Evangeliske klassikere
Nadveren – og offeret
David B. Haight blev født den 2. september 1906 i Oakley i Idaho som søn af Hector C. og Clara Tuttle Haight. Han blev gift med Ruby Olson i templet i Salt Lake City den 4. september 1930. Inden han blev kaldet som generalautoritet, havde han en flot karriere inden for detailhandel. Han var borgmester i Palo Alto i Californien og præsiderede senere over den skotske mission. Han blev ordineret til apostel den 8. januar 1976. Han døde den 31. juli 2004 i en alder af 97.
Ved aprilkonferencen for et halvt år siden, var jeg undskyldt fra at tale, da jeg var ved at komme mig efter en alvorlig operation. Mit liv blev skånet, og jeg har nu mulighed for at anerkende de velsignelser og den støtte og beredvillige hjælp, jeg har modtaget fra mine brødre i Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum samt fra andre venner og bekendte, som jeg skylder så meget. De gav sig tid til at være omkring min kære hustru, Ruby, og mine børn og give dem deres opmærksomhed og bede for os …
Den aften, jeg blev syg, vidste jeg, at der var ved at ske noget alvorligt med mig. Begivenhederne skete så hurtigt – smerterne tog til med en sådan voldsomhed, at min kære Ruby ringede til lægen og til vores børn, mens jeg lå på mine knæ, lænet over badekarret, i håb om at finde en smule lindring for mine smerter. Jeg tryglede min himmelske Fader om at skåne mit liv lidt endnu og give mig tid til at udføre hans arbejde, hvis det var hans vilje.
Under bønnen mistede jeg langsomt bevidstheden. Det sidste jeg husker, før jeg helt mistede bevidstheden, var ambulancens udrykningshorn. Jeg var derefter bevidstløs i flere dage.
De forfærdelige smerter og lyden af de mange mennesker omkring mig aftog. Jeg befandt mig nu i stille og fredfyldte omgivelser; alt føltes fredeligt og roligt. Jeg var bevidst om to personer, der befandt sig lidt borte på en skråning, den ene stod lidt højere oppe end den anden. Jeg kunne ikke rigtigt skelne detaljerne. Men den, der stod højest, pegede på noget, som jeg ikke kunne se.
Jeg hørte ingen stemmer, men jeg havde en fornemmelse af, at jeg befandt mig i nærheden af noget helligt, i en hellig atmosfære. I timerne og dagene derefter blev mit sind atter og atter indprentet Menneskesønnens evige mission og ophøjede stilling. Jeg vidner for jer, at han er Jesus Kristus, Guds Søn, alles Frelser, menneskehedens Forløser, som skænker os uendelig kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse. Han er verdens lys og liv. Jeg vidste forinden, at dette er sandheden – det har jeg aldrig været i tvivl om. Men nu har jeg vished for disse guddommelige sandheder, fordi Ånden har indprentet det i mit hjerte og i min sjæl på en højst usædvanlig måde.
Jeg så i et syn et panorama over hans jordiske mission: Hans dåb, hans undervisning, hans helbredelse af syge og lamme, den spottene rettergang, hans korsfæstelse, hans opstandelse og himmelfart. Derpå fulgte nogle scener fra hans jordiske mission, som detaljeret blev indprentet i mit sind, og jeg fik bekræftet øjenvidners beretninger fra skriften. Jeg blev undervist, og min forstands øjne blev åbnet af Guds hellige Ånd, således at jeg så mange ting.
Den første scene var Frelseren og hans apostle i værelse ovenpå, den aften, hvor Herren blev forrådt. Derpå fulgte påskemåltidet. Jesus gav instruktioner og tilberedte et måltid til sine kære venner til erindring om sit kommende sonoffer. Frelserens overvældende kærlighed til alle mennesker, blev skildret yderst levende for mig. Jeg var vidne til hans hensynsfulde opmærksomhed på betydningsfulde detaljer – da han vaskede støvet af hver eneste apostels fødder, da han brød og velsignede det mørke brød og velsignede vinen, og da det i al sin gru stod ham klart, at der var én, der ville forråde ham.
Han forklarede, hvorfor Judas gik, og fortalte de andre om de begivenheder, som snart ville finde sted.
Derpå fulgte Frelserens højtidelige tale til de elleve: »Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33).
Vor Frelser bad til sin Fader og anerkendte Faderen som kilden til sin magt og myndighed – som ham, der skænker alle, der er værdige, evigt liv.
Han bad: »Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.«
Derpå tilføjede Jesus ærbødigt:
»Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.
Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til« (Joh 17:3-5).
Han bad ikke kun for disciplene, der var kaldet ud af verden og som havde været trofaste mod deres vidnesbyrd om ham, »men også for dem, som ved deres ord tror på mig« (Joh 17:20).
Da de havde sunget en salme, gik Jesus og de elleve ud til Oliebjerget. Derude i haven påtog Frelseren sig, på en måde der langt overgår vores forstand, hele byrden af menneskehedens synder – lige fra Adams tid til verdens ende. Lukas fortæller, at Frelserens smerter var så intense, at »hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden« (Luk 22:44). Han led smerte og påtog sig en byrde, som intet menneskeligt væsen nogensinde ville kunne udholde at bære. I denne smertens time overvandt vor Frelser Satans magt.
Den herliggjorte Herre gav i en åbenbaring Joseph Smith denne befaling til hele menneskeheden:
»Derfor befaler jeg dig at omvende dig …
For … jeg, Gud, har lidt … for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig …
hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore …
Derfor befaler jeg dig atter at omvende dig, for at jeg ikke skal ydmyge dig med min almægtige kraft, og at du skal bekende dine synder, for at du ikke skal lide disse straffe« (L&P 19:15-16, 18, 20).
I de dage, hvor jeg var bevidstløs, fik jeg ved Helligåndens gave og kraft en mere fuldkommen viden om hans mission. Jeg fik også en mere fuldkommen forståelse for, hvad det vil sige i hans navn at udøve myndighed til at lukke op for Guds riges hemmeligheder til frelse for alle, der er trofaste. Min sjæl blev gang på gang belært om begivenhederne omkring forræderiet, forhånelserne i retten, og hvordan selv et medlem af Guddommen blev mishandlet i kødet. Jeg var vidne til, hvordan han i sin fysisk svækkede tilstand kæmpede sig op ad bakken med korset på ryggen, hvordan han blev udspændt på korset, der lå på jorden, og naglet fast med store nagler, der blev slået ind i hans hænder, håndled og fødder, for at hans legeme kunne blive hængende på korset, til udstilling for offentligheden.
Korsfæstelsen – denne forfærdelige og smertefulde død, som han led – var bestemt fra begyndelsen. Det var ved denne uudholdelige død, at han steg ned under alt, som det står skrevet, ligesom han gennem sin opstandelse steg op til det høje (se L&P 88:6).
Jesus Kristus døde i bogstavelig forstand, ligesom vi alle skal dø. Hans legeme blev lagt i graven. Jesu udødelige ånd, der blev valgt til at være menneskehedens Frelser, tog hen til de myriader af ånder, som havde forladt dette jordiske liv mere eller mindre retfærdige over for Guds love. Han underviste i de »herlige nyheder om, at dødens bånd var brudt, og at der var mulighed for frelse – (hvilket var) et led i den enestående tjeneste, som (vor) Frelser var forudordineret til at yde den menneskelige familie.«1
Jeg kan ikke videregive det dybe indtryk, som disse scener gjorde på min sjæl. Jeg fornemmede den evige betydning og indså, at »intet i hele frelsesplanen på nogen måde kan sammenlignes med denne, den vigtigste af alle begivenheder – vor Herres sonoffer. Det er det vigtigste, som nogensinde er sket i al skabningens historie. Det er den klippe, som evangeliet og alt andet hviler på,«2 således som det er blevet sagt.
Fader Lehi lærte sin søn, Jakob, og os i dag følgende:
»Derfor udvirkes forløsningen i og ved den hellige Messias, for han er fuld af nåde og sandhed.
Se, han bringer sig selv som et offer for synd for at opfylde lovens formål for alle dem, der har et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, og for ingen andre kan lovens krav blive opfyldt.
Af hvor stor vigtighed er det derfor ikke at gøre dette kendt for jordens indbyggere, så de kan vide, at der intet kød er, som kan bo i Guds nærhed, uden at det er ved den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde, han som nedlægger sit liv med hensyn til kødet og tager det igen ved Åndens kraft, så han ved at være den første, som skal opstå, kan tilvejebringe de dødes opstandelse.
Derfor er han førstegrøden for Gud, således, at han skal gå i forbøn for alle menneskenes børn; og de, der tror på ham, skal blive frelst« (2 Ne 2:6-9).
Det mest værdifulde ved nadvermødet er den hellige nadverordinance, hvor vi får mulighed for at koncentrere os i tanker og hjerte om Frelseren og hans sonoffer.
Apostlen Paulus advarede de første hellige mod at spise af dette brød og at drikke Herrens kalk på en uværdig måde (se 1 Kor 11:27-30).
Frelseren gav selv nefitterne befalingen og sagde: »… for den, der uværdigt spiser og drikker mit kød og blod, spiser og drikker fordømmelse for sin sjæl« (3 Ne 18:29).
De, som deltager værdigt i nadveren, er i harmoni med Herren og indgår pagt med ham om altid at erindre hans offer for verdens synder, og om at de vil påtage sig Kristi navn og altid erindre ham og holde hans bud. Frelseren lover i pagten, at de, der gør dette, vil have hans ånd hos sig, og at de kan arve evigt liv, hvis de er trofaste til enden.
Vor Herre åbenbarede til Joseph Smith, at »der er ingen større gave end frelsens gave« (L&P 6:13) – en plan der blandt andet omfatter nadverordinancen som en stadig påmindelse om Frelserens sonoffer. Han sagde, at »det er nødvendigt, at kirken ofte mødes for at nyde brød og vin til erindring om Herren Jesus« (L&P 20:75).
Vi bliver alle udødeliggjort. Det er en gratis gave, vi har fået alene ved Guds nåde, og den er ikke afhængig af retfærdige gerninger. Men evigt liv er belønningen for lydighed mod evangeliets love og ordinancer.
Jeg vidner for jer allesammen, at vor himmelske Fader besvarer vore retfærdige bønner. Den yderligere kundskab, som jeg har fået, har haft stor indvirkning på mit liv. Helligåndsgaven er en dyrebar gave, og den åbner døren til stadig mere kundskab om Gud og til evig glæde.
Fra en tale ved oktoberkonferencen 1989.