Templets løfte
Jeg er født og opvokset i Kirken, men valgte at blive inaktiv, da jeg var i tyverne. Jeg giftede mig med en god mand, som heller ikke var aktiv i sin tro. Da John og jeg stiftede familie, som med tiden kom til at omfatte fem børn, begyndte jeg at længes efter min ungdoms lærdomme. Jeg lagde ikke pres på John, men han gik med til at gå i kirke sammen med mig og vore to sønner, John Rowe og Joseph. Vi begyndte at komme i vores menighed hver søndag. Missionærerne underviste John, som tog imod evangeliet og blev døbt tre måneder senere.
Vi blev aktive medlemmer i menigheden og havde kaldelser i forskellige organisationer. Vi fik yderligere tre børn – Hayley, Tessa og Jenna – i familien, og de holdt alle fem af Primary, Aktivitetsdage og spejder. I løbet af de næste ti år deltog John og jeg ved tre lejligheder i tempelforberedelsesklassen, men det førte aldrig til, at vi kom i templet. Vi ville gerne havde vores familie beseglet, men vi følte os ikke parat til at efterleve alle budene. Vi kom regelmæssigt i kirke og adlød de fleste af budene – men det var jo ikke godt nok, vel? Desuden forstod vores børn det jo ikke rigtigt.
Men vi blev snart klar over, at det faktisk ikke passede. Når vi puttede vores ældste søn i seng hver aften, begyndte han at spørge om, hvornår vores familie skulle i templet. Det rørte os dybt i hjertet.
Det var på omkring samme tidspunkt, at vores biskop inviterede min mand og jeg ind på sit kontor. Han ville vide, hvorfor vi ikke havde valgt at realiserede templets velsignelser i vores familie. Vi forklarede, at vi ikke var parat til at efterleve alle de bud, som krævedes for at få en tempelanbefaling, og vi følte, at vi allerede gjorde vores bedste.
Som biskopper før har gjort, rådede også biskop Riding os med hensyn til betydningen af disse ordinancer og de evige velsignelser, som vores familie kunne opnå. Men så skete der noget, som jeg aldrig vil glemme. Biskop Riding sad stille i flere sekunder, inden han blidt sagde: »Jeg føler mig tilskyndet til at fortælle jer, at tiden nu er inde til, at I skal tage i templet. Snart er muligheden der ikke mere.«
Vi forstod ikke helt, hvad biskoppens bemærkning omfattede, men vi fornemmede straks, at Ånden bekræftede sandheden af den. Vi indså, at templet ikke alene ville velsigne os i evigheden, men at vores besegling også ville hjælpe vore børn, når de voksede op og skulle træffe vigtige beslutninger.
John og jeg forlod biskoppens kontor den aften med en fornemmelse af, at det hastede. Vi satte os specifikke mål og en dato for vores tempelbegavelse og -besegling. Fra da af stræbte vi helhjertet efter at efterleve alle budene – ikke kun dem, vi følte os trygge ved. Derudover brugte vi mere tid på bøn og skriftstudium og tjente med større iver i vore kaldelser. Da vi ydede disse ofre, modtog vi mange velsignelser.
Når det var svært, opmuntrede vi hinanden. Jeg husker især en aften, hvor min mand fornemmede, at jeg var lidt anspændt. Han læste en passage fra præsident Boyd K. Packers Det hellige tempel,1 som vi havde studeret sammen. De ord, han læste, gav mig et bredere perspektiv og beroligede min frygt.
Biskop Riding blev ved med at opmuntre os, og det samme gjorde menighedens medlemmer. En ven gav os et eksemplar af hæftet Templer, som vi granskede. Underviserne i vores tempelforberedelsesklasse besvarede vore spørgsmål og viste os venlighed og venskab, og mange af menighedens medlemmer var gode eksempler på tempelværdighed.
Hver nat, når vi lagde vore børn i seng, forsikrede vi dem om, at vores familie nok skulle i templet. Da tiden nærmede sig, kunne vi give dem en konkret dato.
Den 17. april 1998, cirka et halvt år efter den livsomvæltende dag på biskoppens kontor, knælede John og jeg ved altret i templet i Dallas i Texas sammen med vore fem børn. Mange venner fra menigheden overværede det, og deres støtte viste mig, hvor ivrige de var for, at vi skulle nyde de velsignelser, de havde i deres familie. Vores besegling har uden tvivl været den vigtigste begivenhed i vores liv.
Virkningen af vores besegling virkede meget håndgribelig på mig og min mand. For eksempel bemærkede vi en ændret stemning i vores hjem, især hos vore børn. De virkede mere lydige, og skønt de ikke var fuldkomne, så bestræbte de sig hele tiden på at træffe gode valg og adlyde budene. Vi oplevede også en større enighed i familien.
Skønt disse velsignelser var dejlige, så kom templets velsignelser til at stå endnu klarere for os i 2007. Om morgenen den 21. oktober kom vore tvillinger, der var 17, ud for en bilulykke. Tessa fik kun mindre kvæstelser, men Jennas tilstand var meget kritisk. Hun blev overført til et lokalt sygehus, hvor hun lå i koma. Da vi fik at vide, at hun måske ikke overlevede, kom vore tre ældste børn hjem fra college. Mens familien tilbragte de næste par dage på Jennas hospitalsstue, fandt vi stor trøst i de ordinancer, som gør det muligt for os at være sammen efter døden. Vi brugte meget tid på at tale om familiens evige natur – for vores familie. En uge efter ulykken, gled Jenna ind i døden.
Vore tempelpagter har fået endnu større betydning for os efter hendes død. Vi savner Jenna frygtelig meget og længes efter den dag, hvor vi kan være sammen igen, men vores tro på frelsesplanen og vores vidnesbyrd om evige familier styrker os. I vores hjem har vi et billede af vores familie ved templet, som minder os om vores oplevelse og de løfter, som vi ved, vi kan opnå.
Vi er taknemlige for trofaste præstedømmeledere, som vejledte os, og i særdeleshed for en god biskop, som fulgte en tilskyndelse, der førte til evige velsignelser for vores familie. Vi er taknemlige for venner og medlemmer af menigheden, som opmuntrede os undervejs, og som var gode eksempler, vi kunne følge. Men mest af alt er vi taknemlige for en kærlig himmelsk Fader, som har gjort det muligt for »familieforhold at fortsætte hinsides graven« takket være hans Søns gave og templets ordinancer.2
Familiefotos venligst udlånt af familien Sigety.
Familien Sigety i 2006. Forreste række fra venstre: Joseph, Tessa, John Rowe og Jenna. Bageste række fra venstre: Hayley, John og Ellen.
I vores hjem har vi et billede af vores familie ved templet, som minder os om vores oplevelse og de lovede velsignelser.
Fotografi af præsident Benson: Busath Photography; fotografi af englen Moroni: David Andersen; fotografi af templet i Dallas i Texas: Jed Clark