Kapitel 3

Tidernes fyldes uddeling

Som sidste dages hellige har vi en hellig pligt til at være med til at opbygge Guds rige i denne sidste uddeling.

Fra Wilford Woodruffs liv

På forskellige tidspunkter i verdenshistorien har Herren oprettet evangeliske uddelinger. I hver uddeling har han åbenbaret sit evangelium ved en eller flere bemyndigede tjenere. Ved profeten Joseph Smiths hjælp oprettede Herren den nuværende uddeling, som i Lære og Pagter omtales som »tidernes fyldes uddeling « ( L&P 128:20).

I foråret 1834 var Wilford Woodruff til stede ved et præstedømmemøde i Kirtland i Ohio. Ved dette møde begyndte han at forstå Kirkens skæbne i denne uddeling. Han har senere fortalt :

»Profeten bad alle, som bar præstedømmet, om at samles i den lille skole, de havde dér. Det var en lille hytte på omkring 18 kvadratmeter. Men den rummede hele præstedømmet i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som dengang var i Kirtland … Det var første gang, jeg mødte Oliver Cowdery og hørte ham tale. Det var første gang, jeg mødte Brigham Young og Heber C. Kimball og brødrene Pratt [Orson og Parley] og Orson Hyde og mange andre. Der var ikke andre apostle i Kirken end Joseph Smith og Oliver Cowdery. Da vi var samlet, bad profeten Israels ældster om sammen med ham at bære vidnesbyrd om dette værk. Dem, som jeg har nævnt, talte, og mange, som jeg ikke har nævnt, bar vidnesbyrd. Da de var færdige, sagde profeten: ›Brødre, jeg er blevet meget opbygget og informeret ved jeres vidnesbyrd her i aften, men jeg vil gerne sige til jer i Herrens nærvær, at I kender ikke mere til denne kirkes og dette riges skæbne end et barn på moders skød. I fatter det ikke.‹ Jeg blev ret overrasket. Han sagde: ›Det er kun en lille håndfuld præstedømmebærerne, I ser her i aften, men denne kirke kommer til at opfylde Nordog Sydamerika – den kommer til at opfylde hele verden.‹«¹

Wilford Woodruff viede sit liv til at opbygge Guds rige, og han blev fortsat undervist af Joseph Smith, selv efter profetens død. Han fortalte om et syn, han havde set, hvori han talte med Joseph Smith: »Jeg så ham i døren til himlens tempel. Han kom hen til mig og talte til mig. Han sagde, at han havde travlt og ikke kunne standse op og tale med mig. Den næste person, jeg mødte, var far Smith [Joseph Smith sen.]. Han havde heller ikke tid til at tale med mig. Jeg mødte en halv snes brødre, som havde haft høje stillinger på jorden, og ingen af dem havde tid til at standse op og tale med mig. Jeg var meget forbløffet. Lidt efter mødte jeg igen profeten og fik lejlighed til at stille ham et spørgsmål.

›Hvorfor har du så travlt,‹ spurgte jeg. ›Jeg har haft travlt hele livet, men jeg regnede med, at jeg kunne tage den med ro, når jeg kom i Himmeriget, hvis jeg nogen sinde gjorde det.‹

Joseph sagde: ›Det skal jeg sige dig, bror Woodruff. I alle uddelinger, hvor præstedømmet har været på jorden og de hellige er kommet i det celestiale rige, har de haft en bestemt arbejdsmængde at udføre som forberedelse til at komme til jorden sammen med Frelseren, når han kommer for at regere på jorden. Alle uddelinger har haft rigelig tid til at udføre dette arbejde. Det har vi ikke. Vi hører til den sidste uddeling, og der skal udføres så meget arbejde, at vi må skynde os for at nå det.‹«²

Wilford Woodruffs lærdomme

Herren og hans profeter har fra før verdens skabelse set hen til denne uddeling.

Alle inspirerede mennesker har fra fader Adams til Jesu tid mere eller mindre haft en forestilling om tidernes fyldes storslåede og sidste uddeling, hvor Herren ville løfte hånden for at forberede jorden og et folk til Menneskesønnens komme og et retfærdigt styre.³

Jeg går ud fra, at det arbejde … som har fundet sted, siden denne kirke blev organiseret, blot har været at udføre vor himmelske Faders storslåede plan – den plan, som blev givet fra før verden blev grundlagt. Faktisk er der ingen anden uddeling, som alle Guds profeter og inspirerede mennesker har set hen til med så megen interesse …

Esajas så vor tid i et profetisk syn og bruger meget stærke ord til at udtrykke sine følelser for den. Et sted siger han: »Himlen skal råbe af fryd og jorden juble, bjergene skal bryde ud i fryderåb, for Herren trøster sit folk, han forbarmer sig over sine hjælpeløse. Men Zion siger: ›Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig!‹ Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte?« »Ja,« siger Herren, »det kan en kvinde godt,« men han glemmer ikke Zion. Han siger: »I mine hænder har jeg tegnet Zion, hendes mure har jeg altid for øje« (se Es 49:13–16).

Gud har haft sit Zion for sine øjne fra før verden blev grundlagt.⁴

Herren har ikke skabt denne verden ved en tilfældighed. Han har aldrig gjort noget ved en tilfældighed. Jorden er blevet skabt med visse formål for øje, og et af disse formål var dens endelige forløsning og oprettelsen af hans styre og rige på den i de sidste dage som forberedelse til Herren Jesu Kristi styre, han hvis ret det er at regere. Denne fastsatte tid er nu kommet. Den uddeling står vi overfor. Vi lever midt i den.⁵

Intet kan hindre Kirken i at nå sit mål.

Denne kirke vokser fortsat. Det er den eneste sande kirke på hele jorden. Dens historie begyndte, før verden blev grundlagt. Den er blevet ved med at vokse og bliver større fra den dag, den blev organiseret, og til nu … Det er den allerhøjeste Guds hensigt, at den skal stå på jorden i magt og herlighed og pragt, sådan som Guds profeter forudså det i deres tid og generation. Den er det rige, som Daniel så, og den skal fortsætte med at rulle frem, indtil den fylder hele jorden (se Dan 2:34–35, 44–45; L&P 65:2).⁶

Vi tror, at denne kirke skal bane vejen for Kristi komme. Han skal regere som konge, og denne kirke skal blive Guds rige, som alle kristne beder om må komme, sådan at Guds vilje må ske på jorden, således som den sker i himlen (se Matt 6:10).⁷

Ingen magt på denne jord kan knuse denne kirke. Hvorfor? Fordi Gud holder den i sine hænder. Han har grundlagt den, og han har ved snesevis og atter snesevis af profeter lovet, at den skal bestå.⁸

Da Joseph og Hyrum blev slået ihjel, gik »mormonismen« ikke til grunde. Troen på Gud, håbet og kærligheden, Guds hus’ ordinancer og det hellige præstedømmes magt gik ikke til grunde. Alt dette havde himlens Gud bestemt.⁹

Guds rige nyder fremgang – ikke tilbagegang.¹⁰

Er der nogen sidste dages hellig eller noget andet menneske, som nogen sinde har set denne kirke, eller dette rige, gå tilbage? … Trods vore udfordringer har dette rige nydt fremgang og trivsel dagen lang lige indtil nu. Skal det nogen sinde have tilbagegang? Nej, aldrig. Herrens Zion står i al sin skønhed, magt og herlighed skrevet i den almægtige Guds hænder, og han har den bestandigt for sit åsyn. Hans forordninger står fast, og ingen kan ændre dem.¹¹

Om end al mørkets magt skal strides mod os, er Herren dog vor ven, og han vil stå os bi og give os styrke til at opbygge Zion og udføre dette værk, indtil Menneskesønnen kommer. Fat derfor mod … Vi må alle være forenet i den sag, som vi kæmper for. Hvis vi er det, skal vi sejre.¹²

Det har ikke altid været en dans på roser. Fra begyndelsen og til i dag har vi været i krig og mødt modgang, men vi og verden behøver ikke at bekymre os for »mormonismen«, for den skal aldrig gå til grunde, førend Herren Jesus Kristus kommer i himlens skyer.¹³

Guld og sølv skal forgå, huse og jorder skal svinde bort, alt timeligt skal forgå, men præstedømmet, frelsen, Guds rige og profeti skal aldrig gå til grunde, men blive opfyldt.¹⁴

Vi er blevet holdt tilbage i åndeverdenen for at opbygge Guds rige i denne uddeling.

Vi er blevet holdt tilbage i åndeverdenen i tusinder af år, for at vi kunne leve i kødet i de sidste dage og opbygge Guds rige. Hvis vi forstår det, hvad tænker vi sidste dages hellige da på? Vi har en stor krig at kæmpe. Lucifer, morgenrødens søn, og alle hans hærskarer er forenet imod os. Sammenlignet med alle jordens indbyggere udgør vi blot en lille håndfuld. Gennem hele verdenshistorie har der kun været få mænd og kvinder, som var tilstrækkelig selvstændige til at forsage det onde og tjene Herren. Men vi er fundet værdige til at blive talt blandt hans folk. Det er derfor på tide, at vi vågner op, iklæder os Guds kraft og det hellige præstedømme og højner dette præstedømme og får de velsignelser, som tilhører det.¹⁵

Der har aldrig været et folk som dette. Der har aldrig været et værk som dette, siden Gud skabte verden. Jo vist, der var været mennesker, som har forkyndt evangeliet, men i tidernes fylde har Herren løftet sin hånd for at oprette sit rige. Dette er den sidste uddeling. Han har ladet mænd og kvinder fremstå for at udføre hans værk, og som jeg så ofte har sagt, er mange af os fra denne verdens skabelse og til den generation, vi nu lever i, blevet holdt tilbage i åndeverdenen.¹⁶

Guds åbenbaringer i Bibelen, Mormons Bog samt Lære og Pagter er ved at blive opfyldt. Vi er ved at opfylde dem. Så lad os da, mens vi er her, være trofaste mod Gud, den store Elohim, som er Gud for jøderne såvel som for ikke-jøderne. Han regner med os og ikke med andre. Han regner med de sidste dages hellige. Hvorfor? Fordi ingen andre har modtaget det evige evangelium i dets fylde. Ingen har sat sig for at opbygge dette rige. Min tro og opfattelse af denne sag er, at vi blev udpeget, før verden blev til – sådan som de fordums apostle blev det – til at komme til verden i kødet og tage dette rige på os, og det må vi gøre eller blive fordømt. Det er vores lod i dag. De himmelske skarer skuer ned på os. Selv Gud og hans søn, Jesus Kristus, og alle apostlene og profeterne, som har beseglet deres vidnesbyrd med deres blod, iagttager dette folk. De lader deres røst lyde for jer, de iagttager jeres gerninger, for de ved udmærket, at jeres bestemmelse er at opbygge dette rige, at opbygge Zion og helliggøre det, helliggøre jorden og berede verden til Menneskesønnens komme.¹⁷

Som sidste dages hellige har vi et storslået værk at udføre.

Joseph Smith … kom som opfyldelse af en profeti og udførte det, som blev forlangt af ham. Han lagde grundvolden til dette værk, modtog præstedømmets og apostelembedets nøgler og enhver nådegave i Kirkens organisation, som kræves for at kunne videreføre den. Vi er kaldet til at bygge videre på den grundvold, som han lagde.¹⁸

Hvis vi kunne åbne vores forstand og skue ud i fremtiden og se dette rige og det, som det nødvendigvis må opnå, og hvad vi må udrette, og de krige, vi må udkæmpe, ville vi helt bestemt se, at vi står over for en stor opgave.¹⁹

Vores særlige kald er at opbygge Zion og berede dets indbyggere til at stå på hellige steder, mens Herrens straffedomme udøses over de ugudelige.²⁰

Det er Guds hensigt og vilje, at de sidste dages hellige skal få en klar forståelse af, at de står midt i Guds sidste storslåede uddeling til menneskene, og at de må få en klar forståelse af de ansvar, som påhviler dem som aktører i den. Og de må aldrig glemme, at alle mørkets kræfter tilsammen aldrig vil kunne forpurre Guds hensigter med hensyn til det værk, som han har løftet hånden for at udføre i den tid og generation, vi lever i. De sidste dages hellige må leve for Herrens åsyn på en sådan måde, at de forstår det hverv, som påhviler os, og de ansvar, som vi må leve op til, for Herren kræver visse ting af os i vor tid og generation, sådan som han har krævet det af sit folk i enhver tidsalder, når han har givet dem det evige evangeliums fylde og det hellige præstedømmets magt og myndighed …

Det er ligeledes Guds vilje, at vi skal betale vores tiende og offergaver. Det er hans vilje, at vi skal adlyde visdomsordet. Det er hans vilje, at vi skal holde budene og forkynde dem for andre. Vi vil blive holdt ansvarlige for alt, hvad vi ikke fik gjort, men som vi burde have gjort, såvel som alt, hvad vi gør. Vi må være ét af hjerte og sind og ikke lade noget timeligt eller åndeligt skille os fra vores kærlighed til Gud og vore medmennesker.

… Vi bør være forenet, og vi bør være optaget af hinandens velbefindende. Vi bør forkynde principperne i Kristi evangelium for vore sønner og vore døtre såvel som for verden og berede os til de forestående begivenheder, som omtales i de åbenbaringer, som Herren har givet os. Han har allerede påbegyndt sin gerning, sit forunderlige værk og under, blandt jordens indbyggere, som omtalt af Esajas (se Es 29:14). Han trækker ikke hånden tilbage, førend hans hensigter er blevet bragt til udførelse.²¹

Vi står over for et stort arbejde, og vi kan kun udføre det, hvis vi lægger alle kræfter og alle talenter og evner i det. Vi må bede Guds ånd om at hjælpe os, for uden denne Ånd formår vi kun ganske lidt.²²

Jeg vil sige jer, at når jeg kigger mig omkring og ser tilstanden i verden på den ene side og det arbejde, som ligger foran os, på den anden side, og det stade, som Guds rige må nå for at opfylde dets endelige mål og Jesu Kristi åbenbaringer, må vores hovedopgave være at opbygge Guds rige og udbrede det …

… Vi må stræbe efter at opbygge riget og ikke alene sikre os vore egne velsignelser, men bestræbe os på at blive befriere på Zions bjerg og forsøge at gøre alt det gode, vi kan, og anstrenge os for at fremme Zions sag og interesse i enhver stilling, som vi er kaldet til at virke i.

Hvis vi handler således, giver Gud os fremgang, og vi skal stedse have fred i sindet, og da skal intet holdes tilbage fra den, som søger Guds riges retfærdighed og velsignelser, sådan som Herren har sagt …

… Vi står over for mange udfordringer, og der skal ske mange omvæltninger på jorden, og riget vokser. Og jeg vil her formane alle sidste dages hellige, som hører mig i dag, til at grunde over jeres tilværelse og granske jeres hjerte og se, om I nyder yndest hos Herren vor Gud. Og lad os derpå til stadighed øge vores tro, håb, retfærdighed og ethvert dydigt princip, som er en forudsætning for, at vi kan klare enhver prøvelse, som vi måtte få for at bevise, at vi er Guds venner – om vi vil holde pagten eller ej. Vi vil blive prøvet fra nu af, og indtil Messias kommer, eller så længe vi lever på jorden.²³

De sidste dages hellige behøver ikke at frygte, hvis blot de vil være tro mod de pagter, som de har sluttet med deres Gud, og nøje efterleve hans principper, der vil vejlede os, mens vi opbygger hans Zion.

Men hvis vi svigter vore pagter og lader hånt om de lærdomme, som han har givet os, da kan I sidste dages hellige være forvisset om, at vi er i stor fare. Guds hensigter bliver ikke forpurret, men vi vil blive hjemsøgt, og de, som fremturer, skal blive forkastet og nægtet enhver lod og del i de velsignelser, som er blevet lovet Zion.²⁴

Herren er med sit folk, men som sidste dages hellig tror jeg ikke, at vi altid påskønner vore privilegier. Vi er blevet bedt om at udføre et arbejde. Herren har lagt dette arbejde i vore hænder, og vi bliver holdt ansvarlige over for himlene og jorden for, at vi bruger de talenter – det lys og den sandhed – som vi har fået.²⁵

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Gennemgå side 23–25. Hvordan er Joseph Smiths profeti ved at gå i opfyldelse? Hvad kan vi lære af præsidentWoodruffs syn?
Hvorfor har profeterne set hen til denne uddeling? Hvorfor er det vigtigt for os at forstå, at »vi lever midt i« den sidste uddeling? (Se side 25–26).
Hvad mener vi, når vi vidner om, at vi tilhører »den eneste sande kirke på hele jorden«? (Side 26; se også L&P 1:30). Hvordan kan vi ydmygt delagtiggøre andre i denne sandhed?
Hvad gør indtryk på dig, når du studerer præsident Woodruffs lærdomme om Kirkens endelige skæbne? (Se side 26–28).
Løb hurtigt side 27–28 igennem, og læg mærke til ting, som skal forgå, og ting, som varer evigt. Hvilke forskelle er der på det, som forgår, og det, som består?
Læs præsident Woodruffs lære om, at vi er blevet »holdt tilbage i åndeverdenen« for at blive født i denne uddeling (side 28–29). Hvilke tanker gør du dig, når du grunder over disse udtalelser?
Se på billedet på side 31. Hvad har dette billede med opbygningen af Guds rige at gøre? Hvilke pligter har vi ifølge præsident Woodruff for at hjælpe til med at opbygge Guds rige? (Se side 29–32).
Læs det sidste afsnit på side 32. Hvilke privilegier nyder vi i denne uddeling? Hvad tror du, det vil sige at »påskønne vore privilegier«?

Relevante skriftsteder: L&P 6:32–34; 64:33–34; 121:26–32; 138:53–56