Tapper i Venezuela
Disse unge mænd og unge piger står i sandhed »som vidner.«
Rubís halskæde. Det begyndte som en almindelig dag. Men det rutinemæssige ved Rubís daglige tur til gymnasiet blev knust på et øjeblik. Før hun var klar over, hvad der skete, var der en eller anden i mængden, som greb fat i den Unge Pigers-hals-kæde, som hun bar, rev den af og forsvandt i mængden.
Rubí rystede af frygt. Hvordan kunne nogen invadere hendes privatliv og stjæle noget, der var så dyrebart? Selv om tyven havde stjålet hendes halskæde, havde han ikke taget det, som var endnu mere dyrebart – de standarder og værdier, som halskæden repræsenterede. Rubí fik hurtigt efter denne hændelse en anden Unge Pigers-hals-kæde. »Jeg går altid med den,« siger hun. »Hvis nogen stjæler den igen … Så køber jeg en til!«
Jimmys afslag. En aften da Jimmy var til fest med sine venner, »kom en pige hen og tilbød mig noget at drikke,« siger han. »Jeg sagde nej og lagde ikke op til hende, men hun blev ved med at tilbyde mig det. Og det var ikke kun alkohol – der var også invitationer til at gøre andre ting. Jeg havde ikke lyst til noget af det, og jeg trak mig tilbage fra gruppen. Nogle af de unge sagde, at jeg var asocial, men jeg vidste, at jeg ikke kunne blive der. Hver gang jeg har en prøvelse som denne og overvinder den, bliver jeg stærkere.«
Rubí Cornejo, 17, og Jimmy Flórez, 17, begge fra Caracas, er to af mange tapre sidste dages hellige unge i Venezuela, som finder måder, hvorpå de i denne urolige verden kan »stå som Guds vidner til alle tider, i alle ting og på alle steder« (Mosiah 18:9).
Fastholder standarderne
»Vi har mange store udfordringer i skolen,« siger David Javier Franco, 17, fra Caracas. »Men vi er blevet undervist om at være som Josef i Egypten. Josef holdt sig borte fra dårlige ting. Da Potifars hustru fristede ham til at gøre noget, som ikke var rigtigt, fjernede han sig! Han flygtede fra hende! Vi kan have den samme styrke, som han havde.«
At bede og studere skrifterne er ikke nye eller originale måder at forblive stærke på, men de er effektive. »Jeg bor i en del af byen, hvor jeg er det eneste medlem af Kirken,« siger Fátima Moutinho, 15, fra Barcelona, »og hver søndag er der fester og meget drikkeri. Der er store fristelser til ikke at gå i kirke. Men evangeliet har hjulpet mig med at være trofast og standhaftig. Når bekymringer og fristelser påvirker mig, så er det første, som jeg gør, at bede og læse i skrifterne.«
Programmerne Det Aronske Præstedømmes Pligt mod Gud og Unge Pigers Personlig fremgang er vigtige redskaber i bevarelsen af standarderne. »Vore ledere har lært os, at det ikke kun handler om at sætte et mål – men at nå målet og derefter blive ved og aldrig holde op,« siger Fátima. »Derfor prøver vi at udvikle os hver dag.«
Det kræver mod at stå frem for sine standarder. »Hver gang jeg gør det,« siger Norelia Reyes, 17, fra Caracas, »opdager jeg noget om mig selv – at jeg har mod til at sige nej og afvise det, som ikke er rigtigt. Jeg tænker: ›Hold da helt op, jeg har potentiale!‹ Og jeg bliver glad«
Er et eksempel
Når du er det eneste medlem af Kirken i din skole, så kan det være vanskelig at finde venner med dine værdier. Men det er ikke umuligt. Og andre vælger måske at følge dig.
»Jeg er sammen med mine klassekammerater fra 7.00 om morgenen til 16.00 om eftermiddagen,« siger Luciano Fernández, 16, fra Caracas. »De fleste af dem ryger, fe-ster, drikker og bruger et vulgært sprog. Jeg er den eneste, som de kender, der kan sætte det rigtige eksempel for dem. Det er et stort ansvar. Mange af dem ser på mig som en person, som de kan stole på.«
»En gang da mine venner gik bort for at ryge,« siger Norelia, »sagde jeg: ›Husker I, hvad min religion er? Jeg gør ikke sådan noget.‹ Nogle af dem forstod, at rygning er en beskidt vane, og de har forsøgt at holde op. De kalder mig for ›den fuldkomne‹ og spørger mig altid til råds. Jeg fortæller dem, at jeg ikke er fuldkommen, men at jeg forsøger at efterleve min kirkes standarder. De respekterer min tro, og jeg tror, at jeg har sået nogle få sædekorn, som kan være en kilde til styrke for dem en dag.«
Engang da Enrique López, 16, fra Caracas, og fire af hans venner havde fritime i skolen, gik de hen til en vens hus. »Nogle havde øl med. Jeg troede ikke, at de ville prøve at få mig til at drikke, fordi de alle kendte til min religion – men det gjorde de. Jeg sagde: ›Nej, jeg drikker ikke den slags.‹ De begyndte at kritisere mig og sagde, at der ikke var noget forkert ved at drikke, og at lidt ikke ville skade. Men selv lidt skader dig til sidst. Jeg sagde nej. Og efter lidt tid sagde de: ›Det er spild af tid.‹ Så holdt de op, og vi gik tilbage til klassen. Jeg tror, de respekterede mig.«
Nogle af de unge finder det at være et eksempel særlig vigtigt i deres eget hjem. »Selv om min far ikke er medlem af Kirken endnu,« siger Jackelin García, 17, fra Maracaibo, »så har jeg ikke mistet håbet om, at han vil blive det, og at vi da kan blive beseglet i templet som en familie. Jeg beder og faster altid for dette. Jeg håber, at min tro, tålmodighed og eksempel kan hjælpe min far.«
Vælger venner med visdom
Disse venezuelanske unge mænd og unge piger lærer noget om venner. »Mennesker, som forsøger at få os til at gøre noget forkert, er ikke virkelige venner,« siger David. »De forsøger normalt at få os til at tro, at dårlige ting ikke er dårlige, men det er de virkelig. Skrifterne siger, at vi må være standhaftige i vores tro på Kristus, så Herren kan vejlede os og lære os, hvad vi skal gøre«(se 2 Nephi 31:20).
De fleste finder, at deres bedste venner er aktive medlemmer af Kirken. I mange menigheder afholdes der seminar tre aftener om ugen fra 18.30 til 19.30 fra tirsdag til torsdag. UMUP er normalt om fredagen og kan omfatte fælles aktiviteter for Unge Mænd og Unge Piger, såsom dans eller fest. Lørdag omfatter ofte fritidsaktiviteter eller tjenesteprojekter. Og søndag er der selvfølgelig kirkemøder. Nogle af de unge tilbringer tid hver uge med at arbejde sammen med fuldtidsmissionærerne eller hjælper med at undervise nye medlemmer. Af og til er der tempelture, ungdomskonferencer og søndagsaftenmøder.
»Det er i Kirken, at mine venner er,« siger Jimmy. »Udover at lære om lærdommene, så er jeg også sammen med mine venner, og jeg møder nye venner. De tror på de samme principper, som jeg gør.«
Indfører andre i fællesskabet
Nogle af disse nye venner er i virkeligheden gamle venner, som er vendt tilbage til aktivitet i Kirken. »Vi besøger ofte mindre aktive unge,« siger Anángelys Golindano, 15, fra Maracaibo. »Vi opdeler dem i distrikter med tre til fire mennesker i hvert distrikt, og så besøger vi de mindre aktive medlemmer og fortæller dem, at vi savner dem. Nogle har accepteret vores invitation til at vende tilbage. Der var 14 i vores seminarklasse i menigheden, men nu er vi 20.«
Josué Díaz, 15, fra Maracaibo, har set lignende resultater i sin menighed. »Sidste år var der kun 9 af os til seminar, selvom man havde kombineret to menigheder. Vi fastede og besøgte mennesker, og så måtte vores klasse deles. Nu har den ene menighed 16 og den anden 15!«
Et andet succesrigt projekt har været at bringe familieaftenen til de mindre aktive unges hjem onsdag aften. »Nogle af forældrene er ikke medlem,« siger Jackelin. »I virkeligheden er mange af disse unge de eneste kirkemedlemmer i deres familier. Men normalt lader deres forældre os komme ind. Når vi besøger deres børn, så bliver de overraskede. Men de kan se den interesse, som vi har i dem. En af os underviser, og vi opmuntrer til spørgsmål og kommentarer. Man kan virkelig føle Ånden. Det er normalt noget verdsligt, som afholder dem fra at vende tilbage til Kirken. Mange af dem siger, at de er glade for, at vi kommer, og at de stadig har et vidnesbyrd.«
Men udtryk for venskab må være ægte, siger Jackelin. »Af og til forsøger de unge, som ikke er aktive at skjule sig, når de ser os, fordi de tror, at vi altid vil tale med dem om Kirken. Men vi forsøger at være opmærksomme på dem og taler også om andre ting med dem. Vi ønsker, at de kan mærke, at vi er interesserede i dem og er glade for at være deres venner.«
Davis så et mirakel i en god vens liv. »En ven, som var til stor hjælp for mig, da jeg var ny i Kirken, blev mindre aktiv,« siger han. »Herren velsignede mig med en mulighed for at se og tale med ham igen. Jeg fortalte ham om alt det, som han havde gjort for at hjælpe mig – og at jeg ønskede at betale ham tilbage. Jeg forsøgte at være hans ven. Nu er han et aktivt medlem af vores præstekvorum.«
Går i templet
Mange venezuelanske unge rejste langt for at komme til templet, før templet i Caracas i Venezuela blev bygget. Og stadig er der nogen, som må rejse langt for at komme til Caracas. Fx tager en busrejse fra Barcelona og Puerto La Cruz ca. 6 timer, og rejsen fra Maracaibo kan tage op til 10 timer. Af og til tager de unge og deres ledere af sted sent på aftenen og ankommer til templet tidligt næste morgen. Når de så har tjent i templet, kører de tilbage med bussen og kommer hjem sent om aftenen.
Mange af de unge er blevet døbt for deres egne forfædre. »Sidste gang jeg var i templet,« siger Gustavo Medina, 14, fra Maracaibo, »blev jeg døbt for begge mine bedstefædre, for min oldefar og for andre mennesker!«
Selv om familiens forhold ikke altid gør det muligt for nogen at blive beseglet som en familie, så gør de alt for at nyde templets velsignelser. »Min mor, mine brødre og jeg har ikke været i stand til at blive beseglet i templet,« siger Anángelys, »fordi min mor og far er skilt. Men for to år siden blev jeg døbt for 8 af kvinderne i min familie. Og jeg ser frem til at blive beseglet til min fremtidige mand.«
Ingrids Rodríguez, 15, fra Puerto La Cruz husker, hvordan det føles at blive beseglet til sine forældre. »Jeg græd så meget,« siger hun. »Jeg kunne ikke holde det tilbage. Jeg fortalte mig selv: ›Fra nu af vil jeg støtte mine forældre, fordi vi er beseglet for evigt.‹«
Efter familien Moutinhos blev beseglet, glædede Fátima og hendes familie sig over øjeblikket. »Vi så os selv i templets spejle,« siger hun, »og lovede hinanden, at vi ville være sammen for evigt på denne måde. Hvad end der sker, så vil vi støtte hinanden.«
Bærer vidnesbyrd
»Jeg er taknemlig over at være medlem af Kirken,« siger Rubi, som stolt viser sin nye Unge Pigers-halskæde, som hun fik som erstatning. »Som unge har vi mange fristel-ser. Hvis jeg ikke var medlem af Kirken, så ville jeg begå mange fejl, som vi ser nogle af vores venner gøre. Ingen af os er fuldkommen, men fordi Jesus Kristus påtog sig vore synder, kan vi omvende os. Det er en gave, som vi virkelig skal være taknemlig for.«
MOR BRINGES TILBAGE
Er det sandt, at »intet er umuligt for Gud«? (Luk 1:37). José Javier Alarcón, 16, fra Maracaibo har afprøvet dette løfte fra skriften.
»Da jeg var 8-9 år gammel blev mine forældre skilt. Senere inviterede en ven mig til kirke, og til sidst ønskede jeg at blive døbt. Men min mor, som var blevet døbt, men som ikke havde været aktiv i mange år, ville ikke give mig lov. Da jeg blev 12 år, gav hun mig endelig tilladelse til at blive døbt. Efterhånden som jeg fik mere viden om evangeliet, begyndte jeg at bede om, at min mor ville komme tilbage til Kirken. Og et par år senere, gjorde hun det!«
José Javier’s mor, Miriam, indrømmer, at hun havde været borte fra Kirken i 8 år og »ikke havde nogen hensigt om nogen sinde at vende tilbage. Men da min søn begyndte at bede med stor tro for mig … skete der noget i mig. Jeg begyndte at føle et stærkt ønske om at bede og at læse skrifterne. En nat forandrede Herren mit hjerte, og fra den nat var jeg helt forandret. Så det skylder jeg min søn. Jeg takker Faderen for at give mig en så vidunderlig søn!«
»Det er en gave fra Gud,« siger José Javier. »Jeg måtte gøre min del af det. Men det var i virkeligheden Gud, som gjorde det hele.«
Nu har José Javier, hans mor og hans yngre bror, Jesús David, 10, været i tem-plet. José Javier er blevet døbt for de døde, og deres mor har modtaget sin begavelse.
FORAN 500 SKOLEKAMMERATER
Gladys Guerrero, 16, var den eneste sdh-elev på det militære gymnasium i Maracaibo. I løbet af den første uge i skolen blev hun tvunget til at stå foran 500 elever og forklare, hvorfor hun ikke ville drikke kaffe. Selv om der var mange elever, som hånede Gladys for hendes livsstil, var der andre som iagttog hende nøje. »Da de så, at jeg ikke gjorde visse ting, såsom at drikke alkohol eller gå til visse fester, blev nogle af dem interesseret i evangeliet,« siger hun. »Missionærerne kom en dag forbi skolen, og jeg kaldte på dem. Jeg præsenterede dem for nogle af eleverne og de fik mange henvisninger.« Ti af Gladys klassekammerater blev døbt i løbet af de næste måneder.