Guds gave og kraft
Dette er kapitel 6 i den nye firebindsserie om Kirkens historie med titlen De hellige: Historien om Jesu Kristi Kirke i de sidste dage. Bogserien bliver snart tilgængelig på 14 sprog på tryk, på appen Evangelisk bibliotek under afsnittet om Kirkens historie og online på saints.lds.org. Kapitel 5, som udkom i julinummeret, beskrev, hvordan de første 116 oversatte sider af Mormons Bog gik tabt i 1828.
Da Joseph vendte tilbage til Harmony i sommeren 1828, viste Moroni sig for ham igen og tog pladerne. »Hvis du er tilstrækkelig ydmyg og angerfuld,« sagde englen, »vil du få dem igen den 22. september«.1
Josephs sind var fuld af fortvivlelse.2 Han vidste, at det havde været forkert af ham at ignorere Guds vilje og give manuskriptet til Martin. Nu betroede Gud ikke længere pladerne eller oversætterne til ham. Han følte, at han fortjente enhver straf som himlen sendte ham.3
Tynget af skyld og fortrydelse gik han på knæ, bekendte sine synder og bønfaldt om tilgivelse. Han reflekterede over, hvor han havde fejlet, og hvad han kunne gøre bedre, hvis Herren igen lod ham oversætte.4
En dag i juli, da Joseph gik tæt på sit hjem, viste Moroni sig for ham. Englen gav ham oversætterne, og Joseph så et guddommeligt budskab i dem: »Guds gerninger og forehavender og hensigter kan ikke forpurres, ej heller kan de blive til intet.«5
Ordene var trøstende, men blev hurtigt erstattet af irettesættelse. »Hvor strenge var ikke dine befalinger,« sagde Herren. »Du burde ikke have frygtet mennesker mere end Gud.« Han befalede Joseph at være mere varsom med hellige ting. Optegnelsen på guldpladerne var vigtigere end Martins omdømme eller Josephs ønske om at behage folk. Gud havde beredt den for at forny sin gamle pagt og undervise alle folk om at sætte deres lid til Jesus Kristus for at blive frelst.
Herren formanede Joseph til at huske hans barmhjertighed. »Omvend dig … fra det, som du har gjort,« befalede han, »da er du stadig udvalgt.« Han kaldte endnu engang Joseph som sin profet og seer. Alligevel advarede han ham om at give agt på hans ord.
»Medmindre du gør det,« erklærede han, »skal du blive overladt til dig selv og blive som andre mennesker og ikke længere have nogen gave.«6
Det efterår rejste Josephs forældre sydpå til Harmony. Der var gået næsten to uger siden Joseph havde forladt deres hus i Manchester, og de havde ikke hørt noget fra ham. De var bekymrede for, at sommerens tragedier havde knust ham. Inden for nogle få uger havde han mistet sit første barn, næsten mistet sin hustru og mistet manuskriptsiderne. De ville sikre sig, at han og Emma havde det godt.
Mindre end to kilometer fra deres destination blev Joseph sen. og Lucy lykkelige for at se Joseph stå på vejen foran dem og se rolig og glad ud. Han fortalte dem om at miste Guds tillid, om at omvende sig fra sine synder og modtage åbenbaringen. Herrens irettesættelse havde været smertefuld, men ligesom de tidligere profeter nedskrev han åbenbaringen, så andre kunne læse den. Det var første gang, at han nogensinde havde nedskrevet Herrens ord til ham.
Joseph fortalte også sine forældre, at Moroni siden var vendt tilbage med pladerne og oversætterne. Englen virkede tilfreds, fortalte Joseph. »Han fortalte mig, at Herren elskede mig for min trofasthed og ydmyghed.«
Optegnelsen var nu sikkert opbevaret i huset, gemt i en kuffert. »Emma skriver for mig nu,« fortalte Joseph dem, »men englen sagde, at Herren vil sende nogen til at skrive for mig, og jeg stoler på, at det vil ske.«7
Det følgende forår rejste Martin Harris til Harmony med dårlige nyheder. Hans hustru havde indgivet en klage til retten, der påstod, at Joseph var bedrager, der lod som om han oversatte guldplader. Martin ventede nu på en indkaldelse til at vidne i retten. Han skulle erklære, at Joseph havde snydt ham, ellers ville Lucy også anklage ham for bedrageri.8
Martin pressede nu Joseph til at give ham mere bevis på, at pladerne var virkelige. Han ønskede at fortælle retten alt om oversættelsen, men var bekymret for, at folk ikke ville tro på ham. Lucy havde trods alt ledt i familien Smiths hjem og aldrig fundet optegnelsen. Og selv om Martin havde virket som Josephs skriver i to måneder, havde han heller aldrig set pladerne og kunne ikke vidne om, at han havde.9
Joseph tog spørgsmålet til Herren og modtog et svar til sin ven. Herren ville ikke fortælle Martin, hvad han skulle sige i retten, og han ville heller ikke give ham yderligere bevis, indtil Martin valgte at være ydmyg og udøve tro. »Hvis de ikke vil tro på mine ord, vil de heller ikke tro på dig, min tjener Joseph,« sagde han, »hvis det var muligt for dig at vise dem alle disse ting, som jeg har overdraget til dig.«
Herren lovede at behandle Martin barmhjertigt, hvis han gjorde som Joseph havde gjort den sommer og ydmygede sig selv, stolede på Gud og lærte af sine fejltagelser. Tre trofaste vidner ville se pladerne, når tiden var inde, sagde Herren, og Martin kunne blive en af dem, hvis han holdt op med at søge andres anerkendelse.10
Inden Herren afsluttede sine ord, kom han med en erklæring. »Hvis denne slægt ikke forhærder hjertet,« sagde han, »vil jeg oprette min kirke blandt dem.«11
Joseph tænkte på disse ord, da Martin afskrev åbenbaringen. Han og Emma lyttede, da Martin læste den igen for at tjekke korrektheden af den. Mens de læste kom Emmas far ind i værelset og lyttede. Da de var færdige spurgte han, hvis ord det var.
»Jesu Kristi ord,« sagde Joseph og Emma.
»Jeg anser det hele for at være en vildfarelse,« sagde Isaac. »Opgiv det.«12
Martin ignorerede Emmas far og tog sin kopi af åbenbaringen og steg på diligencen, der kørte hjemad. Han var kommet til Harmony for at få bevis på pladerne og tog afsted med en åbenbaring, der vidnede om deres eksistens. Han kunne ikke bruge den i retten, men han vendte tilbage til Palmyra med en viden om, at Herren var opmærksom på ham.
Senere, da Martin stod foran dommeren bar han et enkelt, kraftfuldt vidnesbyrd. Med en hånd løftet mod himlen vidnede han om virkeligheden af guldpladerne og erklærede, at han frit havde givet Joseph halvtreds dollars til at udføre Herrens værk. Uden bevis på Lucys beskyldninger afviste retten sagen.13
I mellemtiden fortsatte Joseph med oversættelsen, mens han bad til, at Herren snart ville sende en anden skriver.14
Tilbage i Manchester boede en ung mand, der hed Oliver Cowdery, hos Josephs forældre. Oliver var et år yngre end Joseph og i efteråret 1828, var han begyndt at undervise på en skole cirka to kilometer syd for familiens Smiths gård.
Lærere boede ofte hos deres elevers familie, og da Oliver hørte rygter om Joseph og guldpladerne, spurgte han, om han kunne bo hos familien Smith. Til at begynde med lærte han kun få detaljer af familien. Det stjålne manuskript og lokal sladder havde gjort dem forsigtige, så de ikke ville sige noget.15
Men i løbet af vinteren i 1828-1829, da Oliver underviste familien Smiths børn, vandt han sine værters tillid. På omkring dette tidspunkt var Joseph sen. kommet tilbage fra en tur til Harmony med en åbenbaring, der sagde, at Herren var ved at påbegynde et forunderligt værk.16 På det tidspunkt havde Oliver vist, at han var en oprigtig søger af sandheden, og Josephs forældre åbnede op om deres søns guddommelige kaldelse.17
Det, de sagde, fangede Oliver, og han længtes efter at hjælpe med oversættelsen. Ligesom Joseph var Oliver utilfreds med datidens kirker og troede på en miraklernes Gud, der stadig åbenbarede sin vilje til menneskene.18 Men Joseph og guldpladerne var langt væk, og Oliver vidste ikke, hvordan han kunne hjælpe med værket, hvis han blev i Manchester.
En forårsdag, da regnen trommede på familien Smiths tag, fortalte Oliver familien, at han gerne ville tage til Harmony for at hjælpe Joseph, når skoleåret var omme. Lucy og Joseph sen. tilskyndede ham til at spørge Herren, om hans ønske var rigtigt.19
Da Oliver gik i seng, bad han for at vide om det, han havde hørt om guldpladerne, var sandt. Herren viste ham i et syn guldpladerne og Josephs anstrengelser for at oversætte dem. En fredfyldt følelse kom over ham, og han vidste så, at han skulle tilbyde sin hjælp til at være Josephs skriver.20
Oliver fortalte ikke nogen om sin bøn. Men så snart skoleåret var slut begyndte han og Josephs bror Samuel at gå mod Harmony, mere end 160 kilometer væk. Vejen var kold og mudret af forårsregnen, og Oliver havde forfrysninger i sin ene tå, da han og Samuel ankom til Josephs og Emmas hus. Alligevel var han ivrig efter at møde parret og selv se, hvordan Herren arbejdede gennem den unge profet.21
Da Oliver var kommet til Harmony, var det ligesom, at han altid havde været der. Joseph talte med ham til langt ud på natten, lyttede til hans historie og besvarede hans spørgsmål. Det var tydeligt, at Oliver havde en god uddannelse, og Joseph accepterede straks hans tilbud om at være skriver.
Efter Olivers ankomst var Josephs første opgave at finde et sted at arbejde. Han bad Oliver om at udfærdige en kontrakt, hvori Joseph lovede at betale sin svigerfar for det lille hus, hvor han og Emma boede, såvel som for laden, jorden og den nærtliggende kilde.22 Emmas forældre ønskede at sikre deres datter, og de gik med til vilkårene og lovede at hjælpe med at berolige naboernes bekymringer med hensyn til Joseph.23
Imens begyndte Joseph og Oliver at oversætte. De arbejdede godt sammen i uger af gangen, ofte med Emma i samme værelse, som foretog de daglige gøremål.24 Nogle gange oversatte Joseph ved at se ind i oversætterne og på engelsk læse tegnene på pladerne.
Ofte syntes han, at en enkelt seersten var mere belejligt. Han lagde seerstenen i sin hat, satte sit ansigt ned i hatten for at blokere for lyset og stirrede på stenen. Lys fra stenen skinnede i mørket og åbenbarede ord, som Joseph dikterede, mens Oliver hurtigt skrev dem ned.25
Oliver Cowdery arbejdede som skriver på oversættelsen af denne side i Mormons Bog.
Fotografi af en side i det originale Mormons Bog-manuskript, med tilladelse fra Kirkens Historiske Bibliotek; fotoet er forstørret for at gøre det tydeligere
Under Herrens vejledning forsøgte Joseph ikke at genoversætte det, som han havde mistet. I stedet fortsatte han og Oliver videre i optegnelsen. Herren åbenbarede, at Satan havde lokket ugudelige personer til at tage siderne, ændre deres ord, og bruge dem til at skabe tvivl om oversættelsen. Herren forsikrede Joseph om, at han havde inspireret de fordums profeter, der forberedte pladerne, til at medtage en anden, mere fuldstændig beretning af det mistede materiale.26
»Jeg vil beskæmme dem, der har ændret mine ord,« fortalte Herren Joseph. »Jeg vil vise dem, at min visdom er større end Djævelens snedighed.«27
Oliver var begejstret for at være Josephs skriver. Dag efter dag lyttede han, mens hans ven dikterede den komplekse historie om to store civilisationer, nefitterne og lamanitterne. Han lærte om retfærdige og ugudelige konger, om folk, der kom i fangenskab og blev udfriet af det, om en fordums profet, der brugte seersten til at oversætte optegnelser fundet på slagmarker fyldt med knogler. Ligesom Joseph var den profet en åbenbarer og seer velsignet med Guds gave og kraft.28
Optegnelsen vidnede gang på gang om Jesus Kristus, og Oliver så, hvordan profeter ledte en fordums kirke, og hvordan almindelige mænd og kvinder udførte Guds værk.
Alligevel havde Oliver stadig mange spørgsmål om Herrens værk, og han hungrede efter svar. Joseph søgte åbenbaring til ham gennem Urim og Tummim, og Herren svarede. »Hvis du vil bede mig, skal du få,« erklærede han. »Hvis du vil adspørge, skal du lære at kende hemmeligheder, som er store og forunderlige.«
Herren formanede også Oliver til at huske på det vidne, han havde modtaget, før han kom til Harmony, som Oliver havde holdt for sig selv. »Gød jeg ikke fred i dit sind angående sagen? Hvad større vidnesbyrd kan du få end et fra Gud?« spurgte Herren. »Hvis jeg har fortalt dig noget, som ingen ved, har du da ikke fået et vidnesbyrd?«29
Oliver var forbløffet. Han fortalte med det samme Joseph om sin hemmelige bøn og det guddommelige vidnesbyrd, han havde modtaget. Ingen kunne havde vidst noget om det foruden Gud, sagde han, og han vidste nu, at værket var sandt.
De vendte tilbage til arbejdet, og Oliver begyndte at spekulere på, om han også kunne oversætte.30 Han troede på, at Gud kunne arbejde gennem redskaber såsom seersten, og han havde lejlighedsvis brugt en pilekvist til at finde vand og mineraler. Alligevel var han usikker på, om kvisten fungerede ved Guds kraft. Åbenbaringsprocessen var stadig et mysterium for ham.31
Joseph bragte igen Olivers spørgsmål til Herren, og Herren fortalte Oliver, at han havde kraften til at opnå kundskab, hvis han bad i tro. Herren bekræftede, at Olivers kvist fungerede ved Guds kraft, ligesom Arons stav i Det Gamle Testamente. Han lærte derpå Oliver mere om åbenbaring. »Jeg vil tale til dig i dit sind og i dit hjerte ved Helligånden,« sagde han. »Se, dette er åbenbarelsens ånd.«
Han fortalte også Oliver, at han kunne oversætte optegnelsen ligesom Joseph gjorde, så længe han satte sin lid til tro. »Husk,« sagde Herren, »uden tro kan du intet gøre«.32
Efter åbenbaringen var Oliver begejstret for at oversætte. Han fulgte Josephs eksempel, men da ordene ikke kom let, blev han frustreret og forvirret.
Joseph så sin ven kæmpe og havde medlidenhed med ham. Det havde taget ham tid at tune sit hjerte og sind til oversættelsesarbejdet, men Oliver synes at tro, at han hurtigt ville kunne mestre det. Det var ikke nok at have en åndelig gave. Han måtte forædle og udvikle den med tiden til brug i Guds arbejde.
Oliver opgav snart at oversætte og spurgte Joseph, hvorfor det ikke var lykkedes for ham.
Joseph spurgte Herren. »Du er gået ud fra, at jeg ville give dig det, uden at du gjorde dig nogen tanke ud over at spørge mig,« svarede Herren. »Du må gennemtænke det i dit sind; dernæst må du spørge mig, om det er rigtigt.«
Herren sagde til Oliver, at han skulle være tålmodig. »Det [er] ikke nødvendigt, at du oversætter nu,« sagde han. »Den gerning, som du er kaldet til at udføre, er at skrive for min tjener Joseph.« Han lovede Oliver andre muligheder for at oversætte senere, men for nu var han skriveren og Joseph var seeren.33