Vores hjem, vores familie
Sæt familien først
Jeg vidste, at vi ikke kunne holde til det travle liv meget længere. Hvad kunne vi lave om på?
En ny uge begyndte, og jeg så bekymret på familiens kalender. Hvordan skulle vi dog kunne opfylde alle de forpligtelser, vi havde planlagt?
Jeg kastede mig ud i det og prøvede efter bedste evne at udføre frivilligt arbejde på skolen, køre børnene til deres forskellige idræts- og klubaktiviteter, spise alle af ind imellem aktiviteterne og forberede mig til min morgenseminarklasse hver dag. Min mand styrtede af sted for at passe arbejde og kirkemøder, besøge medlemmer og være fodboldtræner. Vi stræbte efter at virke med iver for en god sag og være aktive i Kirken, men der manglede ligesom noget. Skønt mange familier kan overkomme utallige aktiviteter, så gik det bare ikke for os: Den hektiske tidsplan tærede på vores familie.
Mens jeg overvejede problemet, begyndte jeg at lægge mærke til, hvor ofte vi var nødt til at sige nej til vore børn, når der var noget, de ville eller havde brug for. Det generede mig, og jeg begyndte at tænke over, hvad vi kunne gøre.
Jeg søgte i skrifterne. Mens jeg læste i Mormons Bog, faldt jeg over kong Benjamins prædiken, hvori han sagde: »Og se til, at alt dette gøres med visdom og orden; for det forlanges ikke, at et menneske skal løbe hurtigere, end det har styrke til. Og videre, det er nødvendigt, at han er flittig, så han derved kan vinde sejrsprisen; derfor må alt gøres med orden« (Mosi 4:27).
Den pris, vi ønskede, var en lykkeligere, mere forenet familie. Vi ville have mindre stress og mere glæde, men det syntes, som om vi helt klart ikke var på den sti, som førte til disse priser.
Vi var flittige, og hjulene snurrede bare rundt. Vi beredte alt, i modsætning til alt det, der er nødvendigt. Jeg bad angående vores situation, men modtog til at begynde med ikke noget svar.
Livet fortsatte som altid. Kaldelser krævede opmærksomhed, og jeg syntes, at tallerkenerne skulle vaskes op, og alle skulle køres til deres aktiviteter. Mens jeg forberedte mig til seminar hver dag, begyndte jeg at finde de svar, jeg søgte, i vore nutidige profeters og lederes vise ord. Jeg faldt over en tale af præsident Spencer W. Kimball (1895-1985), som opfordrede de hellige til at holde familieaften. Han sagde: »Men i vor tid har Herren tilbudt sit tidløse program i ny udformning, og det rummer et løfte om at føre verden tilbage til en fornuftig livsførelse, sandt familieliv og samhørighed. Det genindsætter faderen på hans retmæssige plads som familiens overhoved, fører moderen hjem fra sociale aktiviteter og arbejde og børnene tilbage fra ubegrænset sjov og ballade.«1
Jeg indså, at et af de første ofre for vores hektiske livsstil var en regelmæssig afholdelse af familieaften. Ikke længe efter læste vores biskop et brev højt ved nadvermødet, i hvilket Det Første Præsidentskab mindede os om at vælge vore aktiviteter klogt og ikke lade det gode, vi gør, komme i vejen for familieaften.
Da min mand og jeg drøftede dette råd, blev vi klar over, at mange af vore aktiviteter var sjove, men ikke nødvendige, og at vi kunne drage fordel af at skære det over-flødige fra. Vi udarbejdede en liste over vore aktiviteter og opdelte dem i kategorier som »nødvendige«, »ikke nødvendige« og »skal justeres«.
Da vi granskede listerne, blev vi bekymrede for vore børns reaktion. De fleste af de aktiviteter, som vi overvejede at skære bort, var det, som de var optaget af, såsom sport og klubber. Vi besluttede at holde en familieaften og drøfte det med børnene. Da vi talte med børnene om problemet, overraskede det os at opdage, at de langt hellere ville tilbringe tid sammen med os, end at have os som trænere eller formænd i deres klubber.
Denne indsigt fik os til at danne »Familieklubben«.
Da vi havde fuldført vore forpligtelser med de igangværende aktiviteter, påtog vi os ikke noget nyt. På de aftner, hvor vi ikke havde kirkeaktiviteter, kom min mand hjem fra arbejde og bekendtgjorde: »I aften er der Familieklub!« og så skyndte børnene sig at få lavet lektier og ordnet pligter, så vi kunne hygge os.
Vore børn elsker at arbejde med særlige projekter, især sammen med deres far. En aften byggede de en computer ud af kasserede dele. Nogle gange tager alle værktøjsbælter på og reparerer ting i huset. Det vigtigste er, at vi har tid, energi og ønsket om at være sammen.
Jeg har også mere tid til at være sammen med børnene og tilberede nærende måltider til familien. Familieklubben kræver ikke, at vi farter rundt og deler os mellem forskellige aktiviteter eller spiser ude. Ingen synes at savne vores fortravlede liv med fastfood. Vi nyder vores tid sammen så meget, at børnene ikke længere har lyst til at deltage i andre aktiviteter.
Vi har genindført familieaften og daglig familiebøn. Vi rydder også op, studerer skrifterne personligt og har fritidsaktiviteter sammen. Vi er klar over, at når børnene bliver større, vil de naturligt søge flere aktiviteter. Vi føjer disse til, når det bliver nødvendigt, men indtil da nyder vi hvert eneste øjeblik af vores Familieklub.
Familieaften, af Del Parson