Kapitel 22

Timeligt og åndeligt virke går hånd i hånd

I vore bestræbelser på at styrke vores familie og opbygge Guds rige på jorden må vi arbejde både timeligt og åndeligt.

Fra Wilford Woodruffs liv

I Kirkens første tid formanede profeterne og apostlene ofte medlemmerne til at gøre deres for at opbygge Guds rige. Denne bestræbelse krævede både åndeligt og timeligt arbejde. Ud over at bede, studere skrifterne eller forkynde evangeliet byggede de hellige huse og byer, grundlagde offentlige skoler, dyrkede og overrislede den hårde jord og slæbte granit fra bjergene til opførelsen af templet i Salt Lake City. I 1857, ti år efter at pionererne for første gang ankom til Saltsødalen, sagde ældste Wilford Woodruff: »Hvis vi går i gang og opbygger Guds rige i stedet for os selv, betyder det ikke noget, hvordan vi gør det, uanset om vi skal grave en kanal, bygge et tempel, forkynde evangeliet, dyrke jorden eller noget som helst andet … opdager vi, at Herren hjælper os og støtter os og styrker os med sin kraft og bistår os i alt, hvad der påhviler os.«¹

De, som kendte præsident Woodruff vidste, at han ikke blot talte om betydningen af hårdt arbejde – han praktiserede princippet i sit liv. Ud over at højne sine kald i præstedømmet påtog han sig gerne timeligt arbejde, selv i en høj alder. Kirkens historiker Andrew Jenson har skrevet: »Hans flid var en så tydelig del af hans personlighed, at han som 90-årig, da et af hans børnebørn var en smule hurtigere end han til at luge ukrudt mellem nogle grøntsager, med tydelig ydmygelse sagde: ›Det er første gang nogen sinde at et af mine børn har været hurtigere end jeg til at luge ukrudt.‹«²

En af præsident Woodruffs samtidige har skrevet: »Han elskede at arbejde, ikke alene for arbejdets egen skyld, men fordi det var forbundet med guddommelig befaling. For ham var det ikke blot et middel til at klare sig i verden, til at sikre sig selv og de, som var afhængige af ham, bekvemmeligheder og komfort; for ham var det en velsignelse, et privilegium, en mulighed, som han altid benyttede sig af, når hans kald gjorde det muligt … For ham var det lige så meget en guddommelig befaling at svede som at bede, og han var i allerhøjeste grad et eksempel på den beskedne kristne tilværelse, som bidrager til menneskets fysiske, mentale og moralske trivsel. Han troede på værdien af hårdt arbejde. Han elskede det og nød det.«³

Wilford Woodruffs lærdomme

Vi opbygger Guds rige ved at udføre timelige pligter.

Vores præsident [Brigham Young] har ofte sagt til os, at vi ikke kan adskille det timelige fra det åndelige, men at det må gå hånd i hånd, og sådan er det, og sådan må vi handle for at opbygge Guds kirke og rige.⁴

Nogle medlemmer har haft den opfattelse, at denne kirkes præsidentskab og De Tolv Apostle ikke skulle have noget med timelige anliggender at gøre. Vi ville være i knibe, hvis vi ikke tog os af timelige anliggender.⁵

Vi opbygger Guds bogstavelige rige på jorden, og vi har timelige pligter at udføre. Vi har et timeligt legeme, vi spiser timelig mad, vi bygger timelige huse, vi opdrætter timeligt kvæg og timelig hvede, vi bekæmper timeligt ukrudt og timelige skadedyr i jorden, og dette gør det naturligvis nødvendigt at varetage og udføre mange pligter af timelig og vanskelig art, og de omfattes selvfølgelig af vores religion.⁶

Vi kan ikke opbygge Zion ved at sidde på en træplade og synge os til evig lyksalighed. Vi må dyrke jorden, bryde klippeblokke og sten af bjergene og opføre templer til den allerhøjeste Gud. Og himlens Gud kræver dette timelige arbejde af os i lige så høj grad, som han krævede af Kristus, at han skulle dø for at forløse verden, eller i lige så høj grad som Frelseren krævede af Peter, Jakob og Johannes, at de skulle drage ud og forkynde evangeliet for jordens folkeslag. Denne er den store uddeling, hvori Guds Zion skal opbygges, og vi sidste hellige skal opbygge det. ⁷

Vi bør lade Herren og hans tjenere råde os i timelige anliggender.

Fra dette værks begyndelse og til i dag har det været sværere for Guds tjenere at forberede medlemmerne til lade Herren lede og styre dem med hensyn til deres timelige arbejde og midler end med hensyn til deres evige frelse …

Det virker sært, men jeg tror, at det sandsynligvis skyldes den indstilling, vi indtager. Der er et slør mellem mennesket og evigheden. Hvis det slør blev fjernet, og vi kunne se evigheden, sådan som Herren ser den, blev ingen prøvet med hensyn til guld, sølv eller denne verdens gods, og ingen ville på grund af disse ting være uvillige til at lade Herren styre dem. Men her har vi handlefrihed, og vi befinder os i en prøvestand, og der er et slør mellem os og evigheden, mellem os og vor himmelske Fader og åndeverdenen, og Herrens vise og passende hensigt med dette er at afprøve, om menneskenes børn vil adlyde hans lov eller ej i de forhold, som de underkastes her. Sidste dages hellige tænker på disse ting. Vi har af vores ganske hjerte været villige til at lade os vejlede af Joseph Smith, præsident Young og dette folks ledere med hensyn til vore evige interesser, og de velsignelser, som med deres fuldmagt er blevet beseglet på os, gælder på den anden side af sløret og er gyldige efter døden, og de berører vores skæbne til evighedens uendelighed.

På Abrahams, Isaks og Jakobs tid og på Jesu og apostlenes tid fik menneskene overdraget velsignelser – riger, troner, myndighed og magt – tillige med alle den nye og evige pagts velsignelser. Man kan spørge: Er vi interesseret i disse evige velsignelser? Det er vi, eller vi burde være. Er disse velsignelser vores jordiske rigdom værd, hvad enten vi har lidt eller meget? Er frelse eller evigt liv lige så meget værd som et oksespand, et hus, 100 tønder land eller noget andet, som vi ejer her i kødet? Hvis det er, bør vi bestemt være lige så rede til at lade Herren lede og styre os i alt vores timelige arbejde, som i vores åndelige arbejde.

Og videre, når et menneske dør, kan han ikke tage sit kvæg, sine heste, huse eller jorder med sig. Han lægges i graven, hvor alt kød må hvile. Ingen undgår det. Dødens lov gælder alle. Alle dør med Adam, men alle gøres levende med Kristus (se 1 Kor 15:22). Vi forstår alle, at døden er blevet alle mennesker til del, men … ingen af os ved, hvornår vores tur kommer, skønt vi ved, at det ikke varer længe, før vi skal følge de generationer, som er gået forud for os. Når vi grunder over dette, tror jeg, at vi alle bør være villige til at lade Herren vejlede os, hvad angår det timelige.⁸

Evangelisk levevis omfatter åndelig og timelig uddannelse kombineret med ærligt arbejde.

Der er et ordsprog eller et mundheld, som jeg ofte har hørt, og som jeg tror, rummer megen sandhed, og det er: »Sandheden er stor og skal sejre.« Jeg tror, at dette er bevist i en enhver henseende, hvor sandheden er blevet anvendt, hvad enten den er blevet anvendt timeligt eller åndeligt, af folkeslag eller slægter eller det enkelte menneske, af verden eller af Guds rige.⁹

Opbygningen af Guds Zion i disse sidste dage omfatter i sandhed enhver aktivitet, både timelig og åndelig, som vi er optaget af. Vi kan ikke berøre noget emne, som er lovligt og legalt i Guds og menneskets øjne, som ikke er omfattet af vores religion. Jesu Kristi evangelium, som vi har antaget, og som vi forkynder, omfatter al sandhed, og enhver af menneskets retmæssige kaldelser og professioner.¹⁰

Vi må ikke forsømme vore børn. De bør få en god uddannelse, både åndelig og timelig. Det er den bedste arv, forældre kan efterlade deres børn.¹¹

I takt med at interessen for boglig uddannelse tager til, bør vi ikke forsømme manuelt arbejde. Den boglige uddannelse og den faglige uddannelse bør gå hånd i hånd. En dygtig hjerne bør virke sammen med en dygtig hånd. Manuelt arbejde bør hædres blandt os og altid æres. Den tendens, som er alt for almindelig i vor tid, at unge mænd får en overfladisk uddannelse og derpå anser sig for uegnet til mekanisk eller anden slidsom beskæftigelse er en, som ikke bør få lov til at udvikle sig blandt os … Det bør være en æressag for enhver at være producent og ikke alene forbruger. Vore børn bør lære, at de må forsørge sig selv ved deres egen flid og dygtighed og ikke alene gøre dette, men være med til at forsørge andre, og at gøre dette ved ærligt slid er et af de mest agtværdige midler, som Gud har givet sine børn her på jorden. Det er af største vigtighed, at Zions unge får en ordentlig uddannelse.¹²

I vore finansielle bestræbelser bør vi forsørge vores familie, holde tiendeloven, være rundhåndet med vore midler og undgå gæld.

Hvad det timelige angår, må vi lægge os i selen og forsørge os selv.¹³

Jeg ønsker ikke rigdom og velstand, hvis det forbander mig. Jeg vil gerne have nok til at kunne forsyne min [familie] med tøj, sko og mad og gøre dem det bekvemt, hvis jeg kan skaffe det ærligt for Herren, men jeg vil hellere leve i fattigdom end at være velhavende og lide undergang. Det er farligt at være rig, medmindre vi bruger vore penge uden at gå til grunde. Hvis vi ikke bruger dem til Guds ære og til at opbygge hans rige, er vi bedre stillet foruden.¹⁴

Nogle medlemmer har betragtet tiendeloven som en slags skat og som en byrde, der er pålagt dem, men hvem er den til? Vores tiende, vores arbejde og alt, hvad vi udretter i Guds rige, hvem er det alt sammen til? … Vores tiende, vores arbejde og vore gerninger gavner ikke den Almægtiges ophøjelse, men os … Hvis vi forstår det, skal det gå os vel. Ved at betale tiende og ved at adlyde enhver lov, som er blevet givet til vores ophøjelse og gavn, er alt sammen til vores egen og vore børns gavn og ikke til nogen særlig gavn for Herren, ud over at han glæder sig over sine børns trofasthed og ønsker at se dem vandre ad den sti, som fører til frelse og evigt liv.¹⁵

Vi behøver blot at se os omkring for at blive overbevist om … at de, som gavmildt bidrager til Guds værk, nyder Herrens gunst. Det oplevede det gamle Israel, og det oplever vi. Dog er vi med hensyn til vore frivillige bidrag for skødesløse til trods for alle de dyrebare løfter, der er knyttet dertil. De hellige bør erindre sig den forpligtelse, som påhviler dem. Også vore børn må lære denne pligt, så det blive en fast vane for dem punktligt at sørge for dette. De, som nøje har opfyldt disse krav kan vidne om den store glæde og de mange belønninger, de har fået for deres overholdelse.

Denne gavmildhedslov lader til at være en af de sikkerhedsforanstaltninger, som Herren har gjort anvendelse af for at friholde dette folk de onde følger af at eje stor rigdom. Han har fortalt os, at han har ret til at give jordens rigdomme væk, men han har formanet os til at vogte os for stolthed, så vi ikke bliver som nephitterne fordum (se L&P 38:39). Vi ved, hvilken undergang det medførte for dem, og vi bør tage alle forholdsregler for at hindre den velstand, der kan få katastrofale følger for os. Mange kan udholde fattigdom og være ydmyge og leve nær Herren, [men] kan ikke tåle rigdom. De bliver indbildske, stolte og begærlige og glemmer deres Gud. De, som stedse ihukommer Herrens lærdomme vedrørende jorden og dens indbyggere, og som bidrager med de midler, som Herren giver dem, sådan at de kan hjælpe de fattige og fremme Guds værk, lægger bånd på sig selv og giver Satan mindre magt til at føre dem på afveje.¹⁶

Vi føler os tilskyndet til at advare de sidste dages hellige mod at tillægge sig den dårlige vane at pådrage sig gæld og påtage sig forpligtelser, som ofte er mere byrdefulde, end de kan bære, og som fører til, at de mister deres hjem og anden ejendom. Vi ved, at det ligger i tiden at udnytte sin kredit til det yderste … Dette er et stort onde, som vi som et folk og enkelte medlemmer omhyggeligt må undgå. Vi bør så vidt muligt gøre vore forretninger ud fra det princip, at vi betaler for det, vi køber, og at vi sætter tæring efter næring. Tilbøjeligheden til at spekulere og tage chancer i foretagender af den ene eller den anden art bør holdes nede … Vær tilfreds med moderat tilvækst, og bliv ikke vildledt af tomme håb om at vinde rigdom. Husk på de vise ord: »Den, der har travlt med at blive rig, forbliver ikke ustraffet« (se Ordsp 28:20). Vore børn må også lære økonomisk sans og ikke at give efter for lyster, som de ikke kan tilfredsstille uden at sætte sig i gæld.¹⁷

I alle vore gøremål må vi først og fremmest søge Guds rige.

Der er et meget udbredt ønske blandt dette folk om at blive rige og arbejde for egen vinding end for Guds rige. Men hvad gavner det jer eller mig at holde op med at bede og i stedet hige efter at blive rige? For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv? Ikke meget. For hvad kan et menneske give som vederlag for sin sjæl, når han kommer [på] den anden side af sløret? (Se Mark 8:36–37).

Jeg undrer sig meget over den lille interesse, som jordens indbyggere i almindelighed udviser for deres fremtidige tilstand. Der er ingen her i dag, som ikke skal leve på den anden side af sløret lige så længe som deres skaber – til evighedens uendelighed – og hvert enkelt menneskes evige skæbne afhænger af, hvordan nogle få korte år af livet i kødet leves. Jeg spørger i Herrens navn: Hvad betyder popularitet for jer eller mig? Hvad betyder guld eller sølv eller denne verdens gods for os andet end at det sætter os i stand til at skaffe mad, drikke og tøj og til at opbygge Guds rige. Hvis vi holdt op med at bede og blev skøre efter verdens rigdom, ville det være topmålet af dumhed og tåbelighed.

Når man ser, hvordan nogle mennesker opfører sig, skulle man tro, at de levede her for evigt, og at deres evige skæbne afhang af, hvor mange dollars de har. Jeg spørger somme tider de sidste dages hellige om, hvor meget vi ejede, da vi kom her? Hvor meget havde vi med, og hvor kom det fra? … Jeg tror ikke, at nogen af os blev født på en hesteryg eller i en karet, eller at vi havde jernbaneaktier og kvæg og huse med os, men vi blev født lige så nøgne som Job, og jeg tror, at vi skal herfra lige så nøgne som han (se Job 1:20–21). Med hensyn til denne verdens gods, hvad betyder det så for os, forleder det os til at miste vores frelse på grund af det? Jeg vil hellere være fattig hele livet end det. Hvis rigdomme fører til, at jeg falder, og berøver mig den herlighed, jeg har i vente ved at holde Guds befalinger, beder jeg Gud om, at jeg aldrig må eje dem.

Gud råder over denne verdens rigdomme – guldet og sølvet, kvæget og jorden er hans, og han giver det til hvem, han vil. Da Kristus var på bjerget, viste Lucifer, Djævelen, ham verdens herlig hed og tilbød ham den, mod at han kastede sig ned og tilbad ham (se Matt 4:8–9). Men ved I ikke, at den stakkels djævel ikke ejede det mindste stykke jord i hele verden, og at han end ikke havde et legeme eller et tabernakel? Jorden er Herrens fodskammel, og hvis vi ejer nogen del deraf, er det fordi Herren har givet os den, og vi bør være lige så tro mod vores religion, om vi har ti millioner dollars, som hvis vi ingen har. Evigt liv bør være det, vi stræber efter eller burde stræbe efter, og dette bør uanset vore omstændigheder eller forhold i livet være vores førsteprioritet …

… Jeg har talt om at tragte efter rigdom. Jeg har ikke noget dårligt at sige om rigdom. Guldet og sølvet er Herrens. Vi ønsker at [bygge] huse, og vi må dyrke jorden. Det er i orden. Jeg ser ikke noget galt i, at en mand bliver rig. Men jeg ser noget galt i at sælge Guds rige, vores førstefødselsret, sælge evangeliet og berøve os selv det evige liv til fordel for at tilfredsstille kødets lyster, livets stolthed og verdens skikke og lade os drage af dette.¹⁸

Jeg henleder opmærksomheden på de ord, som Jesus Kristus talte til sine disciple: »Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift« (se Matt 6:33). I skal vide, brødre og søstre, at vi kan stræbe hele livet, vi kan afprøve hver sti og hvert princip i denne verden, uden at vi som hellige kan nyde fremgang på nogen anden måde end først at søge Himmeriget og dets retfærdighed. Når vi gør det, er der ingen velsignelse, er der intet gode, ingen ophøjelse, gave, nåde, ønske eller noget andet, som et godt menneske kan ønske, som er nyttig og gavnligt i tid og evighed, som ikke skal gives os.

Mange mennesker har prøvet at søge lykken uden først at have søgt Himmeriget … men de har altid opdaget, at de får modvind, og ligeså skal vi, hvis vi forsøger.¹⁹

Vores mål er højt. Vi stræber efter en plads i Guds celestiale rige, efter at opnå evigt liv, Guds største gave til mennesket. Al denne verdens ære, herlighed og rigdom ville efter vores opfattelse miste sin betydning sammenlignet med en arv i Guds og Lammets nærhed med alle profeterne, apostlene og de hellige, heriblandt vore forfædre. Hvor det ene er flygtigt og snart forgår, varer det andet evigt.²⁰

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Hvad gjorde præsident Wilford Woodruff for at følge de principper, som fremstilles i dette kapitel? (Se side 219, 221).
Hvorfor kan vi ikke »adskille det timelige fra det åndelige«? (Se side 221-222; se også L&P 29:34–35). Hvordan kan vi anvende denne sandhed i vores dagligdag? I vore kirkekaldelser?
Præsident Woodruff fremhævede, at mange mennesker ikke følger Herrens råd med hensyn til timelige anliggender. Hvorfor tror du, det forholder sig sådan? (Se side 222-223). Hvilke råd har Kirkens siddende præsident givet vedrørende timelige anliggender?
Gennemgå det sidste afsnit på side 223-224. Hvilke fordele er der ved manuelt arbejde? Hvad tror du, det vil sige at være »producent og ikke alene forbruger«?
Hvilke advarsler gav præsident Woodruff med hensyn til penge? (Se side 224-228). Hvilke råd gav han vedrørende gæld og kredit? Hvad kan vi gøre for at prioritere rigtigt?
På hvilke måder er tiende og offergaver »til vores egen og vore børns gavn«? (Se side 225).
Hvad betyder Frelserens lære i matt 6:33 for dig? (Se også side 227-228).
Løb kapitlet igennem, og se efter principper, som forældre bør lære deres børn. Hvad kan forældre gøre specifikt sammen med deres børn for at lære dem disse principper? Hvilke erfaringer har du haft med selv at lære disse principper og undervise andre i dem?

Relevante skriftsteder:Mal 3:8–11; Matt 6:19–21; Jak 2:14–26; Jakobs Bog 2:12–19; L&P 42:42; 58:26–28