De talte til os
At vokse opfor Herren
Fra en tale holdt til studerende på Brigham Young University-Idaho den 29. apr. 2008. Den fulde tekst findes på engelsk på http://web.byui.edu/DevotionalsandSpeeches.
Mens jeg endnu engang læste Mormons Bog, kom jeg til det kapitel i Helaman, hvor vi første gang hører om Helamans sønner: »Og det skete, at han fik to sønner. Han gav den ældste navnet Nefi og den yngste navnet Lehi. Og de begyndte at vokse op for Herren« (Hel 3:21; fremhævelse tilføjet).
Ikke alene voksede disse to drenge op og kom til at kende, elske og tjene Herren, men de forblev på den samme sti hele deres liv. Det er denne tanke – at forblive tro til enden – som jeg vil tale om.
Selv om du er første generation i din familie, som har taget imod evangeliet, forestiller jeg mig, at du er vokset op med åndelige længsler. Vi vokser jo alle før eller siden op og forlader det sted, som nærede og plejede os. Jeg boede hjemme, mens jeg gik på college, og det var først, da jeg begyndte at undervise og mine forældre flyttede, at jeg måtte blive voksen og klare mig selv.
Den overgangsperiode er ofte et vendepunkt med hensyn til vores forpligtelse til evangeliet. Verden tilbyder både åbenlyse og diskrete fristelser. Vi skal altid spørge os selv, hvad vi gør ved vores ånd. Bliver det guddommelige i os næret, eller hindrer vore handlinger Ånden i at blive den styrende kraft i vores liv?
Det kræver ikke megen tid og indsats at leve et uretfærdigt liv, som vi kan se ved at betragte, hvad der skete med folkene i Mormons Bog. I de første kapitler i 3 Nefi kan vi se, at nefitterne for størstedelens vedkommende var ugudelige; lamanitterne, som var blevet det mere retskafne folk, er også ved at falde fra. Mormon skrev:
»De havde mange børn, som voksede op og begyndte at vokse sig stærke i år, så de blev selvrådige, og de blev … forledt …
Og således blev lamanitterne også plaget og begyndte at aftage i deres tro og retfærdighed på grund af den opvoksende slægts ugudelighed« (3 Ne 1:29-30; fremhævelse tilføjet).
Vi må være på vagt, så vi ikke bliver »selvrådige«. Det er en interessant vending. I mine øjne antyder det, at de tænkte på sig selv først og hengav sig til lyster, som profeterne havde advaret dem imod. De gav efter for Satans fristelser og lokken. Der kommer et tidspunkt i vores liv, hvor vi hver især må træffe det valg at forpligte os til vores tro eller at »synke i vantro« eller at sætte sig »bevidst op mod Kristi evangelium« (4 Ne 1:38).
Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle jer, at der fandtes en mirakelløsning, som sikrede, at vi aldrig blev ofre for disse fristelser, men det er der ikke. Der findes dog et mønster, som, hvis det følges, kan sikre, at når vi én gang har valgt vor Faders plan, så kan vi være sikre og trofaste.
I 4 Nefi hører vi om dem, der forblev trofaste og hvis vidnesbyrd styrkedes. De »fortsatte med at faste og bede og med ofte at mødes sammen både for at bede og for at høre Herrens ord« (4 Ne 1:12). Så bøn og faste er de første bestanddele af dette mønster. I mine øjne er noget af det mest trøstende og opmuntrende ved Jesu Kristi evangelium den velsignelse og mulighed, som det er at kunne bede. Ofte befinder vi os ikke et sted, hvor vi kan bede højt, men som Amulek lærer os i Alma 34:27, så kan vi lade vores hjerte »bestandigt være henvendt i bøn«.
Kombineret med kraftig bøn har faste magt til at bevæge himlen på en direkte og betydningsfuld måde. Nogle gange kan faste give fornyet sundhed og styrke til legemer, som er svækket af sygdom; nogle gange kan den åbne sind og hjerte til at yde hjælp til den, der er i nød; nogle gange kan den fjerne tørke og hungersnød. Og fasten kan altid bringe os fred – den fred at vide, at Herren kender os og forstår vore behov og følelser.
Den næste del af mønstret er, at de ofte mødtes »både for at bede og for at høre Herrens ord«. Mange steder kan bare det at komme i kirke være vanskeligt og kræve store ofre i form af tid og ressourcer. Og dog er der millioner af trofaste hellige over hele verden, som gør det hver sabbatsdag.
Jeg vil gerne føje noget mere til det mønster – noget, som jeg i høj grad tror, kan medvirke til at holde os inden for evangeliets favn. Jeg taler om templet. Præcis som vi modtager nadveren hver uge for at forny vores dåbspagt med Herren, kan deltagelse i templets ordinancer minde os om vigtigheden af vore pagter og styrke os i vores evne til at overvinde verdens onder.
At bede og faste og at mødes ofte for at bede og høre Guds ord, tempeldeltagelse og (jeg håber, at det er indlysende) studium af skrifterne – er et mønster, som vi bør følge, hvis vi vil forblive trofaste og urokkelige og vokse op for Herren.
Fotografi @ Busath.com; illustration: Scott Greer