Missionærer
Missionærer – nu og før
I vore dage
Vi kender dem godt. Disse pæne/kønne/smukke unge mennesker, der med deres lille skilt og noble påklædning færdes rundt om i vores menigheder. De spreder glæde og en god ånd. De fleste af dem er kommet hertil langvejs fra efter et relativt kort ophold på en missionærskole – MTC – hvor de har lært om skriften, om den rette missionær-»approach«, lidt om dansk kultur samt endelig arbejdet hårdt for at tilegne sig noget af det for fremmede så ofte vanskelige danske sprog. Man må beundre dem.
Det glædede mig, da vores »nye« missionspræsident lagde ud med at få billeder af missionærerne i Liahona, samlet i deres zoner. Men – vel sagtens heldigvis – er der nu så travlt, at det er noget siden.
Missionærerne i dag og deres forhold er anderledes end før, og da der sikkert er mange læsere, der kun kender den nuværende situation, finder jeg det relevant at fortælle lidt om tidligere – før – ved at fortælle om 2, som jeg kender særdeles godt.
Den unge mand fra Amerika
Jeg var blot 8 år gammel, da missionærerne første gang besøgte vores hjem i Nyborg – inviteret af min far, der elskede alt engelsk og amerikansk. Disse første missionærer – ældsterne LeRoy Rasmussen, Douglas Andrus, Therald H. Nielsen, Kay Petersen med flere betød enorm meget for os og for vores lille gren. Jeg blev døbt som 10-årig og på det tidspunkt tjente ældsterne Don Fife og Pete Ivie i grenen.
Lad mig fortælle om Pete, som jeg nu kalder ham. Han blev kaldet fra sit hjem i Springville i Utah i foråret 1951 – som af de ca. 1800 missionærer, der blev kaldet det år. Hans far kørte ham til Salt Lake City, hvorefter han via Chicago tog toget til New York, ventede 2 dage førend han sammen med en lille gruppe tog med M/S Gripsholm og efter 5 dage ankom til Gøteborg. Videre til Danmark via Helsingborg/Helsingør og til en nat på missionshjemmet, hvorpå han blev sendt til Odense. Han ankom en fredag, fik besked på at holde en tale på dansk om søndagen, hvorefter han om mandagen ankom til Nyborg.
Ingen MTC, ingen undervisning i lektioner, ingen undervisning i dansk sprog eller kultur, men foran lå 2½ år i et fremmed land.
Men han klarede det og kan stadig synge »Højt på en gren en krage«.
Den noget ældre dansker
Mine forældre tog hurtigt evangeliet til sig og blev døbt efter ca. ½ år. De tjente flittigt i vores lille gren, indtil vi som familie på grund af min fars arbejde måtte flytte til København via et års bopæl i et værelse i Tåstrup.
I foråret 1954, hvor min far ved siden af sit job havde påtaget sig arbejdet som vicevært i et stort boligkompleks på Nørrebrogade, blev han kaldt ind til missionspræsidenten, præsident Mark Junius Sorensen, som kaldte ham til at tjene som fuldtidsmissionær. Han tog hjem til min mor og fortalte hende om samtalen, hvortil hun svarede, at så måtte han jo tage af sted. Tænk sig – efter ca. 4 års medlemskab og uden midler fulgte de dette store kald, som dels bragte ham rundt med yngre kammerater (han var 41, da han blev kaldet), dels bevirkede flere flytninger for min mor og jeg samt omvæltninger for andre i familien. I 1½ år tjente han trofast, inden han blev afløst og sendt hjem til sin familie.
Det var for hele familien en såvel hård som skøn tid, der bragte mange velsignelser og styrkede det vidnesbyrd, der blev grundlagt i den lille Nyborg Gren.
Så anderledes og dog
Hvis man sammenligner vore dages unge missionærer og deres forhold med disse to fra vel nærmest 2 generationer siden, springer mange forskelle i øjnene. Men med dette som med så meget andet er det ikke, hvad der adskiller dem, der er spændende, men hvad der samler dem. For uanset om vi taler om missionærer kaldet i 2018/19 eller 1951/54 eller for den sags skyld 1851, så er de alle draget af sted med det ønske og formål at dele deres vidnesbyrd om den opstandne Kristus og det gengivne evangelium, som de elsker, med de mennesker, de møder på deres vej.
Hvor vidunderligt at være en del af et værk, der år efter år kan sende vidunderlige kvinder og mænd – i forskellige aldre – ud for at tjene i dette store værk. Tak for det.