De er alle mine
Karsen H. Cranney, Californien i USA
Er det dine alle sammen?«
Det er et spørgsmål, jeg ofte hører, så det overraskede mig ikke, da jeg hørte det fra en dame bag mig i køen i supermarkedet. Jeg kiggede på mine døtre på seks og fem år, som stod på hver sin side af min fulde indkøbsvogn, min toårige, der glad svingede med benene i det lille sæde på indkøbsvognen, og min fire måneder gamle baby i kænguruselen.
»Ja, de er mine alle sammen,« sagde jeg smilende.
Lige fra dengang min mand og jeg stiftede familie, har vores valg om, hvor mange børn vi skulle have og hvornår, ofte været genstand for forbløffelse. Beslutningen om at få vores første barn var nok ikke logisk, i hvert fald ikke set med verdens øjne. Vi var stadig i begyndelsen af tyverne. Min mand, der lige var blevet færdig med sin uddannelse, var på jagt efter et »rigtigt job«. Vi havde en beskeden indtægt og ikke nogen forsikring. Men vi havde et klart indtryk af, at der var ånder, som ivrigt ventede på at komme ned til vores familie, så vi gik fremad i tro.
Vi blev velsignet med en sund graviditet, en smuk, lille pige og et sikkert job med karrieremuligheder. Jeg var taknemlig for at kunne gå hjemme med min datter og de tre børn, der fulgte. Alle er blevet bragt ind i vores familie efter stærke guddommelige tilkendegivelser om, at tiden var inde, men det gjorde det ikke let at forklare andre, hvorfor vi fik så mange børn så hurtigt efter hinanden.
De mange forespørgsler, jeg uundgåeligt modtager, drager ofte min dømmekraft i tvivl: »Hvorfor så mange?« »Er du ikke klar over, hvor meget det koster at opdrage et barn under 18 år?« »Kan du virkelig give hvert barn den opmærksomhed og de muligheder, som det har brug for?« Og selvfølgelig: »Er I så færdige med at få flere?«
Jeg håber bestemt, at vi ikke er færdige, selv om årene med småbørn er intense og meget krævende, både fysisk, følelsesmæssigt, intellektuelt og åndeligt. Der er dage, hvor børnene skal bespises, have skiftet ble, trøstes og have pudset næse – alt sammen på én gang. På sådanne tidspunkter tvivler jeg på min egen sunde fornuft og spekulerer på, om jeg overhovedet ved, hvad jeg gør. På sådanne dage synes verdens røst at le hånligt og sige: »Vi sagde det jo!«
Men hvor er jeg dog i de stunder taknemlig for Jesu Kristi evangeliums lærdomme og den værdi, som det tillægger familien. Hver eneste dag sætter jeg min lid til evangeliske principper, som profeter i fortid og nutid har forkyndt, om at det arbejde, jeg udfører som mor – og det er arbejde – er det vigtigste arbejde, som jeg kan udrette i mit liv, og at det er hele umagen værd. Som svar på inderlige bønner modtager jeg guddommelig hjælp hver dag, så jeg kan gøre det, jeg skal i mit hjem. Takket være min himmelske Faders ømme barmhjertighed sørger han for, at de opslidende dage afbrydes af øjeblikke med strålende glæde.
Så til kvinden i supermarkedet og til andre, der undrer sig over, hvorfor jeg vier mit hjerte og min sjæl til at opdrage børn, svarer jeg stolt: »Ja, de er alle sammen mine – og det er jeg inderligt og ufortrødent taknemlig for!«