Lyset

BO PEDERSEN

Thi jeg er Gud … og jeg vil give alle, der tror på mit navn, mirakler, tegn og undere (L&P 35:8).

Bygger på en virkelig begivenhed

Kommer far hjem i aften?« spurgte Benjamin. Far sejlede som sømand ud for det sted, hvor de boede i Danmark.

»Nej,« sagde mor, »han kommer først hjem om fire dage.«

Far havde lovet Benjamin, at de skulle spille fodbold, når han vendte tilbage. Benjamin savnede sin far.

»Før jeg går i seng i aften, vil jeg bede om, at far kommer sikkert hjem,« tænkte Benjamin.

* * *

Benjamins far stod ude på skibet i den frysende regn og havde travlt med gøre sit arbejde færdigt inden aftensmaden. Han var træt og kold og tænkte på sin familie derhjemme.

Pludselig ramte en stor bølge skibet. Forsyningerne røg rundt på dørken, mens sømændene råbte i forvirring. Kaptajnen stirrede ud i mørket, men han kunne ikke se Benjamins far på dækket længere.

»Mand over bord!« råbte han.

* * *

Senere samme aften kiggede Benjamin på mor, mens hun vaskede op efter middagen. Hun så ud af vinduet ud i haven, mens hun vaskede op. Træerne bøjede sig i den voldsomme vind. Benjamin så det bekymrede udtryk i mors ansigt, og han begyndte også selv at blive bekymret. Ville far klare sig i denne storm?

* * *

Benjamins far kunne høre skibets alarmklokke ringe, men lyden blev svagere og svagere, mens de voldsomme bølger skubbede ham længere og længere væk fra skibet. Sømændene kastede redningsbælter ud i vandet i håb om at kunne redde ham, men de kunne ikke se ham i stormen og mørket.

Han forsøgte at forblive rolig og holde hovedet oven vande. Han fandt nødlampen, som var fastgjort på hans redningsvest og pegede den mod skibet, så de andre søfolk kunne se, hvor han var – men lyset virkede ikke.

Ombord på skibet havde kaptajnen kaldt på hjælp over radioen. Snart kredsede en redningshelikopter over vandet og lyste med sit kraftige lys ned på de store bølger.

»Vi kan ikke finde ham,« sagde helikopterens pilot over radioen til kaptajnen. Kaptajnen forsøgte at holde sine tårer tilbage, for han frygtede det værste for sin ven. »Lad os prøve igen,« besluttede piloten. Han var bange for at helikopteren ville løbe tør for brændstof, men han vidste, at han var den forsvundne sømands sidste håb.

Benjamins far blev koldere og koldere. Hans tænder klaprede, mens han krampagtigt holdt den ødelagte nødlampe i sine følelsesløse fingre.

* * *

Hjemme var det blevet Benjamins sengetid. Mor lyttede, mens han knælede ned ved siden af sin seng og bad: »Kære himmelske Fader, vil du ikke nok beskytte far og bringe ham sikkert hjem til mor og mig.«

* * *

Benjamins far så en helikopter komme flyvende lavt ind. Han forsøgte at vinke med sin arm, men han var så træt og kold, at han næsten ikke kunne bevæge den.

Så sagde en stemme indeni ham: »Tænd lyset.«

»Men den virker jo ikke,« tænkte han.

»Tænd lyset,« sagde stemmen igen.

»Hvorfor skal jeg det?« mumlede han, mens han med sine stive fingre forsøgte at tænde lampen. »Enten er pæren brændt ud, eller også er batterierne døde.«

Helikopteren kom tættere og tættere. Da den var næsten lige over ham, pegede Benjamins far nødlampen op mod himlen og trykkede på kontakten.

I det samme så piloten et lysglimt i vandet nedenfor. »Vi har fundet ham!« råbte han i radioen. Søfolkene på skibet jublede. I løbet af nogle minutter blev Benjamins far hejst op i helikopterens varme og i sikkerhed. Omsvøbt af et tæppe lyttede han til motorernes vibration, og det var som de sang: »Hjem til Benjamin, hjem til Benjamin!«

Efter helikopteren var landet og en ambulance havde kørt Benjamins far på hospitalet, gik helikopterpiloten tilbage i helikopteren til det sted, hvor Benjamins far havde ligget. Der på gulvet lå nødlampen. Nysgerrig samlede han den op og åbnede den. Ud faldt to meget gamle og rustne batterier.

»De batterier har jo slet ikke kunnet virke,« tænkte han. »Men hvis jeg ikke så lyset herfra ude på havet, hvad så jeg så?«

»Gud må have våget over denne sømand,« sagde han højt til sin medpilot, der stod ved siden af ham. De nikkede begge stille.

* * *

Benjamins mor følte sig lige pludselig glad. Den bekymrende følelse var væk.

Hun åbnede Benjamins dør på klem, kiggede ind i hans værelse og så, at han sov trygt.

Benjamin lå og drømte om den fodboldkamp, som hans far havde lovet ham. En varm følelse havde forsikret ham om, at vor himmelske Fader ville besvare hans bøn, og at far snart ville komme hjem.

Bo Pedersen er medlem af Allerød Ward, Københavns Stav.

»Mirakler – umulige at forklare på en fornuftsmæssig måde – indtræffer som resultat af lydighed mod Guds befalinger.«

Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum, »Mirakler«, Ensign, juni 2001, s. 9.