Mere flittige og engagerede hjemme
Vi kan blive mere flittige og engagerede hjemme, når vi er mere trofaste til at lære, efterleve og elske Jesu Kristi gengivne evangelium.
I 1833 fik profeten Joseph Smith en åbenbaring, der indeholdt en stærk irettesættelse til adskillige ledende brødre i Kirken om at sætte deres familie i orden (se L&P 93:40-50). En bestemt sætning fra denne åbenbaring er grundlaget for mit budskab – »mere flittige og engagerede hjemme« (v. 50). Jeg vil gerne foreslå tre måder, hvorpå vi hver især kan blive mere flittige og engagerede i vores hjem. Jeg opfordrer jer til at lytte både med ører, der hører, og med hjertet, der føler, og jeg beder Herrens Ånd om at være med os alle.
Forslag nr. 1: Udtryk kærlighed – og vis det.
Vi kan begynde med at blive mere flittige og engagerede hjemme ved at fortælle de mennesker, vi elsker, at vi elsker dem. Sådanne udtryk behøver ikke at være blomstrende eller vidtløftige. Vi bør ganske enkelt oprigtigt og hyppigt udtrykke kærlighed.
Søskende, hvornår har I sidst taget jeres evige livsledsager i jeres arme og sagt: »Jeg elsker dig?« Forældre, hvornår har I sidst oprigtigt udtrykt jeres kærlighed til jeres børn? Børn, hvornår har I sidst fortalt jeres forældre, at I elsker dem?
Vi ved allerede hver især, at vi bør fortælle de mennesker, vi elsker, at vi elsker dem. Men det, vi ved, afspejler ikke altid det, vi gør. Vi føler os måske usikre, kejtede eller måske endda en smule forlegne.
Som Frelserens disciple stræber vi ikke blot efter at vide mere. Vi har snarere brug for konsekvent at udøve mere af det, som vi ved, er rigtigt og blive bedre.
Vi bør huske, at når vi siger: »Jeg elsker dig«, er det kun en begyndelse. Vi er nødt til at sige det, vi er nødt til at mene det, og allervigtigst vi er nødt til konsekvent at vise det. Vi er nødt til både at udtrykke og vise kærlighed.
Præsident Thomas S. Monson kom for nylig med følgende råd: »Ofte formoder vi, at mennesker omkring os må vide, hvor meget vi elsker dem. Men vi bør aldrig formode det: Vi bør lade dem vide det … Vi vil aldrig fortryde at tale venlige ord eller vise kærlige følelser. Vi vil snarere fortryde det, hvis noget sådant udelades fra vores forhold til dem, der betyder mest for os« (»Find glæde på rejsen«, Liahona, nov. 2008, s. 86).
Sommetider hører vi i en tale ved et nadvermøde eller i et vidnesbyrd, hvor der siges noget lignende dette: »Jeg ved, jeg ikke ofte nok fortæller min ægtefælle, hvor meget jeg elsker hende. I dag ønsker jeg, at hun, mine børn og alle I skal vide, at jeg elsker hende.«
Et sådant udtryk for kærlighed kan være passende. Men når jeg hører sådan en udtalelse, vrider jeg mig og udbryder stille, at ægtefællen og børnene ikke bør høre denne tilsyneladende sjældne og fortrolige meddelelse offentligt i Kirken! Forhåbentligt hører børnene forældrene indbyrdes udtrykke og vise kærlighed regelmæssigt i dagligdagen. Men hvis dette offentlige udtryk for kærlighed i Kirken er en smule overraskende for ægtefællen eller børnene, så er der i den grad et behov for at være mere flittig og engageret hjemme.
Forholdet mellem kærlighed og passende handling påvises gentagne gange i skrifterne og fremhæves af Frelserens lære til sine apostle: »Elsker I mig, så hold mine bud.« (Joh 14:15). Ligesom vores kærlighed for og til Herren bevises ved altid at vandre ad hans veje (se 5 Mos 19:9), således afspejles vores kærlighed til ægtefællen, forældre og børn mest virkningsfuldt i vore tanker, vore ord og vore gerninger (se Mosi 4:30).
At føle den betryggende og konstante kærlighed fra en ægtefælle, en forælder eller et barn er en stor velsignelse. En sådan kærlighed nærer og opretholder troen på Gud. En sådan kærlighed er en kilde til styrke og fordriver frygt (se 1 Joh 4:18). En sådan kærlighed ønsker enhver menneskesjæl.
Vi kan blive mere flittige og engagerede hjemme, når vi udtrykker kærlighed – og konsekvent viser det.
Forslag nr. 2: Bær vidnesbyrd – og efterlev det.
Vi kan også blive mere flittige og engagerede hjemme ved at bære vidnesbyrd for dem, vi elsker, om det, som vi gennem Helligåndens vidne ved, er sandt. At bære vidnesbyrd behøver ikke at være langtrukkent eller velformuleret. Og vi behøver ikke at vente til den første søndag i måneden med at udtrykke vores vidnesbyrd om det, der er sandt. Inden for vores hjems fire vægge kan og bør vi bære det rene vidnesbyrd om Faderens og Sønnens guddommelighed og virkelighed, om den store plan for lykke og om genoprettelsen.
Søskende, hvornår bar I sidst vidnesbyrd for jeres evige livsledsager? Forældre, hvornår vidnede I sidst for jeres børn om det, som I ved, er sandt? Og børn, hvornår bar I sidst jeres vidnesbyrd for jeres forældre og familie?
Vi ved allerede hver især, at vi bør bære vidnesbyrd for de mennesker, vi elsker højest. Men det, vi ved, afspejler ikke altid det, vi gør. Vi føler os måske usikre, kejtede eller måske endda en smule forlegne.
Som Frelserens disciple stræber vi ikke blot efter at vide mere. Vi har snarere brug for konsekvent at gøre mere af det, som vi ved, er rigtigt og blive bedre.
Vi bør huske, at når vi bærer et inderligt vidnesbyrd, er det kun en begyndelse. Vi er nødt til at bære vidnesbyrd, vi er nødt til at mene det, og allervigtigst er vi nødt til konsekvent at efterleve det. Vi er nødt til både at udtrykke og efterleve vores vidnesbyrd.
Forholdet mellem vidnesbyrd og passende handling understreges i Frelserens lære til de hellige i Kirtland: »Det, som Ånden bevidner for jer, netop det vil jeg, at I skal gøre« (L&P 46:7). Vores vidnesbyrd om evangeliets sandhed bør afspejles i både vore ord og vore gerninger. Og vore vidnesbyrd bekendtgøres og efterleves mest virkningsfuldt i vores hjem. Ægtefæller, forældre og børn bør stræbe efter at overvinde enhver tøven, tilbageholdenhed eller forlegenhed ved at bære vidnesbyrd. Vi bør både skabe og se efter muligheder for at bære vidnesbyrd om evangeliets sandheder – og efterleve dem.
Et vidnesbyrd er det, som vi ved, er sandt i vores sind og i vores hjerte ved Helligåndens vidne (se L&P 8:2). Når vi bekender os til sandheden frem for at irettesætte, formane eller blot fortælle om interessante oplevelser, indbyder vi Helligånden til at bekræfte sandheden af vore ord. Kraften i det rene vidnesbyrd (se Alma 4:19) kommer ikke fra et avanceret sprog eller en flot præsentation, men den er snarere en følge af åbenbaring, som overdrages fra Guddommens tredje medlem, Helligånden selv.
At føle kraften, det opbyggende og stadige vidnesbyrd fra en ægtefælle, en forælder eller et barn, er en stor velsignelse. Et sådant vidnesbyrd forstærker tro og tilvejebringer vejledning. Et sådant vidnesbyrd frembringer lys i en verden, der bliver mørkere og mørkere. Et sådant vidnesbyrd er kilden til et evigt perspektiv og til varig fred.
Vi kan blive mere flittige og engagerede hjemme, når vi bærer vidnesbyrd – og konsekvent efterlever det.
Forslag nr. 3: Vær konsekvente
Da vore sønner voksede op, gjorde vores familie det, som I har gjort og det, som I gør nu. Vi havde regelmæssigt familiebøn, skriftstudium og familieaften. Nu er jeg sikker på, at det, jeg vil beskrive, aldrig er forekommet i jeres hjem, men det gjorde det i vores.
Sommetider spekulerede søster Bednar og jeg på, om vore bestræbelser for at gøre disse åndeligt vigtige ting var umagen værd. Nu og da blev oplæste skriftsteder afbrudt af udbrud som: »Han rører ved mig!« »Få ham til at lade være med at kigge på mig!« »Mor, han ånder mig i hovedet!« Oprigtige bønner blev af og til afbrudt af fnisen og puffen. Og med aktive, balstyrige drenge udartede familieaftenslektioner sig ikke altid til det højest opbyggende plan. Til tider blev søster Bednar og jeg ophidsede, fordi de retskafne vaner, som vi arbejdede så hårdt på at fremme, ikke syntes straks at give de åndelige resultater, som vi ønskede og forventede.
Hvis I i dag kunne spørge vore voksne sønner, hvad de husker om familiebøn, skriftstudium og familieaften, tror jeg, at jeg ved, hvad de ville svare. De ville sandsynligvis ikke henvise til en særlig bøn, et bestemt eksempel på skriftstudium eller en særlig meningsfyldt familieaftenslektion som værende det afgørende øjeblik i deres åndelige udvikling. Det, de ville sige, de husker, er, at vi som familie var konsekvente.
Søster Bednar og jeg mente, at det endelige mål var at hjælpe vore sønner til at forstå indholdet af en lektion eller et bestemt skriftsted. Men et sådant mål opnås ikke hver gang, vi studerer eller beder eller lærer sammen. Vores vedvarende hensigt og arbejde var måske den største lektion – en lektion, vi ikke påskønnede fuldt ud dengang.
På mit kontor hænger der et smukt maleri af en hvedemark. Maleriet består af en umådelig samling af enkelte penselstrøg – hvoraf intet isoleret set er særligt interessant eller imponerende. Faktisk er alt, hvad man ser, hvis man står tæt på lærredet, en mængde tilsyneladende usammenhængende og uinteressante strøg af gul, gylden og brun maling. Men hvis man gradvist bevæger sig væk fra lærredet, forenes alle de enkelte penselstrøg og frembringer et storslået landskab af en hvedemark. Mange almindelige, enkelte penselstrøg arbejder sammen om at skabe et fængslende og smukt maleri.
Hver familiebøn, hver stund med familieskriftstudium og hver familieaften er et penselstrøg på vores sjæls lærred. Ingen enkelbegivenhed synes at være særlig imponerende eller mindeværdig. Men ligesom de gule, gyldne og brune penselstrøg fuldender hinanden og frembringer et imponerende mesterværk, således kan vores udholdenhed med at gøre tilsyneladende små ting føre til betydningsfulde åndelige resultater. »Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, for I lægger grundvolden til et stort værk. Og af det, som er småt, udspringer det, som er stort« (L&P 64:33). At være konsekvente er et grundlæggende princip, når vi lægger grundvolden til et stort værk i vores personlige tilværelse, og når vi bliver mere flittige og engagerede i vores eget hjem.
At være konsekvente i vores hjem er vigtig af en anden årsag. Mange af Frelserens skarpeste irettesættelser blev rettet mod hyklerne. Jesus advarede sine disciple angående de skriftkloge og farisæerne: »I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger« (Matt 23:3). Denne stærke formaning er tankevækkende i forbindelse med rådet om at »udtrykke kærlighed – og vise det«, at »bære vidnesbyrd – og efterleve det«, og at »være konsekvent«.
Hykleriet i vores liv opdages lettest og forårsager den største ødelæggelse inden for vores eget hjem. Og børn er ofte de mest opmærksomme og følsomme, når det kommer til at opdage hykleri.
Et offentligt udtryk for kærlighed, når de fortrolige kærlighedsgerninger er fraværende i hjemmet, er hykleri – og svækker grundvolden til et stort værk. Offentligt at udtrykke sit vidnesbyrd, når trofasthed og lydighed mangler i vores hjem, er hykleri – og underminerer grundvolden til et stort værk. Befalingen »du må ikke vidne falsk mod din næste« (2 Mos 20:16) gælder allertydeligst for hykleren i hver enkelt af os. Vi er nødt til at være og blive mere konsekvente. »Men vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed« (1 Tim 4:12).
Når vi søger Herrens hjælp og hans styrke, kan vi gradvist reducere forskellen mellem det, vi siger og det, vi gør, mellem at udtrykke kærlighed og konsekvent vise den, og mellem at bære vidnesbyrd og standhaftigt efterleve det. Vi kan blive mere flittige og engagerede hjemme, når vi er mere trofaste til at lære, efterleve og elske Jesu Kristi gengivne evangelium.
Vidnesbyrd
»Ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud, og … familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for hans børns evige skæbne« (Familien: En proklamation til verden«, Liahona, okt. 2004, s. 49). Af disse og andre evige, vigtige årsager bør vi være mere flittige og engagerede hjemme.
Må hver ægtefælle, hvert barn og hver forælder være velsignet med at kommunikere og modtage kærlighed, at bære og blive opbygget af et stærkt vidnesbyrd og at blive mere konsekvente i tilsyneladende små ting, der betyder så meget.
I disse vigtige bestræbelser er vi aldrig overladt til os selv. Vor himmelske Fader og hans elskede Søn lever. De elsker os og kender vore omstændigheder, og de vil hjælpe os med at blive mere flittige og engagerede hjemme. Om disse sandheder vidner jeg i Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.