Nye venner
Hej! Jeg hedder Clara Christensen. Jeg bor i Keewatin i Ontario i Canada
Clara Christensen på 11 år kan fra sin baghave nyde en udsigt, der er smuk nok til at blive trykt i en kalender. Hendes hus ligger for foden af et højdedrag, der vender ud mod Lake of the Woods, en stor, vidstrakt sø af klart vand, der mod syd når ind i USA og mod vest ind i Manitoba. Om sommeren glitrer solen i vandet. Om vinteren skinner søens sneklædte is.
Søen og de omkringliggende skove er et drømmelandskab for en aktiv og udendørselskende person som Clara. Hun svømmer, ror, fisker, vandrer og camperer om sommeren. Om vinteren løber hun på skøjter, kører på snescooter, står på ski, både langrend og alpint, og rutscher ned af stejle bakker på gulvtæpperester. Om vinteren falder temperaturerne så lavt som til - 40º C om natten, og sneen ligger 1 til 2 meter dyb. Og alligevel er efteråret og vinteren Claras yndlingsårstider.
Denne hårdføre udendørspige har også mange indendørsinteresser. Hun elsker at læse, strikke og spille blokfløjte og klaver. Hun har sat sig et mål om at lære at spille alle salmerne og primarysangene. Clara er meget omsorgsfuld og finder glæde i at tage sig af både mennesker og dyr. Ofte er hun babysitter for sine fætre og kusiner, og når der ikke er rigtige børn til stede, tager hun sig moderligt af sin dukkesamling. Katte er endnu en stor kærlighed. Lilo, Hero og Hope elsker hende og sover ofte i hendes seng. Noas ark er hendes yndlingshistorie fra skriften på grund af alle dyrene. Når Clara bliver voksen, vil hun gerne arbejde med enten spædbørn eller katte.
Hvad hun end gør, så gør hun det godt, fordi hun bliver ved, indtil det er gjort rigtigt. Denne egenskab har hjulpet hende gennem svære udfordringer. Clara blev som mindre diagnosticeret med nedsat taleevne. Dette betød, at selvom hun vidste, hvad hun ville sige, så blev signalerne på en eller anden måde forvrænget mellem hendes hjerne og mund, så hun ikke kunne tale tydeligt. Clara har brugt utallige timer på at lære, hvordan hun skal bevæge sin kæbe, sine læber og sin tunge for at lave de rigtige lyde og forvandle disse lyde til ord. Det har været meget hårdt arbejde, men med sine forældres hjælp har hun uophørligt øvet sig og øver sig fortsat. Hun taler godt nu, selvom nogle ord stadig kræver en ekstra indsats.
Sidste år blev børnene i Claras fjerdeklasse bedt om at holde taler på fire til fem minutter. Clara valgte at tale om nazisternes massemord på jøder under 2. verdenskrig, som hun præsenterede, som om hun var en pige i en koncentrationslejr. Da hun først øvede sig på sin tale, tog den otte minutter og 40 sekunder, fordi mange af ordene var svære at udtale. Hun øvede sig igen og igen. Talen blev langsomt kortere, efterhånden som hun lærte at sige ordene mere flydende. Til sidst holdt hun talen på fire minutter og 40 sekunder, og hendes klassekammerater valgte hende til at repræsentere dem foran hele skolen. Da hun gjorde det, brød alle eleverne ud i et stort bifald. Mange af dem havde kendt Clara siden første klasse, og hendes fremgang syntes mirakuløs. »Skoleinspektøren græd,« husker Claras mor. »Claras lærer fra anden klasse græd. Hendes lærer fra fjerde klasse heppede. Det var en stor sejr – et af de bedste øjeblikke i mit liv!«
Hvad lærte Clara af denne oplevelse? »Bliv ved med at prøve,« er hendes råd til alle børn. »Giv aldrig op.«
Bøn var selvfølgelig også en vigtig del af Claras sejr. Hun har stor tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Primary, familieaftener, skriftstudium og hendes forældres undervisning har hjulpet. Hendes ældre søstre har også gjort en forskel med deres gode eksempel og deres læseøvelser. Så snart at Carly på 18 år og Josie på 15 år blev 12 år gamle, begyndte de at sætte plakater fra New Era på deres spejle. Clara har også lært mesterskriftsteder udenad og sammen med sine søstre lært præsident Hinckleys seks V’er.
Hendes far er grenspræsident, og hendes mor er præsident i Unge Piger, så Clara forbliver involveret i grenens aktiviteter. Kenora gren er lille om efteråret, vinteren og foråret. I virkeligheden er Clara som regel det eneste medlem i sin primaryklasse, og hun bliver undervist af sin bedstemor, som er primarypræsident. Men om sommeren, når tusindvis af turister vælter ind for at nyde Lake of the Woods, bliver grenen fyldt op med besøgende hver eneste søndag. Clara nyder alle de vidunderlige nye venskaber. Familien holder sig tæt til Kirken hele året rundt ved at deltage i stavsaktiviteter i Winnipeg i Manitoba, der ligger to og en halv times kørsel vestpå. Når de kommer hjem om aftenen, ser de ofte nordlysene danse på himlen.
Clara bevarer også et tæt forhold til sine slægtninge. Juleaften sover alle kusiner og fætre, onkler og tanter hos bedstemor. De spiser, synger, hænger julestrømper op, sætter julekrybben op, hører juleevangeliet og knæler sammen i bøn. Julemorgen bringer varm kakao, varme juleboller og gaver. Om aftenen mødes familien igen hjemme hos Clara til festmiddag. Anden juledag tager familien rundt på besøg hos venner og familie og spiser en lille ret hvert sted.
Clara er vokset op inspireret af naturens skønhed, varmen fra en kærlig familie og lyset i Jesu Kristi evangelium. Denne indflydelse afspejler sig tydeligt i hendes ansigt og i hendes sjæl. Selv på den koldeste vinterdag oplyser hun deres liv, som kender hende bedst. Som hendes mor siger: »Gudskelov vi har Clara.«