Søg efter at kende Gud, vor himmelske Fader, og hans Søn, Jesus Kristus
Troens lys er i jer og venter på at blive vækket til live og blive forstærket af Guds Ånd.
Mine brødre og søstre, jeg udtrykker taknemlighed for de vidnesbyrd om Gud, vor himmelske Fader, og hans Søn, Jesus Kristus, som levende profeter giver under denne konference, og for Helligåndens undervisning.
Som profeteret lever vi i en tid, hvor verdsligt mørke forværres omkring os. Tro på Gud betvivles i vide kredse og angribes endda i det politiske, sociale og selv det religiøse navns sag. Ateisme, eller læren om, at der ingen Gud er, spredes hurtigt rundt omkring i verden.
På trods af det erklærer vi som medlemmer af Jesu Kristi genoprettede kirke, at »vi tror på Gud, den evige Fader, og på hans Søn, Jesus Kristus, og på Helligånden«.1
Nogle undrer sig over, hvorfor tro på Gud er så vigtig? Hvorfor sagde Frelseren: »Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus«?2
Uden Gud ville livet slutte ved graven, og vore erfaringer på jorden ville intet formål have. Udvikling og fremgang ville være midlertidige resultater uden værdi, udfordringer uden mening. Der ville i sidste ende ikke være noget rigtigt eller forkert, og intet moralsk ansvar for at sørge for vore medmennesker som Guds børn. Ja, uden Gud ville der ikke være noget jordisk eller evigt liv.
Hvis I eller en, I elsker, søger efter livets formål eller en dybere overbevisning om Guds tilstedeværelse i vores tilværelse, giver jeg jer, som ven og som apostel, mit vidnesbyrd. Han lever!
Nogle spørger måske: Hvordan kan jeg selv vide det? Vi ved, at han lever, fordi vi tror på hans fordums og levende profeters vidnesbyrd, og vi har følt Guds Ånd bekræfte, at disse profeters vidnesbyrd er sande.
Ud fra deres vidnesbyrd, som står nedskrevet i den hellige skrift, ved vi, at »[Gud] skabte mennesket, mand og kvinde, efter sit eget billede og i sin egen lighed«.3 Nogle mennesker bliver måske overraskede over at lære, at vi ligner Gud. En prominent religiøs lærd har endda undervist i, at det at ligne Gud i et menneskes form er at lave et gudebillede og er afgudsdyrkelse og blasfemisk.4 Men Gud selv sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os.«5
Anvendelsen af ordene os og vort i skriften lærer os også om forholdet mellem Faderen og Sønnen. Gud sagde endvidere: »Ved min Enbårne [Sønnen] skabte jeg disse ting.«6 Faderen og Sønnen er særskilte og selvstændige personer – som enhver far og søn altid er. Det kan være en af årsagerne til, at navnet Gud på hebraisk, Elohim, ikke er ental, men flertal.
Fra Det Nye Testamente ved vi, at vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, har et fysisk ydre. De står på ét sted på én gang, som disciplen Stefanus fra Det Nye Testamente vidnede: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.«7
Vi ved også, at Faderen og Sønnen har en stemme. Som der står i 1 Mosebog og Moses’ Bog, hørte Adam og Eva »Gud Herrens røst, mens de gik omkring i haven, da dagen blev sval.«8
Vi ved, at Faderen og Sønnen har et ansigt, at de står op, og at de taler. Profeten Enok siger: »Jeg så Herren; og han stod foran mit ansigt, og han talte med mig, ligesom et menneske taler med et andet.«9
Vi ved, at Gud og hans Søn hver har et legeme, med form og lemmer ligesom vores. Fra Eters Bog i Mormons Bog læser vi: »Og sløret blev taget bort fra Jereds brors øjne, og han så Herrens finger; og den var som fingeren på et menneske, som af kød og blod.«10 Senere åbenbarede Herren hele sin person og siger: »Se, dette legeme, som du nu ser, er min ånds legeme; og … jeg [vil] vise mig for mit folk i kødet.«11
Vi ved, at Faderen og Sønnen har følelser for os. I Moses’ Bog står der skrevet: »Og det skete, at himlens Gud så på resten af folket, og han græd.«12
Og vi ved, at Gud og hans Søn, Jesus Kristus, er udødelige, herliggjorte og fuldkomne væsener. Om Frelseren Jesus Kristus fortæller profeten Joseph Smith: »Hans øjne var som en ildslue, håret på hans hoved var hvidt som ren sne, hans ansigt strålede klarere end solen, og hans røst var som lyden af bruset fra vældige vande.«13
Intet vidnesbyrd er mere betydningsfuldt for os i vor tid end Joseph Smiths vidnesbyrd. Han var den udvalgte profet, der skulle genoprette den fordums Kristi kirke i disse, de sidste tider, hvor evangeliet vil være på jorden før Jesu Kristi tilbagekomst. Ligesom alle profeter, der har indledt Guds værk i deres uddeling, fik Joseph særligt klare og mægtige profetiske oplevelser for at forberede Frelserens andet komme.
Som 14-årig dreng søgte han efter at vide, hvilken kirke han skulle tilslutte sig. Efter at have overvejet sagen vendte han sig til Bibelen, hvor han læste:
»Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han [eller hun] bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet … og så vil han få den.
Men han skal bede i tro, uden at tvivle.«14
Joseph, som troede disse profetiske ord, gik uden at tvivle og med et barns tro hen til en lund nær sit hjem og knælede ned der og bad. Senere skrev han:
»Jeg [så] en lyssøjle lige over mit hoved …
Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften.«15
Da Joseph så disse to væsener, kunne selv han ikke have vidst, hvem de var – for han havde endnu ikke været vidne til og lært om Guds og Kristi sande natur. Men derpå skriver han: »Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: Det er min elskede Søn. Hør ham!«16
Profeten Joseph har ud fra den enestående oplevelse og andre vidnet: »Faderen har et legeme af kød og knogler ligeså håndgribeligt som menneskets; Sønnen ligeså.«17
Profeter gennem tiderne har båret deres vidnesbyrd som dette og fortsætter med at gøre det under selve denne konference. Men vi har hver især frihed til at vælge. Som der står i den ellevte trosartikel: »Vi kræver ret til at tilbede Gud den Almægtige i overensstemmelse med vor egen samvittigheds bud og indrømmer alle mennesker den samme ret – lad dem tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil.«18
Med hensyn til personlig tro, hvordan kan vi så vide, hvad der virkelig er sandt?
Jeg vidner om, at den måde, hvorpå man kan kende sandheden om Gud, er ved Helligånden. Helligånden, Guddommens tredje medlem, er en person, som består af ånd. Hans gerning er at »vidne om [Gud]«19 og at »lære [os] alt«.20
Vi må imidlertid være forsigtige med ikke at indskrænke hans indflydelse. Når vi ikke gør, hvad der er rigtigt, eller når vores udsyn domineres af skepsis, kynisme, kritik og uærbødighed over for andre og deres tro, kan Ånden ikke være hos os. Vi handler så på en måde, som profeterne beskriver som det naturlige menneske.
»Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.«21 Dette »naturlige menneske er en fjende af Gud … og vil være det for evigt og altid, medmindre han giver efter for den hellige Ånds tilskyndelser … og bliver som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig [og] fuld af kærlighed«.22
Hvis vi ikke giver efter for Helligåndens milde indflydelse, er vi i fare for at blive ligesom Korihor, en antikrist i Mormons Bog. Korihor nøjedes ikke med at undlade at tro på Gud, men han latterliggjorde også Frelseren, forsoningen og profetiens ånd og underviste i den falsk lære, at der ingen Gud og Kristus findes.23
Korihor var ikke tilfreds med blot at forkaste Gud og stille gå egne veje. Han spottede de troende og krævede, at profeten Alma overbeviste ham med et tegn på Guds eksistens og magt. Almas svar er ligeså meningsfyldt i dag, som det var dengang: »Du har fået tegn nok, vil du friste din Gud? Vil du sige: Vis mig et tegn, når du har alle disse dine brødres vidnesbyrd og også alle de hellige profeters? Du har skrifterne for dig, ja, og alting viser, at der er en Gud, ja, selve jorden og alt, der er på dens overflade, ja, og dens bevægelse, ja, og også alle planeterne, som bevæger sig i deres regelmæssige bane, vidner om, at der er en allerhøjeste skaber.«24
Til sidst fik Korihor et tegn. Han blev slået med stumhed. »Og Korihor rakte hånden frem og skrev således: … jeg ved, at intet undtagen Guds kraft kunne bringe dette over mig; ja, og jeg har altid vidst, at der var en Gud.«25
Brødre og søstre, I ved måske allerede, dybt i jeres sjæl, at Gud lever. I ved måske ikke alt om ham endnu og forstår ikke alle hans veje, men troens lys er i jer og venter på at blive vækket til live og blive forstærket af Guds Ånd og Kristi lys, som I er født med.
Så kom. Tro på profeternes vidnesbyrd. Lær om Gud og Kristus. Fremgangsmåden for hvordan det gøres, lærer de fordums og de nutidige profeter os tydeligt.
Opelsk flittigt et ønske om at vide, at Gud lever.
Dette ønske leder os til at overveje himlens ting – at lade Guds beviser overalt omkring os røre vores hjerte.
Med et blødgjort hjerte er vi beredte på at give agt på Frelserens kald om at »[granske] skrifterne«26 – og ydmygt tage ved lære af dem.
Vi er dernæst rede til oprigtigt at spørge vor himmelske Fader, i vor Frelser Jesu Kristi navn, om det, vi har lært, er sandt. De fleste af os vil ikke se Gud, sådan som profeterne har set ham, men Åndens stille, sagte tilskyndelser – de tanker og følelser, som Helligånden bringer til vores sind og hjerte – giver os en ubestridelig kundskab om, at han lever, og at han elsker os.
At opnå denne kundskab er i sidste instans alle Guds børns stræben på denne jord. Hvis I ikke kan huske, hvordan man tror på Gud, eller hvis I er holdt op med at tro, eller hvis I tror, men uden virkelig overbevisning, opfordrer jeg jer til at søge efter et vidnesbyrd om Gud nu. Vær ikke bange for latterliggørelse. Den styrke og fred, der kommer af at kende Gud og have fællesskab med hans trøstende Ånd, gør jeres anstrengelser umagen værd for evigt.
Derudover vil I være i stand til, med jeres eget vidnesbyrd om Gud, at velsigne jeres familie, jeres afkom og jeres venner, jeres eget liv – alle dem, I elsker. Jeres personlige kundskab om Gud er ikke blot den største gave, I nogensinde vil give, men den vil bringe jer den største glæde, I nogensinde vil få.
Som et særligt vidne om vor kærlige himmelske Faders enbårne Søn, ja, om Jesus Kristus, vidner jeg om, at Gud lever. Jeg ved, at han lever. Jeg lover, at hvis I og dem, I elsker, søger ham i al ydmyghed, oprigtighed og flid, vil I også med vished vide det. Jeres vidnesbyrd vil komme. Og velsignelserne ved at kende Gud vil tilhøre jer og jeres familie for evigt. I Jesu Kristi navn. Amen.