Frihed til at danse
Ballerinaen glider hen over scenen – hun svinger sig, spinder rundt og springer op i luften, så let som hvis tyngdekraften holdt ferie. Hendes bevægelser er et glidende udtryk for frihed.
Som så mange andre små piger besluttede Maria Victoria Rojas Rivera fra Chile – Mavi blandt venner – allerede som fireårig, at hun ville være ballerina. Og som alle andre små piger måtte hun hurtigt sande, at den ynde og frihed, som hun så på scenen, havde en høj pris. Den indsats og disciplin, som kræves af en professionel ballerina, er for meget for mange små drømmere.
Drømmens pris
»Når man er lille, fatter man ikke de ofre, som kræves,« siger Mavi. »Da jeg begyndte at danse som tiårig, fortalte vores lærer os, at vores halve liv ville gå med at danse. Vi måtte give afkald på en masse andet.«
Ting som fritid og bestemte fødevarer. Mavi måtte bruge meget tid og slid på at træne og øve. Hun skulle passe på, hvad hun spiste. Og der var ikke meget tid til venner, når dansen og skolen skulle passes.
Mavi besluttede, at hendes drøm betød nok til, at hun ville gøre en indsats.
»Teenageårene kan være en svær tid,« siger hun. »Mine venner forstod ikke altid, hvorfor der var ting, jeg ikke ville spise, og hvorfor jeg ikke kunne blive sent ude sammen med dem.«
Frihedens pris
Mavi erfarede hurtigt, at det, der syntes at være en begrænsning af hendes frihed, faktisk var den eneste måde, hvorpå hun kunne gøre sig fri af det, det kunne hindre hende i at nå sit mål.
»Jeg valgte, at jeg ikke ville være sent ude, og jeg valgte at bruge tid på at øve i stedet for at gå i centret med mine venner,« siger Mavi. »Hvis jeg var træt, fordi jeg havde været sent oppe, eller hvis jeg ikke kendte dansetrinnene, fordi jeg ikke havde øvet, så kunne jeg ikke danse.«
Det var ikke let at være så disciplineret, men Mavi siger, at det var umagen værd.
»Alle oplever øjeblikke, hvor de har lyst til at give op,« indrømmer Mavi, »men man kan selv vælge. Disciplin kan virke hæmmende, men selvdisciplin er et valg. Og jeg valgte denne livsstil for at kunne danse.«
Et mere langsigtet mål
På et tidspunkt under sin krævende indsats for at blive ballerina fik Mavi øjnene op for, at dansen ikke var hendes eneste mål eller det eneste, der var værd at yde ofre for.
Undervejs fik hun et ønske om at følge Jesus Kristus, og hun indså, at det, som balletten havde lært hende om disciplin, også gjaldt efterlevelsen af evangeliet. Ligesom vennerne havde undret sig over, at hun ville ofre så meget for sin dans, spurgte de hende også, hvorfor hun efterlevede så hæmmende evangeliske principper.
»Jeg forklarede, at vi har frihed til at vælge; og jeg har valgt at påtage mig denne livsstil for at kunne være fri for synd og have Helligånden med mig,« siger hun.
Eller som Frelseren udtrykte det: En discipel skal »tage sit kors op,« hvilket vil sige at nægte sig selv al ugudelighed og enhver verdslig lyst og holde Guds bud (se Joseph Smiths oversættelse af Matt 16:26). En sådan selvdisciplin giver os »frihed og evigt liv ved alle menneskers store formidler,« mens det at leve uden for budenes vej fører til »fangenskab og død i overensstemmelse med Djævelens fangenskab og magt« (2 Ne 2:27).
»Lydighed giver større frihed og fred end noget andet,« siger Mavi. »Mine mål er ikke begrænsede til dette jordiske liv, men omfatter evigheden.«
Offeret værd
Mavi svæver hen over scenen, som et blad, der bæres af strømmen. Hun glider fra den ene bevægelse til den anden – développe og pirouette, glissade og grand jeté.
En ballerina kan få sin krop til at bevæge sig på måder, som ville volde de fleste andre smerte. Denne bevægelsesfrihed er afgørende for at kunne kommunikere med publikum. Men selv om en god ballerina får hver bevægelse til at synes let på scenen, så har hun lagt meget arbejde i det uden for scenen.
Efter otte år med ofre og mange timers øvelse næsten hver dag udlevede hun sin drøm på scenen – og i evangeliet.
»Folk synes, at det ser så smukt og yndefuldt ud,« siger Mavi. »Men bevægelserne er meget kontrollerede. Det kræver stor styrke at kunne kontrollere sin krop på den måde.«
Den evangeliske parallel er meget vigtig. Det kræver styrke at følge Kristus. Og belønningen er dejlig.
»Belønningen for de mange ofre er, at jeg kan danse,« siger Mavi. »Jeg føler mig stærk, og jeg fornemmer Helligåndens vejledning i hvert eneste trin, jeg tager – både på og uden for scenen.«
Ikke færdig med at danse
Ifølge Nefi skal vi, når vi har følt et ønske om at følge Kristus og er blevet døbt og bekræftet, stadig holde ud til enden (se 2 Ne 31:19-20). Balletten kræver en lignende hengivenhed af Mavi.
Efter at have danset i Paraguay vendte hun tilbage til Viña del Mar i Chile for at undervise i et par år. Nu har hun fået lyst til at gå et skridt videre med sin dans. Hun har sat sig nye mål, som har ført hende til Argentina, Tyskland, Irland og Spanien for at studere og aflægge prøver hos forskellige balletkompagnier.
Hun ved, at hun skal blive ved med at stræbe – både på scenen og i evangeliet. Hun skal fortsat være disciplineret, hvis hun vil nyde friheden til at danse. Og hun skal fortsætte i troen, hvis hun vil nyde den frihed, som kommer af at være discipel. »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie« (Joh 8:31-32).
Dans med visdom
Mavi må yde en stor indsats uden for scenen for at forblive sund og i god form. Udover at passe på, hvad hun spiser og få tilstrækkeligt med hvile, skal Mavi også øve meget, og hun danser mindst fem timer næsten hver dag. Men hun passer ikke kun på sin krop, fordi hun er danser.
»Som medlem af Kirken forstår jeg, at min krop er min ånds tempel. Som kunstner har jeg brug for, at hver eneste del af min krop fungere korrekt, så jeg værner om den, så godt jeg kan. Men som medlem af Kirken vidste jeg jo allerede, at jeg skulle gøre det.«
Hendes vidnesbyrd om, at visdomsordet er inspireret, er blevet styrket af hendes erfaringer med balletten. »Man kan mærke det, når man behandler sin krop rigtigt,« siger hun.
Men skal passe godt på sin krop, hvis man vil være ballerina, men Mavi siger: »Vi bør også passe på vores krop, selv om vi ikke er dansere. Vi kan ikke selv vælge vores krop, men vi bør være taknemlige for og værne om det, vi har fået. Det er en gave fra Gud, og vi har fået vores krop i en bestemt hensigt.«