Bevar hjertets mægtige forandring
For at holde ud til enden må vi være ivrige efter at behage Gud og tilbede ham med ildhu og intensitet.
I december 1967 blev den første vellykkede hjertetransplantation udført i Cape Town i Sydafrika. Den døende mands syge hjerte blev fjernet, og et sundt hjerte fra en afdød donor blev syet ind på dets plads. Siden da er der på verdensplan blevet udført over 75.000 hjertetransplantationer.
I hver eneste hjertetransplantation opfatter patientens egen krop det nye, livgivende hjerte som »fremmed« og begynder at angribe det. Overlader man det til kroppen alene, er den naturlige reaktion at afstøde det nye hjerte, og modtageren vil dø. Medicin kan undertrykke denne naturlige reaktion, men præparaterne skal tages dagligt og med nøjagtighed. Ydermere skal det nye hjertes tilstand overvåges. Lejlighedsvis skal der foretages hjertebiopsier, hvor små stykker hjertevæv fjernes og undersøges under et mikroskop. Når der findes tegn på afstødning, tilpasses medicineringen. Hvis afstødningsprocessen opdages tidligt nok, kan man afværge et dødsfald.
Overraskende nok bliver nogle patienter lemfældige med deres transplanterede hjerte. De springer nu og da deres medicin over og går til den nødvendige opfølgning mindre hyppigt, end de burde. De tror, at fordi de har det godt, så er alt vel. Alt for ofte udsætter denne kortsigtede holdning patienterne for fare og forkorter deres liv.
En hjertetransplantation kan forlænge livet i årevis hos mennesker, der ellers ville dø på grund af hjertesvigt. Men det er ikke »den ultimative operation«, som bladet Time kaldte den i 1967.1 Den ultimative operation er ikke en fysisk, men en åndelig »mægtig forandring i hjertet«.2
Gennem Kristi forsoning og ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer undergår vi denne ultimative operation, denne åndelige forandring i hjertet. Som følge af vore overtrædelser er vores åndelige hjerte blevet sygt og forhærdet, og derfor bliver vi udsat for åndelig død og adskillelse fra vor himmelske Fader. Herren forklarede den operation, som vi alle har brug for: »Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.«3
Ligesom hos hjertetransplantationspatienter er denne mægtige forandring i vores åndelige hjerte imidlertid kun begyndelsen. Omvendelse, dåb og bekræftelse er nødvendige, men ikke tilstrækkelige. Ja, der må udvises en lignende, om ikke større, omsorg for et åndeligt forandret hjerte, end for et fysisk transplanteret hjerte, hvis vi skal holde ud til enden. Kun ved at gøre det, kan vi holdes skyldfri på dommens dag.4
At holde ud til enden kan være udfordrende, fordi det naturlige menneskes tilbøjelighed er at afstøde det åndeligt forandrede hjerte og tillade det at blive forhærdet. Det er intet under, at Herren advarede os: »Lad endog dem, der er helliggjorte, også tage sig i agt«.5
Vi kender alle mennesker, der oplevede denne mægtige forandring i hjertet, men som efterfølgende gav efter for det naturlige menneske. De blev lemfældige i deres tilbedelse af og hengivenhed til Gud, deres hjerte blev forhærdet, og de bragte derved deres evige frelse i fare.
Tilværelsen hos de mennesker, der blev omvendt gennem Mosijas sønners forkyndelse, giver en vis indsigt i, hvordan man undgår at afstøde det mægtigt forandrede, åndelige hjerte. Om dem læser vi, at »så mange som troede, eller så mange som blev bragt til kundskab om sandheden ved Ammons og hans brødres forkyndelse … og blev omvendt til Herren, faldt aldrig fra.«6
Hvordan lykkedes det for dem at holde ud til enden? Vi ved, at de var »kendetegnet ved deres hengivenhed over for Gud og også over for mennesker; for de var fuldkommen ærlige og retsindige i alt; og de var standhaftige i troen på Kristus, ja, indtil enden«.7
Deres hengivenhed over for Gud afspejler sandsynligvis en ivrighed efter at behage Gud og tilbede ham med ildhu og intensitet. Deres hengivenhed over for mennesker tyder på en brændende interesse i at hjælpe og tjene andre. At være fuldkommen retsindig og ærlig i alt tyder på, at de holdt deres pagter standhaftigt og ikke bortforklarede deres forpligtelser over for Gud eller mennesker. Vi ved ydermere, at de underviste deres børn i evangeliet i deres hjem. Derudover ved vi, at folket begravede deres krigsvåben for at afskære sig selv fra fristelser.
De må hyppigt have vurderet tilstanden af deres åndeligt forandrede hjerte. De formodede ikke bare, at alt var vel. Ved i overført betydning at undersøge deres forandrede hjerte, kunne de finde frem til enhver begyndende forhærdelse eller afstødning og behandle den.
Alma den Yngre stiller en række spørgsmål til mennesker, der levede på samme tid som Ammons folk, der billedligt talt tager en biopsi af et åndeligt forandret hjerte. Alma spørger: »Hvis I har oplevet en forandring i hjertet, og hvis I har følt lyst til at synge sangen om den forløsende kærlighed, vil jeg spørge jer, om I også føler således nu?«8 Han spørger endvidere, om de har været tilstrækkeligt ydmyge, fri for stolthed og misundelse samt været venlige mod deres medmennesker.9 Ved ærligt at besvare sådanne spørgsmål kan vi korrigere begyndende afvigelser fra den snævre og trange sti og holde vore pagter med nøjagtighed.
I 1980 flyttede vores familie ind på gaden over for det hospital, hvor jeg arbejdede under min uddannelse. Jeg arbejdede hver dag, også søndage. Hvis jeg var færdig med at arbejde kl. 14 om søndagen, kunne jeg køre med min hustru og datter i kirke til møderne, der begyndte kl. 14.30.
En søndag sidst i mit første uddannelsesår vidste jeg, at jeg sandsynligvis kunne nå at blive færdig inden kl. 14. Jeg fandt imidlertid ud af, at hvis jeg blev på hospitalet bare lidt længere, så ville min hustru og datter tage af sted uden mig. Så kunne jeg gå hjem og tage en tiltrængt lur. Jeg må med beklagelse sige, at det var lige, hvad jeg gjorde. Jeg ventede til kl. 14.15, gik langsomt hjem og lagde mig ned på sofaen i håb om en lur. Men jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg var foruroliget og bekymret. Jeg havde altid elsket at gå i kirke. Jeg spekulerede på, hvorfor vidnesbyrdets ild og den hengivenhed, jeg førhen følte, manglede den dag.
Jeg behøvede ikke at tænke mig om længe. På grund af mit skema var jeg blevet lemfældig med mine bønner og mit skriftstudium. Jeg stod op om morgenen, bad mine bønner og gik på arbejde. Ofte flød dagen over i natten og til næste dag, før jeg vendte hjem sent den følgende aften. Da var jeg så træt, at jeg faldt i søvn, før jeg fik bedt en bøn eller læst i skrifterne. Næste morgen begyndte det forfra. Problemet var, at jeg ikke gjorde de grundlæggende ting, jeg havde brug for at afholde mit mægtigt forandrede hjerte fra at blive til sten.
Jeg rejste mig fra sofaen, faldt på mine knæ og bønfaldt Gud om tilgivelse. Jeg lovede min himmelske Fader, at jeg ville ændre mig. Næste dag tog jeg en Mormons Bog med på hospitalet. På min huskeliste den dag og hver dag siden stod der to punkter: Bøn mindst morgen og aften og læsning i skrifterne. Sommetider blev det midnat, og jeg måtte hurtigt finde et stille sted at bede. Nogle dage blev mit skriftstudium kort. Jeg lovede også min himmelske Fader, at jeg altid ville prøve at komme i kirke, selv om jeg gik glip af en del af mødet. I løbet af få uger vendte hengivenheden tilbage, og vidnesbyrdets ild brændte igen heftigt. Jeg lovede aldrig igen uanset omstændighederne at falde i den åndelige dødsfælde, det er at blive lemfældig omkring disse tilsyneladende små handlinger og derved bringe det, der er af evig natur, i fare.
For at holde ud til enden må vi være ivrige efter at behage Gud og tilbede ham med ildhu og intensitet. Det betyder, at vi fastholder tro på Jesus Kristus ved at bede, studere i skrifterne, tage del i nadveren hver uge samt have Helligånden som vores stadige ledsager. Vi må aktivt hjælpe og tjene andre og fortælle dem om evangeliet. Vi må være fuldkommen retsindige og ærlige i alt, aldrig gå på kompromis med vore pagter med Gud eller vore forpligtelser over for mennesker, uanset omstændighederne. I vores hjem må vi tale om, fryde os i og prædike om Kristus, så vore børn – og vi selv – vil ønske at anvende forsoningen i vores tilværelse.10 Vi må erkende de fristelser, der let besætter os og anbringe dem uden for rækkevidde, langt uden for rækkevidde. Til slut må vi hyppigt foretage en biopsi af vores mægtigt forandrede hjerte og vende om fra et hvilket som helst tegn på begyndende afstødning.
Jeg beder jer overveje tilstanden i jeres forandrede hjerte. Opdager I nogen afstødning, som sætter ind som følge af det naturlige menneskes tilbøjelighed til at blive lemfældig? Hvis det er tilfældet, så find et sted, hvor også I kan knæle. Husk, at der er mere på spil end vore jordiske år. Risikér ikke at sætte den ultimative operations frugter over styr: Evig frelse og ophøjelse.
Jeg beder om, at vi må stræbe fremad med standhaftig tro på Kristus og holde frydefuldt ud til enden,11 i Jesu Kristi navn. Amen.