Moralsk disciplin
Moralsk disciplin er den konstante udøvelse af handlefrihed til at vælge det rette, fordi det er det rette, selv når det er svært.
Under Anden Verdenskrig ansøgte præsident James E. Faust, som dengang var en ung menig i USA’s hær, om at blive optaget på officersskolen. Han stod foran en bedømmelseskommission, som bestod af, hvad han beskrev som »garvede karrieresoldater.« Efter et stykke tid kom deres spørgsmål ind på religion. De sidste spørgsmål var disse:
»Bør moralen i tider med krig ikke være mere lempelig? Retfærdiggør krigens stress ikke, at soldaterne gør noget, som de ikke ville gøre derhjemme under normale omstændigheder?«
Præsident Faust beretter:
»Jeg anerkendte, at der var chance for måske at score nogle point og virke frisindet. Jeg vidste helt sikkert, at de mænd, som stillede mig disse spørgsmål, ikke efterlevede de standarder, jeg var blevet undervist i. Tanken fløj igennem mit hoved, at jeg måske kunne sige, at jeg havde min egen tro, men at jeg ikke ønskede at påtvinge andre den. Men ansigterne fra de mange mennesker, jeg som missionær havde undervist i kyskhedsloven, fløj gennem mit sind. Til sidst sagde jeg blot: ›Jeg tror ikke, at der er en dobbeltstandard for moral.‹
Jeg forlod høringen med den sikre overbevisning om, at de ikke kunne lide de svar, jeg havde givet … og at de med sikkerhed ville give mig meget få point. Et par dage senere, da pointene blev bekendtgjort, havde jeg til min store overraskelse bestået. Jeg var i den første gruppe, som blev optaget på officersskolen! …
Det var en af de kritiske korsveje i mit liv.«1
Præsident Faust erkendte, at vi alle har den gudgivne moralske handlefrihed – retten til at træffe valg og forpligtelsen til at stå til regnskab for disse valg (se L&P 101:78). Han forstod også og beviste, at hvis udfaldet skal være positivt, skal moralsk handlefrihed ledsages af moralsk disciplin.
Ved »moralsk disciplin« mener jeg selvdisciplin baseret på moralske standarder. Moralsk disciplin er den konstante udøvelse af handlefrihed til at vælge det rette, fordi det er det rette, selv når det er svært. Den afskyr det selvcentrerede liv til fordel for at udvikle sin karakter, så den er værdig til respekt og sand storhed gennem kristuslignende tjeneste (se Mark 10:42-45). Roden af ordet »disciplin« er den samme som for ordet »discipel«, og det antyder, at hvis man følger Kristi eksempel og lære og forener det med hans nåde, så former det en dydig og moralsk fortræffelig person.
Jesu egen moralske disciplin havde rod i hans rolle som discipel over for Faderen. Til sine disciple forklarede han: »Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk« (Joh 4:34). Ved hjælp af det samme mønster har vores moralske disciplin rod i loyalitet og hengivenhed over for Faderen og Sønnen. Det er Jesu Kristi evangelium, som leverer den moralske sikkerhed, som moralsk disciplin hviler på.
De samfund, som mange af os lever i, har i mere end en generation fejlet i at pleje den moralske disciplin. De har belært at sandhed er relativ, og at alle selv bestemmer, hvad der er rigtigt. Begreber som synd og forkert er blevet stemplet som »værdivurderinger«. Som Herren beskriver det: »Enhver vandrer på sin egen vej og efter billedet på sin egen gud« (L&P 1:16).
Som en konsekvens deraf er selvdisciplinen nedbrudt, og hele samfund står tilbage og prøver med tvang at vedligeholde orden og høflighed. Manglen på individets indvendige kontrol fører til regeringers udvendige kontrol. En kommentator bemærkede, at »opførsel som en gentleman beskyttede fx engang kvinder mod grov opførsel. I dag forventer vi, at love om sexchikane lægger bånd på grov opførsel …
Politi og love kan aldrig erstatte vaner, traditioner og moralske værdier som et middel til at styre menneskers adfærd. Politiet og retssystemet er den sidste desperate forsvarslinje i et civiliseret samfund. Vores forøgede afhængighed af love, som skal regulere adfærd, er en målestok på, hvor uciviliserede vi er blevet.«2
I det meste af verden har vi oplevet en længerevarende og ødelæggende økonomisk tilbagegang. Den har mange årsager, men én af de væsentligste årsager var en meget udbredt uærlighed og uetisk opførsel, specielt på USA’s bolig- og finansielle markeder. Reaktionerne har fokuseret på at kræve flere og stærkere regler. Måske vil det holde nogen fra umoralsk opførsel, men andre vil ganske enkelt blive mere kreative i omgåelse af reglerne.3 Der kan aldrig være regler nok, som er så fint lavet, at de kan forudse og dække enhver situation, og selvom der var, ville håndhævelse være håbløst dyrt og tyngende. Denne tilgang fører til reduceret frihed for alle. Sagt med den mindeværdige vending fra biskop Fulton J. Sheen: »Vi ville ikke tage Kristi åg på os; så nu må vi skælve under Cæsars åg.«4
I sidste ende er det kun et indvendigt moralsk kompas, som effektivt kan tage sig af de basale sager såvel som af symptomerne på samfundets forfald. Samfund vil kæmpe forgæves for at etablere et samlet gode, indtil synd ikke er synd længere, og moralsk disciplin indtager dens plads på listen over respekterede civile dyder.5
Moralsk disciplin bliver lært i hjemmet. Mens vi ikke kan kontrollere, hvad andre gør eller ikke gør, kan sidste dages hellige bestemt stå med dem, som udviser dyd i deres eget liv og indskærpe dyd i den opvoksende slægt. Husk historien fra Mormons Bog om de unge mænd, som var nøglen til den nefitiske sejr i den lange krig fra 66-60 år f.Kr. – folket Ammons sønner. Deres natur og disciplin blev beskrevet med disse ord:
»… de var mænd, som til enhver tid var pålidelige i alt, hvad de end blev betroet.
Ja, de var mænd af sandhed og alvor, for de var blevet formanet til at holde Guds befalinger og vandre retsindigt for ham« (Alma 53:20-21).
»Se, de havde aldrig kæmpet, dog frygtede de ikke døden; og de tænkte mere på deres fædres frihed, end de tænkte på deres eget liv; ja, det var blevet dem fortalt af deres mødre, at hvis de ikke tvivlede, ville Gud udfri dem« (Alma 56:47).
»Se, sådan troede de, som jeg har talt om; de er unge, og deres sind er fast, og de sætter bestandig deres lid til Gud« (Alma 57:27).
Her finder vi en standard for, hvad der bør ske i vores hjem og i Kirken. Vores undervisning bør trække på vores egen tro og først og fremmest fokusere på at bibringe den opvoksende slægt tro på Gud. Vi må bekendtgøre det essentielle behov for at holde Guds befalinger, og at gå retskaffent for ham i besindighed, eller med andre ord, med ærbødighed. Enhver må være overbevist om, at tjeneste og offer for andres velvære og lykke er langt mere værd end at gøre ens egne ønsker og ejendele til den højeste prioritet.
Dette kræver mere end tilfældig reference til et eller andet evangelisk princip. Der skal være konstant undervisning, mest af alt ved eksempel. Præsident Henry B. Eyring udtrykte den vision, som vi stræber efter:
»Jesu Kristi sande evangelium skal gå ind i vore børns hjerte ved Helligåndens kraft. Det vil ikke være nok for dem at have haft et åndeligt vidnesbyrd om sandheden og at ønske at gøre godt senere. Det vil ikke være nok for dem at håbe på en fremtidig rensning og styrkelse. Vores mål for dem må være at blive virkeligt omvendt til Jesu Kristi gengivne evangelium, mens de er sammen med os …
Så vil de have opnået styrken gennem det, som de er, og ikke blot fra det, som de ved. De vil blive Kristi disciple.«6
Jeg har hørt nogle forældre sige, at de ikke vil påtvinge evangeliet på deres børn, men vil havde dem til selv at finde ud af, hvad de vil tro og følge. De tror, at de på denne måde tillader børnene at bruge deres handlefrihed. Hvad de glemmer er, at den intelligente måde at bruge handlefrihed på kræver kendskab til sandhed om ting, som de virkelig er (se L&P 93:24). Uden det kan man ikke forvente af unge, at de skal forstå og evaluere de alternativer, som kommer til dem. Forældre bør tænke over, hvordan modstanderen forsøger at påvirke deres børn. Han og hans tilhængere fremmer ikke objektivitet, men er energiske, multimedie-fortalere for synd og selviskhed.
At søge efter at være neutral omkring evangeliet er i realiteten at afvise Guds eksistens og hans myndighed. Vi må hellere anerkende Gud og hans alvidenhed, hvis vi ønsker, at vore børn skal se livets valg klart og være i stand til at tænke for sig selv. De bør ikke skulle lære ved dårlig erfaring, at »ugudelighed har aldrig været lykke« (Alma 41:10).
Jeg kan fortælle jer et enkelt eksempel fra mit eget liv på, hvad forældre kan gøre. Da jeg var omkring fem eller seks år gammel, boede jeg over for en lille købmandshandel. En dag inviterede to andre drenge mig til at tage med dem hen til købmanden. Da vi stod og begærede slikket, som var til salg dér, snuppede den ældre dreng et stykke slik og lagde det i sin lomme. Han opfordrede den anden dreng og mig til at gøre det samme, og efter lidt tøven gjorde vi det. Derefter forlod vi hurtigt forretningen og løb i forskellige retninger. Jeg fandt et gemmested derhjemme og rev papiret af slikket. Min mor opdagede mig med chokoladebeviset smurt ud i hele mit ansigt og ledsagede mig tilbage til forretningen. Da vi krydsede gaden, var jeg sikker på, at jeg stod til fængsel på livstid. Med hulken og tårer undskyldte jeg mig over for ejeren og betalte ham for slikket med en krone, som min mor havde lånt mig (som jeg blev nødt til at tjene senere). Min mors kærlighed og disciplin stoppede meget brat og tidligt min kriminelle løbebane.
Vi oplever alle fristelser. Det gjorde Frelseren også, »men han gav ikke efter for dem« (L&P 20:22). På samme måde behøver vi ikke at give efter, fordi vi står over for en fristelse. Vi ønsker det måske, men vi behøver det ikke. En skeptisk veninde spurgte en ung kvinde, som var opsat på at efterleve kyskhedsloven, om hvordan det var mulig, at hun aldrig »havde sovet med nogen«. »Har du ikke lyst?« spurgte veninden. Den unge kvinde tænkte: »Spørgsmålet fascinerede mig, fordi det var så helt og aldeles irrelevant … Blot det at ville er næppe den rigtige vejledning for moralsk opførsel.«7
I visse tilfælde kan fristelse også indebære et ekstra element af mulig eller reel afhængighed. Jeg er taknemlig for, at Kirken kan være behjælpelig med at skaffe terapeutisk hjælp af forskellig slags til et stadig større antal mennesker for at hjælpe dem til at undgå eller overvinde afhængighed. Selv om terapi kan støtte en persons vilje, kan den aldrig erstatte den. Altid og for evigt må der være en udøvelse af disciplin – moralsk disciplin baseret på tro på Gud Faderen og Sønnen, og hvad de kan opnå med os gennem nåden fra Jesu Kristi forsoning. Sagt med Peters ord: »Herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse« (2 Pet 2:9).
Vi kan ikke formode, at fremtiden vil ligne fortiden – de ting og mønstre, vi har stolet på økonomisk, politisk og socialt, vil forblive, som de har været. Måske vil vores moralske disciplin, hvis vi plejer den, have en indflydelse til det gode og inspirere andre til at stræbe efter at følge samme kurs. Vi kan derved have en indflydelse på fremtidige tendenser og begivenheder. Som et minimum vil moralsk disciplin være til stor hjælp for os, når vi beskæftiger os med alle former for stress og udfordringer, som opstår i et samfund, der falder fra hinanden.
Vi har hørt betænksomme og inspirerende budskaber under denne konference, og om et øjeblik vil præsident Thomas S. Monson afsluttende give os råd. Når vi under bøn overvejer, hvad vi har lært og lært igen, tror jeg, at Ånden vil kaste yderligere lys på de ting, som især er anvendelige for os individuelt. Vi vil blive styrket i den moralske disciplin, som vi har behov for, når vi går med oprejst pande for Herren og være ét med ham og Faderen.
Jeg står med mine brødre og med jer, mine brødre og søstre, som et vidne på, at Gud er vor Fader, og at hans Søn, Jesus, er vor Forløser. Deres lov er uforanderlig, deres sandhed evigtvarende, og deres kærlighed er uendelig. I Jesu Kristi navn. Amen.