Hans daglige, vejledende hånd
Vor Fader i himlen ved, hvad I og jeg har brug for, bedre end nogen anden.
En af vor himmelske Faders mest elskede redskaber til at vejlede hans børn er retskafne bedsteforældre. Min farmor var en sådan kvinde. Ved en lejlighed, der fandt sted, da jeg var for lille til at huske det, disciplinerede min far mig. Min farmor, der så denne irettesættelse, sagde: »Monte, jeg tror, du irettesætter ham for hårdt.«
Min far svarede: »Mor, jeg vil irettesætte mine børn, som jeg vil.«
Og min kloge farmor sagde blidt: »Det vil jeg også.«
Jeg er ret sikker på, at min far hørte sin mors kloge vejledning den dag.
Når vi tænker på vejledning, tænker vi måske på en salme, vi alle kender og elsker: »Jeg er Guds kære barn.« I koret finder vi ordene »Led mig, før mig, gå du med mig, hjælp mig finde vej«.1
Indtil for nylig anså jeg det omkvæd for at være guddommelig vejledning til forældre. Når jeg har tænkt over disse ord, er jeg blevet klar over, at selv om de indeholder en sådan vejledning, findes der en langt større mening med dem. Vi bønfalder hver især dagligt om, at vor himmelske Fader vil føre os, lede os og gå med os.
Præsident Dieter F. Uchtdorf har forklaret: »Vor Fader i himlen kender sine børns behov bedre end nogen anden. Det er hans gerning og herlighed at hjælpe os i alle sving og give os forunderlige timelige og åndelige ressourcer, der hjælper os ad vejen hjem til ham igen.«2
Lyt til disse ord: Vor himmelske Fader vedbedre end nogen anden, hvad I og jeg har brug for. Som følge deraf har han udviklet en personlig omsorgspakke, der passer til os hver især. Den har mange elementer. Den indeholder hans Søn og forsoningen, Helligånden, befalinger, skrifterne, bøn, profeter, apostle, forældre, bedsteforældre, lokale kirkeledere og mange andre, alle sammen for at hjælpe os til at komme tilbage og nå hjem til ham.
Må jeg i dag tale om blot nogle få af de elementer i omsorgspakken, som har fået mig til at indse, at en kærlig, himmelsk Fader leder, fører og går med mig og min familie? Min bøn er, at I hver især af erfaring vil indse, at vor himmelske Fader leder, fører og går med jer, og at I med den viden vil gå tillidsfuldt fremad og vide, at I aldrig er virkelig alene.
Vor himmelske Faders befalinger er væsentlige elementer i den omsorgspakke. Alma sagde: »Ugudelighed har aldrig været lykke.«3 At tolerere upassende adfærd uden kærlig irettesættelse er falsk medfølelse og forstærker den gængse opfattelse af, at ugudelighed faktisk kan være lykke. Lamanitten Samuel gendrev klart denne opfattelse: »I har stræbt efter lykke ved at gøre misgerninger, hvilket er i modstrid med beskaffenheden af den retfærdighed, som er hos vort mægtige og evige overhoved.«4
Gennem sine profeter minder vor himmelske Fader os konstant om, at retskaffenhed er lykke. For eksempel sagde Kong Benjamin, at vor himmelske Fader »kræver … at I skal gøre, som han har befalet jer, for hvilket han, hvis I gør det, straks velsigner jer«.5 Fra en anden salme kommer der en lignende påmindelse:
Hold Guds befalinger. Hold Guds befalinger,
thi det giver tryghed, thi det giver fred.
Han vil velsigne dig.6
Omkring min 14-års fødselsdag lærte jeg om nogle af disse velsignelser. Jeg bemærkede noget anderledes hos mine forældre. Ud fra det, jeg så, spurgte jeg: »Skal vi på mission?« Chokket i min mors ansigtsudtryk bekræftede min mistanke. Senere fik mine søskende og jeg ved et familieråd at vide, at vores forældre var blevet kaldet til at præsidere over en mission.
Vi boede på en smuk gård i Wyoming. Set fra min synsvinkel var mit liv perfekt. Når jeg kom hjem fra skole, kunne jeg lave mine pligter og derefter gå ud for at gå på jagt, fiske eller gå på opdagelse med min hund.
Kort tid efter jeg hørte om denne kaldelse, indså jeg, at jeg måtte give afkald på min hund, Blue. Jeg konfronterede min far med det og spurgte, hvad jeg skulle stille op med Blue. Jeg ville gerne understrege, at det, Gud krævede, var urimeligt. Jeg vil aldrig glemme dette svar. Han sagde: »Det ved jeg ikke helt. Han kan nok ikke komme med os, så du må hellere spørge vor himmelske Fader.« Det var ikke det svar, jeg havde forventet.
Jeg begyndte at læse i Mormons Bog. Jeg bad oprigtigt om at få at vide, om jeg var nødt til at give min hund væk. Svaret kom ikke lige på et øjeblik. Derimod blev en bestemt tanke ved med at trænge ind i mit sind: »Vær ikke en byrde for dine forældre. Vær ikke en byrde. Jeg har kaldet dine forældre.«
Jeg vidste, hvad min himmelske Fader krævede. Den viden gjorde ikke smerten ved at give min hund væk mindre. Men ved hjælp af det lille offer blev mit hjerte blødgjort, og jeg fandt fred ved at søge min himmelske Faders vilje.
Jeg takker min himmelske Fader for de velsignelser og den lykke, jeg har fundet gennem skrifterne, bøn, Helligånden og en værdig, jordisk far, som levede op til sin rolle som den vigtigste lærer i evangeliet for sine børn. De ledte mig, førte mig og gik endog med mig for at hjælpe mig til at finde vej, især når jeg skulle gøre noget svært.
Udover de elementer i omsorgspakken, jeg har nævnt, er vi hver især velsignede med en præstedømmeleder, der leder og fører os.
Præsident Boyd K. Packer har sagt: »Biskopper er inspirerede! Vi har alle handlefrihed til at modtage eller afvise råd fra vore ledere, men ignorer aldrig råd fra jeres biskop, uanset om det kommer fra talerstolen eller personligt.«7
Disse mænd stræber efter at repræsentere Herren. Hvad enten vi er gamle eller unge, er vores biskop der for at vejlede os, når Satan ønsker, at vi skal tro, at alt er tabt. Når jeg har talt med biskopper, har jeg fundet et gennemgående tema angående bekendelse af ulydighed eller de uskyldiges lidelser efter forfærdelige forurettelser. Biskopper ønsker straks at udtrykke vor himmelske Faders kærlighed til personen og et ønske om at gå med ham eller hende, mens han eller hun finder vejen hjem.
Måske beskrives vor himmelske Faders mest storslåede element i omsorgspakken med disse ord: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn.«8
For at lære os alt, hvad vi må gøre, banede Jesus Kristus vejen ved at vise det fuldkomne eksempel, som vi må prøve at følge. Med udrakte arme beder han os indtrængende om at komme og følge sig.9 Og når vi fejler, hvad vi alle gør, minder han os om dette: »For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig.«10
Sikken vidunderlig gave! Omvendelse er ikke en straf, det er et privilegium. Det er et privilegium, der leder og fører os. Det er ikke noget under, at skrifterne erklærer, at vi ikke skal undervise i noget, undtagen omvendelse.11
Vor himmelske Fader har mange hjælpemidler, men ofte bruger han en anden person til at hjælpe sig. Dagligt giver han os muligheder for at lede, føre og gå med en, der har behov for det. Vi må følge Frelserens eksempel. Vi må også være involverede i vor himmelske Faders værk.
I Unge Mænds hovedpræsidentskab ved vi, at de unge er velsignede, når de har forældre og ledere, der handler på vegne af vor himmelske Fader, når de leder, fører og går med dem. Der er tre principper,12 der vil hjælpe os til at blive en del af vor himmelske Faders omsorgspakke for andre:
Vær for det første sammen med de unge. Præsident Henry B. Eyring understregede dette punkt: »Der er meget, vi kan gøre, som vil betyde mest. I vores undervisning om læren er vores eksempel med at efterleve læren endnu stærkere end at bruge ord.«13 At lede de unge kræver, at man er sammen med dem. Når vi afsætter tid, er det et udtryk for kærlighed, der giver os mulighed for at undervise ved ord og eksempel.
For det andet må vi for virkelig at lede de unge forbinde dem med himlen. Der kommer altid en tid, hvor hver enkelt må stå alene. Vor himmelske Fader kan være der for at vejlede til alle tider og på alle steder. Vores unge skal vide, hvordan de søger vor himmelske Faders vejledning.
For det tredje må vi lade de unge lede. Ligesom den kærlige forælder, der holder et lille barn, som er ved at lære at gå, i hånden, må vi også give slip, for at de unge kan udvikle sig. At lade de unge lede kræver tålmodighed og kærlighed. Det er mere besværligt og tager længere tid end selv at gøre det. De snubler måske undervejs, men vi går med dem.
Søskende, der kan være tidspunkter i vores liv, hvor velsignelserne ved at vejlede synes fjerne eller fraværende. I sådanne tider med bekymringer har ældste D. Todd Christofferson lovet: »Lad … jeres pagter være altoverskyggende, og lad jeres lydighed være fuldkommen. Da kan I bede i tro uden at tvivle i henhold til jeres behov, og Gud vil svare jer. Han vil styrke jer, når I arbejder og våger. I sin egen tid og på sin egen måde vil han række sin hånd ud til jer og sige: »Her er jeg.«14
På et sådant tidspunkt søgte jeg min himmelske Faders råd i konstant og inderlig bøn i over et år for at finde løsningen på en vanskelig situation. Jeg vidste med min logik, at min himmelske Fader besvarer alle oprigtige bønner. Trods det blev jeg en dag så desperat, at jeg tog til templet med ét spørgsmål: »Himmelske Fader, interesserer du dig egentlig for mig?«
Jeg sad næsten bagest i venteværelset i templet i Logan, da den person, der den dag trådte ind i værelset, til min store overraskelse var tempelpræsident Vaughn J. Featherstone, en nær ven af familien. Han stod foran forsamlingen og bød os alle velkommen. Da han fik øje på mig blandt de tempelbesøgende, holdt han op med at tale, så mig i øjnene og sagde derpå: »Bror Brough, det er godt at se dig i templet i dag.«
Jeg vil aldrig glemme den følelse i det lille øjeblik. Det var som om, at min himmelske Fader i den hilsen rakte sin hånd ud og sagde: »Her er jeg.«
Vor himmelske Fader interesserer sig virkelig for os og hører og besvarer hver en bøn, vi beder.15 Som et af hans børn ved jeg, at svaret på mine bønner kom i Herrens egen tid. Og på grund af den oplevelse forstod jeg mere end nogensinde før, at vi er Guds børn, og at han har sendt os her, så vi kan føle hans nærvær nu og vende tilbage og nå hjem til ham.
Jeg vidner om, at vor himmelske Fader leder os, fører os og går med os. Når vi følger hans Søn og giver agt på hans tjenere, apostlene og profeterne, vil vi finde vejen til evigt liv. I Jesu Kristi navn. Amen.