Digtet
Da jeg var barn, fandt jeg et digt på en side, som var revet ud af en pjece, som nogen havde revet i stykker og strøet ud over fortovet. Jeg voksede op i et socialt boligbyggeri og var lidt af en enspænder, men jeg havde tre store interesser: Bøger, Elvis Presley-film og digte. Jeg elskede poesi. Det rørte ved noget i mig, som jeg ikke vidste, hvad var. Det syntes ikke at være noget ord for det. Jeg blev nysgerrig og tog digtet med mig hjem.
Jeg læste det digt hver dag, til tider flere gange om dagen, i det år, der fulgte. Når jeg sad henne i skolen, eller gik ned ad gangen til og fra timerne, eller sad alene i frikvarteret, så dukkede strofer af digtet op i mit sind. Jeg havde aldrig tidligere lært et digt udenad, men det var noget andet med det her. Der var noget ved det, der talte til mig og rørte mig.
Mangen gang en lønlig tanke
hvisked’: »Du er fremmed her!«
En gang fri og salig vandred’
jeg din Fadertrone nær!
Jeg havde altid følt mig anderledes end de andre børn. Til tider følte jeg, at der fandtes et andet hjem et sted, og hvis jeg virkelig tænkte mig om, kunne jeg næsten huske det. Digtet fremmede disse følelser. Fra tid til anden tog jeg det op af skuffen og læste det. Jeg spekulerede på, hvor mange andre mennesker som mig, der fandtes i verden, og jeg tænkte på, om jeg mon en dag skulle møde nogen af dem.
I en hensigt vis og herlig
har du mig på jorden sat!
Himmelsk byrd og slægt og venner,
alt er skjult i glemslens nat.
Forestil jer min overraskelse, da jeg som undersøger mange år senere sad til mit første nadvermøde og slog op i salmebogen på den anviste salme og så det digt, som jeg havde fundet for mange år siden. Arrangementet var lidt anderledes end det, jeg havde sunget højt for mig selv, hvis jeg ikke kunne sove, eller når jeg vågnede grædende om natten, men jeg genkendte de toner, som lød fra orglet.
O min fader, du som troner
i en navnløs hellig fred,
når skal jeg dit åsyn skue,
se din nærheds herlighed?
Mens alle andre sang »O min Fader« (Salmer og sange, nr. 189), kunne jeg kun sidde og græde, for jeg vidste, at Gud havde anbragt denne sang på min vej som barn.
Engang før min spæde barndom
har min ånd jo dvælet der;
o min Fader i din våning,
stod jeg tit din trone nær!
Mens jeg sad til nadvermødet og hørte mit digt blive sunget af forsamlingen, vidste jeg, at jeg var på rette vej. Jeg vidste, at det, som missionærerne fortalte mig, var sandt. Jeg vidste, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige var Guds eneste sande kirke på jorden. Så da jeg knælede og spurgte Gud, om det var ham velbehageligt, at jeg lod mig døbe og bekræfte i Kirken, overraskede det mig ikke, at svaret var ja.
Da ældste Walker og ældste Whittaker havde undervist mig i tre uger, sænkede ældste Walker mig ned i dåbens vande. Jeg blev vasket ren, renere end jeg nogensinde havde troet, at jeg kunne blive. Sammen med ældsterne i kredsen af præstedømmebærere, der bekræftede mig som medlem af Kirken, var også min første biskop, den mand, som havde taget telefonen, da jeg ringede og bad om at få besøg af missionærerne.
Jeg kunne høre ordene fra mit elskede digt, der genlød som et smukt refræn og vævede sig ind og ud mellem de mennesker, jeg traf, og hver eneste handling, som førte mig ind i Kirken – ord, som havde rørte et smertende hjerte, der længtes efter atter at kende sin evige Fader.
O min Fader, du mig lærte
ved din ånd at kalde så,
men før kundskabsnøglen skænktes,
grunden dertil dunkel lå.