2019
Den bedste investering
August 2019


Velsignelser ved selvhjulpenhed

Den bedste investering

Efter Blanca Gregory var blevet opsagt, stressede hun over at skulle finde et nyt job. Men så tilmeldte hun sig selvhjulpenhedskurset Find et bedre job.

Billede
paper collage of woman reading

Papirkollage af søster Gregory: David Green

Blanca Gregory havde arbejdet inden for banksektoren i 27 år, deraf 12 som souschef – hvorfor fyringen kom som et chok. Men hendes overraskelse blev dog snart erstattet af uro og stress.

Heldigvis havde Blancas mand, Eric, arbejde, og familien havde en opsparing til at hjælpe dem. Efter søster Gregory havde været syg og uden arbejde i mere end et år, begyndte hun at lede efter et nyt arbejde.

Hun opfriskede sit CV, meldte sig til et computerkursus, deltog på jobmesser og begyndte at skrive ansøgninger. Derfor kom hun til flere jobsamtaler. Med hendes erfaring tænkte hun, at det ville blive let at finde et nyt job.

»Jeg blev efterhånden noget bekymret, da jeg ikke hørte mere fra nogen,« siger søster Gregory. »Jeg tænkte, hvad sker der lige?«

Der gik måneder uden et eneste jobtilbud. Til sidst foreslog Blancas mand, der tjente som biskop i deres menighed i Newport Beach i Californien i USA, at hun kiggede på Kirkens selvhjulpenhedsinitiativ og meldte sig til en Find et bedre job-gruppe.

»Man føler Ånden«

Som en del af Find et bedre job-gruppen begyndte søster Gregory et 12-ugers kursus, der lærte hende at bruge sit netværk, se muligheder, opdatere sit CV, præsentere sig selv professionelt og forberede sig på jobsamtaler. Hun satte sig også daglige mål om at finde ressourcer, skabe kontakter og holde personlige møder.

»En selvhjulpenhedsklasse er ikke som andre klasser. Det er en inspiration. Man føler Ånden der,« siger hun. »I vores klasse lærte vi om udøvelse af tro, at være flittig, arbejde hårdt og at trygle Herren – ikke blot at stole på vores egne evner og færdigheder for at finde et job, men også stole på vor himmelske Faders hjælp.

Takket være Find et bedre job-gruppen fik søster Gregory yderligere erfaring med at dele sine kvalifikationer og kontakte folk og virksomheder ved at bruge et netværksværktøj, »Mig på 30 sekunder«. En udtalelse i »Mig på 30 sekunder« hjælper en arbejdsgiver til at se, hvilket slags job en potentiel ansøger søger, deres erfaring og hvordan denne person kan bidrage til virksomhedens succes.

Omtrent otte uger inde i kurset følte søster Gregory sig en dag inspireret til at knæle ned og bede konstant dagen igennem om hjælp.

»Jeg blev ydmyg,« siger hun. »Jeg havde virkelig brug for vor himmelske Faders hjælp til at finde noget. Jeg sagde ikke, at jeg skulle være leder eller tjene mange penge. Jeg havde bare brug for et arbejde. Jeg udøste mit hjerte for Herren.«

Som en del af sine »lektier« den dag, ansøgte hun elektronisk om fem stillinger. Den næste dag ringede en arbejdsgiver til hende og indbød hende til jobsamtale omkring et job som bankassistent. Hun blev begejstret for, at hendes bønner så hurtigt blev besvaret.

»Jeg var ikke nervøs ved samtalen, for jeg havde øvet mig så længe i klassen,« siger søster Gregory. Ikke desto mindre bad hun inderligt inden jobsamtalen. »Himmelske Fader,« sagde hun tryglende, »vil du ikke nok lægge mig ordene i munden, så jeg kan svare korrekt, og intervieweren kan se, hvad jeg kan tilbyde.«

»Det vil ændre jeres liv«

I marts 2018 nogle få dage efter søster Gregorys jobsamtale, kørte Mickey og Margaret Foster ind på parkeringspladsen ved stavscentret i Newport Beach for at besøge Find et bedre job-gruppen. Bror og søster Foster, der havde tjent som selvhjulpenhedsseniormissionærer på fuldtid, kom i god tid og blev overrasket over at se, at Blanca allerede holdt parkeret der.

»Hun var så begejstret, at hun hoppede ind i vores bil for at fortælle, at hun lige havde fået et job,« siger ældste Foster. »Hun beskrev, hvor højt hun elskede vor himmelske Fader, og hvad selvhjulpenhedsinitiativet og hendes selvhjulpenhedsgruppe havde betydet for hendes søgen efter beskæftigelse.«

Søster Gregory vidnede også for Foster-parret om, at hun aldrig havde følt sig nærmere på Frelseren eller mærket hans personlige engagement i hendes liv så meget. Overvældet af taknemmelighed og følelser græd de alle tre. Et år senere er søster Gregory stadig taknemmelig for selvhjulpenhedsgruppen, for himmelsk hjælp og sit job i banken.

»Lønnen er god. Arbejdstiden er god. Frynsegoderne er gode,« siger hun. Hun bruger sine evner, udvikler nye talenter og udvikler sig i virksomheden.

»At gå ind i 12-ugers gruppen Find et bedre job er den bedste investering, man kan lave,« siger hun til alle, der søger job eller nye udfordringer. »Det vil ikke kun hjælpe jer med at få opdateret jeres CV og fortælle om jeres færdigheder, I vil også lære at udøve tro og jeres vidnesbyrd vil vokse. Det er det, der gør forskellen. Klassen er blot et par timer hver uge, men den hjælper virkelig. Den vil ændre jeres liv.«