Wilford Woodruffs liv og virke

» Gud har så gådefuld en vis at gøre under på; han taler gennem storm og is og går på bølgen blå.«¹ Sådan begynder præsident Wilford Woodruffs yndlingssalme, »Gud har så gådefuld en vis«.

»Han elskede [den salme],« sagde præsident Heber J. Grant, som var apostel, mens Wilford Woodruff var Kirkens præsident. »Jeg er sikker på, at vi nogle gange sang den hver anden uge ved vore månedlige møder i templet, og der gik sjældent en måned, uden at bror Woodruff foreslog den. Han troede af hele sit hjerte på dette værk og arbejdede med al den styrke, som Gud havde givet ham, for dets fremme.«²

Matthias F. Cowley, som virkede sammen med præsident Woodruff, har sagt: »Der er næppe nogen i Kirken, som i højere grad end Wilford Woodruff følte sandheden af disse ord: ›Gud har så gådefuld en vis at gøre under på‹. Han var så åndelig, så fuldstændig hengiven til Guds tjeneste, at de mirakuløse tilkendegivelser af Guds hensigter gennem hele hans liv blev givet i rigt mål. Han havde aldrig baseret sin tro på mirakler. Miraklerne bekræftede blot, hvad han troede af hele sit hjerte, og underbyggede hans forståelse af de hellige skrifter.«³

Som præsident Grant og bror Cowley nævnte, var præsident Woodruffs yndlingssalme et passende tema for hans liv. Den var også beskrivende for den udvikling, han var vidne til i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Salmen fortsætter:

I bange kristne, fat nyt mod!
De skyer, I ræddes ved,
er fyldt med godt og som en flod
skal strømme til jer ned.

Hans planer modnes dag for dag,
udfolder sig hver stund;
har blomsten end en bitter smag,
bli’r frugten sød og sund.

Blind vantro fejl af vejen går,
hans værk forstår den ej;
Gud ene helt sit ord forstår
og klart os viser vej.4

Wilford Woodruff var en fremtrædende deltager i mange skelsættende begivenheder i Kirkens tid, og han stiftede bekendtskab med modgangens skyer, som i sidste ende førte til velsignelser for de trofaste. Han smagte forfølgelsens og lidelsens bitterhed, men trods alt nød han sødmen ved at blive ledt ved Guds hånd. Efterhånden som han så evangeliets gengivelse blive åbenbaret, fik han en klar forståelse af Guds gerning.

Wilford Woodruffs barndom og ungdom: En sikker grundvold blev lagt i hjemmet

Wilford Woodruff blev født den 1. marts 1807 i Farmington i Connecticut som søn af Aphek Woodruff og Beulah Thompson Woodruff. Da han var 15 måneder, døde hans mor af plettyfus. Omkring tre år senere giftede Aphek sig på ny. Wilford og hans to ældre brødre blev opdraget af deres far og deres stedmor, Azubah Hart Woodruff. Aphek og Azubah fik seks børn sammen, hvoraf fire af dem døde som spæde eller som børn.

Wilford Woodruffs nedskrevne beretninger viser, at han i det store og hele voksede op som alle andre drenge på sin tid. Han gik i skole og arbejdede på en familiefarm. Han arbejdede også på sin fars savværk, da han var meget ung, og fik på den måde en erfaring, som kom ham til gode som voksen, da han selv drev værket. En af hans yndlingsbeskæftigelser var at fiske. Han og hans brødre fiskede ofte efter ørreder i den bæk, som løb forbi deres fars savværk.

Han elskede sin familie og nærede en dyb respekt for sine forældre. Han beskrev med beundring og taknemlighed sin far som en stærk mand, som altid »arbejdede hårdt«, og som var »meget kærlig, ærlig, redelig og sanddru.«⁵ Han huskede også, hvordan hans stedmors evangeliske undervisning fik ham til at søge Herrens sande kirke.⁶

Selv da han blev ældre, var mange af hans største glæder i livet knyttet til hans forældre og søskende. Han tilsluttede sig Kirken samme dag, som hans bror Azmon gjorde det. Han glædede sig, da han fik lejlighed til at undervise og døbe sin far og stedmor og deres husstand. Senere i livet sørgede han for, at tempelordinancerne blev udført for hans mor. Det var et privilegium, som til fulde opvejede al den møje, han havde lidt i livet.⁷

»Guds beskyttelse og barmhjertighed«

Når Wilford Woodruff så tilbage på sin barndom og ungdom, måtte han anerkende, at Herren mange gange havde reddet hans liv. I en artikel, som hed »En række uheld«, beskrev han nogle af de ulykker, han havde været ude for, og fortalte om sin forundring over, at han havde overlevet og kunne fortælle om dem. For eksempel fortalte han om en hændelse, han havde været ud for på familiefarmen: »Da jeg var seks år, var jeg nær blevet slået ihjel af en olm tyr. Min far og jeg var ved at fodre køerne med græskar, [da] en olm tyr skubbede min ko væk fra det græskar, som den var ved at æde. Jeg samlede græskaret op, hvorefter tyren stangede ud efter mig. Min far sagde, at jeg skulle kaste græskaret fra mig og løbe. Jeg løb ned ad en stejl bakke og tog græskaret med mig, for jeg var opsat på, at koen skulle have, hvad der tilhørte den. Tyren fulgte efter mig. Den havde næsten indhentet mig, da jeg snublede i et hul efter en pæl og faldt. Tyren løb hen over mig efter græskaret og sønderrev det med sine horn og havde givet mig samme omgang, hvis jeg ikke var faldet.«⁸

Han fortalte også om en ulykke, han var ude for som 17-årig: »Jeg red på en meget arrig hest, som jeg ikke kendte, og mens vi var på ned ad en stejl, stenet bakke, udnyttede hesten terrænet, sprang væk fra vejen og løb for fuld fart ned ad den stenede skrænt og begyndte at sparke og forsøge at kaste mig af op over sit hoved og ned på stenene, men jeg blev siddende på hovedet af den, greb med et jerngreb fat i ørene og ventede hvert øjeblik at blive knust mod klipperne. Mens jeg sad overskrævs på hestens nakke og kun havde ørerne at styre med, styrtede hesten ned ad bakken for fuld fart, indtil den stødte ind i en klippe og blev slået til jorden. Jeg fløj fem meter gennem luften hen over både hestens hoved og klippestykkerne og landede på benene, som var det eneste synlige, som havde reddet mit liv, for var jeg landet på nogen anden måde, måtte jeg været omkommet øjeblikkeligt, for mine knogler måtte være blevet knust under mig som halmstrå. Jeg havde brækket mit venstre ben to steder og slået mine ankler af led på en chokerende måde, og hesten var nær rullet hen over mig i sit forsøg på at komme op at stå. Min onkel, Titus Woodruff, så mig styrte og hentede assistance og bar mig hjem til sig. Jeg lå fra klokken 14 til 22 uden lægehjælp. Så kom min far med dr. Swift fra Farmington, som satte knoglerne på plads og bandt skinner om mine ben og kørte mig i sin hestevogn 13 kilometer hjem til min far. Jeg havde meget ondt. Jeg blev imidlertid plejet godt, og efter otte uger kunne jeg færdes udenfor på mine krykker.«⁹

Wilford Woodruffs liv blev stadig skånet, selv om han også som voksen ofte blev ramt af ulykker. Som 41-årig gav han et sammendrag af de uheld, han havde været ude for, og udtrykte sin taknemlighed for, at Herren havde skånet ham.

»Jeg har brækket begge ben – det ene ben to steder – begge arme, brystbenet og tre ribben, og begge ankler har været gået af led. Jeg har været nær ved at drukne og fryse ihjel. Jeg er blevet skoldet og bidt af en gal hund. Jeg været under to vandmøllehjul – har lidt af adskillige alvorlige sygdomme og været alvorligt forgiftet – har landet i en bunke jernbaneskinner – har med nød og næppe undgået en kugleregn og er på et hængende hår undsluppet en masse andre ulykker.

Det virker mirakuløst, at jeg med alle de kvæstelser og brækkede knogler, jeg har haft, ikke er lam i noget lem, men at jeg har kunnet udholde det hårdeste anstrengelser, strabadser og rejser. Jeg har ofte vandret 60, 80 og engang 100 kilometer på en dag. Gud har beskyttet mig og vist mig barmhjertighed og har således skånet mit liv. Disse velsignelser er jeg min himmelske Fader dybt taknemlig for og beder om, at jeg resten af livet må tjene ham og opbygge hans rige.«¹⁰

Søgte og fandt Herrens sande kirke

Wilford Woodruff var en ung mand, da han for første gang fik ønske om at tjene Herren og lære om ham. Han sagde: »Allerede i en tidlig alder var jeg optaget af religiøse temaer.«¹¹ Men han valgte ikke at tilslutte sig nogen kirke. Han var i stedet fast besluttet på at finde Jesu Kristi eneste sande kirke. Han blev inspireret af sine forældres og andre venners undervisning og af Åndens hvisken og blev overbevist om, »at Kristi kirke var i ørkenen – at der havde været et frafald fra den rene og uforvanskede religion, og at man stod over for en stor omvæltning.«¹² Han blev især drevet af noget, som en vis Robert Mason havde skrevet. Han havde profeteret, at Wilford ville opleve at smage frugten af det gengivne evangelium (se side 1–3 i denne bog).

Præsident Wilford Woodruff mente, at andre sidste dages hellige kunne lære noget af hans personlige erfaringer¹³ og fortalte mange år senere ofte beretningen om hans søgen efter sandheden. Han fortalte:

»Jeg kunne ikke finde noget trossamfund, hvis lærdomme, tro eller praksis stemte overens med Jesu Kristi evangelium eller de ordinancer og gaver, som apostlene forkyndte. Skønt præsterne på den tid forkyndte, at den tro, de nådegaver, mirakler og ordinancer, som de fordums hellige nød, forsvandt og ikke længere behøvedes, troede jeg ikke på det – kun at de forsvandt på grund af menneskenes vantro. Jeg troede på, at de samme nådegaver, mirakler og den samme kraft ville findes i den ene æra som i den anden, når Gud havde en kirke på jorden, og at Guds kirke ville blive oprettet på jorden, og at jeg skulle opleve det. Disse principper stod prentet i min bevidsthed, for jeg havde gransket Det Gamle og Det Nye Testamente i inderlig bøn om, at Herren ville vise mig, hvad der var rigtigt og forkert, og lære mig frelsens vej uden hensyn til menneskers meninger, og Herrens Ånd lærte mig i løbet af tre år, at han stod i begreb med at oprette sin kirke og sit rige på jorden i de sidste dage.«¹⁴

»Min sjæl var grebet af denne tanke,« sagde han. »I min tidlige ungdom bad jeg dag og nat om, at jeg måtte opleve at se en profet. Jeg ville have rejst 1000 kilometer for at kunne se en profet eller et menneske, som kunne forklare mig det, jeg læste om i Bibelen. Jeg kunne ikke slutte mig til nogen kirke, for jeg kunne ikke dengang finde nogen kirke, som forfægtede disse principper. Mangen en midnatsstund har jeg ved floden, i bjergene og i mit savværk … bønfaldt Gud om at måtte få lov at møde en profet eller et menneske, som kunne forklare mig det, som hører Guds rige til, sådan som jeg læste det.«¹⁵

Wilford Woodruffs søgen endte, da han var 26 år gammel. Den 29. december 1833 hørte han ældste Zera Pulsipher, en sidste dages hellig missionær, prædike. I sin dagbog beskrev han sin reaktion på ældste Pulsiphers prædiken:

»Han begyndte mødet med nogle indledende bemærkninger og bad derpå. Jeg følte Guds Ånd vidne om, at han var Guds tjener. Han fortsatte dernæst med at prædike med myndighed, og da han var færdig med sit foredrag, følte jeg virkelig, at det var den første evangeliske prædiken, jeg nogen sinde havde hørt. Jeg mente, at det var det, jeg så længe havde søgt. Jeg følte ikke, at jeg kunne forlade huset uden at vidne om sandheden over for tilhørerne. Jeg åbnede øjnene, ørerne og hjertet, så jeg kunne se, høre og forstå, og dørene, så jeg kunne betjene ham, som havde undervist os.«¹⁶

Wilford Woodruff inviterede ældste Pulsipher og hans kammerat, Elijah Cheney, til at bo hos sig. Bror Woodruff tilbragte nogen tid med at læse i Mormons Bog og tale med missionærerne og blev to dage efter døbt og bekræftet som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Fra da af ændrede hans liv sig. Da han nu havde fundet sandheden, viede han sit liv til at forkynde den for andre.

»Et ønske om at drage ud og forkynde evangeliet«

Wilford Woodruff var fast besluttet på at holde de pagter, han havde indgået i dåben, og var et villigt redskab i Herrens hånd. Han var altid rede til at adlyde hans vilje. Sidst i 1834 nærede han »et ønske om at drage ud og forkynde evangeliet,«¹⁷ og han modtog et kald til at tjene i det sydøstlige USA. Han vidste, at der lå mange trængsler forude, og at det kunne være farligt at rejse, men han fandt styrke i sit vidnesbyrd og i sin tro. Han mindedes senere: »Jeg vidste, at evangeliet, som Herren havde åbenbaret for Joseph Smith, var sandt og af så stor værdi, at jeg ønskede at forkynde det for alle mennesker, som ikke havde hørt det. Det var så godt og så ligetil, at det forekom mig, at jeg kunne få folk til at tro på det.«¹⁸

Da Wilford Woodruff begyndte sin første mission, var han for nylig blevet ordineret til præst i Det Aronske Præstedømme. Hans kammerat, som var blevet ordineret til ældste, blev hos ham under de første trængsler, men mistede hurtigt modet og vendte hjem til Kirtland i Ohio. Wilford, som nu var alene i en fremmed egn, bad om hjælp og fortsatte med at missionere, mens han vadede gennem sumpe og moser. Han kom til sidst til Memphis i Tennessee, »træt og sulten«.¹⁹ Hans første missionæroplevelse var der at tale til en stor tilhørerskare. Han fortalte:

»Jeg tog hen til den bedste kro på egnen, som blev drevet af Josiah Jackson. Jeg fortalte ham, at jeg var fremmed, og at jeg ikke havde nogen penge. Jeg spurgte ham, om jeg kunne overnatte på kroen. Han spurgte mig om, hvad mit ærinde var. Jeg fortalte ham, at jeg forkyndte evangeliet. Han lo og sagde, at jeg ikke ligefrem lignede en prædikant. Det kunne jeg ikke bebrejde ham, for alle de prædikanter, han nogen sinde havde mødt, red på fine heste eller i fine vogne, bar fine klæder, fik store vederlag og ville hellere lade denne verden synke i afgrunden end at vade 300 kilometer gennem mudder for at redde menneskene.

Kroværten ville have lidt sjov, så han sagde, at jeg kunne bo på kroen, hvis jeg ville prædike. Han ville gerne se, om jeg kunne holde en prædiken. Jeg må indrømme, at jeg på dette tidspunkt blev lidt skælmsk og bønfaldt ham om at lade mig slippe for at prædike. Jo mere jeg bad ham om at have mig undskyldt, des mere opsat var mr. Jackson på, at skulle prædike …

Jeg satte mig til at spise i den store sal. Inden jeg blev færdig, begyndte lokalet at blive fyldt med nogle af de rige og fine borgere fra Memphis klædt i fine klæder og silke, hvorimod I kan forestille jer, hvordan jeg så ud efter at have vandret gennem mudder. Da jeg havde spist færdig, blev bordet båret ud af salen hen over hovedet på folk. Jeg blev vist hen i et hjørne, hvor jeg fik et stativ til en bibel, en salmebog og et stearinlys. Omkring mig sad en halv snes mænd med kroværten i midten. Omkring 500 mennesker havde forsamlet sig, ikke for at høre en evangelisk tale, men for at more sig … Hvordan tror I det var? At være på sin første mission, at være uden kammerat eller ven og at blive bedt om at prædike for en sådan forsamling? For mig var det en af de mest fornøjelige stunder i mit liv, skønt jeg følte, at det havde været rart med lidt selskab.

Jeg læste en salme op, og bad dem om at synge den. Der var ingen, som havde lyst til at synge et ord. Jeg fortalte dem, at jeg ikke havde en tone i livet, men at jeg med Herrens hjælp ville både bede og prædike. Jeg knælede ned for at bede, og mændene omkring mig faldt også på knæ. Jeg bad Herren om at skænke mig sin Ånd og vise mig tilhørernes sande væsen. Jeg lovede Herren i min bøn, at jeg ville fortælle forsamlingen det, som han ville give mig. Jeg rejste mig og talte i halvanden time. Det var en af de bedste prædikener i mit liv.

I et syn i mit sind så jeg de forsamlede menneskers levned og foreholdt dem deres misgerninger og den belønning, de kunne få. Mændene, som sad omkring mig, sænkede hovedet. Tre minutter efter at jeg var færdig, var jeg den eneste tilbage i salen.

Kort efter blev jeg anvist en seng, der stod i et værelse, som stødte op til en større værelse, hvor mange af mændene, som jeg havde talt til, var samlet. Jeg kunne høre, hvad de talte om. En af dem sagde, at han godt kunne tænke sig at vide, hvordan den mormondreng kendte til deres fortid. Lidt efter begyndte de at skændes om en eller anden læresætning. En af dem foreslog, at de skulle spørge mig. Kroværten sagde: ›Nej, vi har fået nok for i aften.‹

Næste morgen spiste jeg et godt morgenmåltid. Kroværten sagde, at hvis jeg kom til denne egn igen, måtte jeg besøge ham og blive der, så længe jeg havde lyst.«²⁰

I november 1836 afsluttede Wilford Woodruff sin mission i det sydøstlige USA. Han skrev i sin dagbog, at han i 1835 og 1836 havde tilbagelagt 15.688 km, holdt 323 møder, oprettet 4 grene, døbt 70 mennesker og bekræftet 62, udført 11 præstedømmeordinationer og helbredt 4 mennesker ved håndspålæggelse, og at han var sluppet fra 6 forskellige pøbelhobe.²¹ Han blev ordineret til ældste i juni 1835 og halvfjerdser i maj 1836.

Da ældste Woodruff vendte tilbage til Kirtland, så han, at mange kirkeledere var faldet fra og havde sat sig op imod profeten Joseph Smith. »I frafaldsperioden i Kirtland,« sagde han senere, »vidste Joseph Smith knap, når han mødte et menneske, om det var en ven eller en fjende, medmindre Guds Ånd åbenbarede det for ham. De fleste af de ledende brødre modarbejdede ham.«²²

Selv »midt i dette mørke,«²³ var Wilford Woodruff trofast over for profeten og tro mod sin beslutning om at forkynde evangeliet. Han blev kaldet til De Halvfjerds’ Første Kvorum, og i den egenskab fortsatte han med at vidne om sandheden og rejse til konferencer i området. Efter mindre end et år i Kirtland handlede han på en tilskyndelse til at tage på en fuldtidsmission til Fox Islands ud for kysten af staten Maine. Han sagde:

»Guds Ånd har sagt til mig: ›Vælg en kammerat og drag omgående til Fox Islands.‹ Jeg kende ikke mere til Fox Islands, end jeg kendte til Kolob. Men Herren bad mig om at drage af sted, så det gjorde jeg. Jeg valgte Jonathan H. Hale, og han drog med mig. Vi uddrev nogle onde ånder, forkyndte evangeliet og gjorde nogle undere … Jeg kom til Fox Island og udførte et godt stykke arbejde der.«²⁴ Da ældste Woodruff ankom til Fox Islands, fandt han »et folk, som længtes efter den fordums orden.« Han forklarede senere: »Uden at jeg skal dvæle ved det, vil jeg sige, at jeg døbte over 100 mennesker, mens jeg var der.«²⁵

Fortsat missionering som Herren Jesu Kristi apostel

Mens ældste Woodruff var på mission på Fox Islands i 1838, fik han et kald, som indebar, at han blev missionær resten af livet. »Den 9. august fik jeg et brev,« skrev han, »fra Thomas B. Marsh, som på daværende tidspunkt var præsident for De Tolv Apostle, hvori der stod, at profeten Joseph Smith havde fået en åbenbaring, hvori navnene på dem, som skulle overtage pladserne efter dem, som var faldet fra, blev nævnt: John E. Page, John Taylor, Wilford Woodruff og Willard Richards.

Præsident Marsh tilføjede: ›Du skal hermed vide, broder Woodruff, at du er blevet udpeget til at være en af de tolv apostle, og at du i henhold til Herrens ord, som netop er blevet givet, skal skynde dig til Far West, og den 26. april forlade de hellige her og rejse til andre himmelstrøg på den anden side af det store dyb.‹«

Præsident Woodruff sagde senere: »Indholdet af dette brev var blevet åbenbaret for mig flere uger forinden, men jeg havde ikke nævnt det for nogen.«²⁶

Pålægget om at »rejse til andre himmelstrøg på den anden side af det store dyb« sigtede til Herrens befaling om, at De Tolv skulle missionere i Storbritannien. Kort efter at ældste Wilford Woodruff var blevet ordineret til apostel den 26. april 1839, rejste han til Storbritannien som et af de »særlige vidner om Kristi navn i hele verden« (L&P 107:23).

Ældste Woodruff udførte senere andre missioner i USA og i Storbritannien. Han blev kendt som en af de største missionærer i Kirkens historie. Denne bog rummer mange beretninger fra hans missionæroplevelser.

De hellige indsamles

I vore dage opfordres de sidste dages hellige til at opbygge Guds rige, hvor de bor, og således styrke Kirken over hele verden. I Kirkens første tid opfordrede sidste dages hellige missionærer nyomvendte til at udvandre til Kirkens hovedsæde, hvad enten det var i Kirtland i Ohio, eller i Jackson County i Missouri eller i Nauvoo i Illinois eller i Salt Lake City i Utah.

Omkring to år efter Joseph og Hyrum Smiths martyrium blev de hellige tvunget til at forlade deres hjem i Nauvoo og oprette en midlertidig bosættelse i Winter Quarters i Nebraska. Ældste Woodruff, som havde været på mission i England, vendte tilbage til hovedgruppen af de hellige. Da han forlod Winter Quarters, var han med til at lede de hellige på deres mest kendte udvandring – vandringen over USA’s sletter og bjerge til deres forjættede land i Saltsødalen. Han var med det første kompagni af pionerer og kørte præsident Brigham Young, som var syg, den sidste strækning af rejsen. Ældste Woodruff var til stede, da præsident Young rejste sig fra sit leje i vognen, skuede ud over landskabet foran dem og udbrød: »Det er nok. Dette er det rette sted. Kør videre.«²⁷

Ældste Woodruff fortsatte med at indsamle de hellige til deres forjættede land. På en af sine missioner tilbragte han og hans familie to og et halvt år i Canada og i det nordøstlige USA, hvor han hjalp medlemmer af Kirken med at komme til Saltsødalen. Han var med den sidste gruppe af disse hellige, da han havde følgende oplevelse, som viste, hvor lydhør han var over for Åndens tilskyndelser:

»Jeg så en damper, som var parat til at lægge fra. Jeg spurgte kaptajnen om, hvor mange passagerer han havde om bord. ›350.‹ ›Kunne du få plads til 100 til?‹ ›Ja.‹ Jeg skulle lige til at fortælle ham, at vi gerne ville med, da Ånden sagde til mig: ›Gå ikke om bord på den damper, hverken dig selv eller dit følge.‹ Javel, sagde jeg. Jeg havde lært noget om den stille, sagte røst. Jeg gik ikke om bord på den damper, men ventede til næste morgen. En halv time efter, at damperen havde lagt fra, brød den i brand. Roret blev betjent med reb i stedet for kæder, så passagererne kunne ikke komme i land. Natten var sort og ikke en sjæl blev reddet. Hvis jeg ikke havde givet agt på denne tilskyndelse i mig, var jeg selv gået ned med resten af følget.«²⁸

Tjeneste i Saltsødalen

Da de hellige havde bosat sig i Saltsødalen, fik ældste Woodruff andre ansvar. Han blev ikke længere sendt på oversøiske fuldtidsmissioner. I stedet fik han medansvar for at hjælpe flere hellige med at udvandre til Kirkens hovedsæde, mødes med besøgende, virke som politiker, arbejde med kunstvanding og dyrkning af jorden og fremavle afgrøder og udvikle dyrkningsmetoder. Han besøgte ofte de helliges kolonier i Utah, Arizona og Idaho, forkyndte evangeliet og opmuntrede de hellige til at varetage deres pligter.

Wilford Woodruff virkede som Kirkens assisterende historiker fra 1856 til 1883 og som Kirkens historiker fra 1883 til 1889, en periode som strakte sig over de fleste af de år, hvor han sad i De Tolv Apostles Kvorum. Skønt hans ansvar krævede en stor del af hans tid, anså han det for en ære, for han mente, at »denne kirkes historie skal bestå i tid og al evighed.«²⁹ Hans virke som historiker var i forlængelse af det arbejde, som han havde varetaget siden 1835, hvor han påbegyndte sin dagbog – en personlig optegnelse over sit liv og Kirkens historie (side 121–124).

Wilford Woodruff fulgte i sin vedvarede indsats for at styrke Kirken, tjene i samfundet og forsørge sin familie, de principper, som han havde lært af sin arbejdsomme far. Ældste Franklin D. Richards fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, at ældste Woodruff var »kendt for sin flid, ihærdighed og fysiske udholdenhed. Skønt han ikke var en stor mand, kunne han udføre et stykke arbejde, som ville have udmattet mænd med en almindelig fysisk.«³⁰

Ældste Woodruffs dagbog er fuld af notater om lange dage med hårdt slid. Han fortalte engang om, hvordan han som 67-årig var klatret op ad en fire meter høj stige med sin søn Asahel for at plukke ferskner fra et træ. Asahel var ved at miste balancen. Ældste Woodruff forsøgte at redde Asahel, men faldt selv ned. Han skrev: »Jeg faldt ned på jorden tre meter under stigen, landede på min højre skulder og hofte og slog mig grimt. Asahel kom ikke noget videre til. Jeg havde meget ondt og kunne ikke bevæge mig hele natten.«³¹ Næste dag skrev han: »Jeg havde meget ondt i dag og kunne dårligt bevæge mig, men gik alligevel i marken og kom hjem til aften.«³² Om denne hændelse sagde Matthias Cowley: »Man undrer sig naturligvis over, hvad en mand i den alder bestiller oppe i et træ. For det første var det for ældste Woodruff aldrig et spørgsmål om alder, når han så noget, han mente skulle gøres, forudsat at det kunne lade sig gøre for ham. Han var overalt … Han var altid parat til at træde til. Hvis han så en kvist øverst oppe i et æbletræ, som skulle saves af, havde tanken næppe bemægtiget sig ham, førend han var oppe i træet, og han havde altid svært ved at bede andre om at gøre noget, han selv kunne gøre.«³³

Tempelbygning og tempeltjeneste

Når som helst de hellige opholdt sig et længere stykke tid et centralt sted, byggede de et tempel. Sådan gjorde de i Kirtland, i Nauvoo og endelig i Salt Lake City. Derved var de lydige mod en åbenbaring, som Herren havde givet gennem profeten Joseph Smith – en åbenbaring, som ældste Woodruff nedfældede i sin dagbog:

»Hvad var hensigten med at indsamle jøderne eller Guds folk i nogen tidsalder? Hovedformålet var at bygge et hus til Herren, hvorved han kunne åbenbare sit folk sit hus’ forordninger og sit riges herligheder og lære folket om frelsens vej; thi der er visse forordninger og principper, som, når de læres og praktiseres, må udføres på et sted eller i et hus, der er bygget til dette formål. Dette blev udtænkt af Gud, før verden blev til, og det var i denne hensigt, at Gud planlagde at indsamle jøderne ofte, men de nægtede. Det er i samme hensigt, at Gud samler sit folk sammen i de sidste dage for at bygge et hus til Herren for at berede dem til forordninger og begavelser, tvætninger og salvelser osv.«³⁴

Ældste Woodruff formanede ofte sine medhellige til at tage del i templets velsignelser. Han sagde: »Jeg mener, at bygningen af templer er noget af det vigtigste, som Herren har krævet af de sidste dages hellige i tidernes fyldes uddeling, for at vi kan gå ind i disse templer og ikke alene forløse de levende, men også vore døde.«³⁵ Med sin karakteristiske flid var han et forbillede med hensyn til tempeltjeneste og sikrede, at ordinancerne blev udført for tusindvis af hans forfædre.

Som så mange andre profeter på sin tid profeterede ældste Woodruff, at der en dag ville findes templer over hele jorden.³⁶ Han glædede sig over at se denne profeti begynde at gå i opfyldelse, da fire templer blev bygget og indviet i Utah-territoriet i de første 46 år efter, at de hellige kom til Saltsødalen – i byerne St. George, Logan, Manti og Salt Lake City.

Præsident Woodruff bad bønnen ved indvielsen af templet i Manti og i Salt Lake City. I et budskab til alle Kirkens medlemmer vidnede han og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab om de velsignelser, som ville blive skænket dem, der deltog i tempelindvielserne i den hensigt at dyrke Gud med oprigtighed: »De skal høre Helligåndens blide hvisken, og himlens skatte og engles betjening skal gives dem fra tid til anden, for [Herren] har lovet det, og hans løfte glipper ikke!«³⁷ Han skrev om en sådan oplevelse, som han havde ved indvielsen af templet i Logan:

»Mens jeg deltog i indvielsen af dette tempel, funderede jeg over de mange timer, jeg i min tidlige ungdom havde tilbragt med at anråbe Gud om at lade mig leve på jorden længe nok til at opleve Kristi Kirke blive oprettet, og et folk opstå, som ville tage imod det fordums evangelium og stride for den tro, som engang blev givet de hellige. Herren lovede mig, at jeg skulle opleve at finde Guds folk og få et navn og en plads … i hans hus – et navn, som er bedre end sønner eller døtre, et navn, som ikke skulle slettes. Og i dag glæder jeg mig over at have et navn blandt hans folk og medvirke til at indvie endnu et tempel til hans allerhelligste navn. Lovet være Gud og Lammet for evigt.«³⁸

Wilford Woodruffs virke som Kirkens præsident

Da præsident John Taylor døde den 25. juli 1887, blev De Tolv Apostles Kvorum Kirkens ledende organ med præsident Woodruff som præsiderende embedsmand. Præsident Woodruff følte det tunge ansvar, det var at lede hele Kirken og skrev følgende i sin dagbog: »Dette sætter mig i en meget ejendommelig situation – en situation, som jeg aldrig i mit liv har tragtet efter. Men ved Guds forsyn er det faldet i min lod, og jeg beder Gud, min himmelske Fader, om at skænke mig nåde, som svarer til min opgave. Det er et agtværdigt og ansvarsfuld hverv for enhver at beklæde og en stilling, som kræver stor visdom. Jeg havde aldrig regnet med at overleve præsident Taylor … Men sådan er det gået … Jeg kan blot sige: Dine veje er forunderlige, O Herre, Gud du Almægtige, for du har visselig udvalgt de svage i denne verden til at udføre dit værk på jorden. Måtte din tjener Wilford være rede til alt, hvad der måtte vente ham på jorden, og have styrke til at udrette alt, hvad himlens Gud måtte kræve ved hans hænder. Denne velsignelse beder jeg min himmelske Fader om i Jesu Kristi, den levende Guds Søns, navn.«³⁹ Præsident Woodruff blev opretholdt som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige den 7. april 1889. Han var Kirkens fjerde præsident i denne uddeling.

Vidnesbyrd om Herrens sidste dages-værk

I sine taler til Kirkens medlemmer vidnede præsident Woodruff gentagne gange om evangeliets gengivelse, ligesom han havde gjort gennem hele sit virke. Men i de sidste ni år af sit liv bar han vidnesbyrd med et stadig stigende eftertryk. Han var den sidste, som havde fungeret som apostel sammen med Joseph Smith, og han følte et presserende behov for at efterlade et tydeligt og varigt vidnesbyrd om genoprettelsens profet. Omkring et år før præsident Woodruff døde, sagde han:

»Der er mange ting, jeg ikke forstår, og en af dem er, hvorfor jeg stadig er her i min høje alder. Jeg forstå ikke, hvorfor jeg er blevet skånet, så længe som jeg er, når så mange andre apostle og profeter er blevet kaldt hjem … Jeg er den eneste, der lever i kødet, som har modtaget mine begavelser under profeten Joseph Smiths hænder. Jeg er den eneste i kødet, som var blandt de tolv apostle, da han overdrog dem Guds rige og pålagde dem at overtage dette rige. Han stod i et værelse i omtrent tre timer og gav os sin sidste forelæsning. Værelset var fyldt som af en fortærende ild. Hans ansigt var skinnende som rav, og hans ord var som lynild for os. De gennemtrængte vores ganske legeme fra isse til fod. Han sagde: ›Brødre, Herren den Almægtige har på mit hoved beseglet ethvert præstedømme, enhver nøgle, enhver magt og ethvert princip, som hører til tidernes fyldes sidste uddeling for at kunne opbygge Guds rige. Alle disse principper, dette præstedømme, apostelembedet og Guds riges nøgler har jeg beseglet på jeres hoved, og nu må I ranke ryggen og overtage dette rige, ellers bliver I fordømt.‹ Jeg glemmer aldrig de ord – ikke så længe jeg lever. Det var den sidste tale, han holdt i kødet. Kort efter led han martyrdøden og blev kaldt hjem til herlighed.«⁴⁰

Som præsident for Kirken opfordrede præsident Woodruff de hellige til at søge og følge Helligåndens vejledning, være tro mod deres pagter, forkynde evangeliet hjemme og ude, være ærlige i deres timelige ansvar og være flittige til at tjene i templet og forske i deres slægt. Hans råd var en gentagelse af en opfordring, han havde givet, da han var medlem af De Tolvs Kvorum: »Uanset hvor dygtige vi er, må vi hele tiden stræbe efter at blive dygtigere og bedre. Vi har levet efter en lov og et evangelium, som er forskellig fra andres, og vi har et anderledes rige for øje, og vores mål må være tilsvarende højere for Herren vor Gud, og vi må styre og beherske os derefter, og jeg beder Gud min himmelske Fader om, at hans Ånd må hvile på os og sætte os i stand dertil.«⁴¹

Manifestet udstedes

Præsident Woodruff blev styrket og vejledt af Herren og førte de sidste dages hellige gennem en af de mest turbulente perioder i denne uddeling. I slutningen er 1880’erne praktiserede Kirken stadig flerkoneri i lydighed mod den befaling, Herren havde givet profeten Joseph Smith. Men USA’s regering havde få år forinden vedtaget visse love, som forbød flerkoneriet. Til loven var knyttet hårde straffe, efter hvilke Kirkens ejendom kunne beslaglægges og Kirkens medlemmer kunne nægtes deres borgerrettigheder, fx deres stemmeret. Denne udvikling åbnede mulighed for, at der ved domstolene kunne anlægges sag mod sidste dages hellige, som praktiserede flerkoneri. Kirken forsøgte at få loven omstødt, men forgæves.

Disse forhold var dybt bekymrende for præsident Woodruff. Han søgte Herrens vilje i sagen og modtog til sidst en åbenbaring om, at sidste dages hellige skulle ophøre med indgå polygame ægteskaber. Han adlød Herrens befaling og udstedte det, som blev kendt som manifestet – en inspireret erklæring, der stadig ligger til grund for Kirkens holdning til flerkoneri. I denne offentlige erklæring, som er dateret 24. september 1890, udtalte han, at det var hans agt at underordne sig landets lov. Han bevidnede også, at Kirken var hørt op med at forkynde flerkoneri.⁴² Den 6. oktober 1890 opretholdt de sidste dages hellige ved et af generalkonferencens møder deres profets erklæring og støttede enstemmigt, at han »i kraft af sin stilling har fuldmagt til at udstede manifestet.«⁴³

Den evige familie

Omkring tre måneder før profeten Joseph Smith led martyrdøden, holdt han en forelæsning for en stor gruppe hellige. Ældste Wilford Woodruff, som nedfældede et sammendrag af talen, sagde, at profeten talte om »en af de vigtigste og mest interessante emner, der nogen sinde var blevet forelagt de hellige.«⁴⁴ I sin tale kom profeten ind på familiens evige beskaffenhed. Han talte om vigtigheden af at blive beseglet til sine forældre og at fortsætte denne beseglingsordinance gennem sine slægtled:

»Dette er Elias’ ånd: At vi forløser vore døde og kæder os sammen med vore forfædre, som er i himlen, og besegler vore døde til at komme frem i den første opstandelse, og her ønsker vi, at Elias’ magt skal besegle dem, som bor på jorden, til dem, som bor i himlen … Gå hen og besegl på jorden jeres sønner og døtre til jer selv og jer selv til jeres forfædre i evig herlighed.«⁴⁵

I de følgende årtier vidste de sidste dages hellige, at der skulle være »et eller andet sammenføjende led mellem fædrene og børnene « (L&P 128:18). Fremgangsmåden var dog ikke lagt helt fast. Som præsident Woodruff sagde, så havde profeten ikke levet længe nok til, at »komme nærmere ind på dette.«⁴⁶ De handlede efter »alt det lys og den kundskab [de] havde,«⁴⁷ og beseglede ofte sig selv til Joseph Smith, Brigham Young eller andre kirkeledere på deres egen tid i stedet for til deres egne fædre og mødre. Som præsident for Kirken omtalte præsident Woodruff denne praksis og sagde: »Vi har ikke fulgt disse principper i fuld overensstemmelse med Guds åbenbaringer til os og beseglet fædrenes hjerte til børnene og børnene til fædrene. Jeg har ikke følt, at det var rigtigt, ej heller har præsident [John] Taylor eller nogen anden siden profeten Joseph, som har udført adoptionsordinancen i vor Guds templer. Vi har følt, at vi endnu ikke havde modtaget alt, hvad der var at åbenbare om dette emne.«⁴⁸

Denne yderligere åbenbaring fik præsident Woodruff den 5. april 1894.⁴⁹ Tre dage senere fortalte han i en generalkonferencetale om åbenbaringen: »Da jeg spurgte Herren om, hvem jeg skulle besegles til … sagde Guds Ånd til mig: ›Har du ikke en kødelig far?‹ ›Jo, jeg har.‹ ›Hvorfor så ikke ære ham? Hvorfor ikke blive beseglet til ham?‹ ›Jo,‹ sagde jeg. ›Det er rigtigt.‹ Jeg blev beseglet til min far og bør lade min far blive beseglet til sin far og så videre, og derfor må enhver, som præsiderer over et tempel, påtage det ansvar fra nu af og for evigt, medmindre Herren den Almægtige giver anden befaling, at sørge for, at alle bliver beseglet til deres egen far … Det er Guds ord til sit folk. Alle, som præsiderer over disse templer i Israels bjerge må lægge sig dette på sinde. Hvilken ret har jeg til at berøve et menneskes ret til sin slægtslinje? Hvilken ret har nogen til det? Nej, jeg siger: Enhver må blive beseglet til sin far, og da gør I nøjagtig det, som Gud sagde, da han kundgjorde, at han ville sende profeten Elias i de sidste dage (se Mal 3:23–24) …

Vi ønsker, at de sidste hellige fra nu af sporer deres slægtslinje så langt tilbage, som de kan, og bliver beseglet til deres fædre og mødre. Lad børnene blive beseglet til deres forældre, og gør denne kæde så lang, som I kan …

Brødre og søstre, læg jer dette på sinde. Lad os gribe vore optegnelser, udfylde dem i retfærdighed for Herren og praktisere dette princip, så skal Guds velsignelser skænkes os, og de, som bliver forløst, vil prise os i kommende tider. Jeg beder Gud om, at vi som folk på åbne vore øjne, ører og hjerte, så vi kan se, høre og forstå det store og prægtige værk, som hviler på vores skuldre, og som himlens Gud kræver, at vi udfører.«⁵⁰

»Vi be’r til Gud for dig«

Den 1. marts 1897 samledes de sidste dages hellige Tabernaklet i Salt Lake City for at fejre præsident Wilford Woodruffs 90-års fødselsdag. Der hørte de en ny salme: »Vi be’r til Gud for dig«. Evan Stephens havde tilpasset noderne fra en eksisterende salme og havde skrevet en ny tekst som hyldest til Kirkens elskede profet:

Vi be’r til Gud for dig, du vor profet,
at han vil gøre din byrde så let,
at tiden ej skal dig helt tynge ned,
men at du livet her kan glædes ved,
men at du livet her kan glædes ved.

Vi be’r til Gud for dig af al vor magt,
at han vil give dig visdom og kraft
til os at lede frem fra dag til dag,
og føre os til kamp for sandhedssag,
og føre os til kamp for sandhedssag.

Vi be’r til Gud for dig med barnesind,
og barnets bøn vil nå i Himlen ind.
Han vil dig skænke alt, for vi har bedt.
Herren velsigne dig, du vor profet,
Herren velsigne dig, du vor profet.51

Halvandet år senere, den 2. september 1898, døde præsident Wilford Woodruff og sluttede sig til sine medhellige, som var gået forud for ham i døden. Ved hans bisættelse, som blev holdt i Tabernaklet, »hvilede der over hele ceremonien en fredfyldt stemning, som gennemtrængte forsamlingen og dulmede alles sorg.« Indenfor var Tabernaklet »kunstnerisk draperet i hvidt« med »overdådige og pragtfulde« blomsterdekorationer samt hvede- og havreaks. »På hver sin side af orgelet sås årstallet 1847 og store buketter af bynke og solsikker [og] toppe af fyrretræer« til minde om pionerernes ankomst til Saltsødalen i juli 1847. Oven over et stort portræt af præsident Woodruff hang et skilt med ordene »Er død, men taler stadig« oplyst som hyldest til Guds profet, hvis lærdomme og eksempel skulle blive ved med at inspirere de sidste dages hellige i deres iver efter at opbygge Guds rige.⁵²