2008
»Mine ord … ophører aldrig«
Maj 2008


»Mine ord … ophører aldrig«

Vi indbyder alle til at undersøge det underfulde, som Gud har sagt siden Bibelens tid, og som han siger i dag.

Billede
Elder Jeffrey R. Holland

Præsident Monson, tillad mig at tale personligt et øjeblik. Som den første af brødrene, der er blevet bedt om at tale efter dit enestående budskab til Kirken i formiddag, tillad mig så at sige noget på vegne af alle dine brødre blandt generalautoriteterne og faktisk på vegne af hele Kirken.

Blandt vore mange privilegier ved denne historiske konference, herunder deltagelse i en højtidelig forsamling, hvor vi var i stand til at rejse os og opretholde dig som profet, seer og åbenbarer, kan jeg ikke undgå at føle, at det vigtigste privilegium for os alle har været personligt at bevidne, at den hellige, profetiske kappe er faldet på dine skuldre, næsten som med engles hænder. De tilstedeværende ved præstedømmets møde i går aftes og alle, som var til stede ved den verdensomspændende transmission af mødet i formiddag, har været øjenvidner til denne begivenhed. På vegne af alle deltagere udtrykker jeg vores taknemlighed for et sådant øjeblik. Jeg siger det med kærlighed til præsident Monson og især kærlighed til vor Fader i himlen for den vidunderlige mulighed, det har været, at vi »med egne øjne har set Jesu majestæt« (2 Pet 1:16), som apostlen Peter engang sagde.

Ved generalkonferencen i oktober sagde jeg, at der var to hovedårsager til, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige fejlagtigt bliver beskyldt for ikke at være kristen. På det tids- punkt kom jeg ind på et af disse doktrinære emner – vores opfattelse af Guddommen baseret på skrifterne. I dag vil jeg gerne tale om den anden vigtige læresætning, som karakteriserer vores tro, men som vækker bekymring hos nogle, nemlig den frimodige påstand om, at Gud fortsat taler til os og åbenbarer sin sandhed, åbenbaringer som danner grundlag for mere hellig skrift.

Nogle kristne har, primært på grund af deres oprigtige kærlighed til Bibelen, erklæret, at der ikke kan være andre hellige skrifter ud over Bibelen. Ved således at erklære hellig åbenbaring for ophørt, lukkede vore venner i nogle andre trosretninger døren for de guddommelige ytringer, som vi i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige sætter stor pris på: Mormons Bog, Lære og Pagter, Den Kostelige Perle og den fortsatte vejledning, som modtages af Guds salvede profeter og apostle. Uden at tillægge dem, der indtager en sådan position, nogen ond vilje, afviser vi dog respektfuldt, men bestemt, en sådan ikke-kanoniseret karakteristik af sand kristendom.

Et af de argumenter, der ofte bruges til forsvar for en lukket kanon, er versene i Det Nye Testamente, der er nedskrevet i Åb 22:18: »Jeg vidner for enhver, der hører … ordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne bog.« Der er dog nu overvældende enighed blandt næsten alle skriftlærde om, at dette vers kun går på selve Johannes Åbenbaring og ikke på hele Bibelen. De lærde i vore dage anser en række »bøger« i Det Nye Testamente for, med overvejende sandsynlighed, at være skrevet, efter Johannes fik sin åbenbaring på øen Patmos. Til denne kategori regnes i hvert fald Judas, Johannes’ tre breve og sandsynligvis også hele Johannesevangeliet.1 Måske er der tilmed flere end disse.

Men der er et mere enkelt svar på, hvorfor dette vers i den sidste bog i det nuværende Nye Testamenter ikke kan anvendes på hele Bibelen. Det er fordi hele Bibelen, som vi kender den – en samling af tekster samlet i et bind – ikke eksisterede, da dette vers blev skrevet. I århundreder efter at Johannes nedfældede sine skrivelser, var fx de enkelte bøger i Det Nye Testamente i cirkulation som enkeltstående værker eller måske sammen med nogle få andre tekster, men næsten aldrig som en komplet samling. Af hele samlingen på 5.366 kendte nytestamentlige manuskripter på græsk indeholder kun 35 af dem hele Det Nye Testamente, som vi kender det, og 34 af dem blev kompileret efter år 1000 e.Kr.2

Sagen er den, at så godt som alle profeter i Det Gamle og Det Nye Testamente har tilføjet noget til skriften, som hans forgænger har modtaget. Hvis Moses’ ord i Det Gamle Testamente var tilstrækkelige, som nogle fejlagtigt mente, de var,3 hvorfor så fx de efterfølgende profetier af Esajas, eller Jeremias efter ham? For slet ikke at nævne Ezekiel, Daniel, Joel, Amos og alle de andre. Hvis en åbenbaring til en profet på et tidspunkt er tilstrækkelig for altid, hvad berettiger så disse mange andre? Det, der berettiger dem, blev gjort klart af Jahve selv, da han sagde til Moses: »Det, jeg har skabt, er uden ende, og … mine ord … ophører aldrig.«4

En lærd protestant har overbevisende spurgt ind til det fejlagtige princip om en lukket kanon. Han skriver: »Ud fra hvilket bibelsk eller historisk grundlag er Guds inspiration blevet begrænset til de skrevne dokumenter, som Kirken nu kalder dens bibel? … Hvis Ånden kun inspirerede til de skrevne dokumenter fra det første århundrede, betyder det så, at den samme Ånd ikke taler til kirken i dag om anliggender af væsentlig betydning?«5 Vi stiller ydmygt de samme spørgsmål.

Fortsat åbenbaring nedgør eller miskrediterer ikke eksisterende åbenbaring. Det Gamle Testamente mister ikke værdi i vore øjne, når vi præsenteres for Det Nye Testamente, og Det Nye Testamente bliver kun mere værdifuldt, når vi læser Mormons Bog: Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus. Når man overvejer den yderligere hellige skrift, som er accepteret af sidste dages hellige, kunne vi spørge: Blev de tidlige kristne, som i årtier kun havde tilgang til Markusevangeliet (som generelt anses for at være det først nedskrevne af Det Nye Testamentes evangelier) – stødt over at modtage de mere fyldestgørende beretninger, der senere blev skrevet af Matthæus og Lukas, for ikke at tale om de enestående passager og den vægt på åbenbaring, som Johannes kom med endnu senere? De har helt sikkert glædet sig over, at der kom stadig flere og endnu tydeligere beviser på Kristi guddommelighed. På samme måde glæder vi os.

Misforstå det venligst ikke. Vi elsker og ærer Bibelen, som ældste Ballard så tydeligt belærte om fra denne talerstol for et år siden.6 Bibelen er Guds ord. Den bliver altid nævnt først i vores kanon, vore »standardværker.« Det var et guddommeligt inspireret møde med det femte vers i det første kapitel af Jakobs Brev i Bibelen, der førte til, at Joseph Smith så Faderen og Sønnen, en åbenbaring, som dannede grundlaget for genoprettelsen af Jesu Kristi evangelium i vor tid. Men selv da vidste Joseph, at Bibelen alene ikke kunne svare på alle de religiøse spørgsmål, som han og andre som han havde. Som han med egne ord sagde, lå præsterne i hans nabolag til tider i bitter strid over deres lærdomme. »Præst stred mod præst, og nyomvendt mod nyomvendt i en strid på ord og en krig om meninger,« sagde han. Næsten det eneste, som disse stridende trosretninger havde til fælles, var ironisk nok en tro på Bibelen, men som Joseph skrev: »De forskellige sekters religionslærere forstod det samme skriftsted på så forskellig måde, at al tillid til at kunne afgøre spørgsmålet [vedrørende hvilken kirke, der var sand] ved at henvise til Bibelen blev tilintetgjort.«7 Bibelen, der så ofte på det tidspunkt blev beskrevet som »fælles grundlag«, var det overhovedet ikke – uheldigvis var det mere en krigsskueplads.

Således er et af de store formål med fortsat åbenbaring gennem levende profeter at lade flere vidner forkynde for alverden, at Bibelen er sand. »For se, den er skrevet« sagde en fordums profet, der talte om Mormons Bog »i den hensigt, at I må tro på den« og talte om Bibelen.8 I en af de tidligste åbenbaringer, som Joseph Smith modtog, sagde Herren: »Se, jeg bringer … ikke [Mormons Bog] frem for at tilintetgøre det, som de har modtaget [Bibelen], men for at opbygge det.«9

Der må lige fremhæves en anden ting. Eftersom det er klart, at der var kristne lang tid før Det Nye Testamente fandtes eller bare en samling af Jesu belæringer, kan det derfor ikke hævdes, at det er Bibelen, der gør én kristen. Med ordene fra N. T. Wright, en meget velrenommeret kyndig i Det Nye Testamente: »I slutningen af Matthæusevangeliet siger den opstandne Kristus ikke: ›Al magt er givet i himlen og på jorden til de bøger, I vil skrive,‹ men han siger: ›Mig er givet al magt i himlen og på jorden.‹«10 Med andre ord peger skriften »væk fra sig selv og hen på det faktum, at den endelige og sande myndighed ligger hos Gud selv.«11 Så skrifterne, vores »standardværker« er ikke den ultimative kilde til viden for sidste dages hellige. De er tilkendegivelser fra den ultimative kilde. Den ultimative kilde til viden og myndighed for sidste dages hellige er den levende Gud. Videregivelsen af disse gaver kommer fra Gud som levende, livskraftig, guddommelig åbenbaring.12

Denne læresætning er en del af selve kernen i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og vores budskab til verden. Den viser betydningen af den højtidelige forsamling i går, hvor vi opretholdt Thomas S. Monson som profet, seer og åbenbarer. Vi tror på en Gud, som er engageret i vores liv, som ikke er tavs, ikke fraværende, ikke som Elias sagde om Ba’al-profeternes gud: »Han … er nok gået afsides! Eller måske sover han og skal først vågne.«13 I denne kirke kan selv børn i Primary citere: »Vi tror på alt, hvad Gud har åbenbaret, alt, hvad han nu åbenbarer, og vi tror, at han endnu vil åbenbare mange store og vigtige ting angående Guds rige.«14

Når vi taler om ny skrift og fortsat åbenbaring, beder vi til, at vi aldrig må være arrogante eller hovne. Men efter at et helligt syn i en nu hellig lund positivt har besvaret spørgsmålet: »Lever Gud?« er det næste spørgsmål, som Joseph Smith og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige tvinger os til at svare på: »Taler han?« Vi bringer den gode nyhed, at det gør han, og det har han gjort. Med kærlighed og hengivenhed affødt af vores kristne tro indbyder vi alle til at undersøge det underfulde, som Gud har sagt siden Bibelens tid, og som han siger i dag.

På en måde svarer Joseph Smith og de profeter, som har fulgt ham siden i denne kirke på den udfordring som Ralph Waldo Emerson gav de studerende på Harvard Divinity School for 170 år siden denne kommende sommer. Den store vismand fra Concord i Massachusetts bønfaldt de bedste og dygtigste protestanter om at forkynde, »at Gud er, ikke var; at han taler, ikke talte.«15

Jeg vidner om, at himlen er åben. Jeg vidner om, at Joseph Smith var og er Guds profet, at Mormons Bog i sandhed er »endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus«. Jeg vidner om, at Thomas S. Monson er Guds profet, en nutidsapostel med rigets nøgler i sine hænder, en mand på hvem jeg personligt har set kappen falde. Jeg vidner om, at nærvær af sådanne bemyndigede, profetiske stemmer og fortsatte nye åbenbaringer til den hellige skrift, har været en del af kernen i det kristne budskab, når som helst Kristi præstedømme har været på jorden. Jeg vidner om, at et sådant præstedømme er på jorden igen, og det findes i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

I vores dybfølte hengivenhed for Jesus af Nazaret, selve Guds Søn, verdens Frelser, indbyder vi alle til at undersøge, hvad vi har fået af ham, til at slutte sig til os og drikke af en »kilde, som vælder med vand til evigt liv,«16 disse konstant tilflydende påmindelser om, at Gud lever, at han elsker os, og at han taler. Jeg udtrykker den inderligste personlige taknemlighed for, at hans værk er uden ende, og at hans »ord aldrig ophører.« Jeg vidner om en sådan guddommelig kærlig opmærksomhed og om nedskrivningen deraf i Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Noter

  1. Se Stephen E. Robinson, Are Mormons Christians? 1991, s. 46. Emnet om en kanon uddybes primært på s. 45-56. Kanon er defineret som »(fra græsk ›regel eller fortegnelse‹) fortegnelse over hellige skrifter, der skal ligge til grund for troslærdommen« (Munksgårds fremmedordbog, 13. udg., 1966, »kanon«.

  2. Se Bruce M. Metzger, Manuscripts of the Greek Bible: An Introduction to Greek Paleography, 1981, s. 54-55; se også Are Mormons Christians? s. 46.

  3. Se fx 5 Mos 4:2.

  4. Moses 1:4.

  5. Lee M. McDonald, The Formation of the Christian Biblical Canon, rev. udg. 1995, s. 255-256.

  6. Se »Bibelens mirakel«, Liahona, maj 2007, s. 80-82.

  7. JS-H 1:6, 12.

  8. Morm 7:9; fremhævelse tilføjet.

  9. L&P 10:52; se også L&P 20:11.

  10. N. T. Wright, The Last Word: Beyond the Bible Wars to a New Understanding of the Authority of Scripture, 2005, s. xi.

  11. Wright, The Last Word, s. 24.

  12. Der kan også henvises til Dallin H. Oaks, »Scripture Reading and Revelation«, Ensign, jan. 1995, s. 6-9.

  13. 1 Kong 18:27.

  14. TA 1:9.

  15. »An Address«, The Complete Writings of Ralph Waldo Emerson, 1929, s. 45.

  16. Joh 4:14.