Lær Guds lov at kende
»Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus« (Mal 3:10).
Bygger på en virkelig hændelse
»Det bliver så det tiende læs,« råbte Davids far. »Kør vognen lidt højere op.« Den unge David O. McKay kiggede over mod græsmarken, som hans far pegede på. De første ni læs, som de havde samlet, bestod af hø af ringere kvalitet. David vidste, at hans far havde i sinde, at dette tiende læs af det bedste hø skulle afleveres til biskoppens forrådshus som deres tiende. Men han forstod ikke, hvorfor de ikke kunne give Herren det samme hø, som de lige havde indsamlet.
David råbte til sin far: »Nej, lad os dog tage høet, som det kommer.«
Davids far svarede ikke. David skulle lige til at gentage det, da han så, at hans far havde vendt sig og var på vej hen imod ham. Pludselig var brisen over græsmarken væk, og solen føltes ulidelig varm. David tørrede sveden af panden og nakken. Han vidste, at hans far ikke var på vej hen over marken for at give ham et skuldeklap for hans hovmodige svar. Han var på vej herhen for at sikre sig, at David forstod noget.
»Nej, David,« sagde hans far alvorligt, men hans rolige stemme fik David til at lytte opmærksomt efter. »Det er det tiende læs, og det bedste er ikke for godt til Herren.« Davids far så nøje på sin søns ansigt for at sikre sig, at han hørte efter. Så vendte han sig om og gik.
David sank en klump og førte så sin spand op ad bakken. Mens han læssede det afskårne hø op i vognen, tænkte han over det, hans far havde sagt til ham. Selv om David vidste, at tiende var en lov, ligesom lydighed og offer, havde han sat deres egne behov først. Men Gud havde sagt, at man skulle tage flokkens førstefødte – de bedste dyr – og give ham (se 5 Mos 12:6).
»Min far giver det bedste til Gud, og vi får det næstbedste,« tænkte David. »Måske er det sådan, vi gør Herren til midtpunkt for vore tanker og handlinger.«
Der var tidspunkter, hvor David havde set sin mor betale tiende. I stedet for at bruge det, som hun behøvede og så håbe på, at der var nok til tiende, sendte hun straks tiendepengene til biskoppen, og så klarede hun sig selv for resten. Det første og det bedste blev altid givet til Gud.
David vendte høvognen og kørte ned ad vejen til biskoppens forrådshus. Han kørte ind i gården og læssede høet af. Det var et offer for hans far at skænke Herren sit bedste hø, men David vidste, at hans far ikke ville gå på kompromis med det. Han ville give det bedste til Herren, ligesom vor himmelske Fader gav sin fuldkomne Søn til verden.
Da David vendte vognen og kørte hjemad, fyldtes han af en rar følelse. Han var glad for, at hans far havde belært ham om tiendeloven. Det var en lektie, han huskede hele sit liv.
Tilpasset fra Kirkens præsidenters lærdomme: David O. McKay, 2003, s. xv. Præsident McKay (1873-1970) tjente som Kirkens niende præsident fra 1951-1970.
»Tiendebetaling er tegn på, at vi anerkender offerloven. Det forbereder os også på indvielsesloven og det celestiale riges højere love.«
Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum, »Tiende«, Liahona, juli 1994, s. 34.