Mit fodboldmål
Jeg ville gerne spille på et turneringshold, men måske var prisen for høj.
Jeg elsker at spille fodbold. I dag er jeg 14 år, og jeg har spillet, siden jeg var fem. Sport har lært mig at holde de høje standarder og værdier, jeg har sat for mig selv, også når beslutningen kan være svær. En af de svære beslutninger var, om jeg skulle spille fodbold om søndagen eller ej.
Da jeg var ni, havde jeg stor respekt for min træner, Hashem, og holdt meget af ham. Men jeg ville gerne spille på samme hold som en af mine skolekammerater, så jeg var henne til en udtagelsesprøve. Det nye hold var et turneringshold, og jeg vidste, at hvis jeg kom på holdet, forventedes det, at jeg var pligtopfyldende og spillede meget. Der var mange drenge, som gerne ville på holdet, men jeg var så heldig at slippe gennem nåleøjet.
Så oprandt dagen for den endelige optagelsesprøve. Jeg spillede, så godt jeg kunne og følte mig godt tilpas. Bagefter kom træneren hen til min mor og mig og sagde, at han rigtig gerne ville have mig på holdet. Jeg blev rigtig glad. Men så spurgte han: »Kan du spille om søndagen? Jeg skal kunne stille et hold til turneringer, og det betyder, at vi til tider skal spille om søndagen.«
Min mor lod mig selv svare på spørgsmålet.
»Nej, jeg spiller ikke om søndagen.« Jeg vidste, at det var det rigtige svar, men det betød sikkert, at jeg ikke kom på holdet.
Der var ikke nogen, der ringede til mig den aften for at sige, at jeg var optaget på holdet. Jeg blev meget skuffet.
I stedet begyndte jeg at spille sammen med mine venner på et lokalt hold. Vi havde det sjovt det første år og klarede os godt, men det følgende år havde vi det svært og havde svært ved at koncentrere os om spillet. Jeg blev ked af det. Jeg ydede mit bedste ved hver eneste kamp, men vi tabte næsten altid.
Efter en særlig dårlig kamp kom træner Hashem, hvis hold klarede sig godt, hen til mig på banen. Han spurgte mig, hvordan jeg havde det. Jeg sagde: »Ikke særlig godt.« Jeg fortalte ham, at jeg savnede mine gamle holdkammerater. Hashem var en dygtig træner og fik altid det bedste ud af sine spillere.
»Hvad ville du sige til at være gæstespiller på vores hold, når vi skal spille den næste turnering?« spurgte Hashem.
»Det ville jeg da rigtig gerne,« svarede jeg ivrigt.
»Alle tiders!« sagde Hashem og smilede. »Men jeg må lige spørge dig om en ting. Kan du spille om søndagen?« Mine mavemuskler krammede sig sammen. Jeg fik det rigtig skidt. Jeg huskede, hvad der skete, sidste gang nogen spurgte mig om det.
Jeg så på min mor. Jeg så på min far. De ventede også på mit svar. Jeg så på Hashem.
»Nej, desværre. Jeg spiller ikke om søndagen,« sagde jeg. »Betyder det noget?«
Hashem kiggede på mig et øjeblik. Han havde set håbet i mit ansigt forsvinde, da jeg svarede på hans spørgsmål.
»Nej, det er helt i orden,« svarede Hashem. »Vi når næppe til søndagsfinalerne. Vi vil rigtig gerne have dig til at spille for os.«
Kort tid efter begyndte jeg at træne med Hashems hold. Holdet spillede meget intenst, og de bød mig alle sammen velkommen tilbage. Jeg nød at spille med dem.
Vi vandt ikke alle vore kampe i turneringen, men vi gjorde vores bedste, og vi havde det sjovt. Det varede ikke længe, før jeg blev fast spiller på Hashems hold. Selv om de vidste, at jeg ikke spillede om søndagen, påskønnede de, hvad jeg ydede for holdet de andre dage.
Jeg er nu lærer i Det Aronske Præstedømme. Jeg spiller stadig i turneringer, og jeg spiller stadig ikke om søndagen. Det har ikke været noget problem for mig eller de hold, jeg har spillet for. Jeg tror på, at man skal ære sabbatsdagen og holde den hellig. For mig betyder det, at jeg ikke dyrker sport om søndagen.
Illustrationer: Greg Stapley