Kun digitalt: Unge Voksne
Derfor er jeg taknemlig for min krop efter at have født
Med sine strækmærker og ar bliver min krop aldrig, som den var, inden jeg fik mit barn. Men det er jeg er taknemlig for.
Forfatteren bor i Utah i USA.
Har I nogensinde set på jer selv og tænkt: »Wauw! Jeg kunne have set fantastisk ud, hvis bare …?« Eller har I nogensinde sammenlignet jer selv med alle de andre piger på de sociale medier? Det har jeg. Det gjorde jeg alle mine teenageår, og inden jeg blev gift og sidenhen gravid. Selv når min mand sagde, at jeg var perfekt, tænkte jeg altid: »Hvis bare dit eller dat …« så ville jeg se bedre ud eller have det bedre. Men ville nogen af alle de »hvis bare« få nogen af os til at få det bedre? I mit tilfælde ved jeg, at det at tabe mig kun ville være en begyndelse, og så ville jeg have fundet noget andet, der skulle »ordnes« ved min krop og sådan ville det have gået i ring.
Da jeg var gravid, elskede jeg at have en stor rund mave. Det var da, at jeg indså, at jeg var perfekt på min egen måde – det er vi alle sammen! Der voksede et lille menneske inden i mig, og er der noget bedre end det? Ja, det er der! Og det er at holde sit lille barn i sine arme.
Min lille pige, Sofia, blev født for nylig. Jeg har altid lagt planer og drømt om at føde naturligt uden brugen af medicin og at komme mig hurtigt igen. Men der opstod nogle komplikationer under fødslen, og det endte med, at jeg måtte have kejsersnit. Jeg var helt ærlig bange for operationen både på mine egne og min datters vegne. Jeg var også bange for at få et ar.
Efter operationen tog det lang tid for min krop at hele op. I de uger og måneder kunne jeg ikke lave så meget fysisk, men det eneste jeg ønskede var at træne og komme tilbage til den størrelse, jeg havde, inden jeg blev gravid. Så slog det mig en dag – at min krop ikke var den samme, som den var, før jeg fik min datter, og det er jeg heller ikke. Og hverken min krop eller jeg vil nogensinde blive som vi var, inden Sofia kom ind i mit liv. Det er jeg taknemlig for.
Jeg er kommet til at elske de strækmærker og ar, jeg fik af min graviditet, for hver gang jeg ser på dem, minder de mig om den forrygende rejse, jeg har været igennem. De små mærker er en dejlig påmindelse om den smukke datter, vor himmelske Fader har betroet mig. Disse mærker på min krop fylder mig med taknemmelighed, ikke blot for min datter, men også for at min krop er i stand til noget så stort som at skabe, bære og føde et menneske. Mine ar minder mig også om, at selv i vores mørkeste stunder, eller når tingene ikke går som planlagt, så er Frelseren med os. Når vi er bange eller sårede, er han der, og han ved, hvad der er bedst for os.
Tænk over det, I mange mødre derude, I gennemgik en smertefuld, men livsændrende rejse for at bringe vor himmelske Faders børn til jorden – jeres børn! Sikke en utrolig og storslået erfaring det er at være i stand til at spille så stor en rolle i planen for lykke!
Hvis I har problemer med at acceptere og elske jer selv, så bed om hjælp. Herren ønsker, at vi skal nyde glæde og det er afgørende at elske os selv for at opnå den glæde. Gud vil altid hjælpe os med de små ting og de større ting – han ved, hvad der er vigtigt for os. Hvis I beder for at vide, hvordan I kan elske og acceptere jer selv, så vil han vise jer det.