2010-2019
»Vandr … med mig«
April 2017


»Vandr … med mig«

Vores ordination til præstedømmet er en opfordring fra Herren om at vandre med ham, til at gøre det, som han gør, til at tjene, som han tjener.

Mine elskede brødre i præstedømmet, mit formål i dag er både at berolige jer og styrke jer i jeres præstedømmetjeneste. På nogle områder ligner det den hensigt, som jeg forestiller mig, Frelseren havde, da han mødte en rig ung mand, der spurgte: »Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« (Matt 19:16). Måske er I kommet til denne konference, som denne unge mand kom til Frelseren, og har spekuleret på, hvorvidt jeres tjeneste har været antagelig. Og på samme tid fornemmer I, at der er mere at udrette, måske meget mere! Jeg beder til, at jeg må være i stand til at overbringe Herrens kærlige godkendelse af, hvad I allerede har gjort, og samtidig også give et opmuntrende glimt af, hvad I med hans hjælp endnu kan opnå som bærere af hans hellige præstedømme.

Den rige unge mand blev bedt om at sælge alt, hvad han havde, og give det til de fattige og derpå følge Frelseren. Jeres fremtidige udvikling kræver måske ikke det, men den vil i et eller andet omfang kræve et offer. Uanset hvad håber jeg, at mit budskab ikke får jer til at »[gå] bedrøvet bort«, ligesom den unge mand gjorde (se Matt 19:20-22). Derimod har jeg tillid til, at I vil »drag[e] videre med glæde« (L&P 84:105), fordi I ønsker at forbedre jer, og I tror, at I kan.

Alligevel er det kun naturligt at føle lidt utilstrækkelighed, når vi overvejer, hvad Herren har kaldet os til at gøre. Faktisk ville jeg, hvis I fortalte mig, at I føler jer fuldt ud i stand til at udføre jeres præstedømmepligter, være lidt bekymret for, om I ikke forstod dem. Hvis I på den anden side fortalte mig, at I har lyst til at give op, fordi opgaven ligger langt ud over jeres evner, ønsker jeg at hjælpe jer til at forstå, hvordan Herren højner og styrker sine præstedømmebærere til at gøre ting, de aldrig kunne have gjort på egen hånd.

Det gælder lige så meget for mig i min kaldelse, som det gør for jer i jeres. Ingen af os kan udføre præstedømmetjeneste og gøre det godt ved udelukkende at stole på vores egen visdom og talenter. Det er, fordi det ikke er vores værk – det er Herrens. Så den eneste vej til succes er at stole på ham, hvad enten I lige er blevet kaldet som diakon og har fået betroet den opgave at bibringe åndelig kraft til nadverordinancen, eller I som ung hjemmelærer af Herren har fået overdraget den opgave at elske og tjene en familie, I ikke kender, og som tilsyneladende ikke ønsker jeres kærlighed eller tjeneste, eller I er fædre, der ved, at I skal præsidere over jeres hjem i retfærdighed, men måske er usikre på, hvordan I gør det, og det føles, som om tiden løber fra jer, fordi børnene så hurtigt bliver store, og verden virker så skånselsløs og fjendtlig.

Hvis I derfor føler jer lidt overvældede, så tag det som et godt tegn. Det viser, at I kan føle storheden af den tillid, Gud har vist jer. Det betyder, at I har en lille forståelse af, hvad præstedømmet virkelig er.

Der er meget få mennesker i verden, der har den forståelse. Selv de, der kan fremsige en fornuftig definition, forstår det måske ikke rigtigt. Der findes nogle skriftsteder, der i kraft af den Ånd, der er i dem, kan uddybe vores ærefrygt for det hellige præstedømme. Her er nogle af disse skriftsteder:

»Det melkisedekske præstedømmes magt og myndighed er at besidde nøglerne til alle de åndelige velsignelser i kirken –

at have det privilegium at modtage Himmerigets hemmeligheder, at få himlene åbnet for sig, at nyde fællesskab med den Førstefødtes almindelige forsamling og menighed og at nyde Gud Faderens og Jesu, den nye pagts formidlers, fællesskab og nærvær …

Det aronske præstedømmes magt og myndighed er at besidde nøglerne til englebetjening« (L&P 107:18-20).

»Guddommelighedens kraft [tilkendegives i præstedømmets] ordinancer

for uden dette kan ingen se Guds, nemlig Faderens, ansigt og leve« (L&P 48:20, 22).

»Dette høje præstedømme er efter [Guds] Søns orden, hvilken orden var til fra verdens grundlæggelse eller med andre ord er uden dages begyndelse eller års ende og er beredt fra evighed til al evighed ifølge hans forudviden om alt« (Alma 13:7).

»Enhver, som blev ordineret til denne orden og dette kald, [skulle] ved tro … have magt til at sønderbryde bjerge, at skille havene, at udtørre vande og at ændre deres løb,

at trodse folkeslags hære, at dele jorden, at bryde ethvert bånd, at stå i Guds nærhed, at gøre alt efter hans vilje og efter hans befaling, at underlægge sig fyrstendømmer og magter, og dette ved Guds Søns vilje, han som var til fra før verdens grundlæggelse« (Guide til Skrifterne, JSO, 1 Mos 14:30-31).

Én måde at reagere på så forunderlige beskrivelser af præstedømmets kraft på er at antage, at de ikke gælder os. En anden måde at reagere på er at stille sjælsgranskende spørgsmål i vores eget hjerte som disse: Har jeg nogensinde følt, at himlene har åbnet sig for mig? Ville nogen bruge udtrykket »englebetjening« til at beskrive min præstedømmetjeneste? Bringer jeg »guddommelighedens kraft« ind i de menneskers liv, som jeg tjener? Har jeg nogensinde sønderbrudt et bjerg, trodset en hær, brudt nogens bånd eller underlagt mig verdensmagter, omend det blot er i overført betydning, for at udføre Guds vilje?

Med en sådan selvransagelse følger altid en følelse af, at vi kunne gøre mere i Herrens tjeneste. Jeg håber, at det også giver jer en følelse af, at I ønsker at gøre mere, en længsel efter i større grad at deltage i Herrens mirakuløse værk. Sådanne følelser er det første skridt mod at blive den slags mænd, som præstedømmetjeneste har til hensigt at frembringe.

Det næste trin er beskrevet i en samtale mellem Jahve og Enok. Vi kender Enok som en mægtig profet, som grundlagde Zion midt iblandt stor ugudelighed. Men før Enok blev en mægtig profet, så han sig selv som »kun … en ung dreng … langsom til at tale« og hadet af alle mennesker (Moses 6:31). Lyt til de ord, Herren anvendte for at opmuntre Enok. De gælder også jer, der er kaldet til at tjene andre som præstedømmebærer:

»Og Herren sagde til Enok: Gå i gang og gør, som jeg har befalet dig, så skal ingen gennembore dig. Åbn din mund, så skal den blive fyldt, og jeg vil give dig mæle, for alt kød er i mine hænder, og jeg vil gøre, som det synes mig bedst …

Se, min Ånd er over dig, alle dine ord vil jeg derfor retfærdiggøre; og bjergene skal flygte foran dig, og floderne skal ændre deres løb; og du skal forblive i mig og jeg i dig; vandr derfor med mig« (Moses 6:32, 34).

Brødre, vores ordination til præstedømmet er en opfordring fra Herren om at vandre med ham. Hvad vil det sige at vandre med Herren? Det betyder at gøre det, som han gør, at tjene på den måde, som han tjener. Han ofrede sin egen magelighed for at velsigne dem i nød, så det er det, vi forsøger at gøre. Han syntes især at bemærke mennesker, der blev overset og tilmed udstødt af samfundet, så det bør vi også prøve at gøre. Han vidnede ligefremt og dog kærligt om den sande lære, han modtog fra sin Fader, selv om den var upopulær, og det må vi også. Han sagde til alle: »Kom til mig« (Matt 11:28), og vi siger til alle: »Kom til ham.« Som præstedømmebærere er vi hans repræsentanter. Vi handler ikke på egne vegne, men på hans. Vi taler ikke vores ord, men hans. De mennesker, vi tjener, lærer ham bedre at kende takket være vores tjeneste.

Så snart vi tager imod Herrens opfordring til at »vandr[e] med mig«, ændres beskaffenheden af vores præstedømmetjeneste. Den bliver med ét højere og ædlere, men også mere opnåelig, fordi vi ved, at vi ikke er alene. Jeg følte dette meget stærkt, da præsident Thomas S. Monson lagde sine hænder på mit hoved for ni år siden og velsignede mig, da jeg påbegyndte min tjeneste i min nuværende kaldelse. I den velsignelse citerede han disse ord fra Frelseren: »Og hos den, som modtager jer, der vil jeg også være; for jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).

Jeg har sat min lid til det løfte mange gange, og jeg har set det blive opfyldt på mange måder i løbet af mine 72 års præstedømmetjeneste. Det skete, da jeg var en ny bærer af Det Aronske Præstedømme, og havde til opgave at omdele nadveren. Rædselsslagen over at skulle begå en fejl gik jeg uden for kirkebygningen, før mødet begyndte, og bad i desperation om, at Gud ville hjælpe mig. Og svaret kom. Jeg følte, at Herren var med mig. Jeg følte hans tillid til mig, og derfor følte jeg mig tillidsfuld i min del af hans værk.

Det skete igen, mens jeg tjente som biskop. Jeg blev ringet op af en kvinde, der havde begået en alvorlig fejltagelse og nu stod over for en vanskelig og livsændrende beslutning. Da jeg talte med hende, følte jeg, at jeg vidste, hvad svaret på hendes problem var, men jeg følte også stærkt, at jeg ikke skulle give hende det svar. Hun havde brug for selv at få det. Mine ord til hende lød: »Jeg tror, at Gud vil fortælle dig, hvad du skal gøre, hvis du vil spørge ham.« Hun berettede senere, at hun spurgte ham, og han fortalte hende det.

Ved en anden lejlighed fik jeg en telefonopringning, da jeg var biskop – denne gang fra politiet. Jeg fik at vide, at en fuld bilist havde kørt sin bil igennem glasruden til en banks forhal. Da den vildfarne bilist så sikkerhedsvagten trække sit våben, råbte han: »Skyd ikke! Jeg er mormon!«

Den berusede bilist viste sig at være et medlem af min menighed, som var blevet døbt for nylig. Mens jeg ventede på at tale med ham på biskopkontoret, planlagde jeg, hvad jeg ville sige for at få ham til at føle anger over den måde, han havde brudt sine pagter på og sat Kirken i forlegenhed. Men da jeg sad og kiggede på ham, hørte jeg en stemme i mit sind sige, lige så tydeligt som, hvis nogen talte til mig: »Jeg vil lade dig se ham, som jeg ser ham.« Og i et kort øjeblik ændrede hele hans ydre sig for mig. Jeg så ikke en fortumlet ung mand, men en strålende, ædel Guds søn. Jeg følte pludselig Herrens kærlighed til ham. Det syn ændrede vores samtale. Det ændrede også mig.

Jeg lærte vigtige ting af disse oplevelser med at vandre med Herren i udførelsen af hans værk. Jeg vil gerne dele tre af dem med jer. Den første er, at Gud lægger mærke til og vil støtte selv den nyeste og yngste diakon. I behøver aldrig at føle, at I er for små eller for ubetydelige til, at han lægger mærke til jer og den tjeneste, I yder i hans navn.

Den anden lektie er, at Herrens værk ikke kun handler om at løse problemer, men på at opbygge mennesker. Så når I vandrer med ham i jeres præstedømmetjeneste, opdager I måske, at det, der sommetider virker som den mest effektive løsning, ikke er Herrens foretrukne løsning, fordi den ikke giver mennesker plads til at vokse. Hvis I lytter, vil han lære jer sine veje. Husk, at Guds gerning og herlighed ikke blot er at drive en effektiv organisation, det er »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Det er, når alt kommer til alt, derfor, han giver sin præstedømmemyndighed til ufuldkomne jordiske mennesker som jer og mig og opfordrer os til at tage del i sit værk. Vores fremgang er hans værk!

Nu til den tredje lektie: At vandre med Frelseren i præstedømmetjeneste vil ændre, hvordan I ser andre. Han vil lære jer at se dem gennem sine øjne, hvilket betyder at se forbi det ydre og ind i hjertet (se 1 Sam 16:7). Det er sådan, Frelseren var i stand til at se Simon, ikke som en impulsiv fisker, men som Peter, den klippefaste fremtidige leder af sin kirke (se Luk 5:1-11). Det er sådan, han var i stand til at se Zakæus, ikke som den lastefulde skatteopkræver, men som en ærlig, retskaffen Abrahams søn (se Luk 19:1-9). Hvis I vandrer med Frelseren længe nok, vil I lære at se alle som et Guds barn med ubegrænset potentiale, uanset hvad hans eller hendes fortid måtte være. Og hvis I fortsat vandrer med Frelseren, vil I udvikle endnu en gave, han har – evnen til at hjælpe mennesker til at se det potentiale i sig selv og dermed omvende sig.

Mine kære brødre i præstedømmet, vi er på mange måder ligesom de to disciple, der vandrede på vejen til Emmaus den første påskesøndag. Det var morgenen for opstandelsen, men de var endnu ikke sikre på, om der fandtes en opstandelse, eller hvad opstandelse overhovedet betød. De »havde håbet, at det var [Jesus af Nazaret], der skulle forløse Israel«, men de var »tungnemme til at tro på« alt det, skrifterne sagde om opstandelse. Mens de gik og drøftede det indbyrdes, »kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham« (se Luk 24:13-32).

Jeg vidner om, at når vi vandrer på stien med præstedømmetjeneste, går Frelseren Jesus Kristus sammen med os, for det er hans sti og hans vej. Hans lys går foran os, og hans engle er rundt omkring os. Vi mangler måske en fuldstændig forståelse af, hvad præstedømmet er, eller hvordan vi udøver det, som han gør. Men dersom vi lægger nøje mærke til de øjeblikke, hvor vores hjerte »[brænder] … i os« (Luk 24:32), kan vores øjne åbnes, og vi vil se hans hånd i vores liv og i vores tjeneste. Jeg vidner om, at vi bedst kan lære ham at kende ved at arbejde sammen med ham og tjene ham i det store arbejde med at bringe frelse til Guds børn. »For hvorledes kender en mand den herre, som han ikke har tjent, og som er fremmed for ham og er langt borte fra hans hjertes tanker og hensigter?« (Mosi 5:13). Jesus Kristus er vor Mester. Dette er hans kirke. Det er hans præstedømme, vi bærer. Må vi hver især vælge at vandre med ham og indse, hvordan han vandrer med os.

Jeg vidner højtideligt for jer om, at Jesus er Kristus, vor opstandne Herre. Jeg bærer mit vidnesbyrd for jer om, at det præstedømme, han har betroet os, er kraften til at tale og handle i hans navn. Vi er børn af en kærlig himmelsk Fader, der besvarer vores bønner og sender Helligånden til at styrke os i alle de præstedømmeopgaver, vi er så velsignede at modtage. Joseph Smith så Faderen og Sønnen. Han modtog præstedømmets nøgler, som er gået videre til præsident Thomas S. Monson, der udøver dem i dag. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.