En lille ting
Jeg sluttede mig til Kirken, da jeg gik i gymnasiet, og jeg var det eneste medlem i min familie. Jeg havde en vanskelig tid i overgangen til mit liv i Kirken, og jeg fandt mange aktiviteter og kaldelser ukendte. Så da jeg blev bedt om at være besøgslærerinde for første gang i mit andet skoleår, kæmpede jeg med at forstå, hvad det virkelig betød. Min kammerat var en trofast ung mor, søster Bray (navnet er forandret), og det var let for mig at lade hende lave aftalerne, lede vores besøg og sørge for vores søstre. Især en søster viste sig at være en større udfordring for os end resten. Cassie var mindre aktiv og levede sammen med sin ven og ventede deres første barn. Hun virkede altid sorgfuld og urolig.
En søndag bad grenspræsidentskabet os om at invitere alle fra vores besøgslærerindekreds til en missionærfireside om aftenen. »Det er ikke noget problem,« tænkte jeg. »Søster Bray vil ringe til Cassie.« Jeg så ud over kirkesalen. Søster Bray var ude at rejse denne søndag og kunne ikke ringe til nogen.
Da jeg kom hjem til min lejlighed efter kirke, følte jeg Åndens tilskyndelse. »Ring til Cassie.« Jeg afslog det resolut. Hun ville helt sikkert ikke komme, selv om jeg ringede. Endnu engang tilskyndede Ånden mig stærkt: »Ring til Cassie.« Igen afslog jeg. Til sidst var det umuligt at afvise Ånden og modvilligt ringede jeg – for blot at få Cassies telefonsvarer. »Se, jeg vidste, at det ikke nyttede,« tænkte jeg. Jeg efterlod en telefonbesked, der fortalte Cassie og hendes ven, Will, at der ville være en fireside den aften, og at det ville glæde mig at se dem der.
Ved firesiden lagde jeg mærke til, at selv om der var mange til stede, så var Cassie og Will ikke blandt dem. »Jeg vidste, at de ikke ville komme,« tænkte jeg noget selvtilfreds. Men da der var 10 minutter tilbage af firesiden, blev jeg meget overrasket over at se Cassie og Will træde ind i kirkesalen. Missionærerne rejste sig stille og gik ud sammen med dem. »Der kan man bare se!« sagde jeg til mig selv.
Juleferien kom hurtigt herefter, og jeg tog hjem til mit hjemward i juletiden. En måned senere da kom jeg tilbage til mit ward, hvor jeg gik i skole, kom et medlem ivrigt hen til mig og spurgte, om jeg kom til dåben denne aften. »Selvfølgelig,« sagde jeg, »men hvem bliver døbt?« Søsteren svarede: »Will, Cassies mand.« Mand? Jeg opsøgte Cassie, så hurtigt jeg kunne.
Da jeg fandt Cassie og Will lykønskede jeg dem med deres ægteskab og med Wills dåb og spurgte, hvordan det alt sammen var kommet i stand. »Husker du den fireside, som du inviterede os til?« svarede Cassie. »Vi kom for sent, så ældsterne tog os ind i et andet værelse og viste os en video. Will blev virkelig interesseret, så han ønskede at lytte til lektionerne. Vi blev gift, og i dag bliver Will døbt.« Jeg blev både ydmyg og skamfuld over mig selv og nærer stadig en stor ærefrygt over vor himmelske Faders kærlighed til hver enkelt af hans børn.
Men det er ikke slutningen på historien. For ikke længe siden havde jeg mulighed for at vende tilbage til det ward, hvor jeg havde gået i skole efter at have været væk i seks år. Jeg blev meget glad over at se så mange kendte ansigter og præsentere mine gamle venner for min mand og vores to børn.
Da jeg gik gennem forhallen, så jeg nogle, som jeg mente, jeg kendte, men som så anderledes ud. »Kender jeg jer ikke?« sagde jeg. »Jo, jeg er Cassie. Du var min besøgslærerinde. Du husker Will, gør du ikke?« Hun pegede på manden, som stod ved siden af hende til venstre og kaldte derpå på to børn i forhallen. »Og det er vores to børn.« Hun så glad og fredfyldt ud og sikker på sig selv. Hun sagde, at hun tjente i Primarys præsidentskab. »Har I haft mulighed for at komme til templet?« spurgte jeg. »Hvilket?« spurgte hun med et smil. »Chicago? Detroit? Nauvoo? Vi har været i dem alle.«
Dette møde mindede mig atter om, »at ved små og ringe ting bliver der udrettet store ting« (Alma 37:6) – selv med så små ting som et telefon-opkald.
Shannon Vanderspool Watson er medlem af Lake Villa Andet Ward, Buffalo Grove Illinois Stav.