Kapitel 23

»Af ét hjerte og ét sind«

Når vi er forenet i evangeliet, er vi rede til at modtage himlens rigeste velsignelser.

Fra Wilford Woodruffs liv

Præsident Wilford Woodruff holdt meget af at være sammen med andre medlemmer af Kirken. Mange af hans dagbogsnotater viser, at han var taknemlig for det »sammenhold og den kærlighed « han følte ved Kirkens møder.¹ Efter et sådant møde skrev han engang, at to af talerne måtte gå, fordi de havde en anden aftale. De var nær kommet for sent til deres aftale, fordi »de knap kunne komme af sted, så mange var der, som ønskede at trykke dem i hånden.« Om det samme møde skrev han: »Herrens ånd var blandt os. Kærlighed og harmoni gennemstrømmede forsamlingen. Jeg glædede mig ved at se så mange hellige forenet i den nye og evige pagt.«²

Præsident Woodruff håbede at opleve, at denne følelse af samdrægtighed ville brede sig fra Kirkens møder til alle aspekter af livet. I sine offentlige taler og sit daglige eksempel opmuntrede han de hellige til at være forenede i deres hjem, i deres kirkekaldelser og i deres timelige arbejde. Matthias F. Cowley har skrevet: »Efter hans mening var der ikke plads til splid, ængstelse og kiv. Det var Guds værk – det var nok. Der var de behørigt udpegede myndighedspersoner. De havde fået ansvaret for riget. Han bekymrede sig derfor ikke om, at andre mente, at de manglede visdom. Han var ikke grisk, og økonomisk modgang kunne efter hans opfattelse aldrig komme i vejen for Guds hensigter, og han gik ikke op i, hvor meget af denne verdens gods han tilegnede sig. Et herligt budskab var blevet bragt til jorden, og han ønskede, at alle skulle kende dets værdi for menneskeslægten og forstå frelsens velsignelser for dem, som viste lydighed.

Wilford Woodruff følte sig altid malplaceret, når der herskede splid. Han afskyede det og brød sig ikke om at være sammen med folk, som var tilbøjelige til at finde fejl, kritisere og beklage sig. Det mente han ikke, at der var grund til. Han havde let ved at komme overens med sine brødre. Han stillede aldrig urimelige krav, havde aldrig nogen skjult dagsorden og nølede aldrig, når noget vigtigt skulle gøres. Han var loyal over for profeten og tro mod sine brødre.«³

Wilford Woodruffs lærdomme

Der hersker enighed blandt Guddommens medlemmer og i det celestiale rige.

Til de fordums apostle og til apostlene i vor tid har Frelseren sagt: »Jeg siger jer: Vær ét, og dersom I ikke er et, er I ikke mine« (L&P 38:27). »Jeg og Faderen er ét« (Joh 10:30). Her er et princip, som jeg mener er meget vigtigt for os som et folk og som kirke her på jorden. Trods al den splittelse og al den utilfredshed og den strid og de modsætninger, som hersker blandt jordens magter, eller som er blevet åbenbaret fra himlen, har jeg aldrig hørt, at det er blevet åbenbaret for menneskene, at der hersker nogen splittelse mellem Gud Faderen, Gud Sønnen og Gud Helligånden. De er ét. De har altid været ét. De skal altid være ét, fra evighed til evighed. Vor himmelske Fader er overhovedet og årsag til frelse for menneskenes børn og har skabt og befolket verden og givet jordens indbyggere love.⁴

Jesus var ét med Faderen. Han siger: »For jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig« (Joh 6:38). Denne samdrægtighed mellem Faderen og Sønnen er aldrig blevet brudt. Den første åbenbaring til Joseph Smith var Faderen og Sønnen. Himlen blev åbnet, og Faderen viste sig sammen med sin Søn for Joseph som svar på hans bøn, og han pegede på sin Søn og sagde: »Denne er min elskede Søn. Hør ham!« (Se Joseph Smith – Historie 1:17).⁵

Der er et celestialt rige, et terrestrialt rige og et telestialt rige. Solen har sin glans, månen har sin glans, og stjernerne har deres glans, og ligesom stjerne adskiller sig fra stjerne i glans, således er det også med de dødes opstandelse (se 1 Kor 15:41–42). I Guds celestiale rige hersker der enighed – der hersker harmoni.⁶

Hvem forventer at få 30 tønder land for sig selv i Guds rige eller i himlen, når vi kommer der? Det skal ingen forvente for i det rige i himlen eller på jorden, finder vi enighed, og Herren kræver af os, at vi forener os efter principperne i hans celestiale lov.⁷

Profeter må være i harmoni med Guddommens medlemmer, og alle Kirkens medlemmer bør stræbe efter samme samhørighed.

Ved at læse beretningerne i Bibelen, Mormons Bog og Lære og Pagter om Guds færd med menneskene kan vi se, at fra fader Adams tid har Herren i enhver uddeling ladet en gruppe mænd fremstå, som han har overdraget sit præstedømme og givet magt og myndighed til at udføre sit værk på jorden blandt menneskenes børn. Og disse mænd har tillagt sig principper om samhørighed med Gud, med Guds Søn og med Helligånden. Helligånden blev overdraget fader Adam. Han blev fyldt med den, da han på sine sidste dage velsignede de af sine sønner, som var højpræster, og de øvrige af sine efterkommere (se L&P 107:53–56).

Fader Adam, Enok, Moses, Noa, Abraham, Isak og Jakob og alle de gamle patriarker og profeter var forpligtet til at rådføre sig med Gud. De måtte nødvendigvis søge Herren, for medmindre de kommunikerede med ham, var de ikke skikket til at gøre deres pligt. De var afhængige af, at Herren gav dem åbenbaring, lys og undervisning, for at de kunne have magt til at føre Guds bud ud i livet. Denne samhørighed, som Herren krævede af de gamle patriarker og profeter, og som Jesus krævede af sine apostle, blev krævet af Joseph Smith og hans brødre. Det er blevet krævet af alle Guds hellige fra verdens skabelse til i dag.⁸

Jeg er klar over, at denne kirkes præsidentskab står mellem dette folk og Herren, for de er overhovedet, og jeg er klar over, at Gud åbenbarer dem sin vilje, og derfor bør vi søge lys og information hos dem. Overhovedet kan være fyldt med lys, inspiration, åbenbaring og Guds vilje, men hvis de ledere, som står under dem, og hvis vi selv forsømmer vore pligter og ikke er i stand til at modtage dette lys, ser I da ikke, at floden er opdæmmet ved udspringet? Der er ingen strøm eller noget middel, hvorved lyset kan strømme ind i legemets lemmer og grene.

Jeg er klar over, at det ikke alene påhviler os, som har præstedømmet, men også dette folk i almindelighed, at vi fremstiller os selv i ydmyghed og tro for Herren, så vi kan opnå de velsignelser, som er holdt i beredskab til os, og at vi kan opnå alt det lys, den kundskab, den tro, den intelligens og kraft, som er nødvendig for vores frelse ved ydmyghed, lydighed og underkastelse af Guds vilje. Vi bør søge dette, sådan at vores sind må være beredt og vores legeme være skikket til at tage imod Helligånden, så Guds Ånd må flyde frit gennem hele legemet fra hoved til fod. Når dette er tilfældet, skal vi alle se på samme måde, føle på samme måde og være på samme måde og blive ét, hvad evangeliet og Guds rige angår, ligesom Faderen og Sønnen er ét, og da skal dette folk begynde at se den stilling og det forhold, som vi har til hinanden og til Gud, og føle vigtigheden af at passe vore pligter, og vi skal villigt træde frem og udnytte vores tid, gøre god brug af vore talenter og opnå de velsignelser, som Herren ønsker, at vi skal nyde; men ser I ikke, at hvis medlemmerne sover og er lade og ikke lever op til deres privilegier, og Guds Ånd begynder at flyde fra udspringet til dette legeme, at den hurtigt bliver spærret og opdæmmet?

Vi kan spore dette princip gennem Guds kirke og rige, og I kan indføre det i familiens ledelse … Det er ligesom vintræet med dets grene og kviste (se Joh 15:1–11). Det er et meget godt billede på retfærdighedens princip.

For at vi kan blive rede til at gøre Guds vilje og være i stand til at opbygge hans rige på jorden og bringe hans hensigter til udførelse, må vi ikke alene blive ét og handle som med ét hjerte, men vi må også få Guds hellige Ånd og kende Guds hensigt med os og være ledt og styret af den i alle vore gerninger og handlinger for at være i sikkerhed og sikre os frelse.⁹

Enighed giver styrke.

Jeg tror ikke, at det kræver mange argumenter at overbevise os om, at enighed er lig med styrke, og at et forenet folk har en kraft, som et delt folk ikke besidder.¹⁰

Vi bør være forenede og stå sammen under den modgang, som vi skal møde.¹¹

Der er ikke givet de ugudelige magt til at bringe ondt over os, hvis vi er forenede.¹²

Babylon kan være splittet, jordens indbyggere kan få al den splid, de ønsker, men de skal høste følgerne af en sådan splittelse, og har gjort det siden tidernes morgen. By efter by og folkeslag efter folkeslag er gået til grunde under den Almægtiges straffedomme, når de er blevet modne i ugudelighed, som tilfældet var med Sodoma og Gomorra, Babylon, Nineve, Tyrus og Sidon og mange andre af oldtidens byer og lande. Det skal ikke gå Guds hellige vel, medmindre de er forenede.¹³

Efterhånden som Kirken vokser og Guds rige bliver mere fuldt ud grundfæstet, bliver det stadig mere indlysende, at der må herske enighed blandt dens medlemmer. Det er absolut nødvendigt, at der ikke alene bør herske en foregiven enighed, men en sammenknytning af hjerte og sjæl blandt alle præsidenter, råd og grene i Kristi kirke for at kunne opnå Guds hensigt med hensyn til at opbygge Zion eller opnå de velsignelser, som det er deres ret at nyde, for I, den Allerhøjestes hellige, skal vide, at himlen er lukket for ethvert præsidentskab, kvorum, råd eller gren, som er splittet af hjerte, indstilling og følelse, og skal forblive således, og velsignelserne skal holdes tilbage, indtil dette onde er fjernet, for Herren vil aldrig udøse himlens rigeste velsignelser og præstedømmet og evangeliets gaver, [uden] efter det princip, som Guds celestiale lov kræver … Ved Guds helliges forenede indsats alene i denne sidste uddeling skal Zions opbygning blive gennemført, og Guds rige på jorden skal blive beredt til en forening af Guds rige i himlen, og således skal den kæde, som har sammenkædet himlens hærskarer, forlænges og favne alle, som har været lydige mod Guds befalinger.¹⁴

Vi bør være forenede i lære, i vores arbejde i Guds rige samt i vores kærlighed til hinanden.

Lære

Jeg glæder mig altid over at se mine medmennesker komme til kundskab om sandheden ved lydighed mod evangeliet, sådan som det forkyndes af Herrens tjenere. Når mennesker er gået i dåbens vande og har fået overdraget Helligåndens gave ved håndspålæggelse, får de den samme sandhed og det samme lys, som vi har fået, og således bliver vi af ét hjerte og ét sind og følger Helligåndens inspiration, som vidner om hans evangelium. Himlens inspiration hviler på dem, som forkynder evangeliet og forretter ordinancerne i Herrens hus, og den følger dem i alle livets gøremål, hvis de er trofaste.

Når jeg hører brødre tale om Guds færd med den nuværende generation, fornemmer jeg, at de har samme opfattelse. Det vidnesbyrd, de bærer, er det samme og stemmer overens. De er ét, når de siger, at Herren vor Guds værk skal sejre over alle dets fjender.¹⁵

Der er en bestemt forudsætning for at kunne forkynde evangeliet: Man kan udsende tusind ældster, og alligevel underviser de i de samme lærdomme. De arbejder alle for at opbygge den samme kirke. De er forenede; deres tro, deres lærdomme og Kirkens organisation er blevet kundgjort dem ved Guds åbenbaringer, derfor ser de ens på evangeliets principper … Vores enighed og samhørighed er et af de smukkeste kendetegn ved Guds rige.¹⁶

Arbejde i Guds rige

Vi må opbygge dette rige ved enighed og ved trofast at følge dem, som er udpeget til at lede os, ellers bliver vi spredt. Guds velsignelser bliver taget fra os, hvis vi handler anderledes.¹⁷

Det er min pligt at have fællesskab med Gud, hvor svagt et redskab i Guds hænder jeg end er. Det er min pligt at have Guds kraft. Når jeg har det, bør mine rådgivere stå ved min side og hos mig. Vi bør være af ét hjerte og sind i alle forhold, timelige såvel som åndelige, som vi udsættes for i vores arbejde for Guds kirke og rige. Og jeg er glad for at kunne sige, at dette har været tilfældet, siden jeg blev kaldet til denne stilling, eller siden [dette] præsidentskab blev organiseret. De Tolv Apostle står sammen med os. Det er deres pligt at være af ét hjerte og ét sind. De har ikke ret til andet. De kan ikke være andet og samtidig nyde Guds yndest. De bør være ét med os, og vi ét med dem. De har deres rettigheder, de har deres handlefrihed. Men når Kirkens præsidentskab siger til en af dem: »Dette er Herrens ord,« eller »Dette er det rigtige at gøre,« bør de acceptere det og arbejde sammen med os. Guds lov kræver, at vi er forenede på denne måde. Det er også halvfjerdsernes pligt at være forenet med De Tolv Apostle. Halvfjerdserne pålægges af apostlene at drage ud og arbejde i Herrens vingård, og de arbejder sammen. Sådan er det brødre og søstre med alle Kirkens organisationer. Der bør herske enighed. Der bør ikke herske nogen uenighed og disharmoni. Hvis der gør det, har det ikke Herrens behag, og vores arbejde hindres.¹⁸

Overalt på jorden kan vi se, hvad følgerne af splittelse er. Jo mere nationer, lokalsamfund, familier eller grupper af mennesker i en hvilken som helst egenskab under himlen er splittede, des mindre magter de at gennemføre et hvilket som helst tænkeligt princip. Og jo mere enighed der hersker, det være sig inden for lovgivning eller på et hvilket som helst andet felt, des mere magter de at gennemføre, hvad de ønsker. Vi kan se, at verdens befolkning bliver mere og mere delt hver dag, og de onder, som udspringer heraf, ses overalt. Det påhviler os at opbygge Zion, og vi kan ikke opbygge det, medmindre vi er forenede, og i denne forening må vi udføre Guds befalinger til os, og vi må adlyde dem, som er sat til at lede Guds rige …

… Principperne i Jesu Kristi evangelium, som er blevet åbenbaret i vor tid, er Guds kraft til frelse for alle, som tror, både jøde og ikke-jøde, i denne tidsalder såvel som i enhver anden, og dersom vi er forenede om at praktisere de råd, vi har fået, kan vi overvinde ethvert onde, som ligger på vor vej, opbygge Zion og bringe os i en situation, hvor vi kan blive frelst.¹⁹

Kærlighed til hinanden

Vær rare mod hinanden. Lad være med at finde fejl hos hinanden … Støt hinanden.²⁰

Der bør ikke herske selviskhed i nogen familie: »Jeg er ligeglad med, hvad der sker med dette eller hint, blot jeg får min vilje.« Det er selviskhed. Det skaber splittelse og strider mod det at være en af Guds hellige. Vi bør alle arbejde på at lægge sådan følelser fra os i vores familie og i stedet stræbe efter at fremme det, der tjener hele familiens interesse.²¹

Hvis vores religion ikke får os til at elske vores Gud og vores næste og at handle retfærdigt og retskaffent mod alle mennesker, er vores bekendelse forgæves. Apostlen siger:

»Hvis nogen siger: ›Jeg elsker Gud,‹ men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set« (1 Joh 4:20).

Vi kan bedst vise kærlighed til vores Gud ved at efterleve vores religion. Det er nyttesløst at bekende, at man elsker Gud, hvis man samtidig taler ondt om hans børn eller øver uret mod dem. De hellige pagter, vi har indgået med ham, pålægger os nøje de pligter, som vi har over for hinanden, og religionens store formål er at lære os, hvordan vi udfører disse pligter, så den bringer os den største lykke for os selv og for vore medmennesker. Hvis vi iagttager vores religions forpligtelser, så hverken taler eller handler vi på en måde, som gør vores næste fortræd. Hvis de sidste dages hellige levede, som de burde, og som deres religion lærer dem at leve, fandtes der i ethvert bryst broderlig og søsterlig hengivenhed og kærlighed. Der fandtes ikke bagtalelse blandt os, men fred og kærlighed og velvilje ville herske i vore hjerter og boliger og bosættelser. Vi ville være det lykkeligste folk på jorden, og himlens velsignelser og fred ville hvile på os og på alt, hvad der tilhører os.

Hvis der findes sorg og nag og splid og had blandt os, findes det kun, fordi vi ikke overholder den religion, vi bekender os til. Det er ikke frugten af den. Hvor disse onder findes, er der et presserende behov for omvendelse …

Som sidste dages hellige er det vores almindelige skik at nyde nadveren en gang om ugen. Hvis Herrens ord, ham som vi erindrer, når vi helligholder denne hellige ordinance, iagttages, kan ingen, som har overtrådt, få lov til at deltage, førend han har forligt sig. Det er Herren Jesu udtrykkelige befaling, at ingen uværdig skal få lov til at spise af hans kød og drikke af hans blod (se 3 Nephi 18:28–32). Man kan ikke forestille sig en mere fuldkommen måde at hindre, at der findes upassende følelser og forurettelser blandt brødre og søstre. Hvis de hellige gør deres pligt, bilægges alle uenigheder inden Herrens dag, hvor de samles for at nyde nadveren til erindring om ham.²²

Jeg opfordrer alle hellige til, at vi i forening iagttager vor Herres ord, som de findes i det 12., 13. og 14. vers af [15. kapitel] af Johannesevangeliet. Hvis vi elsker hinanden, sådan som Kristus har elsket os, kan vi let forlige enhver trætte, som måtte opstå blandt os, tilgive hinanden og være fyldt af barmhjertighed. Lys, kærlighed, glæde, enighed, fred og fællesskab skaber stabilitet i vor tid. Det er meget bedre i Guds, engles og menneskers øjne, end at vi strides på grund af vore brødres fejl.²³

Vi bør være af ét hjerte og af ét sind og ikke lade noget timeligt eller åndeligt skille os fra vores kærlighed til Gud og mennesker.²⁴

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Gennemgå det første afsnit på side 231. Hvilke lignende oplevelser har du haft?
På hvilke måder er vor himmelske Fader, Jesus Kristus og Helligånden »ét«? (Se side 233-234).
På hvilke måder er profeterne forenet med Guddommen? (Se side 234-235). Hvordan kan vi alle opnå en sådan samhørighed? (Se side 235-236).
Gennemgå side 234-236, og læg mærke til præsident Woodruffs ord om 30 tønder land, en flod og et vintræ. Hvad kan vi lære af disse sammenligninger?
Læs afsnittet midt på side 236. Hvilke erfaringer har vist dig, at »enighed er lig med styrke«?
Tænk over eller tal om de forskellige baggrunde, egenskaber, interesser, talenter og pligter, som medlemmerne i din egen menighed eller familie har. Hvordan tror du, at sådanne mennesker kan blive forenet for evigt?
Hvilke velsignelser får vi, når vi er forenet i vores hjem? I vore kirkeorganisationer? Hvilke konsekvenser får splid i hjemmet og i Kirken?
Hvilke materialer udarbejder Kirken for at gøre det lettere for os at være forenede i de principper, vi lærer? Hvad kan vi gøre for at sikre, at vores undervisning er forenelig med de nutidige profeters lærdomme?
Hvorfor er det umuligt at sige, at vi elsker Gud, men hader vores bror? (Se side 239).
Læs det andet hele afsnit på side 240. Hvordan gør nadveren os mere forenede?

Relevante skriftsteder: Sl 133:1; Mosiah 18:21; 3 Nephi 11:28–29