Evangeliets velsignelser er tilgængelige for alle
Guds børn på jorden har bedre mulighed for at forstå hans plan for deres lykke i dag end på noget andet tidspunkt.
For nogle få uger siden stod ældste Melvin Perkins, som er områdehalvfjerdser og tjener i Alaska, og jeg på forhøjningen foran en forsamling i Vancouver Stav i British Columbia i Canada. Med en bevæget stemme opfordrede han de hellige til at overveje det, de så foran sig: En efterkommer af håndkærrepionerer og et af de første medlemmer, en pioner i Kirken fra et fjerntliggende afrikansk land, som tjener Herren side om side.
Fra en beskeden begyndelse i Fayette i New York for næsten 180 år siden er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blevet en global tro. Jeg står her som vidne om dette storslåede værk. Jeg beder til, at Herrens Ånd må være med jer og med mig, mens jeg denne eftermiddag gengiver nogle tanker.
Jeg er taknemlig for nøglerne til åbenbaring i denne sidste uddeling. På grund af at levende profeter siden genoprettelsen har udøvet disse nøgler, har Guds børn på jorden bedre mulighed for at forstå hans plan for deres lykke i dag end på noget andet tidspunkt.
Vor himmelske Faders kærlighed har været åbenlys, da vejen er blevet åbnet for alle levende og døde i enhver nation, nu og i fremtiden, til at modtage ophøjelse i hans nærhed i henhold til udøvelsen af deres handlefrihed. Standarden er den samme, og velsignelsen er den samme for alle. Gud har atter bekræftet, at han ikke viser personsanseelse.
Evangeliet har bredt sig ud over jorden i et mønster, der sikrer, at Guds hensigter med at tilvejebringe udødelighed og evigt liv til mennesker bliver opfyldt.
Efter faldet indgik vore første forældre, Adam og Eva, en evig pagt med Gud vedrørende deres frelse.1 Da Adams børn blev mange, opstod der to grupper.
Den ene gruppe, der blev ledt af Enok, overholdt pagten så godt, at de ikke længere kunne holdes tilbage på jorden. Så Herren tog dem til sig.2
Den anden gruppe udviste så stor ugudelighed, at de blev ramt af Guds straffedomme. Vandfloden slugte dem,3 hvilket kun efterlod Noa, en retskaffen efterkommer af Enok.4
Gud indgik en pagt med Noa med det yderligere løfte, at livet på jorden aldrig mere ville blive ødelagt af en vandflod.5
Da Noas familie igen blev stor, blev mange fanget i ugudelighed. Drevet af stolthed byggede de Babelstårnet. Gud tillod, at himlens straffedomme faldt over dem. Deres sprog blev forvirret, og de blev spredt over hele jorden. Kun nogle få, som var lydige, blev bevaret.6
Blandt de, der blev bevaret, var Jereds bror, en mand med stor tro, som bønfaldt Herren på vegne af de retskafne jereditter. Herren førte dem til det amerikanske kontinent med det løfte, at hvis de tjente ham, ville de »være fri for trældom og for fangenskab og for alle andre folkeslag under himlen«.7 Nefitterne blev også ført til det samme kontinent senere. Til sidst blev både jereditternes og nefitternes civilisation ødelagt, fordi de ikke var trofaste.
En anden mand med stor tro, som blev bevaret, var Abraham, en efterkommer af Noa, og Abraham blev ført til Kana’an. Gud indgik pagt med Abraham med yderligere løfter om, at hans efterkommere ville blive talrige som himlens stjerner,8 og at gennem hans efterkommere »skal alle jordens slægter blive velsignet«.9 Slægterne i dette løfte var efterkommere af Noa, der blev spredt fra Babelstårnet, og som generelt er kendt som ikke-jøderne.
Gud fornyede pagten med Abrahams søn Isak og med hans barnebarn Jakob, hvis navn blev Israel.
Eftersom Israels efterkommere ikke kunne udholde pagtens betingelser, blev den ændret i løbet af Moses’ uddeling. En mindre pagt blev introduceret, og den fortsatte blandt Israels børn, indtil Kristus gengav evangeliets fylde, mens han tjente på jorden.10
Frelseren signalerede efter sin opstandelse, at tiden var kommet til at bringe evangeliet til ikke-jøderne.11 Han havde tidligere i lignelsen om arbejderne i vingården åbenbaret, at de ikke-jødiske nationer ville blive besøgt og inviteret den ene efter anden. Velsignelserne ville imidlertid være de samme, uafhængig af rækkefølgen af invitationen.12
Efter Frelserens himmelfart havde den præsiderende apostel Peter, en efterkommer af Israel, præstedømmets nøgler, hvorved han vejledte Kirken. Det er betydningsfuldt, at selvom Frelseren allerede havde tilladt det, døbte Peter først den første ikke-jøde, Cornelius, efter at have fået en specifik åbenbaring om at gøre det.13
Missionen blandt ikke-jøder blev afbrudt af Peters martyrium14 og de andre apostles død, hvorefter præstedømmets nøgler blev taget fra jorden. Den lange periode med frafald fulgte.
Nøglerne blev gengivet i 1829 af de fordums apostle Peter, Jakob og Johannes til Joseph Smith, kort tid før Kirken blev organiseret. Evangeliet i dets fylde var atter kommet til jorden og begyndte at komme frem blandt de ikke-jødiske nationer som den nye og evigtvarende pagt.
Herren åbenbarede gennem profeten Joseph Smith, at den afgørende faktor for den rækkefølge, hvori de ikke-jødiske nationer bliver inviteret, omfatter deres evne til åndeligt og timeligt at nære Guds rige, som det er etableret på jorden for sidste gang.15
Vi ser, at da den genoprettede kirke begyndte at blive etableret på jorden, søgte og fulgte levende profeter Guds vilje om, hvordan evangeliet skulle bringes ud blandt nationerne.
Jeg har i mit liv set den tid, der blev forudset af profeten Zenos i allegorien om oliventræet, hvor de retskafne fra alle jordens nationer får del i Guds pagter med Israel.16
Jeg har set evangeliets gode frugt blomstre i Afrika, mit kontinent. Efter blot 30 år er der 300.000 hellige. I det gengivne evangeliums lærdomme og principper finder mange et sikkert anker for deres tro. Familier, der har forladt deres landlige rødder i søgen efter en bedre fremtid i byerne, har fundet en ny måde at holde fast ved stærke familietraditioner, som i stadig stigende grad bliver angrebet i denne æra med globalisering. Herrens Ånd bevæger sig med stor styrke blandt mennesker.
En ny celestial kultur udvikler sig i hjem, der næres af en villighed til at følge den levende profets råd om dagligt at bede og studere i skriften og om som familie at samles en gang om ugen til familieaften. Som resultat kan mange bryde fri fra traditionernes lænker, der begrænser udøvelsen af deres handlefrihed.
Lad mig illustrere det med en personlig oplevelse. Tre af vore børn blev for nylig gift i templet uden byrden ved en medgift, en traditionel skik, der driver mange unge mænd og kvinder til at leve sammen uden nogen juridisk forpligtelse over for hinanden. Muligheden for et tempelægteskab i de tre templer, der nu er opført i Accra i Ghana, i Aba i Nigeria og i Johannesburg i Sydafrika, er med til at indgyde frisk håb omkring ægteskabets hellighed.
Jeg vidner om Frelseren, Jesus Kristus, fra hvem vi har evangeliet og løftet om ophøjelse. Jeg vidner om vores levende profet, præsident Thomas S. Monson, gennem hvem vi har forsikringen om Frelserens vejledning for fortsat at tilbyde frelse til alle. I Jesu Kristi navn. Amen.