Kristus og kulturen i Det Gamle Testamente

Donald W. Parry

Professor i den hebraiske bibel og dødehavsrullerne, Brigham Young University

Et omhyggeligt studium af dette betydningsfulde værk giver os en større påskønnelse af Frelseren, hans evige offer og de, der så frem til hans fødsel.

Når vi tager fat på studiet af Det Gamle Testamente, må mange af os overvinde den tendens, der får os til at se på dette righoldige skrift med vores kulturs briller. Hvis vi presser en nutidig kulturs forståelse ned over et samfund, som eksisterede for tusinder af år siden, får det Det Gamle Testamente til at virke sært eller irrelevant.

Vores kulturelle påvirkning kan få os til at undre os over, hvorfor det i bibelske samfund var skik, at storesøsteren giftede sig før de yngre søstre (se 1 Mos 29:25-26), at kvinder bar vand og andre tunge byrder på deres skuldre (se 1 Mos 21:14; 24:15), at folk steg af deres kamel eller æsel som et tegn på respekt, når de hilste på andre (se 1 Mos 24:64; 1 Sam 25:23; 2 Kong 5:21), at man bøjede sig for andre (se 1 Mos 18:2-3; 19:1; 23:7, 12; 42:6), at forældre valgte deres søns brud for ham (se 1 Mos 21:21; 24:4; 38:6), eller at gæster vaskede deres fødder, når de ankom til deres værts hjem (se 1 Mos 18:4; 19:2; 43:24).

Vi kan ikke værdsætte og forstå Bibelen, hvis vi fjerner den fra dens sammenhæng og sætter den ind i vores moderne kultur. I stedet må vi ændre vores syn, så vi bedre kan forstå oldtidens måde at leve på.

Det Gamle Testamente giver os megen nyttig og interessant information om de gamle profeters folks og civilisationers kultur – oplysninger om deres musik, sprog, kunst, litteratur, religiøse institutioner, valutasystemer, fødevarer, klædedragter, kalendersystemer, bryllupsskikke og så videre. Disse oplysninger kunne bare være et interessant kulturelt og historisk studium, hvis ikke Det Gamle Testamente bød på en meget større og mere livsomvæltende belønning til den, der studerer dets til tider overvældende indhold – nemlig at føre dem til Jesus Kristus.

Det Gamle Testamente er det første vidnesbyrd om Frelseren og rummer en lang række kulturelle og religiøse skikke, som typologisk og profetisk fokuserer på Kristus og hans forsoning. Fem eksempler fra Det Gamle Testamente illustrerer forekomsten af religiøse skikke, som giver en dybere forståelse af Jesus Kristus, hans forsoning og vores forhold til ham.

Som et lam, der føres til slagtning

Efter Jesu lidelser i Getsemane have blev han mødt af Judas og »vagtstyrken og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tempelvagter [som] kom derover med lygter og fakler og våben« (Joh 18:3). Jesus underkastede sig en ydmygelse, da han tillod denne flok at pågribe og binde ham (se Joh 18:12).

Johannes’ vidnesbyrd nævner ikke noget om, hvordan Jesus blev bundet, men ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum (1915-1985) gav os en særlig indsigt, da han sagde, at Jesus blev »ført bort med et reb om halsen som en gemen forbryder«.¹ Denne detalje findes ikke i evangeliets beretning og må derfor tilskrives den profetiske forståelse hos en, som blev opretholdt som profet, seer og åbenbarer.

Rebet om Frelserens hals minder os om, hvordan man bandt en almindelig forbryder. Det minder os også en almindelig skik i det hellige land i dag, hvor et får eller en ged føres til slagteren med et reb om halsen. Denne skik har sine rødder i Det Gamle Testamentes verden. Det Gamle Testamentes skrivelser forudser denne begivenhed i Jesu liv, da profeten Esajas profeterede, at Messias »blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning« (Es 53:7).

Flåning af offeret

3 Mosebog henviser til en religiøs skik, der har at gøre med flåning af en tyrekalv, efter at den var slagtet: »Dernæst skal han slagte tyrekalven for Herrens ansigt … Så skal han flå brændofferdyret« (3 Mos 1:5-6).

At flå betyder her tilsyneladende at fjerne dyrets skind. Når brændofferdyret var slagtet, flåede den, der bragte offeret, eller en af præsterne skindet af dyret. Det hebraiske ord psht, der oversættes med »at flå«, betyder normalt »at fjerne beklædning« (se 1 Mos 37:23; 1 Sam 19:24; Ez 16:39; 44:19).

Det flåede offerdyr var symbol på Jesus Kristus. Jesus blev uden videre afført sine klæder – sin dragt og sin kappe – inden sin korsfæstelse:

»Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de, men den var uden sammensyninger; ét vævet stykke fra øverst til nederst;

derfor sagde de til hinanden: ›Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den.‹ For sådan skulle det skriftsted gå i opfyldelse: De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min klædning« (Joh 19:23-24).

Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) skrev: »Hvor må han dog have lidt, da [soldaterne] krænkede hans person ved at flå hans tøj af og derefter iføre ham en purpurfarvet kappe!«²

Flåningen af offerdyret var også et billede på piskningen af Jesus. Da Jesus blev ført frem for den romerske guvernør Pontius Pilatus, fik han flået noget af sin hud af, da han blev pisket (se Matt 27:26). Måske henviste Peter til denne piskning eller de efterfølgende naglemærker i Frelsernes hænder og håndled, da han om Jesus skrev »på sit legeme bar han … vore synder op på korset« (1 Pet 2:24). Esajas havde profeteret om denne piskning mere end syv århundrede tidligere. Om Frelseren skrev han: »Jeg lod dem slå min ryg« (Es 50:6).

Det gennemborede brød

Flere passager i Det Gamle Testamente omtaler en brødagtig ting, som blev spist af dem, der tilbad i templet, eller brændt på alteret sammen med offerdyret (se 2 Mos 29:2; 3 Mos 2:4; 4 Mos 6:15). På hebraisk kaldes dette brød for halah (flertal, halot), som betyder »gennemboret« brød (af den hebraiske rod hll, »at gennembore«). Andre steder i skriften henviser den hebraiske rod (hll til gennemboring, især om en, der gennembores med et sværd eller en pil (se 1 Sam 31:3; Klages 4:9).

Vi ved ikke, hvorfor dette brød blev kaldt halah, men måske blev dejen gennemboret eller perforeret, inden den blev sat i ovnen. Det gennemborede brød kunne meget vel være et billede på Jesus Kristus, der kaldes »Livets brød« (Joh 6:35) og som blev gennemboret, mens han hang på korset (se Joh 19:34). Både Esajas og Salmisten profeterede om gennemboring af Jesus som en del af forsoningen: »Men han blev gennemboret for vore overtrædelser« (Es 53:5). »De har gennemboret mine hænder og fødder« (Sl 22:17).

Ligesom det gennemborede brød spillede en vigtig rolle i oldtidens offersystem, anvender de hellige i den kristne æra og igen i vor egen tid det brudte brød som en påmindelse om Kristi offer. Vi mindes, at Jesus selv brød offerbrødet som et billede på sin sønderbrudte krop. Matthæus skrev: »Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde: ›Tag det; dette er mit legeme‹« (Matt 26:26).

At det brudte brød er et symbol på Jesu sønderbrudte legeme står klart i udtalelser fra nutidige profeter, som blandt andet præsident John Taylor (1808-1887): »Jeg nyder at mødes med de hellige. Jeg holder af at bryde brødet sammen med dem til minde om vor Herre og Frelser Jesu Kristi brudte kød og drikke af bægeret til minde om hans udgydte blod.«³

Olie af knuste oliven

Oldtidens offersystem omfattede flere regler, der havde at gøre med olie af knuste oliven eller »olie, som var fremstillet ved at knuse eller støde oliven i en morter«.⁴ For eksempel omfattede det daglige offer i templet to lam, et drikkeoffer og mel blandet med olie af knuste oliven (se 2 Mos 29:40; 4 Mos 28:5-6). Disse tre offergaver – lammene, drikkeofferet og blandingen af mel og olie – blev ofret »som dagligt brændoffer!« (4 Mos 28:3).

Olie af knuste oliven blev også anvendt i tempellampen, som lyste for dem, der gjorde tjeneste i templet. Gud befalede Moses: »Du skal give israelitterne besked om at skaffe dig ren olie af knuste oliven til lysestagen, så man altid kan sætte en lampe på« (2 Mos 27:20).

I Mormons Bog sagde Abinadi: »Han er verdens lys og liv, ja et lys, som er uendeligt, som aldrig kan formørkes« (Mosi 16:9). Det er meget passende, at man anvendte oliven-olie i de lamper, som lyste i templet, ligesom Kristus lyser for hele verden.

Olie af knuste oliven har en anden forbindelse til Jesus Kristus. Olie af knuste oliven blev beskrevet som »fin og dyrebar«⁵ og var meget værdsat, meget mere end den olivenolie, som blev fremstillet på andre måder, såsom med en olivenpresse. Olie af knuste oliven blev anvendt, fordi det symboliserer Frelseren på to væsentlige måder: For det første er han Den Salvede, eller den, som er blevet salvet med olivenolie. Han kaldes Kristus og Messias, som betyder den salvede (med olivenolie) på græsk og hebraisk. For det andet er olie af knuste oliven et billede på Jesu Kristi oplevelser i timerne inden hans død på korset: Han blev også slået og knust. Matthæus, Markus og Lukas giver disse vidnesbyrd:

»Da spyttede de ham i ansigtet og slog ham med knytnæve, og nogle slog ham med stokke« (Matt 26:67).

»Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham … Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke« (Mark 14:65).

»De mænd, som bevogtede Jesus, hånede ham og slog ham,

og de dækkede hans ansigt til og sagde: ›Profetér. Hvem var det, der slog dig?‹« ((Luk 22:63-64).

Præsident Kimball har om denne episode skrevet: »Med stille, behersket værdighed stod han der, mens de spyttede ham i ansigtet. Han forblev rolig og fattet. Ikke et eneste vredt ord undslap hans læber. De slog ham i ansigtet og pryglede hans krop. Men han stod fast og uforfærdet.«⁶

Syv århundrede tidligere havde Esajas profeteret om denne onde behandling af Jesus Kristus: »Jeg lod dem slå min ryg og rive skægget ud af mine kinder. Jeg skjulte ikke mit ansigt for skændsler og for spyt« (Es 50:6).

Håndspålæggelse

Håndspålæggelsen på hovedet af bestemte offerdyr var en vigtig del af oldtidens offerritualer. Forskellige personer deltog i denne håndspålæggelse, deriblandt:

Enkelte israelitter: »Når nogen af jer vil bringe Herren en gave … skal [han] lægge sin hånd på brændofferdyrets hoved. Det bringer ham Herrens velbehag og skaffer ham soning« (3 Mos 1:2, 4).
Ældster: »Og menighedens ældste skal lægge deres hænder på tyrens hoved for Herrens ansigt« (3 Mos 4:15).
Herskere: Herskeren »skal lægge sin hånd på bukkens hoved« (3 Mos 4:24).
Almindelige mennesker: »… et almindeligt menneske … skal lægge sin hånd på syndofferets hoved« (3 Mos 4:27, 29).
Ypperstepræster: »Aron skal lægge begge sine hænder på den levende buks hoved« (3 Mos 16:21).
Levitter: »Levitterne skal lægge deres hænder på tyrenes hoveder … for at skaffe levitterne soning« (4 Mos 8:12).

Herren påbød håndspålæggelse i forbindelse med forskellige ofringer, deriblandt brændoffer, fredsoffer og syndoffer (se 3 Mos 1:4; 3:1-2; 4:3; 24:10-16).

Det at lægge hænderne på offerdyrene skildrer loven om stedfortrædere, eller magten til at handle som stedfortræder for en anden. I dette tilfælde overfører det symbolsk menneskers synder til dyrets hoved. Eller som en bibelforsker har sagt, så skal håndspålæggelsen »identificere synderen med offerdyret, der skal slagtes, og symboliserer ofring af hans eget liv«.⁷ Håndspålæggelsens symbol i forbindelse med ofringer kommer til udtryk i 3 Mos 16:21-22, hvor ypperstepræsten overfører Israels synder og ugudelighed til gedens hoved:

»Aron skal lægge begge sine hænder på den levende buks hoved, og han skal bekende al israelitternes synd over den, alle deres overtrædelser og synder; dem skal han lægge på hovedet af bukken …

Bukken skal bære alle deres synder.«

Offerdyrene var selvfølgelige billeder og symboler på Jesus Kristus, som bar vore synder og overtrædelser, inden sin død på korset.

En forståelse af Det Gamle Testamentes kultur kan hjælpe os med at opklare den fulde betydning af Det Gamle Testamente. Det gælder især de emner, der henviser til og fokuserer på Jesus Kristus. Et omhyggeligt studium af dette betydningsfulde værk giver os en større påskønnelse af Frelseren, hans evige offer og de, der så frem til hans fødsel.