Fortidens måde at gå fremtiden i møde på
Fortidens lektier … forbereder os på at gå fremtidens udfordringer i møde.
Min hustru og jeg havde det privilegium at deltage i Mormon Miracle Pageant i Manti i Utah i sommer. En aften, før festspillet begyndte, talte vi til de medvirkende. På grund af det store antal medvirkende måtte vi tale til dem ved to møder. Festspillet havde en rollebesætning på over 800 personer, hvoraf 570 var under 18 år. Et hundrede flere medvirkede i år, hvilket krævede, at søstrene, som stod for kostumerne, skulle sy yderligere dragter – hvilket de gjorde. Det var inspirerende at se, hvor velorganiserede de var til at tage sig af hver eneste detalje.
Rammerne for festspillet var en smuk bakke lige neden for templet i Manti. Der var 15.000 mennesker til stede den aften, vi så festspillet. Det var spændende at se denne hær af unge mænd og piger fange visionen i beretningen om genoprettelsen, mens de spillede deres roller med stor begejstring og indlevelse.
Noget af det, som vi elsker at gøre, når vi besøger Manti, er at deltage i en tempelsession. Der er en særlig ånd i disse gamle templer, som blev opført under store ofre af de første pionerer.
At deltage i en tempelsession i templet i Manti var en følelsesfuld oplevelse for mig. Det bragte mange minder tilbage om, hvordan jeg huskede templet i Logan, før det blev renoveret og moderniseret. Efterhånden som vi kom igennem tempelsessionen, kunne jeg i hvert værelse høre disse første pionerer sige: »Se det, som vi byggede med vore egne hænder. Vi havde ingen maskiner. Ingen entreprenører eller underleverandører var involveret i opførelsen, ingen avancerede kraner til at løfte de tunge sten. Vi udførte dette arbejde ved egen kraft.«
Hvilken herlig arv disse første pionerer fra Sanpete County har efterladt os.
USA’s tidligere præsident Ronald Reagan er blevet citeret for at have sagt: »Jeg ønsker ikke at vende tilbage til fortiden. Jeg ønsker at vende tilbage til fortidens måde at gå fremtiden i møde på.«1 Hans råd genlyder stadig i mit indre. Der er noget ved at se tilbage på fortidens lektier for at forberede os på at gå fremtidens udfordringer i møde. Hvilken herlig arv af tro, mod og opfindsomhed disse ædle første mormonpionerer har efterladt os til at bygge videre på. Min beundring for dem vokser, jo længere jeg lever.
At tage imod evangeliet medførte en fuldstændig forandring af deres liv. De forlod alt – deres hjem, deres forretning, deres gård og selv deres elskede familiemedlemmer – for at rejse ud i ødemarken. Det må have været et chok, da Brigham Young bekendtgjorde: »Dette er … stedet«.2 Foran dem var der et uhyre, øde ørkenland, uden grønne bakker, træer og smukke enge, som de fleste af disse første hellige havde kendt til. Med fast tro på Gud og deres ledere gik disse første pionerer i gang med arbejdet med at skabe smukke samfund i skyggen af bjergene.
Mange udmattede pionerer var netop begyndt at nyde godt af nogle af livets beskedne behageligheder, da Brigham Young kaldte dem til at forlade deres hjem igen og rejse mod øst, mod vest, mod nord og mod syd for at kolonisere bjergdalene. Sådan blev bosættelserne i Sanpete County – Fairview, Ephraim, Manti, Moroni og Mt. Pleasant – etableret.
Da jeg kom hjem fra mit besøg i Sanpete County, fik jeg lyst til at lære mere om disse første pionerer. Jeg besluttede at tilbringe nogle få timer i Kirkens nye historiske bibliotek og læse en smule om deres historie.
Det var i året 1849, blot to år efter de var ankommet til Salt Lake Valley, at Brigham Young, Vestens store kolonisator, kaldte en gruppe hellige til at rejse mod syd og påbegynde opførelsen af deres hjem og bosættelser helt forfra igen i et andet øde ørkenland. Kort tid efter de havde bosat sig i Sanpete, besøgte Heber C. Kimball, der var rådgiver til præsident Brigham Young, bosættelsen i Manti og lovede, at på den bakke, hvorfra man kan se hele dalen, ville et tempel blive bygget og opført med sten fra bjergene mod øst.
Der gik en del år efter præsident Kimballs besøg, og indbyggerne begyndte at blive bekymrede over, at der intet blev gjort for at opføre et tempel til dem. »Vi må have et tempel i vores bosættelse,« sagde en af borgerne. »Vi har ventet længe nok på denne velsignelse.« En anden sagde: »Hvis vi skal have et tempel, må vi hellere komme i gang med at bygge det.« Og det var lige, hvad de gjorde.
Hjørnestenen blev lagt den 14. april 1879, ca. 30 år efter, at de var ankommet til Sanpete-dalen. Der kan fortælles mange historier om disse arbejderes flid, som ydede deres allerbedste for at opføre dette smukke tempel. Præsident Gordon B. Hinckley sagde for flere år siden ved genindvielsen af templet i Manti: »Jeg har besøgt verdens storslåede bygninger, men i ingen får jeg en sådan følelse som ved at komme til disse Guds huse bygget af pionerer.«3 Familien Hinckley har et ganske særligt bånd til templet i Manti. Søster Marjorie Hinckleys bedstefar mistede sit liv på grund af en skade, som han fik under dets opførelse.
For bedre at forstå, hvordan fortiden kan tilvejebringe en bedre måde at gå fremtiden i møde på, vil jeg fortælle jer en beretning fra opførelsen af templet i Manti. Dernæst vil jeg fortælle jer, hvad det har lært mig om sande principper.
Nogle dygtige tømrere fra Norge, som kom og bosatte sig i Manti, fik til opgave at bygge templets tag. De havde aldrig før bygget en tagkonstruktion, men de var erfarne skibsbyggere. De vidste ikke, hvordan de skulle konstruere et tag. Så slog tanken dem: »Hvorfor bygger vi ikke bare et skib? Og eftersom et velbygget skib er solidt og sikkert, kan vi få et sikkert tag, hvis vi vender tegningerne på hovedet.« De gik i gang med at planlægge konstruktionen af et skib, og da det var færdigt, vendte de planen på hovedet, og det blev taget på templet i Manti.
I dette tilfælde anvendte de lektier fra deres tidligere erfaringer – principper om skibsbygning – som hjælp til at klare udfordringen. De drog helt korrekt slutningen, at de samme principper, som de havde anvendt til at bygge et sødygtigt fartøj, også gjaldt for at bygge et solidt tag. Fx var begge konstruktioner nødt til at være vandtætte. Den grundlæggende konstruktions helhed ville ikke blive påvirket af dens retning – om den vendte den rigtige side op, eller om den vendte på hovedet. Det vigtigste var at have et arbejdskendskab til de grundlæggende principper, der kræves for at kunne rejse en hvilken som helst konstruktion, der var bygget til at holde.
I Jesu Kristi evangelium er der evige principper og sandheder, der vil holde langt længere end principperne om at bygge skibe og tage. I og jeg har som medlem af Herrens sande kirke særlig adgang til og indsigt i disse evige principper og sandheder, især når vi lytter til Ånden for at få personlig vejledning og hører profetens røst, når han udtaler Guds vilje til Kirkens medlemmer. I og jeg ved alle, hvor vigtige disse evige principper og sandheder er i vores tilværelse. Jeg er ikke sikker på, at disse første pionerer kunne have gået farerne og det uvisse i fremtiden i møde uden dem, og det kan vi heller ikke. De er den eneste sande og evige måde at gå fremtiden i møde på, især i disse stadig mere farefulde og usikre tider, som vi nu lever i.
Disse norske skibsbyggere bragte deres erhvervs grundlæggende færdigheder med sig, og de kunne overføres fra skibsbygning til bygning af templer. Hvad forårsagede deres dramatiske skift af prioriteter? Der findes kun ét svar, der forklarer deres villighed til at ofre alt for at blive bygmestre i Guds rige. De havde fået undervisning i og accepterede Jesu Kristi evangeliums evige principper og sandheder. De indså, at deres mission ikke kun var at hjælpe med at opføre bygninger, men også at bidrage til andres opbyggelse ved at dele ud af deres kundskab om evangeliet. Som vi læser i afsnit 50 i Lære og Pagter: »Derfor forstår den, der prædiker, og den, der modtager, hinanden, og begge bliver opbygget og fryder sig sammen« (v. 22).
Da vi modtog den særlige velsignelse om at kende Jesu Kristi evangelium og påtog os Kristi navn ved at gå i dåbens vande, accepterede vi også forpligtelsen til at forkynde evangeliet for andre. For nylig har Kirken vendt missioneringsprogrammet på hovedet for mere fuldt ud at kunne opfylde vores fælles ansvar om at forkynde evangeliet. For nogle år siden fjernede vi stavsmissionerne og flyttede fokus for vores indsats hen på organisationen i menighedsmissionen. Med en plan for menighedens missionering, udviklet af hvert af Kirkens menighedsråd, sker der fremskridt i stadigt stigende grad. Meget af fremgangen opnås ved, at fuldtidsmissionærerne arbejder tæt sammen med menighedsrådet, missionslederen og kirkemedlemmerne.
Vi har opdaget, at menighedsbaseret missionering øger medlemsdeltagelsen med at finde og undervise undersøgere. Ofte opfordres undersøgere til at modtage missionærlektionerne i medlemmers hjem. Menighedens medlemmer bliver mere ivrige efter at fortælle om deres dyrebare kundskab om Jesu Kristi evangelium, når de direkte oplever missionærtjenestens gavmilde velsignelser, og de oftere bliver mindet om det af deres menighedsledere. Medlemmer inddrages mere, når de overvejer og beder om at fortælle venner, naboer og familiemedlemmer med en anden tro om evangeliet.
Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Alt for mange af os ser på missionering som blot at banke på døre. Enhver, som kender til dette arbejde, ved, at der er en bedre måde. Den måde er gennem Kirkens medlemmer. Hver gang der er et medlem, som præsenterer en undersøger, er der straks et netværk. Medlemmet bærer vidnesbyrd om sandheden af dette værk. Han ønsker inderligt, at hans ven, der ikke er medlem, må opnå lykke. Han bliver begejstret, når hans ven gør fremskridt og lærer evangeliet at kende.4
Fuldtidsmissionærerne fortsætter med at udføre det meste af den egentlige undervisning af undersøgere, men medlemmer får rigelige muligheder for at besvare spørgsmål og bære deres vidnesbyrd. Vi giver større agt på profetens røst ved at forberede os selv på at undervise i grundlæggende evangeliske principper. Forberedelse fjerner frygt. Den forenkler og styrker også det, som medlemmerne gør for at støtte fuldtidsmissionærerne. Der er tre meget grundlæggende lektioner, som fuldtidsmissionærerne underviser i: Genoprettelsen, frelsesplanen og Jesu Kristi evangelium. Hvor forberedte er I på at være vidne om og aflægge vidnesbyrd om sandheden af disse meget grundlæggende lektioner? Anvend det inspirerede hæfte Forkynd mit evangelium til at studere og forberede jer på at støtte fuldtidsmissionærerne, når de underviser i disse grundlæggende, evangeliske lektioner.
Må vi alle lære begge de vigtige lektier, som vi har lært af skibsbyggerne fra Norge, der byggede taget på templet i Manti. For det første er der lektien om at anvende fortidens sande principper til at hjælpe os med at gå fremtiden i møde. For det andet lærer vi af deres ønske om at videregive det, de ved, til andre for at hjælpe med at opbygge Guds rige. Denne anden lektie vil, hvis vi lærer den grundigt, hjælpe mange andre af vore brødre og søstre, Guds andre sønner og døtre, med at gå en usikker fremtid i møde med den samme evige forvisning, som vi har.
Jesu Kristi evangelium er sandt. Det er blevet gengivet for at velsigne os i disse sidste dage. Det indeholder alle de sandheder, principper og ordinancer, som vor Fader i himlens store plan for lykke rummer, som er en plan for os, så vi kan vende tilbage og bo sammen med ham i rigerne hinsides for evigt. Det er mit vidnesbyrd til jer, at Jesu Kristi evangelium er hans guddommelige måde, hvorpå vi kan gå vores herlige fremtid i møde. I Jesu Kristi navn. Amen.