Han vil give jer hvile
Mit hjerte følte med hendes. Jeg ville så gerne hjælpe hende, for jeg fornemmede, at hendes anger og hendes ønske om at gøre det rette var oprigtigt.
Jeg var missionær, da jeg traf Susie (navnet er ændret). Hun og hendes familie var blevet undervist i evangeliet af to missionærer, som arbejdede på missionskontoret sammen med mig. De havde modtaget samtlige lektioner og havde taget imod indbydelsen til at blive døbt og bekræftet. Det var mit privilegium at interviewe denne pragtfulde familie på fire: Mor, far, en lillebror og Susie.
Jeg havde fuldført dåbsinterview med de tre andre familiemedlemmer og fundet dem fremragende beredt og begejstrede efter at komme ind i Herrens rige. Men da Susie trådte ind, virkede hun stille og ikke alt for ivrig efter at tale med mig.
Jeg begyndte med at stille spørgsmål om, hvad hun havde lært. Hun kendte historien om Joseph Smith og troede på den, hun havde læst Mormons Bog og vidste, at den var sand, og hun anerkendte Kirken som den eneste sande og levende kirke på jorden, og hun ville gerne være medlem af den. Jeg spurgte Susie om hendes villighed til at efterleve tiendeloven, visdomsordet og andre bud. Hun sagde, at hun forstod dem og var villig til at efterleve dem resten af livet. Faktisk forløb samtalen ligesom dem, jeg havde haft med resten af hendes familie.
Så spurgte jeg: »Kan du fortælle mig, hvad kyskhedsloven er?« Hendes ansigtsudtryk ændrede sig straks. Jeg blev hurtigt klar over, at det nok var årsagen til, at hun ikke havde været ivrig efter at tale med mig. Inden jeg kunne sige noget, gemte hun ansigtet i hænderne og bøjede sig hulkende forover.
I flere minutter sad vi uden at sige noget. Jeg var ikke sikker på, hvad jeg skulle sige, og Susie kunne ikke holde op med at hulke. Jeg bad Herren om hjælp og spurgte så Susie, hvad der var i vejen. Langt om længe løftede hun hovedet og fortalte mig, at en del uger før de traf missionærerne, havde hun og hendes kæreste gjort noget af det, som missionærerne havde lært hende var i modstrid med Herrens lov. Hun havde allerede fortalt sin kæreste, hvad hun havde lært, og hun havde sagt, at hun ikke længere ønskede et sådant forhold. Hun havde sågar foreslået, at han skulle mødes med missionærerne og høre om det, som hun nu vidste var sandt. Men hendes sjæl var stadig tynget af skyldfølelse over at have medvirket til den slags.
Mit hjerte følte med hendes. Jeg ville så gerne hjælpe hende, for jeg fornemmede, at hendes anger og hendes ønske om at gøre det rette og blive døbt var oprigtigt. Lige i det øjeblik kom der et tydeligt svar på min bøn. Jeg spurgte hende: »Vil du gerne befries for skyldfølelsen og smerten efter denne synd, Susie?« Igen gemte hun ansigtet i hænderne og bøjede sig forover. Hun sagde kun et ord: »Ja.« Hendes tårer fik frit løb, og jeg trøstede hende ved at tale om forsoningen, og hvordan den kunne få betydning i hendes liv. Jeg forklarede, at et af formålene med dåb og bekræftelse er at hele de sjæle, som oprigtigt har omvendt sig, og at jeg ikke nærede nogen form for tvivl om, at hun var oprigtig.
Vi afsluttede samtalen med en bøn. Herrens Ånd var tydeligt til stede, og den var stærkere end jeg nogensinde før havde oplevet under et interview.
Min kammerat og jeg ankom til kirkebygningen kort før dåben. Der var ikke tid til at tale med Susie eller hendes familie inden mødet. Efter sangen og talerne blev de døbt – først hendes mor, så hendes far, derefter lillebroderen og endelig Susie. Hun trådte ned i dåbsbassinet, og hendes smil sagde alt – Mesterens helbredende kraft virkede i hendes hjerte. Da hun kom op af vandet, havde både hun og jeg tårer i øjnene. Hendes smil var endnu bredere end før, og hendes ansigt strålede. I det øjeblik forstod jeg, hvorfor Frelseren sagde: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile« (Matt 11:28).
Vi talte kort sammen efter dåbsmødet. Jeg bød familien velkommen som nye medlemmer af Herrens rige. Da jeg trykkede Susie i hånden, havde jeg lyst til at fortælle hende, hvor meget denne oplevelse havde betydet for mig. Jeg havde selv omvendt mig og følt forsoningens kraft, men jeg var taknemlig for at have oplevet den endnu stærkere gennem mit møde med hende.
At slutte sig til Kirken er en stor udfordring i sig selv. Og det må have været en endnu større udfordring for Susie at blive medlem under disse vanskelige omstændigheder – på samme måde som det er for mange andre medlemmer. Men Jesu Kristi forsoning gjorde udfordringen overkommelig og førte denne dejlige Guds datter til omvendelse og heling af sjælen. Den lærte også en lydhør ung missionær en vigtig lektie om selv at gøre brug af forsoningen.