Gør, hvad som helst han siger til jer

Ældste L. Whitney Clayton

De Halvfjerds’ Præsidium

Når vi træffer beslutningen om at gøre, »hvad som helst [Gud] siger til« os, forpligter vi os oprigtigt til at rette vores adfærd ind hver eneste dag i forhold til Guds vilje.

Frelseren udførte sit første optegnede mirakel ved bryllupsfesten i Kana i Galilæa. Maria, hans mor, og hans disciple var til stede. Maria følte sig tilsyneladende lidt ansvarlig for, at festen gik godt. Under festen opstod der et problem – værten løb tør for vin. Maria var bekymret og gik til Jesus. De talte kort sammen, og så vendte Maria sig mod tjenerne og sagde:

»›Gør, hvad som helst han siger til jer.‹

Der var dér seks vandkar af sten … [Disse vandkar blev ikke brugt til at opbevare drikkevand, men blev brugt til ceremoniel afvaskning ifølge Moseloven].

Jesus sagde til dem: ›Fyld karrene med vand.‹ Og de fyldte dem helt op.

Og han sagde til dem: ›Øs nu op og bær det hen til skafferen.‹ Det gjorde de så.

Da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin«, gav han udtryk for sin overraskelse over, at den bedste vin blev serveret så sent ved festen.¹

Vi husker som regel denne begivenhed, fordi forvandlingen af vand til vin var en demonstration af Guds kraft – det var et mirakel. Det er et vigtigt budskab, men der er et andet vigtigt budskab i Johannes’ beretning. Maria var »et dyrebart og udvalgt redskab«,² kaldet af Gud til at føde, nære og opdrage selveste Guds Søn. Hun vidste mere om ham end noget andet menneske på jorden. Hun kendte sandheden om hans mirakuløse fødsel. Hun vidste, at han var uden synd, og at han »[ikke] talte … som andre mennesker, ej heller kunne han belæres, for han havde ikke nødig, at noget menneske skulle belære ham.«³ Hun kendte hans ekstraordinære evner til at løse problemer, deriblandt noget så personligt som at skaffe vin til en bryllupsfest. Hun havde en urokkelig tro på ham og på hans guddommelige kraft. Hendes enkle, klare besked til tjenerne indeholdt ingen advarsler, ingen betingelser, ingen begrænsninger: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«

Maria var en ung kvinde, da englen Gabriel viste sig for hende. Først blev hun »forfærdet« over at blive kaldt »du benådede« og »spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde.« Gabriel forsikrede hende om, at hun ikke havde noget at frygte – nyheden, han kom med, var god. Hun skulle »blive med barn … den Højestes søn« og »føde en søn … [der] skal være konge over Jakobs hus til evig tid«.

Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.«

Englen forklarede, men kun kort, og bekræftede for hende, at »intet er umuligt for Gud.«

Maria svarede ydmygt, at hun ville gøre, hvad som helst Gud bad hende om, uden at kræve at kende de specifikke detaljer og utvivlsomt på trods af utallige spørgsmål om, hvad det ville betyde for hendesliv. Maria forpligtede sig selv uden helt at forstå, hvorfor han bad hende om det, eller hvordan det ville gå. Hun accepterede ubetinget Guds ord på forhånd⁴ med ringe viden om, hvad der ventede hende. Med en troskyldig tillid til Gud sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!«⁵

Når vi træffer beslutningen om at gøre, »hvad som helst [Gud] siger til« os, forpligter vi os oprigtigt til at rette vores daglige adfærd ind efter Guds vilje. Sådanne enkle troshandlinger som at studere dagligt i skriften, faste regelmæssigt og bede med oprigtig hensigt gør vores brønd af åndelig kapacitet til at møde livets krav dybere. Med tiden fører enkle troshandlinger til mirakuløse resultater. De forvandler vores tro fra et frø til en dynamisk kraft af godt i vores liv. Når så udfordringerne kommer vores vej, vil vores forankring i Kristus indgyde standhaftighed i vores sjæl. Gud afstiver vores svagheder, øger vores glæde og får »alt [til at] virke[] sammen til gode for [os]«.⁶

For nogle få år siden talte jeg med en ung biskop, det tilbragte mange timer hver uge med at rådgive medlemmerne i sin menighed. Han havde fundet ud af noget overraskende. De problemer, som medlemmerne af hans menighed oplevede, sagde han, var de samme, som kirkemedlemmer oplever overalt – problemer med hvordan man får et lykkeligt ægteskab, problemer med at balancere arbejde, familie og kirkepligter, udfordringer med visdomsordet, med beskæftigelse eller med pornografi eller problemer med at få fred omkring en af Kirkens retningslinjer eller historiske hændelser, der ikke giver mening for dem.

Hans råd til menighedens medlemmer omfattede meget ofte at vende tilbage til det grundlæggende såsom at studere Mormons Bog – sådan som præsident Thomas S. Monson fortalte os, at vi skal gøre – betale tiende og tjene dedikeret i Kirken. Men, ofte var deres svar til ham skeptisk: »Jeg er ikke enig med dig, biskop. Vi ved alle, at det er godt at gøre. Vi taler om det hele tiden i kirken. Men jeg er ikke sikker på, at du forstår mig. Hvad har noget af det at gøre med de problemer, som jeg har?

Det er et fair spørgsmål. Med tiden har den unge biskop og jeg set, at de, der er bevidste om at gøre de »små og enkle ting«⁷ – udvise lydighed på tilsyneladende små måder – velsignes med tro og styrke, der går langt udover deres egne faktiske lydige handlinger, og faktisk kan virke, som om de slet ikke hænger sammen. Det kan virke hårdt at drage en linje mellem de daglige grundlæggende handlinger i lydighed og løsninger på de store komplekse problemer, vi har. Men de hænger sammen. Det er min erfaring, at den allerbedste måde at styrke os selv mod livets problemer på, hvad de end måtte være, er at få de små daglige troshandlinger på plads. Selv når de virker ubetydelige eller helt uforbundet med de specifikke problemer, som irriterer os, velsigner små troshandlinger os i alt det, vi gør.

Tænk på Na’aman, »hærfører« for Syriens konges hær og en »meget anset« mand, og spedalsk. En tjenestepige fortalte om en profet i Israel, der kunne helbrede Na’aman, og han rejste derfor med et følge af tjenere, soldater og gaver til Israel og ankom til sidst til Elisas hus. Elisas tjener, ikke Elisa selv, informerede Na’aman om, at Herrens befaling lød: »Gå hen og bad dig syv gange i Jordan[floden].« En enkel ting. Måske virkede denne enkle opskrift så ulogisk, enkel eller under hans værdighed på den mægtige kriger, at han fandt selve forslaget fornærmende. I hvert fald gav Elisas instruktioner ingen mening for Na’aman, så han »blev vred og tog af sted.«

Men Na’amans tjenere gik venligt hen til ham og fortalte ham, at han ville have gjort »noget svært«, hvis Elisa havde bedt ham om det. De bemærkede, at eftersom han kun var blevet bedt om at udføre en lille enkel opgave, skulle han så ikke gøre det, selvom han ikke forstod hvorfor? Na’aman genovervejede sin reaktion, og måske skeptisk, men lydigt, »gik han ned og dyppede sig syv gange i Jordan« og blev på mirakuløs vis helbredt.⁸

Nogle belønninger for lydighed kommer hurtigt, andre kommer først efter, at vi er blevet prøvet. I Den Kostelige Perle læser vi om Adams utrættelige flid med at holde befalingen om at ofre. Da englen spurgte Adam, hvorfor han ofrede, svarede han: »Det ved jeg ikke, ud over at Herren befalede mig det.« Englen forklarede, at hans offer var »et sindbillede på Faderens Enbårnes offer«. Men den forklaring kom først, efter at Adam havde udvist sin forpligtelse til at adlyde Herren i »mange dage«, uden at vide hvorfor han skulle ofre.⁹

Gud vil altid velsigne os for vores standhaftige lydighed mod hans evangelium og loyalitet mod hans kirke, men han viser os sjældent sit tidsskema på forhånd. Han viser os ikke hele billedet fra starten. Det er der, hvor tro, håb og tillid til Herren kommer ind.

Gud beder os om at bære over med ham – stole på ham og følge ham. Han bønfalder os om »ikke at bestride det, fordi I ikke ser det.« Han advarer os om, at vi ikke skal forvente nemme svar eller hurtige løsninger fra himlen. Tingene løser sig, når vi står fast, når vores »tro [bliv]er … prøvet.«¹⁰ Jeg taler ikke om »blind lydighed«,¹¹ men gennemtænkt tillid til Herrens fuldkomne kærlighed og fuldkomne tidsplan.

Når vores tro bliver prøvet, omfatter det altid at forblive tro mod de enkle daglige troshandlinger. Da, og kun da, lover han, at vi vil modtage det guddommelige svar, som vi længes efter. Kun når vi har bevist vores villighed til at gøre det, han beder os om, uden at kræve at vide hvornår, hvordan og hvorfor, får vi mulighed for »høste lønnen for [vores] tro og [vores] flid og tålmodighed og langmodighed«.¹² Sand lydighed accepterer Guds befalinger ubetinget og på forhånd.¹³

Hver dag vælger vi bevidst eller på anden måde, hvem vi vil »tjene«.¹⁴ Vi viser vores beslutsomhed for at tjene Herren ved trofast at engagere os i daglige hengivne gerninger. Herren har lovet, at han vil jævne vores stier,¹⁵ men for at han kan gøre det, må vi gå og sætte vores lid til, at han kender vejen, fordi han er »vejen«.¹⁶ Vi må fylde vores vandkar helt op. Når vi stoler på og følger ham, bliver vores liv forvandlet, ligesom vandet blev til vin. Vi bliver meget mere og bedre, end vi nogen sinde ellers kunne blive. Sæt jeres lid til Herren og »gør, hvad som helst han siger til jer.« I Jesu Kristi navn. Amen.