Forvaltning – et helligt hverv

Ældste Quentin L. Cook

De Tolv Apostles Kvorum

Vi tjener vore medmennesker, fordi det er det, vi tror, at Gud ønsker, vi skal gøre.

Billede

Elder Quentin L. Cook

Vi lever i hårde tider, hvor mange tror, at vi ikke er ansvarlige over for Gud, og at vi ikke har noget personligt ansvar eller forvaltning for os selv eller andre. Mange i verden fokuserer på selvtilfredsstillelse, sætter sig selv først og elsker nydelser højere end de elsker retskaffenhed. De tror ikke, at de er deres brors vogter. I Kirken tror vi imidlertid, at disse forvaltninger er et helligt hverv.

For nylig besøgte en gruppe højt respekterede jødiske ledere og rabbinere Kirkens faciliteter i Salt Lake Valley, herunder Welfare Square, det humanitære center, det slægtshistoriske center og åbent hus i templet ved Oquirrh Mountain i Utah. Ved afslutningen af deres besøg udtrykte en af de mest højtstående rabbinere i USA sine følelser for det, han havde set og følt.¹

Han citerede begreber fra jødiske tænkere rodfæstet i Talmud² og påpegede, at der er to meget forskellige årsager til, at mennesker udfører venlige og gavmilde gerninger. Nogle mennesker besøger de syge, bistår de fattige og tjener deres medmennesker, fordi de tror, at det er det rigtige at gøre, og at andre vil gøre gengæld og gøre det samme for dem, når de har brug for det. Han forklarede, at selv om dette er godt, at det opbygger omsorgsfulde samfund, og at det bør anses for at være en ædel årsag, så er det et mere ophøjet motiv, når vi tjener vore medmennesker, fordi det er det, vi tror, at Gud ønsker, vi skal gøre.

Han sagde, at han som følge af sit besøg troede, at sidste dages hellige udfører en velfærds- og humanitærindsats samt frelsesarbejdet i vore templer for at gøre det, vi tror, at Gud ønsker, vi skal gøre.

Denne ansvarsfølelse, som er indbefattet i det første store bud om at elske Gud, er blevet beskrevet af nogle som »lydighed mod det ugennemtvingelige«.³ Vi prøver at gøre det, der er rigtigt, fordi vi elsker og ønsker at behage vor Fader i himlen, og ikke fordi nogen tvinger os til at adlyde.

Krigen i himlen blev udkæmpet, efter at Satan sagde, at han ville tvinge alle til at adlyde sine ideer. Det blev forkastet. Som resultat har vi vores handlefrihed og frihed til at vælge vores vej i dette liv. Men vi står også til regnskab for denne handlefrihed. Herren siger, at vi vil »stå til regnskab for [vore] egne synder på dommens dag.«⁴ Disse principper om ansvarlighed og forvaltning har stor betydning i vores lære.⁵

I Kirken er forvaltning ikke begrænset til et timeligt hverv eller ansvar. Præsident Spencer W. Kimball har sagt: »Vi er forvaltere over vores legeme, sind, familie og ejendele … En trofast forvalter er én, der udøver retfærdigt herredømme, drager omsorg for sine egne og tager sig af de fattige og trængende.«⁶

Der er mange forvaltningsområder, men jeg har valgt at omtale to. Det første er forvaltning af os selv og vores familie. Det andet er forvaltning for de fattige og trængende.

Herren anvendte ofte lignelser, der har med jord at gøre, når han underviste i ansvarlighed og forvaltning. Da jeg var en lille dreng, plejede jeg at besøge mine bedsteforældre på deres gård om sommeren. Der var ingen elektricitet, rindende vand eller indendørs toilet. Men der var en kilde ved siden af deres lille stuehus. Kilden dannede en lille dam med klart, rent vand, hvorfra jeg adskillige gange hver dag hjalp min bedstemor med at bære vand ind til huset til at drikke, lave mad, bade og vaske tøj i. Mine bedsteforældre elskede denne livgivende kilde og traf særlige foranstaltninger for at beskytte den.

Mange år senere var min bedstefar først i halvfemserne og boede ikke på ejendommen, og han var ude af stand til at vedligeholde eller tilse den. Jeg kørte ham ud for at se den gård, han elskede. Hans høje forventninger til at se gården vendte sig til skuffelse, da han opdagede, at de hegn, der beskyttede kilden, var forfaldne, og at køer havde skadet kilden, og at det dyrebare, rene kildevand var blevet forplumret. Han var rystet over skaden og forureningen. For ham var det en misligholdelse af et betroet hverv, som han havde levet op til hele sit arbejdsliv. Han følte, at han på en eller anden måde ikke havde beskyttet den livsvigtige kilde, som havde betydet så meget for ham.

Ligesom den rene kilde blev forurenet, da den ikke blev beskyttet, lever vi i en tid, hvor der ikke værnes om kyskhed og dyd.⁷ Den evige betydning af personlig moral respekteres ikke. En kærlig Fader i himlen har givet os midlerne til at bringe hans åndelige børn ind i denne verden for at opfylde det fulde formål med deres skabelse. Han har undervist os i, at livets kildevæld skal holdes rene, ligesom den smukke kilde på gården krævede beskyttelse for at være livgivende. Det er en af årsagerne til, at kyskhed og dyd er så vigtige i vor himmelske Faders plan.

På grund af min bedstefars reaktion over den forurenede kilde, blev der foretaget forbedringer og beskyttelsesforanstaltninger, som førte kilden tilbage til dens oprindelige skønhed og renhed.

Som tjenere for Herren Jesus Kristus er det vores hellige ansvar at undervise i hans standarder for moral, som er den samme for alle hans børn. Når vore tanker eller vore handlinger er urene, overtræder vi hans standard. Han siger: »Jeg … kan ikke se på synd med den mindste grad af billigelse.«⁸ Nogle forsøger at rationalisere deres adfærd.

I et digt af John Holmes med titlen »Talk« lærer en døv, gammel skibsbygger fra New England en ung mand om rationalisering. Den unge mand beskrev en af de lektier, han havde lært, ved at forklare: »Jeg ville ikke have vidst, at lige meget hvordan man bygger skibet, skal det kunne sejle; man kan ikke forklare havet noget.«⁹

Det er blevet sagt, at hvad der sker i en vis by, forbliver i den by. Jeg kan godt lide det skilt, der står i Sevier County i Utah, hvor der står: »Hvad der sker i Sevier County … kan du fortælle dine venner!!!« Når vi erkender, at vi står til regnskab for Gud, ser vi, hvor tåbelige rationaliseringer kan være. De, der rationaliserer, minder os om små børn, der dækker deres øjne og er overbevist om, at hvis de ikke kan se os, så kan vi heller ikke se dem. Jeg vil foreslå, at hvis vi tænker på at skulle aflægge regnskab over vore handlinger for Frelseren, så vil vi se vore rationaliseringer i deres sande lys.

Vi er klar over, at der findes mennesker, som allerede har involveret sig i en adfærd, der er i uoverensstemmelse med denne hellige standard for moral. Jeg beder jer forstå, at vi alle gennem Frelserens forsoning kan omvende os og ligesom kilden vende tilbage til en renset og ren tilstand. Det er vanskeligt at omvende sig. Det kræver et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd.¹⁰ Men når trinene for omvendelse følges med retskaffenhed, kan vi anvende de ord, som profeten Alma talte til sin søn Corianton, som var blevet indblandet i moralske overtrædelser: »Og se, min søn, jeg ønsker af dig, at du ikke skal lade dette forurolige dig mere, men alene lade dine synder forurolige dig med den uro, der skal bringe dig ned til omvendelse.«¹¹ Frelseren siger: »Se, den, der har omvendt sig fra sine synder, ham er de tilgivet, og jeg, Herren, husker ikke mere på dem.«¹²

Med hensyn til vores forvaltning for vores familie, er det blevet sagt, at når vi rapporterer til Frelseren, og han beder os om at aflægge regnskab for vore jordiske ansvar, vil to vigtige spørgsmål handle om vores familie. Det første vil være om vores forhold til vores ægtefælle, og det andet vil være om hvert af vore børn.¹³

Det er let at sammenblande vore prioriteter. Vi har pligt til at sikre vore børns fysiske tryghed og trivsel. Nogle forældre lægger imidlertid overdrevent vægt på timelige og materielle ejendele. Nogle er langt mindre flittige i deres bestræbelser på at fordybe deres børn i Jesu Kristi evangelium.¹⁴ Husk, at det er lige så vigtigt at efterleve evangeliet i hjemmet som at sørge for mad, tøj og husly. Forældre kan også hjælpe børn med at opdage og udvikle deres talenter. Vi er ansvarlige for de talenter, vi har fået. Børn, som ikke bliver undervist i, at de står til regnskab for deres tid og talenter, bliver i højere grad ofre for den tåbelighed og uretfærdighed, der er så vidt udbredt i verden.¹⁵ Familieproklamationen advarer om, at personer, »som ikke opfylder ansvarene i familien, en dag skal stå til ansvar over for Gud«.¹⁶

Den anden forvaltning er at drage omsorg for de fattige og trængende, som praktisk talt gælder os alle sammen på et eller andet tidspunkt. Herrens formaning om, at vi er forvaltere for de trængende, indeholder noget af det skarpeste sprog i hele skriften: »Hvis noget menneske derfor tager af den overflod, som jeg har skabt, og ikke giver sin del deraf til de fattige og trængende … så skal han sammen med de ugudelige slå øjnene op i helvede og være i pine.«¹⁷ Vi står til ansvar som forvaltere over jordiske velsignelser, som Herren har skænket.

De jødiske ledere, jeg nævnte tidligere, var især imponerede over princippet om faste og derefter at betale et gavmildt fasteoffer. De syntes, at det var bemærkelsesværdigt, at kirkemedlemmer verden over ville faste én gang om måneden og derefter give et frivilligt bidrag til gavn for dem, der er trængende.

Da rabbinerne besøgte Welfare Square, var de betagede over at erfare, at selv i økonomisk vanskelige tider fortsatte vore medlemmer, som bekymrede sig om de udfordringer, mange oplevede, med at bidrage gavmildt for at hjælpe de fattige og trængende.

Jeg kan huske, at da jeg blev kaldet som biskop, advarede min forgænger, biskop Russell Johnson, mig om, at jeg skulle være forsigtig med, hvad jeg bad medlemmerne om at gøre. Han sagde: »Nogle vil reagere på enhver anmodning under endog et stort offer.« Han nævnte en enke i firserne, som havde taget sig af både mand og søn under lange sygdomsforløb, før de gik bort. Biskop Johnson sagde, at trods sin lille indkomst ville hun altid prøve at give noget. Det opdagede jeg var sandt. Hver gang jeg nævnte, der var brug for bidrag eller en tjeneste for at velsigne andre, var Sarah ofte den første, der reagerede.

En lørdag ringede en anden søster til mig og sagde: »Biskop, kom hurtigt! Red Sarah!« Denne søster fortalte, at den 80-årige Sarah stod på toppen af en stige for at rense denne nabos tagrender. Denne søster var meget bange for, at Sarah skulle falde ned, og bad biskoppen om at tage affære.

Jeg antyder ikke, at alle kan eller bør efterligne Sarah. Nogle føler sig skyldige, fordi de ikke straks kan imødekomme ethvert behov. Jeg elsker det citat fra Anne Morrow Lindberg, som ældste Neal A. Maxwell ofte brugte: »Der er ikke tid nok til at gøre noget for alle de mennesker, som jeg føler noget for.«¹⁸ Kong Benjamin siger: »Se til, at alt dette gøres med visdom og orden; for det forlanges ikke, at et menneske skal løbe hurtigere, end det har styrke til.«¹⁹ Men han tilføjede, at vi bør være flittige.

Mit hjerte fryder sig, når jeg ser hellige overalt i Kirken gøre alt, hvad de kan, for at yde kristuslignende tjeneste, hvor som helst der er et behov. På grund af medlemmers bidrag kan Kirken i det stille, hurtigt og uden fanfare reagere på behov overalt i verden.²⁰ Kirken har allerede reageret på naturkatastroferne i Filippinerne, på Stillehavsøerne og i Indonesien.

Sidste år ydede vore medlemmer hjælp efter orkanen Gustav. Kirken arbejdede tæt sammen med en humanitær organisation under ledelse af Martin Luther King III. Hr. King besøgte efterfølgende Salt Lake City og sagde: »I første omgang kom jeg for at udtrykke min påskønnelse over for Kirken for deres humanitære støtte, men jeg fandt hurtigt ud af, at essensen af, hvem I er, er så meget dybere. Efter at have set det humanitære center, Welfare Square og åbent hus i templet påskønner jeg nu endnu mere, hvorfor I gør det, I gør.«

I alle vore forvaltningsbestræbelser følger vi Jesus Kristus. Vi prøver at efterligne det, han bad os om at gøre, både i sine belæringer og ved sit eksempel. Med hele vores hjerte udtrykker vi vores påskønnelse til Kirkens medlemmer for deres gavmilde bidrag og kristuslignende tjeneste.

Esajas, der talte om faste og at føde den sultne og klæde den nøgne, lovede i et bevægende sprog: »Da kalder du, og Herren vil svare.«²¹ Esajas fortsætter: »Rækker [du] den sultne dit brød og mætter den forkuede, så …[vil] Herren … altid lede dig … så du bliver som … et kildevæld, hvis vand ikke svigter. [Og] du skal rejse tidligere slægters grundvolde.«²²

Mit håb er, at vi hver især personligt og som familie vil gennemgå de forvaltninger, som vi har ansvar for og skal stå til regnskab for. Jeg beder til, at vi vil gøre det og vide, at vi i sidste instans står til regnskab over for Gud, og at vi i dette liv vil holde fast ved det ugennemtvingelige.

Jeg er taknemlig for de råd, vi har fået af en kærlig og trofast profet om at tjene og redde dem, der er i nød. Når vi følger hans råd, ved jeg, at vi vil være værdige til Herrens løfte: »Og den, der viser sig at være en trofast og en klog forvalter, skal gå ind til sin Herres glæde og skal arve evigt liv.«²³

Jeg bærer mit vidnesbyrd om denne hellige sandhed i Jesu Kristi navn. Amen.