Kapitel 7

Jesu Kristi forsoning

Jesu Kristi forsoning er frelsens grundlæggende princip og håbets kilde for alle mennesker.

Fra Wilford Woodruffs liv

Da ældste Wilford Woodruff begyndte sit virke som apostel, arbejdede han og hans brødre i USA og i England blandt mennesker, som nærede ærbødighed for Jesus Kristus som Guds Søn og menneskehedens forløser. I erkendelse af at deres tilhørere allerede havde en grundlæggende tro på Jesu Kristi forsoning, fokuserede de på emner som fx profeten Joseph Smiths kald, fremkomsten af Mormons Bog og præstedømmets gengivelse.¹ Men når nogle mennesker betvivlede læren om forsoningen, modbeviste ældste Woodruff deres påstande med kraft og klarhed. Han vidnede om, at »målet med Kristi mission på jorden var at bringe sig selv som et offer til menneskehedens forløsning fra den evige død.«²

I 1845 udgav et medlem af Kirken på De Britiske Øer en pjece i et forsøg på at bevise, at det ikke var nødvendigt, at Jesus Kristus skulle lide og dø for at forløse menneskene. Ældste Woodruff, som på daværende tidspunkt præsiderede over De Britiske Øer, modbeviste offentligt denne påstand i en artikel, som hed »Rationality of the Atonement« (Forsoningens logik). Ved at udgive artiklen håbede han at sikre, »at [Kirkens] opfattelse af emnet med rette måtte blive forstået af alle, og at Guds hellige må være beredt til at modstå angrebene fra den store fjende af menneskenes frelse, såvel som for i al evighed at berolige dem, som tror på Guds åbenbaringer.«³ Hans ord, som både fordømte den falske lære og priste Frelseren, afslørede hans vedvarede kærlighed til Herren og hans dybe taknemlighed for forløsningsplanen.

Han udtrykte sorg over, at den, som havde forfattet pjecen, »var så forblindet af mørkets kræfter, at han havde forvildet sig væk fra Guds riges orden og råd.« Han sagde: »Det ville være meget bedre for et menneske at blive frataget alle talenter, end at bruge dem i et forsøg på at bevise, at Kristi forsoning er uden virkning, og at undergrave frelsens grundlæggende princip, sådan som han har gjort.«⁴

Det meste af ældste Woodruffs artikel bestod af skriftsteder og anførte et »væld af vidnesbyrd« fra de fordums profeter og fra Herren selv.⁵ Han skrev, at læren om forsoningen »ikke alene var et tema, som de gamle profeter og Guds tjenere glædede sig over at dvæle ved, men at det var selve kilden til deres håb og den drivkraft, hvorfra de hentede styrke og støtte.«⁶

Wilford Woodruffs lærdomme

Jesus Kristus kom efter sin Faders vilje til jorden for at forløse os fra følgerne af faldet.

Jeg tror på, at den Almægtige vidste, hvad han ville stille op med denne verden, før han skabte den. Han vidste, hvilken slags ånder, der skulle bebo den, og hvilken slags arbejde, der skulle udføres for at frelse sine sønner og døtre, som skulle komme til verden. Og når vi læser beretningen om Guds måde at handle med menneskene på fra verdens skabelse til denne uddeling, ser vi, at Faderen har arbejdet på at velsigne sine sønner og døtre. Han lod sin enbårne Søn dø for at forløse verden. Det var et offer, som kun Gud selv kunne bringe. Og i disse sidste dage har han påbegyndt organiseringen af den store, sidste uddeling – den største af alle uddelinger.⁷

Vi har fået at vide af Frelseren selv, hvad Faderens hensigt var med, at han skulle komme til verden. »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham« (Joh 3:16–17).

De åbenbaringer, som Gud har givet mennesket, viser med al tydelighed, at Gud og de evige verdener styres ved celestial lov,og for at mennesket kunne tåle den samme herlighed som han selv, var det nødvendigt, at han måtte holde den samme lov: »Det, der regeres ved lov, bevares også ved lov og fuldkommengøres og helliggøres også derigennem« (L&P 88:34). Men mennesket overtrådte Guds lov og pådrog sig med rette forbandelsen for ulydighed, hvorfra han var ude af stand til at forløse sig selv, ej heller kunne intet mindre end et uendeligt offer sone for hans fald.

Konsekvensen af denne ulydighed var som bekendt døden, og denne forbandelse er gået i arv til alle Adams efterkommere. Lad os huske på, at mennesket underkaster sig denne straf uafhængigt og uden nogen medfødt kraft til at udvirke sin opstandelse og genindtrædelse i Guds nærhed og herlighed. Han er nu i dødens vold og rige og for at vinde sejr over døden måtte en, som var mere hellig og ren end den, som havde overtrådt, komme ind i dødens rige for derved at tilintetgøre dette rige, og medmindre dette skete, måtte døden have evig magt over menneskene. Det kræver ikke mange argumenter at bevise, at Guds Søn i enhver henseende var kompetent til at udføre denne opgave, eftersom han var ren, hellig og ulastelig. Og at han var den, som var blevet udpeget til at gøre dette, underbygges til fulde af Johannes’ vidnesbyrd om ham: »Se, dér er Guds lam, som borttager verdens synd« (se Joh 1:29), således at »ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus« (1 Kor 15:22) …

… Det [er] fuldt ud blevet fastslået og er ved et væld af vidnesbyrd blevet hævet over enhver tvivl… fra Guds åbenbaringer, givet i forskellige uddelinger og tidsaldre og på forskellige steder på kloden, at målet med Kristi mission på jorden var at bringe sig selv som et offer for at forløse menneskeheden fra evig død, og at det var i fuldstændig overensstemmelse med Faderens vilje, at et sådant offer måtte bringes. Han adlød nøje Faderens vilje på alle måder fra begyndelsen, og han drak af det bitre bæger, som han fik. Herved åbenbares herlighed, ære, udødelighed og evigt liv tillige med den kærlighed, som er større end tro og håb, for Guds lam har derved gjort det for mennesket, som [mennesket] ikke selv var i stand til at gøre.⁸

Vi kan kun få ophøjelsens gave i kraft af Jesu Kristi forsoning og ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer.

Vi må som folk være klar over, at vor Fader i himlen har gjort alt, hvad han kunne, for menneskeslægtens frelse. Han har kundgjort alle love, som er nødvendige for menneskets ophøjelse og herlighed, og har ved lov gjort alt, hvad der kan gøres… Jesus døde for at forløse alle mennesker, men for at de kan få gavn af hans død, og for at hans blod kan rense dem fra al synd, som er begået i kødet, må de adlyde evangeliets lov. Vi er ved Kristi blod blevet forløst fra Adams synder, og for at opnå frelse må vi være lydige og trofaste mod evangeliets forskrifter.⁹

Hvis jeg nogen siden opnår frelsen i sin fylde, er det fordi, jeg har overholdt Guds love.¹⁰

Retfærdigheden har i første omgang krævet sit, og Guds ord er blevet bekræftet: »Den dag du spiser af det, skal du dø!« (Se 1 Mos 2:17). På den anden side er der blevet vist barmhjertighed, og Gud har vist sin kærlighed ved at bryde dødens bånd, hvorved menneskets ånd og legeme genforenes. De retfærdiges ånder opnår en ophøjelse i Guds og Lammets nærhed i de samme tabernakler [fysiske legemer], som de sled, arbejdede og led i, mens de var på jorden. Uden denne sammenføjning er det umuligt for menneskenes sjæle af opnå en fylde af herlighed. Der er en herlighed knyttet til dette, som bliver en evig kilde til glæde for alle indbyggere i det celestiale rige. Men de, som forkaster Kristi evangelium og ringeagter den barmhjertighed, som han tilbyder, deres ånd må i den sidste opstandelse vende tilbage til deres legemer og modtage deres straf i sin fylde i de samme tabernakler, som de boede i, mens de bekrigede Gud. Vi formaner derfor alle, som måtte høre disse ord, til at omvende sig fra deres synder og adlyde Guds Søns evangelium.¹¹

Hvad går det evangelium ud på, som Jesus selv forkyndte? Det allerførste princip var tro på Messias. Det var det første princip, som blev forkyndt for mennesket. Da Adam efter at være blevet fordrevet fra Edens have drog til Adam-ondi-Ahman for at bringe et slagtoffer, spurgte Herrens engel ham, hvorfor han gjorde det. Adam svarede, at han ikke vidste hvorfor, blot at Herren havde givet ham befaling derom. Han fik da at vide, at blodet af tyre og bukke og af væddere og lam skulle hældes ud over alteret som et sindbillede på det store og sidste offer, som skulle bringes for verdens synders skyld (se Moses 5:4–7). Det første princip, som blev forkyndt for fader Adam, var da tro på Messias, som skulle komme i tidens midte for at sætte livet til som løsesum for mennesket. Det andet princip var omvendelse. Og hvad er omvendelse? Det er at aflægge sin synd. Den, som omvender sig, hvis han bander, holder op med at bande, eller hvis han er tyv, holder op med stjæle. Han tager afstand fra alle tidligere synder og begår dem ikke igen. Det er ikke omvendelse at sige: Jeg omvender mig i dag, og stjæler i morgen. Det er verdens omvendelse, som vækker Guds mishag. Omvendelse er det andet princip.

Jeg har hørt mange mennesker sige, at det ikke er nødvendigt med nogen ordinancer, men at tro på Herren Jesus Kristus alene er tilstrækkeligt til at blive frelst. Det fremgår efter min opfattelse ikke af nogen åbenbaring fra Gud til menneskene, hverken fordum eller nutidig. Tværtimod forkyndte patriarkerne og profeterne samt Jesus Kristus og hans apostle tro på Kristus, omvendelse og dåb til syndernes forladelse. Dåb til syndernes forladelse er en af evangeliets ordinancer. En siger: Dåb er ikke nogen forudsætning for frelse. Jesus nøjedes ikke med at forkynde det, men overholdt selv dette krav. Han blev dog ikke døbt til syndernes forladelse, men, som han sagde, »for [at] opfylde al retfærdighed «. Således var han i denne som i alle andre henseender et forbillede for alle disciple (se Matt 3:15). Når et menneske lever efter evangeliets principper, er han værdig til at modtage Helligånden, og denne hellige gave overdrages i dag, som den blev det i fordums tid ved håndspålæggelse af mænd, som har myndighed til at forrette evangeliets ordinancer. Disse er evangeliets første principper, som vi sidste dages hellige tror på og forkynder for vore medmennesker.¹²

Når mennesket formanes til at omvende sig fra deres synder, gælder formaningen deres egne personlige synder, ikke Adams overtrædelser. Ved Kristi død blev der sonet for det, som kaldes arvesynden, uden hensyn til et menneskes egne gerninger. Ved det samme offer blev der også sonet for menneskets egne synder, men på betingelse af hans lydighed mod den evangeliske frelsesplan, når den forkyndes for ham.¹³

Alle menneskenes børn, som [har nået] ansvarlighedsalderen, er skyldige i synd, eftersom alle er lige så tilbøjelige til at handle ondt som gnister, der stiger til vejrs. »Hvad skal vi gøre for at blive frelst?« råbte de, som hørte Peters forkyndelse på pinsedagen (se ApG 2:37), og det samme kan man sige gælder for alle mennesker i enhver generation. Svaret er: Adlyd evangeliets love. Det er det sikre middel, som er givet til frelse for menneskeslægten.¹⁴

Jeg føler, at vi som folk bør juble, og at vi bør påskønne disse gaver og velsignelser, som Gud har lagt i vore hænder, og vi bør bestræbe os på at højne vore kald og som folk indfri vor himmelske Faders forventninger og vore forfædres forventninger …

… Kristi evangelium er en af de største velsignelser, som kan skænkes mennesket. Evigt liv, siger Herren, er Guds største gave (se L&P 14:7). Det kan vi kun opnå ved lydighed mod dette evangelium. Det er vores velsignelse, søskende.¹⁵

Det er min oprigtige bøn, at vor Guds velsignelser må skænkes os i tide, at når livet er til ende, og vi skal gå gennem sløret, at vi da har gjort alt det, som blev forlangt af os og være parate til at dvæle med de helliggjorte og de retfærdige, som er gjort fuldkomne ved Lammets blod.¹⁶

Vi kan blive fuldkomne i Kristus i kraft af forsoningens fortjenester.

Der er ingen anden, der har magt til at frelse menneskenes sjæle og give dem evigt liv uden Herren Jesus Kristus under befaling fra sin Fader.¹⁷

Det bør være vores fornemste opgave at huske på livets ord, så vi kan gå frem i nåde og øge vores kundskab om Gud og blive fuldkomne i Kristus Jesus, så vi kan modtage en fylde og blive Guds arvinger og Jesu Kristi medarvinger (se Rom 8:16–17).¹⁸

Søskende, er vi ikke Guds sønner og døtre, og skal vi ikke, hvis vi er trofaste, være ligesom han, når han åbenbares? (Se 1 Joh 3:2). Jo, og når den herlige dag oprinder, da skal vi endnu engang have det privilegium at stå på denne jord og med glæde og taksigelse møde … tusindvis af andre, som har vasket deres klæder hvide i Lammets blod, og som i kraft af hans forsonings fortjenester er blevet salvet til konger og præster for Gud og sammen med ham regerer ophøjet i hans rige. Må vi alle blive fundet værdige til denne belønning, og må vi, mens vi rejser gennem denne foranderlige og sorgfulde verden, lægge vores tilværelse an efter de værdiges … og frem for alt følge i fodsporene på det store eksempel på al retfærdighed, vor Herre Jesus Kristus. Hans nåde være med jer alle for evigt.¹⁹

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Hvad fortæller beretningen på side 63-65 om præsident Woodruffs følelser for Jesus Kristus?
Gennemgå lærdommene på side 65-66. Hvad har præsident Woodruff sagt om vores behov for Frelserens forsoning?
Løb kapitlet igennem, og studér nogle af de skriftsteder, som står anført nederst på denne side. Læg mærke til udtryk, som beskriver, hvad Jesus Kristus måtte udholde for at frelse os alle fra fysisk død og tilbyde os frelse for vore synder. Hvad føler du, når du grunder over det, som Frelseren har gjort for dig?
Hvad kan du sige til en, som hævder, at »det ikke er nødvendigt med nogen ordinancer, at tro på Herren Jesus Kristus alene er tilstrækkeligt til at blive frelst«? (Se side 67-70).
Læs det sidste afsnit i dette kapitel (ovenfor), og læg særlig mærke til udtrykket »hans forsonings fortjenester«. Studér dernæst 2 Nephi 2:6–8 og Alma 22:14. Hvordan øger disse lærdomme din forståelse af forsoningen?
Hvordan har dit vidnesbyrd om Frelserens forsoning påvirket dig i din tilværelse?

Relevante skriftsteder: I artiklen, som er nævnt på side 63 og 65, citerede eller henviste ældste Woodruff til følgende skriftsteder om Jesu Kristi forsoning: Job 19:25; Matt 26:28; 27:52; Joh 1:29; 3:16–17; ApG 2:23; 4:12; 20:28; Rom 3:24–25; 1 Kor 15:22; Gal 3:17–24; Ef 1:7; Kol 1:19–20; Hebr 9:28; 10:7-10, 29; 11:26, 35; 1 Pet 1:18–21; 1 Joh 2:2; Åb 1:5; 5:9–10; 13:8; 1 Nephi 10:5–6; 11:32–33; 2 Nephi 2:26; 9:3–14; 26:23–24; Jakob 6:8–9; Mosiah 3:11, 16–18; 15:19–20; 18:2; Alma 7:12; 11:42; 21:9; 34:8–15; 42:13–17; 3 Nephi 11:9–11; 27:14; Mormon 9:13; Ether 3:14; Moroni 10:33; L&P 18:10–11; 19:16–19; 35:2; 38:4; 45:3–4; 88:34