2010
Syng en ny salme
Februar 2010


Til vi ses igen

Syng en ny salme

En velkendt salme sat til en ukendt melodi lærte mig, at jeg kunne blive ved med at gøre og lære det, jeg altid havde lært, eller at jeg kunne udvikle mig på måder, som kun Herren kunne forestille sig.

Da biskoppen læste navnene på de medlemmer af menigheden, som skulle afløses fra deres kaldelser den søndag, sukkede jeg og kiggede ned på mine ubeskæftigede hænder. Jeg blev afløst som førsterådgiver i hjælpeforeningspræsidentskabet. Det var hårdt at tænke på, at jeg skulle forlade en kaldelse, som jeg virkelig havde været glad for og miste den tætte forbindelse til de andre søstre i præsidentskabet.

Da jeg hørte navnene på det nye præsidentskab blive læst op, følte jeg Åndens bekræftelse på, at alt var, som det skulle være. Disse nye søstre var valgt af Herren til at udføre dette værk. Da jeg løftede min hånd for at opretholde dem, vidste jeg, at de ville klare det godt, og at der var andre steder, hvor jeg kunne tjene. Jeg følte en indre fred.

Så var det tid til at synge nadversalmen. Biskoppen bekendtgjorde, at vi skulle synge den gamle kending »Mens brød og vand vi nyder her« på en anden melodi (Salmer og sange, nr. 109). Mens jeg lyttede til organisten, der spillede indledningen, fornemmede jeg den indre fred forsvinde. »Hvorfor kan vi ikke bare synge den kendte version?« tænkte jeg stille. »Den kan jeg meget bedre lide.« Men da jeg begyndte at synge, rørte den ukendte melodis skønhed min sjæl, og jeg indså, at den melodi egnede sig fantastisk til teksten. Musikken fik mig til at overveje salmens budskab på en ny måde.

Pludselig smeltede salmen og min afløsning sammen i mit sind ved Åndens stærke tilskyndelse. Det nye præsidentskab skulle udføre det samme arbejde, jeg havde udført, men med andre hænder og et nyt perspektiv – ligesom som salmen havde samme budskab, men en anden melodi. Og jeg ville få en anden kaldelse, der passede til min melodi. Denne forandring ville udvikle mig på måder, som jeg ikke ville have kunnet forestille mig, hvis jeg var blevet i samme gamle kaldelse.

Jeg havde altid vidst, at evangeliet og Kirkens organisation velsigner hvert medlem på mange, mange måder. Vi lærer at lede og støtte, og den læringsproces gentager sig gennem hele vores liv. Men under det nadvermøde indså jeg, at så længe vi lytter til Ånden, kan vi i hver eneste forandring genkende vor himmelske Faders plans mirakuløse bestandighed.

Fotoillustration: John Luke