Kapitel 4

Det hellige præstedømmes magt og myndighed

Gud overdrager præstedømmet til sit folk til deres velsignelse og ophøjelse.

Fra Wilford Woodruffs liv

I sin ungdom længtes Wilford Woodruff efter at finde en kirke med ægte præstedømmemyndighed – med »magt i himlene og på jorden.«¹ I en tale, han holdt i 1889, sagde han:

»Som barn gik jeg i søndagsskole … I søndagsskolen læste jeg Det Nye Testamente. Jeg lærte vers efter vers og kapitel efter kapitel. Hvad lærte jeg af dette testamente? Jeg lærte om livets og frelsens evangelium. Jeg lærte om et evangelium, som havde magt i himlene og på jorden. Jeg lærte, at Kirken bestod af profeter, apostle, hyrder og lærere og med nogle til at hjælpe og andre til at lede. Hvorfor? ›For at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde‹ (se 1 Kor 12:28; Ef 4:11–13).

Det var, hvad jeg lærte, og det gjorde indtryk på mig. Jeg troede på det, skønt jeg aldrig havde hørt nogen præst eller teolog på jorden forkynde det. I min tidlige ungdom gik jeg til møder i næsten ethvert trossamfund, der fandtes. Engang var jeg til et af disse stormøder, som undertiden blev holdt i Connecticut, hvor 40-50 præster fra forskellige trosretninger var samlet. De bad Gud om en vækkelse og om mange andre ting. Ved dette møde fik alle mulighed for at stille spørgsmål. Jeg var ikke ret gammel. Jeg rejste mig, trådte ud på midtergangen og sagde til præsterne: ›Mine venner, kan I sige mig, hvorfor I ikke argumenterer for den tro, som engang blev forkyndt for de hellige? Kan I sige mig, hvorfor I ikke fremfører det evangelium, som Jesus Kristus forkyndte, og som hans apostle forkyndte? Hvorfor argumenterer I ikke for en religion, som giver jer magt for Gud, kraft til at gøre de syge raske, til at gøre de blinde seende, til sætte den lamme i stand til at gå, og som giver jer Helligånden og de nådegaver, som er blevet tilkendegivet, siden verden blev skabt? Hvorfor lærer I ikke folk de principper, som de gamle patriarker og profeter forkyndte, da de modtog åbenbaringer fra Gud? De fik besøg af engle, de havde drømme og syner, og de modtog hele tiden åbenbaringer, som ledte dem ad den sti, de skulle vandre.‹

Den øverste ældste sagde: ›Unge mand, du ville være meget klog og kunne gøre megen nytte på jorden, hvis du ikke troede på alt det vås. Alt dette blev givet menneskenes børn i verdens mørke tidsaldre, og det blev givet netop for at oplyse menneskenes børn på den tid, for at de måtte tro på Jesus Kristus. I dag lever vi i evangeliets strålende lys og har ikke brug for det.‹ Da sagde jeg: ›Så giv mig verdens mørke tider tilbage. Giv mig de tider, hvor menneskene fik disse principper.‹«²

Den 29. december 1833 hørte Wilford Woodruff endelig evangeliet blive forkyndt af Guds bemyndigede tjenere. Han har fortalt følgende: »For første gang i mit liv mødte jeg en ældste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det var Zera Pulsipher. Han fortalte mig, at han var blevet inspireret af Herren. Han havde været i færd med at tærske i sin lade, da Herrens røst talte til ham og bød ham bryde op og rejse mod nord, hvor Herren havde en opgave til ham. Han bad sin nabo, bror [Elijah] Cheney, som var medlem af Kirken, om at rejse med. De vandrede næsten 100 kilometer … i høj sne, og det første hus, de følte sig tilskyndet til at standse op ved, var dér, hvor min bror og jeg boede. De trådte indenfor og talte med min svigerinde. De fortalte hende, hvem de var, og hvad deres ærinde var. De fortalte hende, at de var blevet tilskyndet til at vandre mod nord, og at det først var, da de kom til dette hus, at de følte sig tilskyndet til at standse op. Da de forkyndte deres lære, sagde hun, at hendes mand og svoger var mænd, som troede på disse principper, og at de havde bedt Gud om dem i årevis. De traf aftalte om et møde i skolebygningen på farmen.

Da jeg kom hjem om aftenen, fortalte min svigerinde mig om dette møde. Jeg havde været i færd med at trække tømmer op på bredden af Lake Ontario (jeg var i trælastfaget), og jeg satte mine heste på græs, sprang maden over og gik til mødet. Huset og gården var fyldt med mennesker. For første gang i mit liv lyttede jeg til en evangelisk tale, som blev holdt af denne kirkes ældster. Det var det, jeg havde søgt, siden jeg var dreng. Jeg inviterede mændene med hjem. Jeg lånte Mormons Bog og sad oppe hele natten og læste. Om morgenen sagde jeg til bror Pulsipher, at jeg ville døbes. Jeg havde fået et vidnesbyrd om, at disse principper var sande. Min bror og jeg … blev døbt, og vi var de første, som blev døbt i det amt.«³

Ældste Pulsipher døbte Wilford Woodruff i en bæk den 31. december 1833 og bekræftede ham samme dag. Tre dage senere fik Wilford Woodruff Det Aronske Præstedømme og blev ordineret til lærer. Det var begyndelsen på et livslangt virke i Herrens tjeneste. Med et tilbageblik på den dag sagde han: »Min mission begyndte med det samme.«⁴

Wilford Woodruffs lærdomme

Gud gør alle sine gerninger ved præstedømmets magt.

Jeg kender ikke noget emne i Kirken, som er vigtigere for jordens indbyggere og for os selv, end det hellige præstedømme.⁵

Ved præstedømmets magt har Gud, vor evige Fader, organiseret alle verdener og forløst alle verdener, som nogen sinde er blevet forløst. Ved det selv samme præstedømme har menneskene på jorden forrettet Kristi evangeliums ordinancer.⁶

Det hellige præstedømme er den kanal, gennem hvilken Gud kommunikerer og handler med menneskene på jorden, og de hellige budbringere, som har besøgt jorden for at kommunikere med menneskene, er mennesker, som har haft og æret præstedømmet, mens de var i kødet, og alt, hvad Gud har ladet ske for menneskenes frelse – fra mennesket blev skabt på jorden til verdens forløsning – er sket og skal ske i kraft af det evige præstedømme.⁷

Herren har aldrig haft en kirke på jorden – siden den først blev organiseret og indtil i dag – som ikke har været organiseret ved åbenbaring, med apostle og profeter, hyrder, lærere og nogle til at hjælpe og andre til at lede, som var udrustet med det hellige præstedømme – den magt, som Gud delegerer til menneskene, og som giver dem myndighed til at handle for Gud. Og uden dette præstedømme har intet menneske, siden verden blev skabt, har ret til at forrette nogen af ordinancerne i hans hellige hus, ej heller har noget menneske ret til dette præstedømme, har vi fået at vide, medmindre han kaldes af Gud, som Aron blev det, han som blev kaldet ved åbenbaring (se Hebr 5:4). Hvad er hensigten med dette præstedømme? Det er at forrette evangeliets ordinancer, det evangelium, som tilhører vor Fader i himlen, den evige Gud, jødernes Elohim og ikke-jødernes Gud.⁸

Ingen har myndighed fra Gud til at forrette livets og frelsens ordinancer for menneskenes børn, [uden] ved det hellige præstedømmes magt. Dette præstedømmes magt findes blandt de sidste dages hellige.⁹

Præstedømmebærere skal bruge præstedømmet til at tjene og opbygge Guds rige, ikke til at opbygge sig selv.

Hvilket stort ansvar det er at bære dette himmelske, evige præstedømme! Og vi skal aflægge regnskab for det. Apostle, halvfjerdsere, højpræster, ældster og alle mænd, som bærer en del af dette præstedømme, som er blevet givet os, skal stå til regnskab for det.¹⁰

Vi har fået en opgave lagt på skuldrene. Det havde Joseph Smith også, og Brigham Young, de tolv apostle, og det har vi alle, og vi bliver fordømt, hvis vi ikke udfører den. Det går op for os, når vi kommer på den anden side af sløret … Jeg har ofte ønsket, at jeg fuldt ud kunne fatte det ansvar, jeg har over for Gud, og det ansvar, som påhviler enhver, som bærer præstedømmet i denne generation. Men jeg vil sige jer, brødre, at jeg tror, at vi er for optaget af det verdslige. Som bærere af det hellige præstedømme i denne generation forstår vi ikke i det omfang, som vi burde, det store ansvar, vi er under over for Gud og den høje himmel såvel som over for jorden. Jeg tror, at vi er for langt fra Herren.¹¹

Hvis vi … som bærer det hellige præstedømme, bruger dette præstedømme i nogen anden hensigt end at opbygge Guds rige, ja, hvis vi gør det, mister vi vores magt … Det har mange forsøgt – mænd med høje embeder i præstedømmet, sågar apostelembedet – at opbygge sig selv med præstedømmets myndighed. Og hvor er de henne? Da er deres magt og myndighed borte … Lad os tænke over dette. Det siger jeg også til mig selv. Jeg siger det samme til apostlene, halvfjerdserne og højpræsterne. Man kan ikke bruge præstedømmet med noget andet formål under himlen end at opbygge riget og gøre Guds vilje, og hvis man forsøger at handle på anden måde, mister man sin magt.¹²

Jeg har altid med stor interesse læst den åbenbaring, som blev givet Joseph Smith som svar på hans bøn i fængslet i Liberty (se L&P 121:34–46). Jeg har altid ment, at denne åbenbaring fra Gud til denne mand, endskønt den kun består of nogle få sætninger, rummer lige så vigtige principper som nogen anden åbenbaring fra Gud til menneskene. Han lod Joseph forstå, at denne bar præstedømmet, hvilket præstedømme var efter Guds orden og efter Melkisedeks orden, det selv samme præstedømme, ved hvilket Gud selv udførte alle sine gerninger i himlene og på jorden, og alle, som bar dette præstedømme, besad den samme magt. De, som bar dette præstedømme, kommunikerede med himlene, havde magt til at flytte himlene, havde magt til at udføre himlenes værk, og når nogen højnede dette kald, gav Gud sine engle befaling, og hans virke blev ledsaget af magt og kraft både i denne verden og i den tilkommende. Men hvis nogen bruger dette præstedømme i nogen anden hensigt end at opbygge Guds rige, i hvilken hensigt det blev givet, unddrager himlene sig, magten i præstedømmet forsvinder, og han overlades til at vandre i mørke og ikke i lyset, og dette er årsagen til frafald blandt alle mennesker, såvel i denne generation som i enhver anden.¹³

Vi har fået præstedømmet overdraget os, men hvis vi ikke bruger det rigtigt, bliver vi bragt under fordømmelse. Lad os derfor ranke ryggen og tage riget på os. Lad os arbejde på at få Helligånden – Jesu Kristi evangeliums magt – som er lagt i vore hænder, for hvis vi gør det, velsigner Gud os i vore anstrengelser.¹⁴

Herren støtter enhver, som bærer en del af præstedømmet, hvad enten han er præst, ældste, halvfjerdser eller apostel, hvis han højner sit kald og gør sin pligt.¹⁵

Jeg blev engang meget glad, da jeg så en gruppe diakoner højne deres kald … De gik gennem [deres] by og flækkede brænde for alle enkerne i byen. Stavspræsidenten, bror [George] Teasdale, havde omkring 12 rummeter brænde liggende på sin grund, og en aften, hvor han kom hjem, opdagede han, at det var forsvundet. Han spekulerede på, hvad der var blevet af det, og da han kiggede sig omkring, fandt han det hele i brændeskuet i flækket stand. De højnede på fremragende vis deres kald her.

I dag lever vi i nogle henseender under særlige forhold. Vi må sætte vores lid til Herren og gøre det rette. Jeg ved, at præstedømmet er blevet givet til at frelse menneskene og forrette ordinancerne, både for de levende og de døde. Titusinder er blevet forløst i åndeverdenen af deres efterkommere, som lever i kødet og bærer nøglerne til deres dødes frelse. Gud har ladet befriere på Zions bjerg fremstå, mens kongemagten tilhører Herren, som profeten Obadias har sagt (se Obad 1:21). Dette folk er i færd med dette arbejde nu. Herren er med jer, og jeres forfædre i åndeverdenen jubler. Lad os derfor være trofaste, mens vi er her. Gud har udpeget os til at bære dette præstedømme. Af de … millioner af mennesker, som lever på jorden, har Herren udvalgt denne håndfuld mænd til at bære det, til at ordinere, til at organisere, til at advare verden og til at forkynde evangeliet for dem. Jeg håber, at mine brødre, som bærer dette præstedømme, husker på, hvor dyrebart det er …

… … Lad os være trofaste. Lad os ikke miste grebet om præstedømmet, ej heller om Guds rige. Lad os bede til Herren i løndom og påkalde hans hellige navn. Det er kilden til vores styrke.¹⁶

Hvis vi er tro mod vore pagter og ansvar, modtager vi præstedømmets velsignelser i dette liv og i det tilkommende.

Når Herren skænker menneskenes børn gaver i forbindelse med præstedømmet, har de, som modtager disse gaver, ansvar for, hvordan de bruger dem.¹⁷

Når en apostel eller en præsident, en biskop eller enhver, som bærer præstedømmet fungerer, virker han med myndighed fra Herren Jesus Kristus. Da har dette præstedømme virkning, og alle velsignelser, som en af Guds tjenere overdrager menneskenes børn, vil træde i kraft både i dette liv og i det tilkommende. Hvis jeg får en velsignelse af det hellige præstedømme, eller hvis jeg får en velsignelse af en patriark, rækker disse gaver og velsignelser ind i den næste verden; og hvis jeg er tro mod mine pagter i dette liv, kan jeg gøre krav på enhver velsignelse, som er blevet udtalt over mig, fordi den myndighed, hvorved de blev udtalt, er skænket af Gud, og det er ved den, at den Allerhøjestes sønner forretter livets og frelsens ordinancer for menneskenes børn, og disse officielle handlinger står ved magt for disse mennesker hinsides graven såvel som i dette liv. Det er de sande skatte. Det er de skatte, som varer ved i al evighed, og i kraft af disse velsignelser, som evangeliet giver os, har vi magt til at få vores legeme tilbage og beholde vores identitet i evigheden. Ja, dette kan vi gøre krav på i kraft af det hellige præstedømme.¹⁸

Jeg tænker ofte på de løfter, som er blevet givet vedrørende præstedømmet. I en åbenbaring om dette emne siger Herren følgende: »Thi de, der er trofaste og får disse to præstedømmer, hvorom jeg har talt, og som ærer deres kaldelse, bliver helliggjort ved Ånden til deres legemers fornyelse … Alt det, som min Fader har, gives ham. Derfor modtager alle de, som får præstedømmet, denne min Faders ed og pagt, som han ikke kan bryde eller ophæve« (se L&P 84:33–40). Jeg spørger somme tider mig selv: Fatter vi dette? Fatter vi, at hvis vi holder præstedømmets lov, bliver vi Guds arvinger og Jesu Kristi medarvinger? Jeg klar over, at vi hverken har set eller hørt eller med hjertet har fattet den herlighed, som er holdt i beredskab til de trofaste (se 1 Kor 2:9).¹⁹

Hvilken slags mænd og kvinder, som er kaldet til at tage del i dette sidstedages-værk, bør vi da være? Vi bør være mænd og kvinder, som nærer tro, og som er trofaste mod den sandhed, som er blevet åbenbaret og overdraget os. Vi bør være mænd og kvinder, som er loyale over for Gud og hans hellige præstedømme, tro mod ham og tro mod hinanden. Vi bør ikke lade hus eller jord, guld eller sølv eller noget af denne verdens gods aflede os fra den store opgave, som Gud har sendt os herned for at udføre. Vores mål er højt, vores skæbne er storslået, og vi må aldrig skuffe vor Fader eller de himmelske skarer, som våger over os. Vi bør ikke skuffe de millioner i åndeverdenen, som også våger over os med en interesse og en ængstelse, som vi næppe i vores hjerte kan fatte. Dette er store og prægtige ting, som Gud kræver af os. Vi ville ikke være værdige til frelse, og vi ville ikke være værdige til evigt liv i Guds rige, hvis noget kunne bortlede os fra sandheden eller fra vores kærlighed til den.²⁰

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Hvilke indtryk ledte den unge Wilford Woodruff til at søge den sande kirke? (se side 34-37). Hvilken sammenhæng er det mellem disse indtryk og præstedømmet?
Gennemgå side 37-38, og læg mærke til, hvad Herren lader udføre ved præstedømmets magt. Hvordan tager en præstedømmebærer del i Herrens værk?
Hvorfor er det vigtigt for både mænd og kvinder at lære om præstedømmet?
Hvordan har præstedømmet været en velsignelse for dig?
Hvilke specifikke principper finder du i præsident Woodruffs lærdomme om en præstedømmebærers ansvar? (se side 38-40).
Hvilke holdninger og handlinger får ifølge præsident Woodruff himlene til at unddrage sig en præstedømmebærer? Hvorfor er det umuligt for en mand at bruge præstedømmet til personlig vinding? (se side 38-40; se også L&P 121:34–40). Hvordan må en præstedømmebærer leve for at have »magt til at udføre himlenes værk«? (se side 39-40; se også L&P 121:41–46).
Hvad vil det sige at højne et kald i præstedømmet? (se side 40). Hvilke eksempler har du set på brødre, som højner deres kald i præstedømmet?
Gennemgå det sidste afsnit i kapitlet (side 41-42). På hvilke måder bringer præstedømmet velsignelser både i dette liv og i det tilkommende?

Relevante skriftsteder: Joh 15:16; Hebr 5:4–6; Alma 13:1–20; L&P 84:17–48; 107:18–20; 5. trosartikel