VI LYTTER TIL PROFETENS RØST
Født igen ved dåb
Frelseren har lært os, at alle mænd og kvinder må blive født på ny. Vores første fødsel finder sted, når vi bliver født til jordelivet. Vores anden fødsel begynder, når vi bliver døbt med vand af en, der bærer Guds præstedømme, og fuldendes, når vi bliver bekræftet.
For nogle år siden fortalte Albert Peters om en oplevelse, som han og hans kammerat havde haft med en mand, der var blevet født på ny. En dag var de taget ud til Atiatis hytte i landsbyen Sasina på Samoa. Der fandt de en ubarberet, ufriseret og misdannet mand, der lå på en seng. Han ville gerne høre deres budskab. De præsenterede den første lektion, bar vidnesbyrd for ham og tog så af sted. Mens de gik derfra, talte de om Atiatis tilstand – han havde haft polio 22 år forinden, hvilket havde gjort ham lam i armene og benene – så hvordan kunne han nogen sinde blive døbt, når han var så fuldstændig handicappet?
Da de besøgte deres nye ven den næste dag, blev de overrasket over at se ham nybarberet og med rent sengetøj. »I dag,« sagde han, »begynder jeg at leve igen, for i går blev mine bønner besvaret … Jeg har ventet i over 20 år på, at nogen skulle komme og fortælle mig, at de havde Kristi sande evangelium.«
I flere uger underviste de to missionærer denne oprigtige og intelligente mand. Han bad dem faste sammen med sig, så han kunne få styrke til at gå ned i vandet og blive døbt. Det nærmeste dåbsbassin var 13 km væk. Så de bar ham ud i deres bil og kørte ham hen til kirken. Så løftede ældste Peters og hans kammerat Atiati op og bar ham til bassinet. Da de gjorde det, sagde Atiati: »Vær rar at sætte mig ned. Det her er den største begivenhed i mit liv. Jeg ved uden skygge af tvivl, at dette er den eneste måde, hvorpå man kan opnå evig frelse. Jeg vil ikke bæres ind til min frelse!« Så de satte Atiati ned på gulvet. Efter en kraftanstrengelse lykkedes det ham at få rettet sig op. Den mand, som havde ligget i 20 år uden at røre sig, stod nu op. Langsomt, med ét vaklende skridt ad gangen, trådte Atiati ned ad trinnene og ned i vandet, hvor den forbløffede missionær tog hans hånd og døbte ham.
Han fortalte ældste Peters, at han vidste, at han ville være i stand til at gå den morgen, han skulle døbes. Han sagde: »Når tro nu kan flytte et stædigt bjerg, så tvivlede jeg ikke på, at den kunne få mine lemmer til at fungere« (se »Et vaklende skidt ad gangen«, Stjernen, juni 1994, s. 28-31). Jeg tror, vi kan sige, at Atiati virkelig var blevet født på ny!
Ligesom Atiati bliver vi, når vi bliver døbt, åndelig født af Gud, og får ret til at få hans billede prentet i vores bevidsthed. Som Nephi sagde, så er dåben porten, »og da kommer jeres synders forladelse ved ild og ved den Helligånd« (2 Nephi 31:17). Dåbsporten giver adgang til yderligere pagter og velsignelser.
Fra en tale holdt ved aprilkonferencen i 2001