Vær beredt
Den forberedelse, der tæller, må gøres af de unge mænd, som træffer valg om at hæve sig op til deres store skæbne som præstedømmetjenere for Gud.
Hvor end jeg er dag eller nat, er der en lille beholder med olivenolie i nærheden. Dette er den, som jeg opbevarer i den midterste skrivebordsskuffe på kontoret, hvor jeg arbejder. Der er en i min lomme, når jeg arbejder udendørs eller er på rejse. Der er også en i køkkenskabet i mit hjem.
På den, jeg har her, står der en dato. Det er datoen for, hvornår der var en, der udøvede præstedømmets kraft til at indvie den rene olie til helbredelse af de syge. De unge mænd i Det Aronske Præstedømme og endog deres fædre synes måske, at jeg er lidt ekstrem i min forberedelse.
Men opringningen i løbet af dagen eller den stille banken på døren om natten, kommer altid som en overraskelse. En eller anden vil sige: »Kunne du komme så hurtigt som muligt?« Engang for år tilbage var der en far, der ringede fra et hospital. Hans tre år gamle datter var blevet slynget 15 meter bort af en hurtigt kørende bil, da hun løb over vejen til sin mor. Da jeg ankom til hospitalet tryglede faderen om, at præstedømmets kraft måtte redde hendes liv. Lægerne og sygeplejerskerne lod os kun modvilligt række gennem et plastikforhæng for at dryppe en dråbe olie i en åbning på hendes hoved, der ikke var dækket af forbindinger. En læge sagde med irritation i stemmen: »Skynd jer nu, med det I vil gøre. Hun er døende.«
Han tog fejl. Hun overlevede, og i modsætning til det, som lægen havde sagt, så ikke blot overlevede hun, men hun lærte at gå igen.
Da opkaldet kom, var jeg parat. Forberedelsen bestod i langt mere end at have indviet olie tæt ved hånden. Den må begynde lang tid inden krisen, der fordrer præstedømmets kraft. De, som er beredt, vil være rede til at svare.
Forberedelsen begynder i familien, i Det Aronske Præstedømmes kvorummer og vigtigst i de unge mænds personlige liv. Kvorummet og familien må hjælpe, men den forberedelse, der tæller, må gøres af de unge mænd, som træffer valg om at hæve sig op til deres store skæbne som præstedømmetjenere for Gud.
Den kommende generation af præstedømmebæreres skæbne handler om langt mere end at være klar til at udøve Guds kraft til at helbrede de syge. Forberedelsen består i at være rede til at gå og gøre, hvad end Herren ønsker gjort for at berede verden på hans komme. Ingen af os ved præcis, hvad disse ærinder vil bestå i. Men vi ved, hvad det kræver at være rede, så vi kan hver især berede os.
Hvad I har brug for i dramatiske øjeblikke bygges op af den stadige udøvelse af lydig tjeneste. Jeg vil fortælle jer om to af de ting, I får brug for, og den forberedelse, det kræver at være rede.
Det første er at have tro. Præstedømmet er myndigheden til at handle i Guds navn. Det er retten til at nedkalde himlens kræfter. Så I må have tro på, at Gud lever, og at I har vundet hans tillid, så I har lov til at bruge hans kraft til hans formål.
Et eksempel fra Mormons Bog kan hjælpe jer til at se, hvordan en mand traf de forberedelser. Der var en præstedømmebærer ved navn Nefi, som fik en svær opgave af Herren. Han blev udsendt af Gud for at råbe omvendelse til et vildtfarent folk, inden det var for sent for dem. I deres ondskab og had slog de hinanden ihjel. Selv deres sorg havde ikke gjort dem ydmyge nok til at omvende sig og adlyde.
På grund af Nefis forberedelse velsignede Gud ham med kraft til at fuldføre hans opgave. I hans kærlige og styrkende ord til Nefi er der en vejledning til os:
»Velsignet er du Nefi for det, som du har gjort, for jeg har set, hvorledes du med utrættelighed har kundgjort ordet, som jeg har givet dig, for dette folk. Og du har ikke frygtet dem og har ikke søgt at redde dit eget liv, men har søgt min vilje og at holde mine befalinger.
Og se, fordi du har gjort dette med en sådan utrættelighed, se, så vil jeg velsigne dig for evigt; og jeg vil gøre dig mægtig i ord og i handling, i tro og i gerninger; ja, så alt skal blive gjort for dig i overensstemmelse med dit ord, for du vil ikke bede om det, der strider imod min vilje.
Se, du er Nefi, og jeg er Gud. Se, jeg kundgør det for dig i overværelse af mine engle, at du skal have magt over dette folk og skal slå jorden med hunger og med pest og ødelæggelse i forhold til dette folks ugudelighed.
Se, jeg giver dig magt til, at hvad som helst du besegler på jorden, skal være beseglet i himlen; og hvad som helst du løser på jorden, skal være løst i himlen; og således skal du have magt blandt dette folk.«1
Som beretningen fra Mormons Bog fortæller os, omvendte folket sig ikke. Så Nefi bad Gud om at ændre årstiderne. Han bad om et mirakel, som kunne hjælpe folket til at vælge at omvende sig på grund af hungersnød. Hungersnøden satte ind. Folket omvendte sig, og de tryglede Nefi om at bede Gud om regn. Han bad Gud derom, og Gud belønnede hans urokkelige tro.
Den tro kom ikke i det øjeblik, hvor Nefi havde brug for den, det gjorde Guds tillid til Nefi heller ikke. Han gjorde sig fortjent til den store tro og Guds tillid gennem modigt og vedvarende arbejde i Herrens tjeneste. I unge mænd opbygger den tro nu til de dage, som ligger forude, hvor I får brug for den.
Det kan være noget beskedent som at føre omhyggeligt referat i diakonernes eller lærernes kvorum. Der var unge mænd for år tilbage, som førte omhyggelige optegnelser over, hvad der blev besluttet og gjort af drenge, som blot var nogle måneder ældre, end de selv var. Det krævede tro, at Gud kaldte selv 12-årige i sin tjeneste, som blev vejledt ved åbenbaring. Nogle af disse kvorumssekretærer fra dengang sidder nu i Kirkens præsiderende råd. Nu læser de referater, andre har skrevet. Og åbenbaringen tilflyder dem nu, som den gjorde det til de ledere, de tjente, da de var drenge som jer. De var blevet beredt til at stole på, at Gud åbenbarer sin vilje, selv i tilsyneladende små sager i sit rige.
Nuvel, Herren sagde, at man kunne stole på Nefi, fordi han ikke ville bede om noget, der stred imod Guds vilje. For at have den tillid til Nefi, måtte Herren være sikker på, at Nefi troede på åbenbaring, søgte den og fulgte den. Lang erfaring med at følge inspiration fra Gud var en del af Nefis forberedelse i præstedømmet. Det må også blive en del af jeres.
Det ser jeg ske i dag. I de sidste måneder har jeg hørt diakoner, lærere og præster holde taler, som helt klart er lige så inspirerede og kraftfulde, som I vil høre til denne generalkonference. Når jeg har mærket den kraft, som er givet jer unge præstedømmebærere, har jeg tænkt på den opvoksende generation, der som tidevand rejser sig blandt os. Min bøn er, at de af os i generationerne før dem, sammen med dem også vil løfte os som med tidevandet. Forberedelsen af Det Aronske Præstedømme er en velsignelse for alle os såvel som for dem, som de vil tjene i deres generation og de generationer, som følger.
Dog er alt ikke vel i Zion. Ikke alle de unge vælger at forberede sig. Det valg må de selv træffe. De er ansvarlige for sig selv. Det er Herrens måde ifølge hans kærlige plan. Men mange unge mænd har kun mindre eller ingen støtte fra dem, som kunne hjælpe dem med at forberede sig. De af os, som er i stand til at hjælpe, vil blive holdt ansvarlige af Herren. En far, som forsømmer eller forstyrrer sin søns udvikling af tro eller hans evne til at følge inspiration, vil føle sorgen en skønne dag. Det gælder alle, som sidder i en stilling, hvor de kan hjælpe disse unge mænd med at træffe kloge og gode valg i deres tid i det forberedende præstedømme.
Den anden ting, de har brug for, er tillid til, at de kan leve op til de velsignelser, som Gud har givet, og den tillid, Gud har vist dem. De fleste påvirkninger omkring dem trækker dem i retning af at tvivle på Guds eksistens, hans kærlighed til dem og realiteten af de sommetider stille budskaber, de modtager gennem Helligånden og Kristi Ånd. Deres kammerater presser dem måske til at vælge synd. Hvis unge mænd vælger synd, bliver budskaberne fra Gud mere vage.
Vi kan hjælpe dem til at vælge at forberede sig ved at elske dem, advare dem og vise dem tillid. Men vi kan hjælpe dem endnu mere gennem vores eksempel på at være en trofast og inspireret tjener. I familien, i kvorummer, i klasser og når vi omgås dem i enhver sammenhæng, kan vi opføre os som sande præstedømmebærere, som bruger dets kraft, som Gud har lært os.
For mig står den anvisning klarest i afsnit 121 i Lære og Pagter. Herren advarer os i dette afsnit om, at vore motiver skal være rene: »Ingen magt eller indflydelse kan eller bør fastholdes i kraft af præstedømmet, uden at det sker ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed.«2 Når vi leder og påvirker de unge mænd, må vi aldrig gøre det for at tilfredsstille vores stolthed eller ærgerrighed. Vi må aldrig bruge tvang i nogen sammenhæng. Det er en høj standard for det eksempel, vi må vise vores unge.
Jeg så det ske, da jeg var lærer og præst. Min biskop og de, som tjente under ham, var fast besluttet på aldrig at miste en eneste af os. Så vidt jeg kunne se, var deres beslutsomhed motiveret af kærlighed til Herren og os, og ikke af nogen selviske årsager.
Biskoppen havde et system. Alle vejledere for hvert kvorum skulle kontakte hver eneste ung mand, som de ikke havde talt med den søndag. De måtte ikke gå i seng, før de enten havde talt med den dreng, som ikke havde været der, eller hans forældre eller en nær ven. Biskoppen lovede dem, at han ikke ville slukke lyset, før han havde fået tilbagemelding om alle drengene. Jeg tror ikke, at han gav dem en ordre. Han gjorde det ganske enkelt klart, at han ikke forventede, at de slukkede lyset, før de havde givet tilbagemelding.
Han og de, som tjente under ham, gjorde langt mere end at holde øje med os. De viste os gennem deres eksempel, hvad det betyder at drage omsorg for Herrens får. Ingen anstrengelse var for meget for ham eller dem, som tjente os i vores kvorummer. Ved deres eksempel underviste de os i, hvad det betyder at være utrættelig i Herrens tjeneste. Herren forberedte os gennem eksemplets magt.
Jeg har ingen anelse om, hvorvidt de gjorde sig tanker om, at nogen af os ville blive til noget særligt. Men de behandlede os, som om de havde, ved at være villige til at betale en hvilken som helst personlig pris for at redde os fra at miste troen.
Jeg ved ikke, hvordan biskoppen bar sig ad med at få så mange mennesker til at have så høje forventninger. Så vidt jeg var i stand til at se, blev det gjort ved »overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed.« Biskoppen metode med ikke at slukke lyset, vil ikke kunne bruges alle steder. Men eksemplet på den utrættelige omsorg for hver eneste unge mand og at række hurtigt ud, bragte himlens kraft ind i vores liv. Det vil det altid. Det hjalp unge mænd med at forberede sig til de dage, hvor Gud havde brug for dem i familier og i hans rige.
Min far var et eksempel for mig på det, som Herren belærer os om i afsnit 121 om at få himlens hjælp i forbindelse med forberedelsen af de unge mænd. I mine unge år blev han af og til skuffet over min indsats. Det lod han mig vide. I hans stemme kunne jeg mærke, når han syntes, at jeg var mere værd. Men han gjorde det på Herrens måde: »Irettesæt i tide med skarphed, når du bliver tilskyndet af Helligånden, og udvis derefter et større mål af kærlighed til den, som du har irettesat, for at han ikke skal betragte dig som sin fjende.«3
Selv efter de mest direkte irettesættelser, vidste jeg, at min far havde givet dem i kærlighed. Faktisk syntes hans kærlighed at tiltage, selv når han irettesatte på sin skarpeste måde, hvilket var med et misbilligende eller skuffet blik. Han var min leder og min træner, han brugte aldrig tvang, og jeg er sikker på, at det løfte, der gives i Lære og Pagter, vil blive opfyldt i hans tilfælde. Hans indflydelse på mig vil falde tilbage på ham »for evigt og altid.«4
Mange fædre og ledere vil, når de hører ordene i afsnit 121 i Lære og Pagter, føle, at de må oppe sig for at kunne leve op til den standard. Det gør jeg. Kan I komme i tanke om en episode, hvor I har irettesat et barn eller en ung med skarphed, og hvor I var drevet af noget andet end inspiration? Kan I komme i tanke om engang, hvor I bad jeres søn om at udføre noget eller yde et offer, som I ikke selv var villige til? Disse beklagende følelser kan anspore os til omvendelse og til at blive mere lig de eksempler, vi har indgået pagt om at være.
Når vi lever op til vores forpligtelser som fædre og ledere, hjælper vi den næste generation til at løfte sig til deres glorværdige fremtid. De vil blive bedre end vi er, alene fordi I har forsøgt at være bedre forældre end jeres egne forældre og bedre ledere end de storslåede ledere, der hjalp jer.
Det er min bøn, at vi hver dag må være besluttet på at gøre det bedre, når det drejer sig om at forberede den kommende generation. Hver gang jeg ser en flaske indviet olie, vil jeg mindes denne aften og den følelse, jeg har nu af at ville gøre mere for at hjælpe de unge mænd med at forberede sig på deres tid med tjeneste og muligheder. Jeg beder om en velsignelse af forberedelse til dem. Jeg er forvisset om, at de med Herrens hjælp og med vores, vil blive klar.
Jeg vidner for jer om, at Gud Faderen lever, og at Jesus Kristus lever og leder denne kirke. Han er det fuldkomne eksempel på præstedømmet. Præsident Thomas S. Monson bærer og udøver alle præstedømmets nøgler på jorden. Det er sandt. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.