2009
Pas på gabet
November 2009


Pas på gabet

Gab kan være påmindelser om de områder, som vi kan forbedre, eller som, hvis vi ignorerer dem, kan blive anstødssten i vores liv.

Billede
Barbara Thompson

For adskillige år siden besøgte jeg nogle gode venner i London i England. Under det besøg var jeg ude at køre med »the tube« – et undergrundstog, som folk benytter flittigt til at komme fra sted til sted. På hver af disse travlt befærdede stationer var der advarselsskilte om de farer, der kunne tilstøde folk. Lys blinker for at advare folk om, at der kommer et tog, og at de derfor skal træde tilbage. Der er også et skilt, som advarer folk om mellemrummet mellem toget og perronen. På skiltet står der »Pas på gabet«. Dette minder folk om ikke at få foden i klemme i mellemrummet eller tabe noget, fordi det så falder under toget og går tabt. Advarselsskiltet er nødvendigt og advarer folk om en reel fare. For at være på den sikre side må folk »passe på gabet«.

Mange af os har nogle gab i vores eget liv. Nogle gange er der et gab mellem det, vi ved, og det vi rent faktisk gør, eller afstand mellem vores mål og det vi opnår. Disse gab kan være påmindelser om de områder, som vi kan forbedre, eller som, hvis vi ignorerer dem, kan blive anstødssten i vores liv.

Jeg vil nævne nogle få »gab«, som jeg enten kender fra mit eget eller andres liv. Dem jeg vil komme ind på i aften er:

For det første er der gabet mellem at tro på, at man er Guds datter og i sit hjerte og sind at vide, at man er Guds dyrebare, elskede datter.

Dernæst gabet mellem at færdiggøre Unge Pigers program og at blive et fuldt ud deltagende medlem af Hjælpeforeningen – »Herrens organisation for kvinder«.1

For det tredje gabet mellem at tro på Jesus Kristus og at være tapper i vidnesbyrdet om Jesus Kristus.

Nummer et, gabet mellem at tro og at vide, at man er Guds dyrebare, elskede datter.

De fleste af os, som har været i Kirken i mere end et par måneder, har sunget sangen: »Jeg er Guds kære barn.«2 Jeg har sunget den, siden jeg var en lille pige, og jeg har altid troet på den. Selvom de fleste af os tror på det, virker det som om, at vi har en tendens til at tvivle på eller glemme det, når vi løber ind i svære tider.

Nogle har sagt noget som: »Hvis Gud virkelig elskede mig, ville han ikke lade denne sygdom ramme mit barn.« »Hvis Gud elskede mig, ville han hjælpe mig med at finde en værdig mand, som jeg kunne blive gift med og beseglet til i det hellige tempel.« »Hvis Gud elskede mig, ville vi have penge nok til at købe et hus.« Eller: »Jeg har syndet, så Gud kan umuligt elske mig mere.«

Uheldigvis hører vi den type udtalelser alt for tit. I er nødt til at vide, at der ikke er noget, som kan »adskille jer fra Kristi kærlighed«. Skriften fortæller os tydeligt, at ingen modgang, lidelse, forfølgelse, magt eller væsen kan skille os fra Guds kærlighed.3

Vor himmelske Fader elsker os så højt, at han gav sin Søn, den Enbårne, for at sone for vore synder. Frelseren led ikke blot for hver eneste synd, men han følte enhver smerte, sorg, ubehagelighed, ensomhed eller bedrøvelse, som nogen af os nogensinde vil opleve. Er det ikke kærlighed? Præsident Henry B. Eyring har sagt: »Det er Helligånden, som vidner om, at Gud virkelig er og lader os føle glæden ved Guds kærlighed.«4

Vi må acceptere hans kærlighed, elske os selv og hinanden. Husk at hver eneste sjæl på denne jord også er et Guds barn. Vi må behandle hinanden med kærlighed og venlighed, som det passer sig for et Guds barn.

Mange af jer arbejder hårdt for at udføre jeres pligter, holde budene og adlyde Herren. I bliver nødt til at erkende Herrens godkendelse. I er nødt til at vide, at det er Herren behageligt, og at han har antaget jeres offer.5

Husk at passe på dette gab og ikke lade tvivl eller usikkerhed komme ind i jeres sind. Vær forsikrede om, at Gud elsker jer højt, og I er hans dyrebare barn.

Dernæst gabet mellem at færdiggøre Unge Pigers program og at blive et fuldt ud deltagende medlem af Hjælpeforeningen – Herrens organisation for kvinder.

I mange lande bliver piger kvinder, når de bliver 18 år. For mange er det en spændende tid, hvor vi føler os voksne og klar til at indtage verden. For unge kvinder i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er det også en tid, hvor vi fuldfører mange af vores mål i Personlig fremgang, kommer ind i Hjælpeforeningen og accepterer kaldelser i Kirken. Vores vidnesbyrd er blevet styrket gennem Unge Pigers program, og vi har sat os mål, som vil føre os til tempelægteskab og at danne vores egen evige familie.

Uheldigvis tager nogle af vore unge søstre en »pause« fra fuld deltagelse i evangeliet og Hjælpeforeningen. Nogle tænker: »Jeg kan komme i Hjælpeforeningen, når jeg er blevet gift, eller når jeg er blevet ældre og ikke har så travlt.«

Da jeg var færdig på high school var mit mål at komme på college, i det mindste et par år, finde en dejlig mand og få fire perfekte, smukke børn (to drenge og to piger). Min mand skulle tjene godt, så jeg ikke behøvede at arbejde, og så kunne jeg tjene i Kirken og samfundet. Heldigvis var et af mine mål at være et aktivt og trofast medlem af Kirken.

Ja, som I ved, gik det ikke helt med mange af mine mål, som jeg havde håbet. Da jeg blev færdig med college, tjente jeg på mission, fik et job og fortsatte min uddannelse for at få en kandidatgrad og arbejdede inden for min fag i mange år. (Jeg var sikker på at blive gift for 13 år siden, da jeg åbnede en lykkekage, hvor der stod: »Du vil blive gift inden for et år«). Men der kom ingen dejlig mand, intet ægteskab og ingen børn. Intet blev, som jeg havde planlagt bortset fra én ting. Jeg stræbte efter at være et aktivt og trofast medlem af Kirken. Dette er jeg dybt taknemlig for. Det har betydet alt i mit liv.

Jeg havde i mange år mulighed for at tjene i Unge Piger og følte, at det gav mig en mulighed for at undervise og vidne for de unge piger, som udviklede deres vidnesbyrd og stræbte efter at gøre fremskridt på Herrens måde.

Jeg havde også mulighed for at tjene i kaldelser i Hjælpeforeningen, hvilket hjalp mig til at lære at tjene andre og øgede min tro og gav mig en stærk følelse af at høre til. Selvom jeg ikke var gift eller havde børn, følte jeg, at mit liv betød noget. Der var tider med skuffelser, og hvor jeg havde mine tvivl.

En arbejdskollega, som ikke var medlem af Kirken, sagde: »Hvorfor bliver du ved med at komme i en kirke, som lægger så megen vægt på ægteskab og familier?« Mit svar lød ganske enkelt: »Fordi den er sand!« Jeg kan være lige så enlig og barnløs uden for Kirken. Men med Kirken og evangeliet i mit liv, har jeg fundet glæde, og jeg vidste, at jeg var på den vej, som Frelseren ønskede, at jeg skulle følge. Jeg fandt glæde og mange muligheder for at tjene, elske og udvikle mig.

Husk på, at det ikke kun handler om, hvad I får ud af at være aktivt deltagende i Hjælpeforeningen, men også om hvad I kan give og bidrage med.

Mine kære søstre, særligt jer unge enlige voksne, jeg vidner om, at Gud elsker jer; han har jer i tankerne; han har en plan for jer. Han har brug for, at I tjener hans børn. Han har brug for, at I er aktive og trofaste og fuldt ud deltagende kvinder i hans kirke. Han har brug for, at I »lindrer den syge og sorgfulde sjæl«.6

Søster Eliza R. Snow, den anden hovedpræsident for Hjælpeforeningen, talte til en stor forsamling af søstre – unge som gamle – der var samlet i Ogden i Utah i 1873. Hun gav følgende råd, som stadig gælder i dag.

Idet hun talte til de unge kvinder, sagde hun: »Hvis I omgås hinanden, underforstået unge og ældre kvinder, vil jeres sind blive udviklet, I vil øge jeres intelligens, og jeres uvidenhed vil indskrænkes. Guds Ånd vil bibringe jer vejledning, og I vil bibringe den til hinanden. Jeg beder Gud om at velsigne jer mine unge søstre. Husk at I er Guds hellige, og at I har et vigtigt værk at udføre i Zion.«

Endvidere sagde hun til alle kvinder: »Apostlen Paulus talte fordum om hellige kvinder. Vi har hver især pligt til at være en hellig kvinde. Vi må have højere mål, hvis vi er hellige kvinder. Vi må føle, at vi er kaldede til at udføre vigtige opgaver. Ingen går ram forbi. Der er ingen søster så isoleret eller med så begrænset en sfære, at hun ikke kan yde en stor indsats for at styrke Guds rige på jorden.«7

Pas på gabet og lad ikke inaktivitetens gab snige sig ind i jeres liv på nogen måde. I har brug for Kirken, og Kirken har brug for jer.

Og til slut gabet mellem at tro på Jesus Kristus og have et fast vidnesbyrd om Jesus Kristus.

Mange mennesker tror på Jesus Kristus – at han blev født af Maria under meget beskedne kår i Betlehem for mange år siden. Mange tror på, at han voksede op og blev en stor lærer, en venlig og ædel sjæl. Nogle tror, at han gav os en række værdifulde principper og bud, og at vi vil blive velsignede, hvis vi følger disse belæringer og holder de bud.

Men vi sidste dages hellige ved, at vi må gøre mere end blot at tro på Kristus. Vi må have tro på ham, omvende os fra vore synder, blive døbt i hans navn og modtage Helligåndsgaven og dernæst må vi holde trofast ud til enden.

Vi må bære vores vidnesbyrd for andre. Vi må trofast holde de pagter, vi har indgået med Gud. Vi ved, at alle ting vil blive åbenbaret og givet til dem, »som tappert har holdt ud i Jesu Kristi evangelium«.8

Når vi er omvendt, er det naturligt for os at fortælle dem, vi elsker, om evangeliet. Lehi var omvendt og ønskede, at hans familie ville få del i evangeliets goder.9 Nefi talte om Kristus, frydede sig i Kristus og prædikede om Kristus for at hans børn kunne vide til hvilken kilde, de skulle se hen for at få forladelse for deres synder eller med andre ord, hvor de kunne finde fred og glæde.10

Da Enosh blev omvendt og blev tilgivet sine synder, bekymrede han sig for sine brødres velfærd. Han ønskede, at de kunne modtage de samme velsignelser, som han havde modtaget.11

Hele vejen gennem skriften kan vi læse om mænd og kvinder, som omvendte sig og fik et stærkt ønske om at »styrke« deres brødre og søstre.12

Opløft jeres røst blandt de trofaste, når I tappert vidner om, at han lever,13 at hans kirke er blevet gengivet, og at planen for evig lykke er tilgængelig for alle.

Når vi passer på gabene ved at være opmærksomme og træde tilbage fra fare, vil vi begynde at indse fylden af Jesu Kristi evangeliums velsignelser i vores liv.

Mine kære søstre, jeg elsker jer. Jeg ved, at Frelseren lever. Jeg ved, at han elsker enhver af os. Jeg ved, at denne kirke er sand. Dette vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Spencer W. Kimball, »Hjælpeforeningen; dens løfte og mulighed«, Den danske Stjerne, mar. 1977, s. 2.

  2. »Jeg er Guds kære barn«, Salmer og sange, nr. 195.

  3. Se Rom 8:35-39.

  4. Henry B. Eyring, »The Love of God in Missionary Work«, tale holdt ved et seminar for missionspræsidenter, 25. juni 2009.

  5. Se L&P 97:27; 124:1.

  6. Se »Som søstre i Zion«, Salmer og sange, nr. 200.

  7. Eliza R. Snow, »An Address«, Woman’s Exponent, 15. sep. 1873, s. 62.

  8. L&P 121:29.

  9. Se 1 Ne 8:10-12.

  10. Se 2 Ne 25:26.

  11. Se En 1:5-11.

  12. Se Luk 22:32.

  13. Se L&P 76:22.