkte på jeres krop? Pornografi, usømmelighed, tatoveringer, umoral, stofmisbrug og afhængighed er alle forsøg på at tage kontrol over denne dyrebare gave. Denne gave blev nægtet Satan. Lydighed mod budene og standarderne gør jer hver især i stand til at være standhaftige og urokkelige i beskyttelsen af de dyrebare gaver, som jeres handlefrihed og krop er.

At være standhaftig og urokkelig betyder også, at I bevæger jer frem med »standhaftighed i Jesus Kristus« (2 Ne 31:20). For adskillige år siden havde jeg mulighed for at løbe maraton i Boston. Jeg havde trænet og følte mig forberedt, men efter 32 kilometer var der bakker. De lokale kalder den stejleste og længste for Heartbreak Hill. Da jeg kom til det punkt, var jeg brugt rent fysisk. Bakken var lang, og fordi jeg var nybegynder, tillod jeg mig at gøre noget, som erfarne løbere aldrig gør, jeg begyndte at tænke negativt. Det sagtnede mig, så jeg prøvede at tænke positivt og visualisere målstregen. Men da jeg gjorde det, indså jeg pludselig, at jeg var i en stor by, der stod tusindvis af mennesker langs ruten, og jeg havde ikke aftalt med min mand, hvordan jeg fandt ham ved målet. Jeg følte mig fortabt og alene og begyndte at græde. Jeg havde en stor rød T-shirt på med ordet Utah trykt foran med store bogstaver. Da tilskuerne så, at jeg græd, råbte de: »Fortsæt, Utah.« »Du skal ikke græde, Utah.« »Du er næsten fremme, Utah.« Men jeg vidste, at jeg ikke var og følte mig fortabt. Jeg vidste også, at selv om jeg holdt op med at løbe og gik ud af løbet, ville jeg stadig være fortabt.

Har I nogensinde følt det som om, I løb op ad de knuste hjerters bakke [Heartbreak Hill] og følt jer alene til trods for, at der er mennesker langs ruten? Sådan havde jeg det. Så jeg gjorde det, enhver af jer ville have gjort – jeg begyndte at bede der midt på ruten. Jeg fortalte vor himmelske Fader, at jeg var alene, og at det gik op ad bakke. Jeg fortalte ham, at jeg var modløs og bange og følte mig fortabt. Jeg bad om hjælp og styrke til at være standhaftig og løbe til målet. Da jeg fortsatte med at løbe, randt disse ord mig i hu:

Frygt ej, jeg er med dig, vær kun ved godt mod!

Thi jeg er din Gud og vil være dig god;

ja, styrke dig, hjælpe dig, give dig ånd,

opholde dig ved min almægtige hånd.

(»Så sikker en grundvold«, Salmer og sange, nr. 38).

Dette dejlige svar på min bøn gav mig styrke til at fortsætte, indtil jeg passerede målstregen. Og trods min frygt, stod min mand lige der og alt var godt.

Den dag oplevede jeg mere end et maratonløb. Jeg lærte nogle vigtige lektier. Først og fremmest – bær aldrig en stor rød T-shirt med ordet Utah påtrykt. Dernæst lærte jeg, at uanset hvor velforberedt, man tror man er, er der bakker på ruten. Jeg lærte, at folk, som støtter dig med tilråb langs vejen, er altafgørende. Jeg lærte igen den dag, at vi aldrig er helt alene. Vor himmelske Fader er kun en bøn væk, og Helligånden inden for en hviskens rækkevidde.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at når I står som vidner, adlyder budene og trænger jer frem med »standhaftighed i Kristus«, vil I aldrig være alene. I kan forlade jer på den stormægtige kraft i Frelserens sonoffer. Jeg vidner om, at når I bygger på denne faste grundvold, vil det hjælpe jer til at blive som ham, standhaftig og urokkelig til alle tider og i alle ting og på alle steder. I Jesu Kristi navn. Amen.