MIG? GIVE EN VELSIGNELSE?
»Hvad skulle jeg sige?« tænkte jeg.
»V il du give velsignelsen, hvis hun beder dig om det?« spurgte Jacob i den anden ende af telefonen. Jacob, som var min hjemmelærerkammerat, forklarede, at en af de personer, som vi var hjemmelærer for, ønskede en velsignelse.
»Hvad skulle jeg sige i en velsignelse?« tænkte jeg. Jeg var kun 18, og var netop blevet ældste og flyttet hjemmefra for at studere. Jeg havde forberedt mig hele livet til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme, men jeg havde aldrig tænkt på den dag, hvor jeg virkelig skulle bruge det.
Jeg tøvede, sank dybt og hørte derpå mig selv modvilligt sige: »Ja«. Lige så snart jeg hørte, hvad jeg havde sagt, snappede jeg ordet af, så det næsten ikke kunne høres. Jeg havde ikke haft til hensigt at sige ja, men det røg ud af min mund.
»Det lyder godt«! lød den entusiastiske stemme. »Jeg er der om et par minutter.«
Jeg stod ved telefonen i min kælderlejlighed og overve-jede at ringe tilbage til Jacob og fortælle ham, at jeg ikke kunne gøre det. Så huskede jeg på min far. Når som helst han skulle give en velsignelse, gik han stille ind i et andet værelse og bad først. Han sagde altid »Vent lige et øjeblik«, og så gik han uden nogen lagde mærke til det ud for at bede. Men det havde jeg lagt mærke til.
Alene i min lejlighed knælede jeg ned ved sofaen. Jeg bøjede mit hoved og begyndte at bede: »Himmelske Fader, jeg skal måske give en velsignelse i løbet af nogle få minutter, og det har jeg aldrig gjort før. Hvis det er din vilje, så hjælp mig, at mit sind må være ryddet for mine egne tanker og hjælp mig at vide ved Ånden, hvad jeg skal sige.«
Da jeg rejste mig op, havde jeg en dejlig følelse af, at jeg var værdig, og at Ånden ville fortælle mig, hvad jeg skulle sige, når jeg havde behov for det. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, men det syntes ikke vigtigt.
Adskillige minutter senere var Jacob og jeg i vores jakkesæt og slips og sad nu hjemme hos en ung kvinde, som vi var hjemmelærer for. Vi tre talte nu i nogle minutter om, hvilken retning hendes liv tog. Hun havde det vanskeligt og håbede, at en præstedømmevelsignelse ville hjælpe.
»Hvem ønsker du skal give velsignelsen?« spurgte Jacob.
Hun vendte sig mod mig. »Vil du give mig velsignelsen?« spurgte hun.
»Ja,« svarede jeg uden denne gang at snappe ordet kort.
Vi trak en hvid metalstol hen fra køkkenbordet og anbragte den midt i rummet. Da jeg lagde mine hænder på hendes hoved, gentog jeg stille min bøn om, at jeg måtte vide, hvad jeg skulle sige. Jacob placerede sine hænder over mine, og jeg begyndte at tale: »Med Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed lægger vi vore hænder på dit hoved for at give dig en velsignelse …«
Lige så snart jeg var færdig med at tale disse ord, vidste jeg, hvad jeg derefter skulle sige. Hun havde fortalt os, hvad hendes problemer var, og nogle af de ord, som kom til mig handlede om disse problemer. Men nogle af ordene handlede om ting, som hun end ikke havde nævnt. Jeg tænkte faktisk ikke på forhånd over, hvad jeg skulle sige: Ordene kom bare til mig. Det var ikke ord, som jeg havde hørt min far eller min hjemmelærerkammerat bruge. Jeg kunne føle Ånden fortælle mig, hvad jeg skule sige.
Efter jeg var færdig med velsignelsen, kiggede hun op med tårer i øjnene og takkede mig. Jeg blev klar over, at jeg også havde tårer i mine øjne, og jeg takkede stille min himmelske Fader. Han inspirerer virkelig værdige præstedømmebærere. Jeg lærte denne sandhed, fordi jeg havde forberedt mig til at blive værdig til at modtage og bruge Det Melkisedekske Præstedømme.
Brad Larsen er på fuldtidsmission i Mexico Tuxtla Gutiérrez Mission.